Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

“Når alt er forbudt, er alt tilladt”

Inkvisitionens forhørsprotokoller er en guldgrube af viden om almindelige menneskers liv i middelalderen. I 1300-tallet kom det frem, at en præst i en lille landsby havde tvunget kvinder til sex.

Imageselect

Grove mænd førte bondekonen fra Montaillou gennem Carcassonne-borgens mørke gange.

Angsten var mejslet i 21-årige Grazide Rives’ ansigt. Om få øjeblikke skulle hun stå over for Sydfrankrigs skræk: Inkvisitionen. Ét forkert svar kunne sende hende i fængsel eller på bålet.

Fangevogterne åbnede døren til borgens store sal, hvor inkvistionens leder, biskop Fournier, sad på et podie omgivet af dominikaner-munke.

Nedenfor sad skrivere og jurister og ventede på at notere hvert et ord.

I de næste timer var Grazide Rives fanget i en konstant strøm af spørgsmål, der skulle afsløre, om hun var kathar, en kristen fritænker – og dermed en farlig afviger fra den katolske tro.

Til biskoppens forundring drejede Grazide Rives’ svar sig ikke om religion, men om landsbyens præst Pierre Clergue og hans forhold til kvinder.

“Med præsten er det i orden. Men du skal ikke have andre mænd!”
Fastslog en bonde over for sin kone, som også var præstens elskerinde.

Til sidst spurgte biskoppen direkte den unge bondekone om forholdet til den katolske præst.

“For syv år siden kom præsten til min mors hus, mens hun var ude at høste. Han pressede på og sagde:

‘Tillad mig at kende dig kødeligt’. Jeg var jomfru. Jeg tror, jeg var 14 eller 15. Han tog min mødom i laden (…) Han fortsatte med at kende mig kødeligt indtil januar. Det foregik altid i min mors hus; hun havde kendskab til det og samtykkede”.

Grazide Rives’ beretning var ikke slut. “I januar viede præsten mig til min nu afdøde mand. Præsten kendte mig fortsat tit, mens min mand var i live.

Og min mand vidste det og samtykkede.

Nogle gange spurgte han mig: ‘Har præsten gjort det med dig?’

Jeg svarede: ‘Ja’.

Og min mand ville svare: ‘Med præsten er det i orden. Men du skal ikke have andre mænd!’”.

Grazide Rives slap ud af inkvisitionens kløer med liv og ejendom i behold, men biskoppen vidste nu, at han snart måtte forlange Pierre Clergue i forhør.

Biskop Fournier stod i spidsen for kætterjagten i Montaillou. Hans ihærdighed lønnede sig, da han senere blev valgt til pave.

© Bridgeman Images

Forhørene er en guldgrube

Bondekonen Grazide Rives og den lokale præsts udskejelser med hende ville normalt være fuldstændig ukendt viden for senere tiders historikere.

Almindelige mennesker uden penge eller status blev ignoreret af middelalderens krønikeskrivere.

Forfatterne fokuserede i stedet på den militære og religiøse elite, som styrede Europa.

Derfor ved moderne historikere en del om overklassens liv i middelalderen – den jævne befolknings dagligdag har forskerne været tvunget til at gætte sig til.

Men takket være inkvisitionens­ nidkære forhør af hundredvis af beboere i landsbyen Montaillou har moderne historikere fået adgang til en guldgrube af oplysninger, som ellers mangler helt i middelalderens kilder.

De fleste indbyggere i middelalderens Frankrig var bønder, som nu er glemte og navnløse, men i de grundige forhør fra Montaillou står der spændende detaljer om jævne menneskers liv.

Limbourg Brothers

Glemt i kælderen

Lederen af inkvisitionen i Montaillou, biskop Jacques Fournier, havde til opgave at afsløre og straffe alle katharer i sit domkapitel – og var uhyre nidkær i sit arbejde.

“Pedantisk som en skolemand” kaldte et medlem af inkvisitionen ham.

I de syv år mellem 1318 og 1325 forhørte biskoppen Montaillous indbyggere om alt fra slægtsforbindelser og boligforhold, over vaner og kost til de mest intime detaljer om sjælens frelse og seksuallivet.

En række skrivere noterede samtlige svar ned.

Biskoppen kom af beskedne kår, men havde arbejdet sig op gennem en munkeorden og var stålsat i sin vilje til at nå endnu længere.

Han opbevarede derfor personligt alle forhørsprotokoller, så sagerne om nødvendigt kunne genåbnes.

Ni år efter at biskoppen havde afsluttet sine undersøgelser i Montaillou, blev han udnævnt til pave Benedikt 12.

Pavestolen var belønning for hans ihærdige jagt på kættere, og da Four­­nier rejste til Avignon, hvor pavestolen residerede, tog han dokumenterne fra Montaillou med.

I de næste 500 år lå forhørsprotokollerne gemt i arkiverne, som i mellemtiden blev flyttet til Vatikanet.

Papirerne blev først genopdaget i 1800-tallet, da en kirkehistoriker skulle skrive om Jacques Fournier.

Historikeren ignorerede dengang materialet, fordi det ikke direkte omhandlede Fourniers store gerninger.

Som pave satte han bl.a. gang i byggeriet af det overdådige pavepalads i Avignon.

Ikke før 1960’erne blev de håndskrevne forhør fra Montaillou gennemgået af en fransk historiker og udgivet.

Nu kunne alle få fat i den skat af viden om menneskers liv i 1300-tallet, som Fourniers nådesløse undersøgelser var blevet i de forløbne århundreder – og helt tæt følge det drama, som inkvisitionens forhør, domme og straffe blev for beboerne i den lille landsby.

Forkerte svar på inkvisitionens spørgsmål betød, at landbyens beboere led døden på bålet.

Ritzau Scanpix

Døtre var en ulykke

Forhørene fra Montaillou gav historikerne ny viden, fx om, at kernen i landsbybeboernes liv var huset – og ikke slægten, som hidtil antaget.

Fjerne slægtninge var ikke så vigtige, hvis de ikke boede under éns tag.

Til gengæld havde alle husstandens medlemmer pligt til at gøre beboerne i huset så velhavende og indflydelsesrige som muligt.

Til husstanden hørte også de afdøde, så da præstens far døde i begyndelsen af 1300-tallet, fik to kvinder til opgave “at klippe nogle lokker hår samt fingernegle og tånegle fra den døde krop”. Det skulle ske, “for at den døde mands hus fortsat kunne have heldet med sig”.

Med forhørsprotokollerne i hånden fik historikerne også fastslået, at for indbyggerne i Montaillou var døtre en ulykke.

“En kvindes sjæl og en sos sjæl er ét og det samme – med andre ord ikke meget!”
Sagde én af landsbyens bønder, da biskoppen afhørte ham.

De ville med tiden gifte sig ud af slægten – og tage en medgift med sig.

Situationen fik præsten til at fastslå: “Det ville være bedre for en søster at gifte sig med sin bror frem for at forlade det fædrene hus med en stor sum som medgift: Under sådanne forhold bliver det fædrene hus praktisk talt ødelagt”.

Kvinderne blev i det hele taget ikke regnet for meget.

“En kvindes sjæl og en sos sjæl er et og det samme – med andre ord ikke meget”, lød det fx fra en bonde under ét af biskoppens forhør.

En anden stemte i: “En mand er intet værd, hvis han ikke er sin kones mester”.

Enker dyrkede ivrigt deres elskere

Til historikernes overraskelse søgte især områdets kvinder den kødelige kærlighed uden for ægteskabet, selvom det blev regnet en stor synd, både religiøst og socialt, hvis en gift kvinde så en anden mand.

Borgfruen i Montaillou, Béatrice de Planissoles, havde fx en affære med sin hovmester, mens hun var gift.

Men frygten sad i hende. “Hvis min mand finder ud af det, vil han dræbe mig”, sagde hun ifølge forhørsprotokollen til sin elsker.

Almindeligvis ventede kvinderne da også med at tage en elsker, til efter at de var blevet enker – eller havde én, før de blev gift. Ingen af delene vakte mishag.

I 1200-tallet blev mange katharer drevet sammen og henrettet.­ Men jagten på de kætterske idéer fortsatte.

© Imageselect

Katharer gik ind for fri sex

Den katolske kirke ville for enhver pris udrydde de kætterske katharer, som gik ind for fri sex og nægtede at betale til kirken.

Sidst i 1100-tallet fejede nye idéer over det sydlige Frankrig og nordlige Italien, og den kristne bevægelse katharerne voksede frem.

Fritænkerbevægelsen, hvis navn betyder “de rene”, vendte ryggen til pavens og kardinalernes pomp og pragt.

Desuden nægtede de at betale en tiendedel af alle indtægter til kirken, som det ellers var skik.

Katharerne mente, at den materielle verden var ond, skabt ikke af Gud, men af Djævlen – som også havde skabt kroppen.

Bevægelsens præster skulle være så rene som muligt og derfor leve som vegetarer, i fattigdom og i cølibat.

For de almindelige katharer var sex uden for ægteskabet derimod intet problem, ligesom de gerne måtte stræbe efter personlig rigdom.

Katharernes idéer var en så alvorlig trussel for den katolske kirke, at paven snart kaldte til korstog mod fritænkerne.

Mellem 1209 og 1229 blev omkring en halv million katharer angrebet og dræbt af pavens korsriddere.

Men først med Jacques Fourniers kætter-processer i 1300-tallet blev de sidste katharer fordrevet fra Frankrig.

Da borgfruen Béatrice de Planissoles blev enke, tog hun sig ifølge forhørene en ny elsker.

Valget faldt på landsbypræsten Pierre Clergue.

Ingen af dem anså forholdet for syndigt, men én ting bekymrede fruen på borgen: “Hvad skal jeg gøre, hvis jeg bliver gravid? Jeg vil være skamfuld og fortabt”.

Et illegitimt barn ville stemple hende og forhindre fremtidige ægteskaber.

Den foretagsomme præst havde en løsning: “Jeg har en bestemt urt. Hvis en mand bærer den, når han blander sin krop med en kvindes, kan hun ikke blive gravid”.

Ifølge forhørene forsvandt uroen efter dén besked, hvorefter hun indvilgede i at have en hyrdetime med præsten foran alteret i kirken.

Præsten havde 12 elskerinder

Biskop Fourniers forhør viser, at præsten Pierre Clergue i løbet af 20 år havde mindst 12 elskerinder.

To af dem var søstre, og to af dem var ugifte jomfruer. Resten var landsbyens mange enker.

Pierre Clergue var officielt præst i den katolske kirke, men i hjertet var han kathar.

Hverken den ene eller den anden religion tillod ham dog at ligge i med kvinder – katharernes hellige mænd skulle leve både uden kvinder og kød.

Han retfærdiggjorde sine erobringer ved at sige: “Kødeligt samkvem er altid forkert, også blandt ægtefolk... Og når alt er forbudt, er alt tilladt”.

I 1318 havde inkvisitionen travlt med at jagte kættere - også i små landsbyer som Montaillou.

© Shutterstock

Straffen var døden – eller at miste sit hus

Montaillou blev aldrig den samme efter inkvisitionens hærgen. Nogle indbyggere døde på bålet, andre­ valgte at udvandre.

Indbyggere i 1318: Ca. 250 – heraf katharer: Ca. 100

Anklagede: 28 personer

Dømte: 18 personer

Brændte: Fem personer fra Montaillou­ blev dømt til kætter-bålet af inkvisitionen. Derudover blev knoglerne fra en afdød gravet op og som straf brændt.

Døde i fængsel: Mindst fire indbyggere­ fra Montaillou døde i inkvisitionens fængsel.

Nedrevne huse: To familier fik revet deres hus ned.

For borgerne i Montaillou var dén straf den værste­ næst efter dødsstraf.

Da inkvisitionen endelig opgav at finde flere kættere i Montaillou, flyttede en del af byens indbyggere til Nordspanien.

Her kunne katharerne leve i fred, så længe de afholdt sig fra at missionere. Montaillou­ blev næsten affolket og borgen ved byen opgivet.

I dag bor der kun en snes indbyggere i landsbyen.

Borgmesteren hedder Jean Clergue – han er efterkommer af den promiskuøse præst Pierre.

Kvinde fik skåret tungen af

Fourniers forhør afslørede, at Pierre Clergue ikke var ikke bleg for at true sig til kvindernes gunst eller sætte magt bag sine trusler.

Hans slægt var Montaillous mægtigste, og hans bror var foged for den lokale herremand.

For at styrke beboerne i sit hus blev Pierre Clergue inkvisitionens mand i Montaillou – selvom han reelt var én af de katharer, de jagtede.

Som dobbeltagent vidste han, hvilke planer inkvisitionen havde, og kunne udnytte kirkens straffende magt til egne formål; fx arrangerede han, at en ældre kvinde, som havde ladet et ord falde om Clergue-slægtens kætteri, fik skåret tungen af.

Rygter om Pierre Clergues dobbeltspil nåede til sidst biskop Fournier, og i 1320 blev præsten dømt for kætteri og fængslet i Carcassonne.

Han overlevede ikke længe i borgens kolde fangekælder, men hans gerninger – bl.a. med den unge bondekone Grazide Rives – er gået over i historien takket være den nidkære biskops grundige forhør.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul