Middelalderens skøre riddere: Broer skulle forsvares mod fantasi-fjender
I 1400-tallet forsvandt riddernes betydning på slagmarken. Derfor opfandt de panserklædte krigere tossede konflikter, som kunne sikre dem ærefulde kampe.
Under de såkaldte pas d’armes mødtes ridderne og ønskede hinanden en god og ridderlig kamp. Herefter begyndte den blodige – og unødvendige – strid.
Ridderen Jacques de Lalaing var forventningsfuld, da han den 1. februar 1450 hørte Pierre de Chandio og hans følge nærme sig.
Som ung havde de Lalaing sværget, at han inden sin 30-års fødselsdag ville nå at kæmpe mod 30 mænd.
Pierre de Chandio skulle blive én af dem.
En uge tidligere havde han udfordret Lalaing til kamp – og med 600 riddere som støtter og ledsagere nærmede Chandio sig nu kamppladsen.
Lalaing og Pierre de Chandio var blot to ud af tusinder af riddere, som i 1400-tallet deltog i den særlige duelform pas d’armes, bevæbnet passage.
Mod middelalderens slutning blev turneringer riddernes måde at træne kampkunsten på. Her kæmpede de med lanse, sværd og økser.
I 1400-tallet var riddernes overherredømme på slagmarken truet. Hundredårskrigen, som foregik fra 1337 til 1453, havde vist, at de rustningsklædte ryttere langtfra var usårlige.
Med langbuer kunne soldater ramme ridderne på afstand, og fodfolk udstyret med piker, flere meter lange spyd, skabte kaos og død i riddernes rækker.
På trods af nederlagene på slagmarken var de rustningsklædte soldater ikke klar til at opgive deres prestigefyldte liv.
Inspireret af 1100-tallets ridderromaner om modige riddere, som trodsede drager og reddede kvinder i nød, udtænkte de dramaer med sig selv i helterollen.
Og snart kunne den benovede befolkning i Frankrigs og Spaniens byer høre riddere opdigte historier om, at kvinder var blevet overfaldet af røvere i nærheden eller uskyldige angrebet på en vej.
Herefter sværgede ridderen at forsvare en passage – på fransk pas – som fx et vejkryds eller en bro imod enhver, som forsøgte at passere.
Ridderen bekendtgjorde som regel sin hensigt ved en fest eller en lignende begivenhed, hvor mulige modstandere var samlet – og ofte et helt år i forvejen.
Herefter begyndte forberedelserne til den kommende pas d’armes – for det var ikke nok blot at “forsvare” en bro et tilfældigt sted. Alt skulle se livagtigt ud, og det var vigtigt, at folk fik indtryk af, at ægte menneskeliv var i fare.
Derfor fik ridderen hjælpere til at opføre små hytter og hele landsbyer nær broerne og hyrede skuespillere, som blev klædt som bønder eller kvinder. Først når kulisserne var perfekte, kunne kampen begynde.
Don Suero de Quiñones “forsvarede” i over en måned en bro i Spanien mod andre spanske riddere.
Ridder kæmpede i 30 dage
Don Suero de Quiñones “forsvarede” i 1434 en bro. På en måned nedkæmpede han 180 modstandere.
Den spanske adelsmand don Suero de Quiñones var mere end almindelig opsat på at demonstrere sine kampevner.
I 1434 slog han sig ned ved en bro i byen Hospital de Òrbigo i det nordvestlige Spanien med 12 hjælpere.
Her ville han holde stand i 30 dage, eller indtil han havde “brudt 300 lanser”, erklærede han.
Da Suero havde kæmpet en måned og dermed nået sit mål, indstillede han dysterne.
Ganske vist havde han kun brudt 180 lanser, men han og hans mænd var for skadede til, at han kunne fortsætte.
Under kampene blev en modstander dræbt, da en lanse under dysten gennemtrængte hans hjelms visir.
Da kirken anså dysterne som en synd, nægtede den lokale præst at jordfæste den døde, som derfor hastigt blev begravet ved broen.
Skjoldfarven afgjorde våbnet
Når kulisserne stod klar, var ridderen og hans modstander klar til hovedbegivenheden.
Hvordan de to skulle duellere, havde udfordreren tilkendegjort ved med sin lanse at røre et af de skjolde, som forsvareren havde hængt op.
I Jacques de Lalaings tilfælde betød det hvide skjold kamp med krigsøkse, det purpurfarvede kamp med sværd, og det sorte duel med lanse.
En herold førte navnene på udfordrerne til protokols og noterede, hvilken kampform de havde valgt.
Han undersøgte ved samme lejlighed også, om modstanderen var værdig.
Folk, som ikke var af en tilstrækkelig fin slægt, eller som havde giftet sig under deres stand, blev nægtet adgang til duellen.
De to riddere aftalte også, hvornår kampen skulle slutte – fx efter et vist antal slag.
Blev det hele for drabeligt, greb en dommer ind – i hvert fald i princippet. Ridderne kunne nemlig nå at forvolde hinanden stor skade, før nogen sagde stop.
I Jacques de Lalaings tilfælde betød det hvide skjold kamp med krigsøkse, det purpurfarvede kamp med sværd, og det sorte duel med lanse.
Jacques de Lalaing blev fx så ilter, at han midt i en duel greb sin modstanders økse med sin højre hånd, mens han med den venstre huggede sin økse ind i modstanderens ansigt.
Da modstanderen ikke bar visir, men kun en brynjehætte, flød blodet voldsomt. At blive slået af hesten eller tævet med fjendens jernbeklædte handske var heller ikke ualmindeligt.
Det hændte, at ridderne var så hårdt sårede, at de – nødtvungent – måtte trække sig fra kampen, før de havde opnået det aftalte antal slag.
Men for vinderne af pas d’armes ventede belønningen.
I nogle tilfælde var præmien en beskeden buket blomster og et kys fra hyrdinden.
Andre kunne være heldige at modtage en lille guldmodel af det våben, som de havde valgt at kæmpe med. For særligt dygtige riddere ventede større hædersbevisninger.
Lalaing, som igennem et helt år formåede at forsvare sit pas, blev modtaget ved hoffet i Bourgogne og indlemmet i den prestigefyldte orden Det Gyldne Skind.
Snart løb tiden imidlertid ud for pas d’armes, og fænomenet blev en del af de ridderturneringer, som konger og fyrster afholdt i forbindelse med store fester.
Den tid fik Jacques de Lalaing ikke at se. Men den nye tids krigsførelse oplevede han på egen krop.
Som soldat i hertugen af Bourgognes hær blev han i 1453 som en af de første europæiske adelige dræbt af en kanonkugle.