Hustruen fik et symbolsk tov om halsen, når hun skulle sælges på markedet, i 1700- og 1800-tallets England.

© Imageselect

Mænd solgte deres koner som kvæg

Skilsmisser var så dyre for jævne mennesker i 1700- og 1800-tallets England, at mændene greb til en anden løsning: De gav deres hustruer et tov om halsen og trak dem hen på den lokale markedsplads.

8. juni 2018 af Emil Maischnack Jensen

En dag i 1832 gik den lokale markedsopråber ud med en særlig besked i den nordengelske by Carlisle. Han ringede med sin klokke og bekendtgjorde, at landmanden Joseph Thompson samme dag kl. 12 ville sælge sin 22-årige hustru, Mary Ann Thompson.

Efter tre års ægteskab havde ægtefællerne endnu ikke fået børn – og de brød sig ikke synderlig om hinanden.

Da tiden var inde, samledes en større gruppe mænd om den unge kvinde, der steg op på en stol med et reb om halsen og så ud over forsamlingen.

Landmanden begyndte sin salgstale: “Gentlemen, her har I min hustru, Mary Ann Thompson – født Williamson – som jeg ønsker at sælge til højestbydende. Det er hendes ønske, såvel som det er mit, at vi skal skilles for altid”.

Til marked med tov om halsen

Konesalg var ikke nogen hverdagsbegivenhed, men frem til midten af 1800-tallet greb samspilsramte ægtepar til denne mulighed, når de ville gå fra hinanden.

Reglerne var enkle: Ægtemanden gav hustruen et tov om halsen og førte hende hen på et marked eller den lokale pub. 

Her bekendtgjorde han, at han ønskede at sælge sin kone, og at hun indvilgede i salget. Efter en kort salgstale begyndte buddene, og hvis alt gik vel, skiftede kvinden kort efter til en ny mand.

Indtil 1857, hvor en ny skilsmisselov blev vedtaget i Parlamentet, var det så godt som umuligt for den almindelige englænder at blive skilt. 

En skilsmisse kunne kun ske med Parlamentets godkendelse, og proceduren kostede så meget, at den praktisk talt var umulig at betale for indbyggerne. I årene fra 1700 til 1857 blev der kun givet tilladelse til 314 skilsmisser i hele England.

Konesalg var et alternativ til skilsmisse og menes at have været praktiseret siden 1000-tallet. Det første veldokumenterede salgsforsøg fandt sted i 1532, hvor en mand blev dømt for at forsøge at sælge sin hustru. 

Fra de efterfølgende 350 år kender historikerne til mange dokumenterede konesalg – fra retsudskrifter og avisernes artikler, der gerne udstillede underklassens “skandaløse” livsførelse.

Sandsynligvis var konesalget mest udbredt i perioden 1780-1850, hvor historikerne har fundet beviser for næsten 300 salg. Når en kvinde skulle sælges, lagde manden ofte vægt på enten hendes fysiske skønhed eller hendes evne til at arbejde hårdt, men iveren efter at sælge fik indimellem sælgeren til at pynte lidt på sandheden. 

En utilfreds køber ønskede fx at lade en handel gå tilbage, fordi han var blevet bildt ind, at den købte kvinde var gravid. Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet.

Tre citater fra Joseph Thompson

“Jeg tog hende ind for min egen skyld, men hun blev min plageånd”.

“Hun kan lave smør og skælde tjenestepigen ud. Hun kan flette sit hår”.

“Hun kan gå fra grin til gråd, så let som du kan drikke et glas ale”.

Hustru blev handlet for 20 shilling

Men ikke alle sælgere pyntede på sandheden. Det fremgår ty­de­ligt af landmand Joseph Thomp­sons salgstale, da han forsøgte at sælge sin hustru, Mary Ann, på markedspladsen i Carlisle.

“Jeg tog hende ind for min egen og min husførelses skyld, men hun blev min plageånd. En hjemlig forbandelse, der invaderede mine nætter – og som var en djævel om dagen”, sagde han ifølge Lancaster Herald. 

Thompson opfordrede de tilstedeværende mænd til at undgå besværlige kvinder, på samme måde som de ville holde sig fra gale hunde, brølende løver og sygdomme. Men så gik han over til at rose sin kone:

“Nu, hvor jeg har fortalt jer om hendes fejl og dårlige sider, vil jeg fortælle jer om hendes kvalifikationer og godhed også. Hun kan læse bøger, og hun kan malke køer. Hun kan gå fra grin til gråd, så let som du kan drikke et glas ale, når du er tørstig. 

Hun kan lave smør og skælde tjenestepigen ud. Hun kan synge irske folkeviser og flette sit hår. 

Hun kan ikke brænde rom, gin eller whisky, men hun er god til at bedømme kvaliteten, da hun har mange års erfaring i at smage dem. Derfor udbyder jeg hende med alle hendes fejl og fordele til salg for 50 shilling”.

Så meget ville ingen give, og Joseph Thompson var nødt til at slå af på prisen. Efter et par timer med bud og forhandling solgte han Mary Ann til en mand ved navn Henry Mears for 20 shilling (ca. 5.000 danske nutidskroner) samt en hund af newfoundlænder-racen.

Mary Ann tog rebet af og forlod markedet sammen med Henry Mears, mens den begejstrede forsamling råbte hurra. Joseph Thompson lagde derefter rebet om hunden og fortsatte til den nærmeste beværtning, hvor han tilbragte resten af dagen.

I mangel af en egentlig skilsmisseprocedure blev konesalg en praktisk foranstaltning, hvor de juridiske rettigheder i et ægteskab blev forsøgt ophævet uden om det egent­lige retssystem. 

Ophævelsen af rettigheder var vigtig, fordi hustruen ifølge engelsk lovgivning havde ret til en tredjedel af mandens ejendele efter hans død. 

Omvendt havde ægtemanden fuld råderet over konens ejendom – også mens hun levede. Ægteparret var derfor afhængigt af en ceremoni, hvor omverdenen kunne bevidne, at parterne gik fra hinanden.

Men trods vidner og advokaters medvirken var konesalg ulovlige og blev underkendt, hver gang de blev prøvet ved en domstol. Der er således eksempler på, at kvinder fik tilkendt en arv efter mandens død, selvom hun var blevet solgt til sin elsker mange år tidligere.

Vrede kvinder greb ind

Konesalg kom dog sjældent til myndighedernes kendskab – selvom aviserne gerne rapporterede om dem. Men der findes tilfælde, hvor et lokalt byråd tilskyndede fattige mænd til at sælge deres hustruer, så lokalsamfundet kunne slippe for at give hele familien fattighjælp.

Hvis myndighederne fik nys om et forestående konesalg, kunne de godt finde på at sætte politiet ind og stoppe handlen. Også andre dele af lokalsamfundet gik imod salgene. 

I nogle tilfælde nægtede advokater og notarer at nedfælde købsaftaler knyttet til konesalg, og vrede grupper af kvinder greb i sidste halvdel af 1700-tallet jævnligt ind over for handler.

I de sjældne sager, hvor konesalg kom for retten, blev ægteparret tvunget til at vende tilbage til ægteskabet. 

I et enkelt tilfælde havde kvinden boet med sin nye mand i 17 år og fået børn med ham. Men salget blev kendt ugyldigt, og børnene måtte følge med moren hjem til den mand, som i sin tid havde solgt hende.

Hovedpersonerne i handlerne mente dog – modsat domstolene – at salget var såvel moralsk som juridisk i orden, hvis blot det fulgte nogle simple regler. Især to træk gik igen i de fleste salg.

Reb og vidner var nødvendige

For det første skulle kvinden være iført et reb – ofte om halsen – eller en grime, som hun blev “trukket” til markedet med, nøjagtig ligesom dyr, der føres til en kvægauktion. 

I nogle retssager blev netop det faktum, at køberen havde modtaget kvinden med et reb om halsen, fremført som bevis for, at det nye ægteskab var gyldigt.

For det andet skulle salget ske et offentligt sted med mange vidner, fx på en markedsplads eller i den lokale pub.

I de fleste tilfælde stod en køber klar i kulissen, allerede inden kvinden blev sat til salg. Ofte var hun allerede flyttet over til den nye mand, før købsaftalen blev indgået, og her optrådte hun officielt som husassistent eller lignende.

Hvis sælgeren havde små børn med sin hustru, fulgte de som regel med moren hjem til den nye mand. Ældre børn, der kunne hjælpe til med fx landbruget, blev hos deres far. Der var dog tilfælde, hvor børnene indgik i salget, fordi alle vidste, at køberen var deres rigtige far.

Hvis et ægtepar på forhånd havde indgået aftale med en køber, kunne det formelle salg afvikles på den nærmeste beværtning, men skulle sælgeren tiltrække en køber, var en af de store markedspladser det bedste sted. 

Gæsterne her var ofte pengestærke og havde råd til at gøre et impulsivt køb. Der findes sågar beretninger om mænd, der købte flere hustruer på samme marked. I et enkelt tilfælde – i Cornwall i 1835 – gik to mænd endda sammen om at købe den samme kvinde, som de begge var faldet for.

Vigtigt for sælgeren var det også, at de besøgende på markedet kom langvejs fra og derfor ikke var bekendt med den lokale sladder. Det kunne gøre det nemmere at sælge en kone med et dårligt ry.

Langt op i 1800-tallet var mange kvinder bundet i dårlige ægteskaber uden mulighed for at blive skilt fra deres mænd.

© Belmiro de Almeida

Salg forbedrede kvindens situation

Enkelte eksempler viser, at en kvinde ikke frivilligt ville sælges, men i langt de fleste dokumenterede tilfælde var hustruerne indforståede med at blive solgt. Et salg betød som regel en forbedring af kvindens livssituation. Ofte forlod hun et ulykkeligt og måske

voldeligt forhold og fik mulighed for at fortsætte livet med en ny mand, der forhåbentlig passede bedre til hende – og måske også var rigere. Historikere har ikke fundet et eneste tilfælde, hvor en kvinde er blevet solgt til en mand, der var fattigere end den mand, hun forlod.

Historien viser også eksempler på handlekraftige kvinder, der selv arrangerede salget. I et sådant tilfælde fra 1822 blev et ægtepar anholdt midt under auktionen på kvægmarkedet i Plymouth.

Parret havde været gift i to år, men allerede tre uger efter bryllupsnatten havde hustruen født et barn, som dermed ikke kunne være ægtemandens.

Selvom manden tilgav sin kone, forlod hun ham til fordel for barnets biologiske far, der snart igen gjorde hende gravid. Kort efter arrangerede ægteparret et konesalg, men da budrunden gik i gang, dukkede hustruens elsker ikke op. 

Kvinden fik derfor stalddrengen på den lokale beværtning til at byde på sig – med hendes egne penge – så hun kunne slippe ud af ægteskabet og blive en fri kvinde.

I langt de fleste tilfælde var både købere og sælgere mænd, men i enkelte tilfælde kunne kvinden gå fra en ægteskabs­handel med penge på lommen. 

Det skete fx under et salg i den irske by Drogheda, hvor Marguerite Collins i et hidsighedsanfald solgte sin mand til en anden kvinde for halvanden pence.

Konen ville have sin mand tilbage

Marguerite Collins fortrød imidlertid sit overilede salg og klagede til borgmesteren over, at hendes mand levede sammen med en anden kvinde – hende, som han blev solgt til.

Manden nægtede at vende hjem, og sagen blev behandlet af borgmesteren, som indkaldte parterne for at få belyst sagen. 

Her forklarede manden under overværelse af et talstærkt publikum, at Marguerite var voldelig og flere gange havde bidt ham så voldsomt, at han havde fået store ar.

Den kvindelige køber af manden, som var blevet indkaldt som vidne i sagen, bekræftede mandens udsagn og erklærede, at hun blev mere og mere tilfreds med sin “erhvervelse”.

Kvinden forsvarede købet med, at der efter hendes mening ikke fandtes en lov, som kunne tvinge parret fra hinanden. 

Hun argumenterede med, at en hustrus salg af sin mand burde sidestilles med en mands ret til at sælge sin kone – ikke mindst, når begge parter var indforstået med salget.

Efter vidneudsagnet viste Marguerite Collins igen sit voldsomme temperament, da hun forsøgte at overfalde både sin tidligere mand og hans samleverske. Opførslen fik borgmesteren til at sende parterne bort med uforrettet sag.

Hustruhandel ebbede ud

Handel med hustruer fortsatte efter den nye skilsmisselov af 1857, men i aftagende grad, og til sidst stoppede skikken helt. 

Frem til begyndelsen af 1900-tallet er der dog eksempler på hustruhandel. 

Så sent som i 1913 erklærede en kvinde over for en domstol i Leeds, at hendes mand havde solgt hende til en kollega for ét pund. 

Læs mere

Samuel Pyeatt Menefee: Wives for Sale, St. Martin’s Press, 1981. Lawrence Stone: Road to Divorce, Oxford University Press, 1990.

Måske er du interesseret i...

Læs også