collage af ridder og skømjomfru

Ridder Ulrich drømte om kærlighed og sex

For en ægte ridder var livets mening hverken magt, penge eller et prægtigt slot, fortæller den østrigske ridder Ulrich von Liechtenstein, som viede alle sine vågne timer til at tjene det fagre køn – ikke mindst på lagenerne.

For en ægte ridder var livets mening hverken magt, penge eller et prægtigt slot, fortæller den østrigske ridder Ulrich von Liechtenstein, som viede alle sine vågne timer til at tjene det fagre køn – ikke mindst på lagenerne.

Columbia Pictures/Imageselect & Shutterstock

En sen aftentime i 1220’erne klatrer ridder Ulrich von Liechtenstein op fra voldgraven ved et østrigsk slot.

Hans lasede tøj stinker af urin, men Ulrich er ligeglad, for i nat skal han endelig forenes med sin hjertenskær.

Rystende af kulde lister ridderen og hans tro page, ligeledes klædt i pjalter, hen mod borgmuren, hvor varmt lys stråler ud fra en balkon.

Lyset kan kun betyde én ting – at hans flamme som lovet venter på ham i sit kammer.

Efter at han har kæmpet sig vej gennem land og rige for hendes skyld, vil hun endelig skænke ham den velfortjente elskovsnat, han så længe har higet efter.

Ved synet af et langt, hvidt lagen, der hænger ned fra balkonen, glemmer Ulrich alt om at holde øje med slottets vagter.

I et spring er han fremme ved lagenet, som han tager et fast greb om, mens adelsdamens tjenestepiger fnisende haler ham op.

Den usædvanlige entré og følgerne af den beskrev Ulrich von Liechtenstein selv, da han i 1255 udgav selvbiografien “Vrouwen dienest” (middelhøjtysk for “Kvindetjeneste”) skrevet på vers.

Som titlen mere end antyder, var den østrigske ridder besat af det smukke køn, og han viede store dele af sit liv til at tjene netop den adelsdame, som han med bankende hjerte blev trukket op til.

Karrierestart på kæphest

Ud over selvbiografien har historikerne kun få kilder til den kvindeglade ridders liv.

Ulrich von Liechtenstein blev født ca. år 1200 i Steiermark i Østrig – efter alt at dømme på slottet Liechtenstein. Som adelssøn lærte han antageligvis både at tale tysk, fransk og italiensk.

Ifølge selvbiografien red Ulrich som barn omkring “på en kæphest” til festerne på slottet, mens såkaldte minnesangere (kærlighedssangere) underholdt med viser om riddere, som kæmpede for deres udkårnes ære.

Sangene inspirerede den lille dreng til at vælge sin fremtidige levevej, og ifølge Ulrich selv aflagde han i sit stille sind en ed: “Jeg vil give min krop og hele mit sind / og livet selv til kvinderne / og tjene dem”.

“Jeg vil give min krop og hele mit sind / og livet selv til kvinderne / og tjene dem”.

Gift kvinde vækker lysten

For at nå sit mål kastede den ambitiøse adelssøn sig over at lære våbenkamp, både til fods og på hesteryg.

I en alder af 12 år var Ulrich allerede en habil rytter, og han blev antaget som page hos en adelskvinde, hvis skønhed de østrigske minnesangere hyldede.

Ulrich forelskede sig omgående i sin arbejdsgiver, der desværre var gift og dertil dobbelt så gammel som han.

Hendes uopnåelighed forstærkede blot hans kærlighed – og den unge page besluttede, at han ville vinde hendes hjerte.

Beklageligvis nævner Ulrich aldrig den smukke kvinde ved navn, og historikerne har hidtil ikke kunnet identificere hende.

Efter alt at dømme blev Ulrich hos adelskvinden i et par år, hvor han fik rig anledning til at dyrke sin store besættelse.

Bl.a. plukkede han buketter, som han stillede frem til hende, mens han dagdrømte om, hvordan hendes fingre ville “holde om hver stilk / lige dér, hvor jeg holdt om dem”.

Så forgabt i hende var han, at han fra tid til anden drak det beskidte vand fra vaskefadet, efter at hun havde tvættet sine hænder før et måltid.

Ulrichs kone var ren proforma

I den første halvdel af 1200-tallet var der ingen væbnede konflikter i Østrig eller nabolandene – en udfordring for unge mænd, der gerne ville slås til ridder.

Ulrich gik derfor i lære hos en erfaren ridder, idet han i 1215 blev væbner for markgreve Heinrich af Istrien. Greven lærte ham at konversere med damer, ride elegant og skrive smægtende breve.

Efter fire år døde Ulrichs far dog, og den unge mand vendte hjem til slottet Liechtenstein for at tage sig af arven.

På hjemrejsen så han “mangen en ungdommelig gruppe / der deltog i dystløb” (riddertidens turneringskamp til hest).

Synet gav Ulrich en idé om, hvordan han kunne vinde hæder og gøre sig fortjent til adelsdamen – han ville deltage i ridderturneringer: “Med sværd og lanse vil jeg kæmpe bravt / for hende”.

På trods af Ulrichs konstante higen efter den uopnåelige kvinde blev han i disse år gift med en anden kvinde – i hvert fald nævner han flere gange “min kone” i selvbiografien.

Tilsyneladende betragtede Ulrich dog ikke ægteskabet som en hindring for skørtejagten. I den samme periode deltog han nemlig med stor succes i mange ridderturneringer – og hver eneste sejr dedikerede han til adelsdamen.

Sejrene hjalp også på hæderskontoen: I 1222 blev Ulrich inviteret til bryllup i Wien, hvor markgreve Leopold af Østrig bortgiftede sin datter.

Under festen slog greven 200 mænd til ridder, blandt dem Ulrich. Efter brylluppet dystede ridderne – og Ulrichs flamme sad på lægterne.

Ridder lichtenstein falder ud af vindue

Hvor Ulrich i filmen fik sin elskede til sidst, gik det anderledes skidt for hans østrigske navnebror i 1200-tallet.

© Interfoto Sammlung Rauch/Imageselect

Hollywood stjal navnet

Filmen “A Knight’s Tale” fra år 2001 åbner med, at en ridder ved navn Ector dør inden en vigtig turnering. Hans page, William (spillet af Heath Ledger), iklæder sig da sin afdøde herres rustning og fuldfører dystløbet på hans vegne.

William vinder og beslutter sig for at gøre karriere som ridder. Eftersom kun adelige måtte deltage i ridderstævner, påtog den fattige page sig en ny identitet – som adelsmanden Ulrich von Liechtenstein fra Gelderland.

På nær navnet har virkelighedens Ulrich ikke meget tilfælles med sin navnebror i filmen: Heath Ledgers ridder taler engelsk frem for tysk, er ikke af adelig herkomst og formulerer sig særdeles dårligt på skrift.

Reelt set minder film-udgaven af Ulrich mere om den navnkundige engelske ridder William Marshal, der begyndte som en fattig soldat, men endte som jarl af Pembroke.

Afhugget finger beviser kærligheden

Efter turneringen fik Ulrich sin tante til at levere et brev til adelsdamen. Hendes svar var som at få en spand koldt vand i ansigtet: “For en kvinde må det stadig / forhindre et tæt forhold / at se hans mest uskønne læbe”.

Afvisningen skyldtes, at Ulrich var født med et hareskår. Men den unge ridder nægtede at give op. Han drog prompte til byen Graz, hvor han fik en læge til at operere læben.

Igen besøgte tanten adelsdamen, som nu gerne ville se Ulrich “for at finde ud af, hvordan hans mund ser ud og af ingen anden grund”.

Da mødet endelig fandt sted, var Ulrich imidlertid så forlegen, at han end ikke kunne åbne munden. Gentagne gange red han op på siden af kvinden for at gøre et nyt forsøg, men han forblev stum.

Handlingslammelsen var pinagtig for Ulrich, og da de nåede dagens endemål, øjnede han en sidste chance:

Han hoppede af sin ganger og tilbød at hjælpe kvinden ned fra sin hest. Hun svarede ham med spot: “Det har du ikke styrken til. Du kan ikke løfte mig ned, for du er skrøbelig og svag, og også træt”.

Da Ulrich alligevel forsøgte at hjælpe hende ned, rev hun en tot hår ud af hans hovedbund, mens hun udbrød: “Det får du for at være genert!”

Oplevelsen afskrækkede dog ikke den forelskede ridder, der var ekstatisk over, at damen overhovedet havde talt til ham.

Ulrich overdængede hende med kærlighedsbreve og digte, som hans tante og andre budbringere overbragte.

I mellemtiden holdt han sig dog ikke for god til at kurtisere andre kvinder: “Den vinter red jeg op og ned / for at besøge fruentimmere nær byen”.

Ulrich deltog fortsat flittigt i ridderturneringerne, men i foråret 1223 kom han galt afsted: En modstanders lanse traf hans hånd, og nu dinglede den ene af fingrene i en senet tråd.

Den sårede ridder fik en ven til at skære fingeren helt af, hvorefter han lagde den i endnu et kærlighedsbrev, der blev leveret til den overraskede adelsdame.

Ulrich ville vise, at han var klar til at ofre sig for kærligheden. Efter nogen tid kom adelskvindens kølige svar: “Jeg beholder fingeren – men ikke fordi mit hjerte endelig er blevet rørt”.

“Den vinter red jeg op og ned / for at besøge fruentimmere nær byen”.

En mand i dametøj drager på turné

Fingeren var altså ikke nok til at vinde drømmekvinden, og Ulrich besluttede at drage ud på en stor europaturné.

Ruten skulle gå fra Venedig til Bøhmen, og undervejs ville han deltage i turneringer til adelsdamens ære – forklædt som gudinden Venus. Den excentriske idé med dametøjet var at hylde alle kvinder.

Inden Ulrich og hans Venus-kortege ankom til en ny kampplads, ilede budbringere i forvejen for at opfordre de lokale riddere til kamp mod Venus.

Reglerne var enkle: Hvis en modstander traf Venus med sin lanse, fik han en ring som gave fra “kærlighedsgudinden”.

Venusfærden blev en stor succes. I de fem uger, den varede, udkæmpede Ulrich op til otte kampe om dagen.

I alt brød han 307 lanser mod sine modstandere, hævdede han, mens han kun skulle uddele 271 guldringe.

På trods af sin forklædning som kvinde fik Ulrich dog også rig anledning til at forlyste sig med det andet køn.

Efter en turnering blev han eksempelvis kysset af en dame, der først i sidste sekund opdagede, at Venus denne dag var en mand.

I landsbyen Gloggnitz afførte han sig Venus-dragten i det værtshus, hans følge boede på, og tilbragte i al hemmelighed tre dage sammen med sin kone:

“Red med glæde til et sted, hvor jeg fandt / min kæreste kone, som jeg forguder / jeg kunne ikke elske hende højere”.

Kærlighedssange var populære hos adelen

Hos middelalderens adelsfamilier i Bayern og Østrig kunne besøgende opleve en helt særlig form for underholdning: Minnesang.

Især hos familien Babenberg i Wien, hvor Ulrich von Liechtenstein blev slået til ridder, var minnesangen i centrum. Sangene kredsede altid om det samme emne, nemlig minne – kærlighed.

Minnesangerne skrev deres egne tekster, som de fremførte. Sommetider blev sangerne akkompagneret af dygtige musikere, der spillede på bl.a. violin, blæseinstrumenter og tromme.

I de ældste folkevise-agtige minnesange fra ca. 1150 er mænd og kvinder ligestillede, og deres kærlighed er gensidig.

Men i årenes løb hentede minnesangerne inspiration hos de franske trubadurer på den anden side af Rhinen, og da Ulrich blev født omkring år 1200, var ligestillingen i sangene en saga blot.

Nu kvad digterne om uopnåelige kvinder, som ulykkeligvis altid var gift med en anden mand. Minnesangen nåede sit højdepunkt i 1200-tallet, men gik af mode i århundredet efter. Kun få tekster har overlevet til i dag.

Trubadurer eller minnesangere fra middelalderen

Minnesangene blev ofte fremført til musik fra bl.a. strengeinstrumenter.

© Album/Fine Art Images/Imageselect & Shutterstock

Lagen-elevator fører op til balkon

Endelig, efter flere år, lod det til, at ridder Ulrichs anstrengelser bar frugt. Hans elskede adelsdame inviterede ham til sit slot, så han kunne sige, hvad han havde på hjerte.

For at hendes gode rygte ikke skulle lide nogen last, bad hun ham imidlertid snige sig ind på slottet – forklædt som en af de spedalske, der tiggede ved porten.

Opildnet af brevet red Ulrich over 160 mil sammen med sin page. Ved ankomsten skiftede de to mænd deres tøj og sværd ud med pjalter og tiggerskåle.

Portvagten nægtede dog at lukke dem ind og bad dem komme igen den efterfølgende aften. Efter en kold og våd nat på en kornmark, hvor Ulrich og pagen næsten blev ædt af insekter, vendte de tilbage til slottet.

Her fik de mad – ligesom de øvrige tiggere – men denne nat gemte Ulrich og pagen sig under nogle sten nede ved voldgraven. Her ventede de på, at vagterne skulle gå videre på deres runde.

Til Ulrichs store væmmelse gav den ene vagt sig til at tisse lige der, hvor de lå gemt, men han bed ydmygelsen i sig.

Til Ulrichs store væmmelse gav den ene vagt sig til at tisse lige der, hvor de lå gemt, men han bed ydmygelsen i sig.

Med urin dryppende fra tøjet sneg han og pagen sig op fra voldgraven, hvor de så lyset fra balkonen og lagenet, som adelsdamen havde sænket ned til ham.

Med stort besvær lykkedes det de fnisende tjenestepiger at hejse den velbyggede ridder op, og Ulrich svang elegant sine ben ind over balkonen.

Her fandt han sin elskede omgivet af ikke blot tjenestefolk – men også hans tante.

Værre end menneskemylderet var det dog, at adelsdamen nægtede at gå i seng med ham! I desperation truede Ulrich med, at han ikke ville forlade slottet, før han fik sin vilje.

Truslen lod til at virke. Adelsdamen sagde, at hun var hans, hvis hun blot måtte hejse ham ned med lagenet og op igen. Blind af begær gjorde Ulrich, som hun sagde.

På balkonens kant fik han lov at kysse hende en enkelt gang, før hun begyndte at fire ham ned. Da Ulrich stod på jorden, nåede han knap at se sig om, før damen trak “lagenet tilbage op ad muren”.

Ulrich von Liechtenstein på sin Venus-færd

Ulrich von Liechtenstein ses afbildet til hest i den middelalderlige tekstsamling “Codex Manesse” (1305-1340).

© Interfoto Bildarchiv Hansmann/Imageselect

Familieliv og krig lindrer hjertesorgen

Ridder Ulrich var knust. Hans elskede havde ydmyget ham, og i sin nedtrykte sindstilstand besluttede han at drukne sig i en sø.

Hans page talte ham dog fra det. Fuld af skam red den før så optimistiske ridder nu bort fra slottet.

Flere brevvekslinger med kvinden fulgte – hvor hun bl.a. prøvede at få Ulrich til at drage på en lang sørejse for at bevise sin kærlighed – inden han omsider gav op.

Efter det mislykkede kærlighedseventyr blev Ulrich ifølge historikerne en agtet samfundsborger, som slog sig til ro med kone og børn – selvom han stadig hyppigt deltog i ridderturneringer.

I 1250 støttede Ulrich med en hær på 100 mand ærkebiskoppen i Salzburg, der var blevet afsat af paven i Rom. Da ærkebiskoppen sejrede i 1252, fungerede Ulrich von Liechtenstein som mægler mellem parterne.

20 år senere blev Ulrich udnævnt til dommer, men han nåede kun at bestride posten i tre år, før han udåndede i 1275.

Selvom den poetiske Ulrich altså aldrig vandt sin elskede adelsdames hjerte, lykkedes det ham at genfinde glæden ved ridderlivet – drevet af kærlighed til sin familie og krigskunsten.