Munkene reddede vinen – og drak den selv

Romerne elskede vin

Vin er blevet drukket i Europa i mere end 8.000 år. De tidligste spor efter en alkoholisk drik af gærede druer er fundet under udgravningen af en stenalderlandsby fra omkring 6000 f.Kr. i nutidens Georgien.

Det var dog først med romerne, at drikken vandt udbredelse i det meste af Europa. Italiens jord- og klimaforhold var optimale til at dyrke vindruer, og Calabrien i Syditalien blev af grækerne kaldt for Enotria – Vinens land.

Hver gang Romerriget erobrede nyt land og grænserne blev udvidet, tog romerne vinstokke med sig. Snart voksende vinen til en enorm industri. Vindruemarker dukkede op i Gallien (Frankrig), på Den Iberiske Halvø og sågar i Britannien (England). Historikere anslår, at romerne drak 180 millioner liter vin årligt, da produktionen var på sit højeste.

At vinproduktion vandt frem, skyldtes ikke mindst intern stabilitet i Romerriget. Druedyrkning kræver tålmodighed, for vinstokkene skal vokse i flere år, før de giver druer. Til gengæld kan de så høstes i 30 år eller mere.

For romerne var ventetiden intet problem. Alle krige foregik ved rigets grænser og truede ikke vinstokkenes vækst. Men fra midten af 200-tallet førte borgerkrige til, at utallige marker blev ødelagt, og vinproduktionen faldt.

Da det vestlige Romerrige kollapsede i 476, forsvandt vindyrkningen med det. Flertallet af Europas vinbønder gik over til afgrøder, der kunne sås og høstes samme år, såsom korn. Den århundredgamle viden om, hvordan vinen produceres, forsvandt helt i mange regioner.

I Italien overlevede vinen dog – ikke mindst fordi den østgotiske kong Theoderik erobrede landet i 493. Theoderik den Store var vokset op i Det Østromerske Rige og glædede sig især, hvis han fik vin fra bakkerne omkring nutidens Verona i Norditalien. Det fremgår af et brev skrevet af kongens rådgiver Cassiodorus:

“En rig anretning på det royale bord er lovprist som et statsligt ornament, og derfor skal de enestående vine, som det frugtbare Italien producerer, anskaffes. De er så tyktflydende, at du vil spørge, om det er en væske af kød eller en drik, der skal spises?”.

Vinen reddet af Biblen

Lykkeligvis var en magtfuld institution interesseret i at opretholde produktionen – kirken. I Biblen nævnes vin flere gange – bl.a. under den sidste nadver, hvor Jesus omtaler vinen som sit blod. Hans ord gjorde vinen til en vigtig bestanddel af nadveren. Og derfor måtte gejstligheden stå for produktionen.

Især den italienske benediktinerorden, stiftet i 529, spillede en afgørende rolle i bevarelsen af den romerske vintradition. Stifteren Benedikt fra Nurcia gjorde det klart, at vinen ikke kun blev dyrket til nadveren, men var en del af den daglige kost.

“Med øje for svagheden hos de mindre robuste anser vi en halv pint vin (knap ¼ liter, red.) om dagen som nok for alle”, formanede han.

Benedikt mente egentlig, at munke skulle holde sig helt fra vin, men han måtte se virkeligheden i øjnene. Hans ordensbrødre elskede simpelthen drikken for meget.

“Det er sandt, at vin absolut ikke egner sig for munke, men siden vor tids munke ikke kan blive overbevist om dette, så lad os i det mindste blive enige om at drikke med måde”, lød Benedikts lov nr. 40 til brødrene.

Med tiden vandrede benediktinermunkene ud i det vestlige Europa og bragte den italienske vintradition med sig. Særligt i Frankerriget under Karl den Store (ca. 747-814) fandt munkene en velynder, der havde stor interesse for vinproduktionen og skænkede klostrene store frugtbare arealer.

Fra omkring år 800 begyndte andre munkeordeners vingårde at pryde det europæiske landskab. Klimaet og de lange somre gav vinstokkene gode vilkår. Arkæologiske fund på Sjælland tyder på, at selv vikingerne eksperimenterede med vindyrkning, og England var et tidligt centrum for produktionen. I Vilhelm Erobrerens “Domesday Book” (Jordebog) fra 1086 er der nævnt hele 40 vinklostre i England.

Konger og adelsfolk betalte ofte i dyre domme for munkenes gode vine, men ordensbrødrene holdt sig heller ikke tilbage. Den italienske franciskanermunk Salimbene di Adam skrev i 1200-tallet:

“Vi nyder ikke vin, hvis ikke vi drikker tre gange. Med den fjerde bliver begær efterfulgt af nydelse. Den femte drik gør sindet til en labyrint. Den sjette får mig til at falde om på ryggen”.

Der skulle honning og vand til

Munkenes arbejde med vinen begyndte allerede i marts, når de gik i marken for at beskære vinstokkene, så høsten blev så god som muligt.

Når september kom, var de modne druer klar til at høste. Munkene havde sjældent selv hænder nok, så de mobiliserede alle i omegnen, hvor bønder, byboer og børn blev sendt ud på markerne.

Druerne skulle presses med det samme – ikke blot fordi det gav den bedste vin, men også fordi Biblen skrev det. I “Johannes’ Åbenbaring” blev det beskrevet, hvordan den sidste vin blev lavet under dommedag:

“Og englen svang sin segl på jorden og høstede jordens vinstok og hældte druerne i Guds harmes store presse”.

Ligesom englene gjorde det i Biblen, drev munkene saften ud af druerne vha. en presse eller med trampende fødder i store trækar. Arbejdet foregik udendørs, for gæringen begyndte straks, og i den friske luft undgik munkene kuldioxid-forgiftning.

Munkenes vine fik dog sjældent englene til at synge. Historikerne mener, at de smagte dårligere og holdt sig friske i kortere tid end romernes. Munkene kendte fx ikke til konserveringsmidler som sulfitter, og klostervinen blev desuden opbevaret i trætønder, hvor vinen kom i kontakt med luft. Romerne opbevarede deres vin i forseglede i amforaer.

I modsætning til i dag, hvor den bedste vin er lagret i flere år, skulle middelalderens vin drikkes så frisk som muligt.

De bedste og friskeste vine blev opkøbt af adelen, mens den jævne befolkning måtte tage til takke med det tilbageværende, som ofte var noget surt sjask.

Vinen skulle krydres med urter og honning og sågar fortyndes med vand for at være drikkelig. Efter seks måneder var vinen blevet så dårlig, at den havde mistet halvdelen af sin værdi, og efter et år havde oxidationsprocessen medført, at vinen var forvandlet til eddike, som kun de mest desperate ville drikke. Men drukket blev den, ikke mindst pga. sin alkoholprocent.

Istid og pest pressede vinen

1200-tallet var en gylden tid for klostrenes vinproduktion, og den irske munk Jofroi af Waterford skrev et stort værk, hvori han med stor iver beskrev alle de europæiske vine.

Men druer kræver meget varme, og da klimaforandringer – kendt som den lille istid – ramte i 1300-tallet, betød det koldere klima i det nordlige Europa, at vinrankerne visnede bort.

I Sydeuropa fortsatte produktionen, men også her måtte vindyrkningen mange steder opgives, da pesten ramte i midten af 1300-tallet og gjorde et stort indhug i den arbejdskraft, som vinen krævede.

Men hvor vinen havde sværere vilkår i Europa, fik den nye muligheder med koloniseringen af Sydamerika. Munkene tog til den nye verden for at omvende lokalbefolkningen – og de tog vinstokkene med sig. Den første druesort, der kom til Mexico, blev slet og ret kaldt “Missions-druen”.

Vinproduktionen vandt frem i det varme klima, og i sølvminebyen Potosí, den største by i 1600-tallets Sydamerika, var det normalt, at de udslidte arbejdere fik en del af lønnen udbetalt i vin.

Hjemme i Europa blev der i 1600-tallet igen dyrket masser af druer, men vinen kom ikke længere primært fra klostrene. Luthers reformation fra 1517 havde medført, at klostrene i mange lande blev lukket – bl.a. i England, hvor den katolske kirke blev opløst af Henrik 8. mellem 1536 og 1541. I stedet blev produktionen overtaget af professionelle vinbønder.

De fremavlede nye sorter i 1700-tallet og eksperimentede også med tilsætning af sulfitter og opbevaring på flasker. Det forbedrede smagen og holdbarheden betydeligt. Grundlaget for nutidens vine var skabt.

Nogle klostre producerer stadig vin i dag, men de står kun for en brøkdel af de 23,6 milliarder liter vin, som drikkes årligt på verdensplan.