Middelalderens stridsheste var blot 147 cm over ryggen, viser en grundig undersøgelse foretaget af University of Exeter i det sydlige England.
Efter nutidens standarder var de ponyer og temmelig langt fra de store hesteracer, som mange hidtil har antaget, blev brugt af riddere i rustning. Nutidens kulsorte frisere er fx 160-173 cm, mens en shirehest er hele 178 cm ved ryggens højeste punkt – det såkaldte stangmål.
Forskerne studerede ikke færre end 2.000 hesteskeletter fra middelalderen, før de konkluderede, at riddere red på langt mindre heste, end beretninger om datidens drabelige dueller typisk lader forstå.
“Det viser sig, at tingene ikke altid er, som de bliver fremstillet. I populærkulturen bliver stridsheste ofte fremstillet på størrelse med en shire-hest. Men sådan var det ikke i virkeligheden. De fleste middelalderheste var overraskende små. Meget få af dem var af en størrelse som dem, vi ser portrætteret i film eller sågar på museer”, forklarer arkæologi-professor Alan Outram.
Mægtige shire-heste (bagerst) kom først til senere. I 1100- og 1200-tallets England dystede riddere på heste, der ikke var større end nutidens fjordheste (forrest).
Hestene voksede med tiden
Forskerne konkluderede også, at ridderne forsøgte at fremavle større heste i løbet af middelalderen. Den største hest fra Englands normanniske periode, der begyndte i år 1066, havde et stangmål på 152 cm, mens den højeste hest fra højmidddelalderen (ca. 1200-1350 e.Kr.) målte hele 11 cm mere over ryggen.