1. Handlende klippede pengene i stykker
I løbet af 1200-tallet skiftede bl.a. Venedig, Milano og Firenze fra bytteøkonomi til mønter.
Byerne handlede internationalt, og det var smartere at bruge kontanter til indkøb af fx uld i England eller krydderier i Østen. Alternativet var at medbringe fysiske byttevarer, der kunne gå i stykker eller rådne op undervejs.
Venedigs lire i sølv og Firenzes florin i 3,5 gram rent guld blev efterhånden overtaget af konger og fyrster i bl.a. England, Ungarn, Tyskland og Danmark. Her fik mønterne regionale navne og blev slået med regentens kontrafej (portræt) som kvalitetsstempel.
Snyd med indholdet af guld og sølv var en alvorlig forbrydelse, og i England fik falskmøntnere hugget hånden af. Småhandlende behøvede ikke altid en hel mønt i ædelmetal. I stedet blev mønten klippet i mindre stykker og brugt til flere betalinger, hvilket forringede den praktiske værdi.
“Mønterne var næsten klippet til deres inderste cirkel, og inskriptionen rundt om kanten var enten helt forsvundet eller slemt skadet”, skrev munken Matheus Parisensis irriteret om denne praksis i 1248.
2. Alle snydere skulle straffes
Lortevognen: Engelske ågerkarle (pengeudlånere, som tager en meget høj rente) blev spændt fast på en stol og kørt rundt i markedsbyen. Turen foregik på ladet af en åben vogn, der normalt anvendtes til gødning.
Afbrænding: I Firenze skulle råddent kød brændes foran slagterens bod, mens dårligt farvet silke blev stablet i bunker midt på gaden og antændt.
Gabestok: Fortyndet vin eller øl brygget på råddent korn gav tre dage i gabestokken. Snyderen skulle selv tage en slurk af varen, hvorefter resten blev hældt i håret.
3. Ingen kødrester og terninger på pladsen!
Klare regler skulle sikre et velfungerende marked, men metoderne var ofte barske. I den italienske by Pistoia var handelsgaderne i 1180 blevet så trange, at byrådet måtte gribe ind. Rådet bestemte, at huse med balkon skulle rives ned, da de understøttende pæle indsnævrede “de offentlige gader”.
Byrådet besluttede også, at byens slagtere skulle slå deres dyr for panden og partere dem offentligt. Reglen skulle forhindre den “megen og omfattende snyd” med gammelt kød fra selvdøde dyr.
Ofte var det byens lav, som fik til opgave at føre opsyn med, om sælgerne fulgte reglerne. I Firenze skulle slagterlavet eksempelvis sørge for, at medlemmerne efterlod deres salgssteder “vel rensede og uden rådne rester”.
Kødaffald og andre rester var imidlertid så god en forretning, at byerne holdt auktion over retten til at feje torvet. Vinderen samlede bunker af dyremøg og kød, der kunne sælges som hhv. gødning og grisefoder.
Helt afgørende for et markeds succes var det også, om myndighederne kunne sikre ro og orden på pladsen.
Engelske Leicester fik ballademagere, som trak sværdet inden for synsvidde af markedet, derfor hårdere straffe end normalt. Andre steder måtte besøgende ikke tage deres “spyd, hellebarder og store stave” med igennem byporten.
4. Særlige regler skulle overholdes af alle
Flyvske markiser: Butiksejere skulle tøjre deres markiser. Blafrende baldakiner var nemlig “grimme og usømmelige”, lød det i Pistoias reglement fra 1296.
Smalle diske: Pga. pladsmangel måtte disken i en bod i mange italienske byer ikke rage mere end en fod (ca. 32 cm) ud på gaden.
Trækdyr: Okser, heste og æsler måtte ikke stå tøjret på pladsen, mens markedet var åbent. Dyrene fyldte for meget og skulle anbringes i en stald – fx ved byens kro.
5. Øl og vin kostede altid det samme
For at undgå prisudsving på basale fødevarer pga. krig eller misvækst var der prisloft på varer som brød, vin og øl.
I England bestemte kongen fx, at ét brød kostede en halv penny, mens det i de italienske bystater var fyrsten, lavene eller byrådet, som bestemte.
Prisloftet skulle sikre, at selv samfundets laveste klasser også havde råd til mad – og dermed forhindre et oprør.
Selvom Englands kong Edward 2. i 1307 bad sine sheriffer udpege to priskontrollanter i hver af landets byer, var det umuligt for ordensmagten at tjekke, om sælgerne altid overholdt reglerne.
Blev en bager eller brygger imidlertid taget i at snyde, kostede det omkring 6 pence i bøde. Gengangere kunne risikere en straf på helt op til 24 pence – eller en
ydmygende tur i gabestokken.