Arkæologer fra Cambridge University i England har undersøgt, hvor hårdt plaget middelalderens briter var af indvoldsorme. Resultatet kommer bag på forskerne: Munke var hårdest ramt.
Projektet begyndte med, at 44 grave fra 1100-1300-tallet blev identificeret på All Saints kirkegården i Cambridge. Forskerne undersøgte derefter jorden rundt om skeletternes bækkenparti – for at afsløre spor af orm i deres indre organer.
19 af gravene viste sig at rumme de menneskelige rester af munke, og her regnede forskerne med at finde færre spor af indvoldsorme. Men de blev overraskede.
Selv om middelalderens munke i modsætning til de øvrige briter havde adgang til rindende vand, var de hårdest ramt. Over halvdelen af munkene havde haft orm, mens kun en tredjedel af deres sognebørn havde døjet med parasitterne.
Middelalderens munke læste ikke kun. De udførte masser af beskidt arbejde. Måske er det forklaringen på de mange indvoldsorme, mener forskerne.
Afføring blev brugt som gødning
”Munkene i middelalderens Cambridge lader til at have været fyldt med parasitter” forklarer Dr. Piers Mitchell fra Cambridge University.
Arkæologerne leder nu efter en forklaring. De hælder mod, at munkene gødede deres urter og grønsager med så store mængder menneskelig afføring, at de konstant var i smittefare.
En anden mulig forklaring lyder, at munkene spiste mere svinekød end deres sognebørn – og middelalderens svin rummede hyppigt indvoldsorm.