VollwertBIT

Middelalderens containerskib fundet i Estland

Arkæologer jubler over fundet af det hidtil største og bedst bevarede fragtskib fra middelalderen. Skibet gjorde tyske hansestæder i stand til at dominere hele Østersøen.

I begyndelsen af 1300-tallet sank et fragtskib i Tallinn havn i Estland. Og nu – godt 700 år senere – har bygningsarbejdere fundet vraget.

De foreløbige arkæologiske udgravninger tyder på, at koggen er den største og bedst bevarede af sin slags, der til dato er fundet. Skibet havde en lasteevne på omkring 200 tons.

”Den er meget velbevaret sammenlignet med Bremenkoggen”, forklarer arkæologen Mihkel Tammet fra Muinasprojekt OÜ, der står bag udgravningen.

Bremenkoggen er det fragtskib, som hidtil har været regnet for perlen i museernes sparsomme samling af kogger. Skibet blev fundet i 1962 i Weserfloden og er 23 m langt og 7,6 m bredt. Men Tallinns kogge vurderes til at være en meter længere, halvanden meter bredere og med alt træ bevaret.

På Deutsche Schifffahrtsmuseum i Bremerhaven kan besøgende se den såkaldte Bremerkogge.

© Olga Ernst

Koggen gjorde tyskerne rige

Tallinn-koggen dukkede op, mens en entreprenør var i færd med at grave ud til en kontorbygning flere meter fra havet.

“For 800 år siden var vandet to meter dybt her”, forklarer Tammet.

Udgravningen af Tallinn-koggen set fra en drone.

© Silver Jäger

I middelalderen var koggen Europas vigtigste skibstype. Den var bygget til handel og lastrummet kunne rumme store mængder varer.

Koggen bandt Europa sammen på en tid, hvor søvejen var langt hurtige end transport over land. Især Hanseforbundet – en sammenslutning af primært nordtyske handelsbyer – benyttede sig af skibstypen, og koggen fra Tallinn har formentlig tilhørt netop Hanseforbundet.

Læs også: Hansestæderne - havenes og handlens herskere