Universal History Archive/Getty Images
Al-Jawbari skrev om middelalderens arabiske svindelnumre.

Middelalderen var svindlernes tid: Mestre i snyd og humbug

Svindlere og småfuskere var forfatteren al-Jawbaris faste følgesvende, da han i begyndelsen af 1200-tallet udforskede verden. Mange år senere afslørede han deres luskede tricks.

En fredag i år 1216 gør en usædvanlig gæst sin entré i moskéen i den tyrkiske by Harran. Gennem det hellige rum stavrer en abe fulgt af en tjener. Dyret er klædt i det fineste tøj, og en sky af parfume står om den lådne krop.

Underdanigt folder tjeneren et bedetæppe ud, hvorefter dyret sætter sig og tager en bedekrans frem. De troende gør store øjne, da aben lader perlerne glide gennem fingrene, tilsyneladende dybt optaget af bøn.

Da tjeneren ser de forbløffede ansigter, forklarer han sagen: Aben er ikke en abe, men en ung prins, som en jaloux hustru har forhekset. Forbandelsen kan kun hæves, hvis hun får en sum penge i guld.

“Manden trak aben med gennem hele byen”. Al-Jawbari om svindelnummer med abe.

Moskéens gæster er som tryllebundne og griber resolut til lommerne. Men da tjeneren har samlet pengene ind, forsvinder han og aben i mængden. Først da går det op for de forsamlede, at de er blevet snydt, så vandet driver.

“Manden trak aben gennem hele byen. Og overalt lavede han det samme svindelnummer”, beretter forfatteren al-Jawbari, som overværede optrinnet og beskrev det i værket “Charlatanernes bog”.

Aben var langtfra det eneste svindelnummer, al-Jawbari bevidnede. Ligesom det kristne Europa vrimlede den muslimske middelalderverden nemlig med kvaksalvere, falske profeter og andre fupmagere. Og al-Jawbari gennemskuede dem alle.

Emiren var vild med fup

Historier fra den kriminelle underverden fascinerede emiren Rukn al-Din Mawdud, overhoved for Artukid-dynastiet, som herskede over dele af vore dages Tyrkiet, Syrien og Irak.

Emiren havde læst skriftet “Bedrag afsløret og tvivl fordrevet” fra 1000-tallet, som afslørede alverdens tricks. Emiren var ivrig efter at læse mere og kaldte derfor sin nyansatte hofmand al-Jawbari til sig.

“Skriv en bog, som bruger samme metode, men gør den kortere og lettere at forstå”, lød beskeden.

Roeveren Abou Zayd blev beroemt i den muslimske verden.

I 1200-tallet blev historier om kriminelle populære, bl.a. fortællingen om en røver, der bedøver og derefter berøver et selskab.

© Bridgeman Images

Emiren vidste, at al-Jawbari var velorienteret om fup og svindel. Inden han ankom til emirens hof engang i 1220’erne, havde han rejst over det meste af den muslimske verden – fra Marokko til Den Arabiske Halvø, gennem Mesopotamien og helt til Indien.

Undervejs gjorde han sig venner med falske profeter, kvaksalvere og andre svindlere. Han aflurede deres tricks og noterede, hvad han så. På emirens foranledning begyndte han nu at nedfælde det hele i en bog.

Orme og afføring hjalp de hellige

Mange af al-Jawbaris bekendte var småfuskere som fx hesteprangere, der farvede dyrenes pels i den mest eftertragtede farve for at få en bedre pris.

“Enhver, som ser dem, vil være overbevist om, at de er blinde”. Al-Jawbari om populært tiggertrick.

Andre var gemene tiggere, der fx lod, som om de ikke kunne se.

“De foregav at være blinde, selvom de ikke var det. For at opnå illusionen tager de én del blod fra en tæge og én del gummi arabikum (fra træsorten gummiakacie, red.) og smører massen på øjenlågenes kant. Enhver, som ser dem, vil være overbevist om, at de er blinde”, skriver al-Jawbari.

Andre tricks gik ud på at narre penge fra de godtroende, som tilfældet var med den “forheksede prins”. Men de fleste numre havde til formål at få udøveren til at fremstå som særlig magtfuld eller hellig.

Det gjaldt fx en mand, hvis turban udsendte et tilsyneladende guddommeligt lys.

“Det kom fra hans pande og gennembrød de højeste himle”, fortæller al-Jawbari.

Men det hele var humbug, for lyset kom ikke fra Gud, men fra sankthansorm.

“Han tager 40 af ormene og anbringer dem i et fint vævet hårnet, som han bærer under sin turban”, forklarer forfatteren begejstret.

Heller ikke de “hellige mænd”, som lod sig omspænde af flammer for at bevise deres hellighed, stod under en særlig himmelsk beskyttelse.

“Hvis de smurte med fedtet over hele kroppen, gjorde ilden dem ikke skade”. Al-Jawbari om svindelnummer med ild.

Deres hemmelighed var langt mere jordnær. De kogte en frø, skummede fedtet af den og blandede det med salpeter.

“Hvis de smurte med fedtet over hele kroppen, gjorde ilden dem ikke skade”, fortæller al-Jawbari.

Også “profeten”, der var så hellig, at han ikke alene kunne gå på vandet, men også blev tilbedt af fiskene, der underdanigt kyssede hans fødder, blev afsløret. Ifølge al-Jawbari blandede manden basilikum, harpiks, afføring og jasminolie sammen og smurte det på fødderne.

“Derefter gik han på vandet – i vandkanten, forstås. Og når fiskene lugtede blandingen, kom de straks til for at nippe til hans fødder”, beretter al-Jawbari.

Robert Carpenter skrev manual i snyd.

Bonden Robert Carpenter beskrev bl.a., hvordan man kunne snyde sig til et friskslagtet får.

© The Picture Art Collection/Imageselect

Engelsk bonde skrev snydemanual

Forfatteren svindlede selv

For al-Jawbari var det et mysterium, hvordan folk kunne falde for svindlernes tricks.

“Hvis de gjorde det foran børn, sværger jeg, at børnene ville grine højt. Vær opmærksomme, I søvngængere, og vågn op!”

Al-Jawbaris bog om charlatanerne blev formentlig færdig for sent til, at emir Rukn al-Din Mawdud kunne få fornøjelse af værket. Herskeren blev nemlig stødt fra tronen i 1232 eller 1233. Men al-Jawbari havde tilsyneladende selv brugt den opsamlede viden.

I hvert fald indrømmer han i et svagt øjeblik at have bildt markedets handlende ind, at det pulver, han solgte, var luksusvaren peber. I virkeligheden var “peberet” lavet af helt almindelige mungbønner.

Om forfatteren også havde gjort sig skyldigt i andet og værre, er uvist, men frygten for at få sit navn sværtet må have plaget ham. I hvert fald bedyrer han sin uskyld.

“Jeg sværger ved den mægtige Gud, at min sjæl aldrig gav efter. Jeg var aldrig i stand til at overtale den til, at det var i dens interesse at give sig af med den slags ting”, garanterer al-Jawbari.

Underfundigt tilføjer han dog: “På den anden side set er det bedre at vide ting end at være uvidende om dem”.