Middelalder-jægere var på jagt efter sekret fra bæverens analkirtler.

© British Library
Samfund - Middelalderen

Liste: 7 eventyrlige middelalder-myter om dyr

Elefanten har ingen knæled, bæveren bider sine testikler af, og hvalen er så stor, at sømænd går i land på den. Middelalderens illustrerede opslagsværker om alverdens dyr var i popularitet kun overgået af Bibelen, men de var fyldt med misforståelser.

Middelalderens svar på dyre-film i tv var bestiarier – illustrerede opslagsværker om dyr. Datidens zoologer havde ganske vist ikke ofret meget tid på observationer af dyrelivet.

I stedet viderebragte de myter og misforståelser – også fantasivæsner som enhjørninger, griffer og drager fik god plads i bøgerne.

Pelikanen genopliver sine unger med blod fra sit bryst

Middelalderens myte:

De zoologiske opslagsværker, bestiarierne, tillægger ofte dyrene menneskelige egenskaber. Et bestiarium fortæller fx, at pelikanen genopliver døde unger ved at hakke hul på sit bryst og lade blodet dryppe ned over dem – en allegori til Jesus på korset.

En helt naturlig forklaring:

Beskrivelsen af pelikanens særegne adfærd skyldes sandsynligvis, at den ofte presser sit næb mod brystet, når den skal tømme strubeposen, der hænger under næbbet.

Den blodige del af myten skyldes utvivlsomt den krøltoppede pelikan, hvis strubepose bliver rød i parringssæsonen.

Hvis pelikanens unger dør, kan den genoplive dem ved at give dem blod fra sit eget bryst

© Museum Meermanno

Bæveren bider testiklerne af for at undslippe jægere

Myten: Især én oldgammel og bizar historie blev gengivet flittigt i middelalderens bestiarier. Fortællingen om bæveren, der gnaver sine testikler af, hvis den bliver jagtet af mennesker.

Misforståelsen optræder første gang på skrift i Æsops fabler fra 500-tallet f.Kr., men den græske forfatter er ikke mytens ophavsmand.

Forklaringen: I virkeligheden er her tale om en dobbelt misforståelse. Den første del af forklaringen er, at mennesket i tusinder af år har jaget bævere for at få fat i sekretet castoreum – på dansk bævergejl.

Sekretet blev brugt i medicin og parfume indtil 1800-tallet, og fordi det udvindes fra bæverens analkirtler, der til forveksling ligner testikler, er det let at se, hvordan misforståelsen kunne opstå.

Forklaringens anden del ligger ifølge sprogforskere i bæverens græske navn, Castor. Navnet minder om verbet castrare – at kastrere/fjerne testiklerne.

Mennesker med begrænset kendskab til græsk og latin havde let ved at koble de to betydninger.

Grævlinger arbejder sammen, når de graver deres huler

Myten: Når grævlinger skal grave ud til et nyt bo, er det ifølge middelalderens eksperter et holdarbejde:

Én grævling lægger sig på ryggen og bider sammen om en gren. To andre grævlinger hælder jord op på dens mave, inden de to sidste trækker den væk.

Forklaringen: Det er uvist, hvordan denne myte er opstået.

Men forfatterne har sandsynligvis været bekendt med, at grævlinger kan holde sammen i små flokke på op til 15 individer.

Myten havde til formål at fortælle læseren om samarbejdets gavn.

Bjørnen former selv sine unger

Myten: Ifølge middelalderens zoologer er nyfødte bjørneunger intet andet end klumper af kød uden øjne og pels.

Herefter skal hunbjørnen slikke ungerne, så de får den rigtige form.

Forklaringen: Myten stammer sandsynligvis fra en kombination af to observationer: for det første af bjørneunger, der ganske rigtigt fødes uden pels.

For det andet at bjørne efter fødslen slikker deres unger rene. Ungerne kan godt ligne uformelige kugler, der først skal formes.

Hunbjørnen former sine unger ved at slikke på dem, så kødklumperne får bjørneform og øjne.

© Museum Meermanno

Elefanten har ingen knæled og sover stående

Myten: Ifølge bestiarierne kan elefanter blive op til 300 år gamle. Elefanten har ingen knæled, så hvis den falder, kan den ikke komme på benene igen ved egen hjælp.

Af samme årsag læner dyret sig op ad et træ, når det skal sove.

Forklaringen: Misforståelsen går igen i de fleste bestiarier og kan spores tilbage til den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre, der beskrev elefanten i sit værk “Naturalis Historia” fra år 77 e.Kr.

Plinius har efter al sandsynlighed sine oplysninger fra Julius Cæsars skrifter om felttoget i Gallien. Her fortæller Cæsar, at elge “har ben uden led eller ligaturer.

De kan ikke ligge ned for at hvile, ej heller kan de, hvis de er blevet væltet, rejse sig op.

Træer tjener som senge for dem; de læner sig mod dem og hviler således”. I det følgende afsnit beskriver Cæsar uroksen, hvis størrelse han sammenligner med en elefants.

Sømænd forveksler hvaler med øer

Kæmpefisken trækker sømænd og deres skibe ned i dybet, hvis de går i land på dens ryg.

Middelalderens myte:

Ifølge 1200-tallets bestiarier er hvalen en stor, skællet fisk, som søens folk ofte forveksler med en ø.

De fleste bestiarier fortæller, at hvalen ofte ligger så længe i havoverfladen, at dens ryg bliver dækket med sand, så den ligner en ø.

Forbipasserende skibe lægger derfor til ved hvalens ryg, så søfolkene kan tænde bål for at lave mad.

Når varmen fra ilden trænger igennem hvalens tykke hud, dykker den for at køle sig og trækker dermed sømænd og skibe med sig i dybet.

En helt naturlig forklaring:

Anekdoten optræder i historien om Sinbad Søfareren i “Tusind og én nats eventyr”, men var også inkluderet i bestiariet “Physiologus” fra 100-tallet e.Kr.

Misforståelsen er formentlig opstået pga. gråhvalen, hvis plettede hud kan minde om klippegrund, når dyret ligger helt stille.

Middelalderens zoologer fandt underbyggelse for deres beskrivelser af hvalernes enorme størrelse i Bibelen.

I Jonas' Bog bliver det fortalt, hvordan profeten Jonas bliver fanget i maven på en hval, der er så stor, at dens indre svarer til helvede.

Sømænd tænder ofte bål på ryggen af en hval i den tro, at de er landet på en ø. Når dyret dykker, trækker det dem med sig ned i dybet.

© BRitish Library

Gamle ørne forlænger livet ved at flyve mod solen og dykke i havet

Myten: Når en ørn bliver gammel, forringes dens syn, og dens vinger bliver tungere.

Ifølge middelalderens eksperter flyver ørnen derfor mod solen, der brænder de gamle fjer og tågen over øjnene af. Hvor­efter den dykker i havet tre gange, hvilket gør den ung på ny.

Forklaringen: I middelalderen var ørnen et symbol på mennesket, der, ved at nærme sig Gud – solen – fik ny energi. Ideen om ørnens foryngelseskur kom oprindeligt fra Bibelens salme 103:5, hvor der står, at Gud “mætter din sjæl med godt, så du bliver ung igen som ørnen”.

Læs også:

Religionshistorie

Mystisk munk skrev Djævlens bibel

11 minutter
Bøger

Ny bog undersøger Bibelens myter og sandheder

3 minutter
Bøger

Ny bog undersøger pyramidernes hemmeligheder

3 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!