Jomfrutest kvinde

Middelalderens kvinder snød med jomfru-testen

For 1.000 år siden kunne en manglende mødom knuse kvinders drømme. For at få mand og børn tyede desperate møer til igler og blodige indvolde, så de kunne erklæres for uskyldsrene jomfruer.

For 1.000 år siden kunne en manglende mødom knuse kvinders drømme. For at få mand og børn tyede desperate møer til igler og blodige indvolde, så de kunne erklæres for uskyldsrene jomfruer.

Shutterstock

Lægen Trota de Salerno slog alarm i 1100-tallet. Hun havde fundet ud af, at unge, giftemodne kvinder kunne finde på at skjule deres største hemmelighed: At de ikke længere var jomfruer.

I den italienske doktors bog “De passionibus mulierum curandarum” (Om kvinders sygdom) oplister hun adskillige metoder til at afsløre bedraget. Trota de Salerno anbefalede fx brugen af kul og røg – for jomfruelighed var en alvorlig sag i middelalderens Europa.

Både brudens og gommens familie satte deres ære på spil, når deres børn skulle giftes. Jo højere oppe i samfundshierarkiet en familie befandt sig, desto vigtigere var jomfrueligheden.

“Jeg vil blive stærkt fornærmet, hvis jeg sender min datter til Frankrig, og hun så kommer retur”. Hertug Stefan af Bayern, 1385.

Hvis rygter ville vide, at en ung adelskvinde havde mistet sin dyd før brylluppet, fik hun derfor brug for alt fra igler til indmad, hvis hun ville bestå jomfrutesten.

Skammen varede evigt

Hvis en kvinde i middelalderen mistede sin mødom, faldt hendes værdi på ægteskabsmarkedet drastisk, og hun kastede skam over sin familie. Ifølge en fransk krønike om Hundredårskrigen gruede selv den bayerske hertug Stefan den Prægtige for, at hans datter ikke ville klare det franske hofs jomfrutest:

“Hun skal bestå en test, før hun kan blive kongens hustru. Jeg vil blive stærkt fornærmet, hvis jeg sender min datter til Frankrig, og hun så kommer retur. Hvis Frankrigs konge ikke vil have hende, vil hun være mærket med skam resten af livet”.

Jomfrutest Salicetos bog

Lægen Guilielmus de Salicetos bog er bare ét af mange middelalderlige opslagsværker, der advarede mod snyd under jomfrutesten.

© Sailko

Også kirken anså jomfruelighed for at være afgørende, for en intakt mødom beviste, at kvinden var gudfrygtig. Blandt adelen og de rige købmænd handlede jomfruelighedskravet først og fremmest om at sikre sig mod uægte børn.

Hvis brudens mødom var brudt før bryllupsnatten, kunne ingen med sikkerhed vide, om en fremmed allerede havde besvangret hende. Frygten spredte sig fra samfundets top, så selv fattige bønder nægtede at gifte sig med en seksuelt erfaren kvinde.

For dem, der kunne læse, var der hjælp at hente hos den italienske læge Niccolo Falcucci. Han anbefalede at blande kulstøv i vand og få den kommende brud til at drikke væsken. Hvis hun straks skulle tisse, havde hun mistet sin mødom.

En anden af Falcuccis tests gik ud på at afbrænde skræppeblade og indhylle kvinden i røg. Hvis hun blev bleg, var kvinden stadig jomfru.

Jomfrutest Maria

Jomfru Maria var ifølge kirken alle kvinders rollemodel. Sex før ægteskabet blev betragtet som en alvorlig synd.

© Hans Memling

En anden metode var at undersøge lagenet for blodpletter efter bryllupsnatten. Havde bruden blødt, da hendes ægtemand trængte op i hende, måtte hun jo være jomfru, hed det sig.

Men folk skulle vogte sig for snyderi, advarede en læge ved navn Guilielmus de Saliceto. Han mente, at kvinder kunne finde på at skjule deres manglende jomfruelighed ved at skubbe en dues blodige indvolde op i sig på bryllupsnatten.

“De ville så sprænges ved klimaks”, forklarede de Saliceto.

Igle sikrede blodpletter

Udspekulerede kvinder kunne finde på at planlægge bryllupsnatten, så den faldt sammen med deres menstruation, advarede lægen de Saliceto desuden. Den slags snyd kunne let undgås ved at tælle dage, mens et andet trick var vanskeligere at afsløre, advarede lægen Trota de Salerno.

Jomfrutest Lady Frances

Mindst én gang i engelsk historie har en forklædt stedfortræder hjulpet en kvinde i knibe.

© Jean-Baptiste Santerre

Britisk lady fuppede alle

Historikerne er ikke sikre, men meget tyder på, at en af Englands mest magtfulde adelsdamer snød sig ud af sit ægteskab.

Ikke færre end 10 hofdamer og to jordemødre undersøgte i 1613 britiske lady Frances Howards underliv. Adelsdamen havde begæret sit ægteskab annulleret, fordi hun var blevet forelsket i en anden mand. Men dengang kunne skilsmisse kun komme på tale, hvis hendes mand aldrig havde været i stand til at fuldbyrde ægteskabet, så det påstod lady Frances.

I skæret fra en lysestage begyndte den ydmygende undersøgelse. For at bevare værdigheden dækkede lady Frances sit ansigt med et sort slør.

Kort efter forelå jordemødrenes dom: Den 23-årige lady var stadig var jomfru.

Da hendes eksmand efterfølgende fremviste sit erigerede lem for en håndfuld venner, fattede mange dog mistanke til lady Frances. Kunne hun have snydt ved at iklæde en af sine jomfruelige tjenestepiger sine gevandter før jomfrutesten i det mørke kammer?

Svaret kender ingen, men lady Frances slap ud af sit ægteskab med jarlen af Essex og giftede sig med sin elsker.

I Trotas lægevidenskabelige værk “De passionibus mulierum curandarum” hed det, at faldne kvinder ofte placerede en igle på den ene skamlæbe. Når de fjernede blodsugeren, opstod en lille sårskorpe, som der under samleje blev revet hul på, så de blødte.

Snyd var ikke kun udbredt blandt faldne kvinder. Også jomfruerne havde hårdt brug for hjælp. I middelalderen bestod en udbredt jomfrutest nemlig i at kigge op i skeden for at se, om mødommen stadig var intakt.

Først i løbet af 1900-tallet blev det almindelig kendt, at jomfruhinden er en myte. I virkeligheden har kvinder en kønskrans – dvs. en slimhinderand, der omkranser skedeåbningen.

Men i middelalderen kunne uskyldige kvinder ende i ulykke, hvis der ingen hinde var at se. I stedet kunne de kun håbe, at deres uskyld skulle bevises med den udbredte si-test.

I århundreder var sien så stærkt et symbol på jomfruelighed, at selv Englands ugifte dronning, Elizabeth 1., i 1583 lod sig portrættere med en si i hånden.

Jomfrutest Elisabeth

Den engelske dronning Elizabeth 1. blev kaldt “The Virgin Queen” (jomfrudronningen), fordi hun forblev ugift hele sit liv. Sien i hendes hånd vidnede om hendes jomfruelighed.

© Crystal Images

Testen skyldtes en skrupskør myte, der hævdede, at en jomfru kunne stoppe rindende vand.

Under si-testen skulle kvinden holde en si i hænderne, hvorefter vand blev hældt ned i den. Piblede vandet ikke igennem, var hun jomfru. For kvinden bestod snydetricket i at medbringe sin egen si, som forinden var blevet smurt med det gennemsigtige fedtstof lanolin fra fåreuld. Derved blev sien vandtæt og kvinden sikret mod skam og skandale.

Brugen af jomfrutests fortsatte efter middelalderen. Så sent som midt i 1800-tallet registrerede en folkemindesamler brugen af tisse-testen i Danmark. Den dag i dag undersøges kvinders jomfruelighed i visse kulturer i Mellemøsten, Indien og dele af Fjernøsten.