En kvik tysk hobby-numismatiker kunne knap tro sine egne øjne, da han kiggede på en møntsamling, som en franskmand havde sat til salg på online-auktionshuset eBay.
Midt i samlingen dukkede en mønt op med portrættet af frankerkongen Karl den Store (774-814 e.Kr.). Med under 50 kendte eksemplarer hører mønten til blandt de sjældne.
Samleren varskoede sit lokale museum i den tyske by Aachen, der i sin tid var hovedstad i Karl den Stores rige:
“På fransk eBay er der en mønt, der kunne være en ægte Charlemagne Denar”.
Museet skyndte sig at byde på mønten, der endte med at koste “et firecifret beløb i euro”, skriver museet. Efter nærmere undersøgelser slår eksperter fast, at mønten er ægte og har en anslået værdi på 160.000 euro – knap 1,2 mio. kroner.
Kom fra bedstefars samling
Sælgeren af mønten går sikkert rundt i Normandiet og ærger sig lige nu. I stedet for at få eksperthjælp og sætte denaren til salg hos en specialist, valgte han den hurtige løsning på eBay.
Møntsamling havde tilhørt hans afdøde bedstefar, og pengene fra salget skulle bruges til at bygge hus for. Museet i Aachen er derimod begejstrede for kuppet:
”Den var ikke så dyr – vi er meget tilfredse” fortæller Frank Pohle fra Centre Charlemagne ved Neues Stadtmuseum Aachen.