I 1400- og 1500-tallet levede købmændene i evig fare for overfald. Røverne var forarmede riddere.

© José Daniel Cabrera & Shutterstock
Samfund - Middelalderen

Riddernes fald: Dårlig opførsel blev deres undergang

Ridderne er kendte for at kæmpe i Det Hellige Land – og for aldrig at svigte en jomfru i nød. Men hvorfor findes disse gudfrygtige gentlemen i skinnende rustning ikke mere? De glemte deres gode manérer og blev til forhadte landevejsrøvere.

Götz von Berlichingen sveder i den tunge rustning, men for sit indre blik ser han allerede guldet glimte.

Få hundrede meter foran ham ligger Nürnberg, landets rigeste by, der netop har fejret en af årets store kirkefester med et velbesøgt marked. Efter lukketid må købmændenes pengekister være fyldt til randen.

Én forhindring ligger dog mellem Götz og de mange gyldne dalere. Foran ham er Nürnbergs soldater ved at spærre den øde landevej af.

Soldaterne er i overtal og bedre bevæbnet end Götz og hans kumpaner. Han kan kun vinde, hvis han indleder sit angreb nu.

Beslutsomt rider Götz op til soldaternes officer, der sidder højt til hest. Lige inden soldaterne når at slutte geleddet, svinger Götz sin lanse og slår officeren til jorden med et eneste slag.

Midt i forvirringen angriber Götz’ mænd. Deres uventede manøvre overrumpler soldaterne, som snart efter tager flugten.

Triumferende snupper Götz og hans kumpaner de efterladte våben.

Da Götz von Berlichingen mange år senere satte sig til at skrive sine erindringer, huskede han med glæde tilbage på netop denne dag – 19. juni 1502 – for det var hans første kup som røverridder, og succesen viste, at han havde talent for branchen.

Gennem tre årtier skulle Götz von Berlichingen sprede rædsel i det midttyske område, hvor han røvede formuer og kidnappede rige købmænd. Og Götz var langtfra den eneste – overalt i Tyskland huserede brutale røverriddere.

Kejserens udvalgte elite

Götz var ikke forudbestemt til livet som kriminel. Den fornemme Berlichingen-slægt kunne føre sine aner helt tilbage til 800-tallet – til den tid, hvor ridderstanden blev indstiftet af frankernes kejser Karl den Store, der regerede i årene 800-814 og samlede det meste af Europa under sig.

Ridderskabet var tænkt som en hædersbevisning, som kejseren gav til sine bedste og modigste mænd.

Mødte kejseren en soldat, der gjorde sig særligt bemærket i kamp, slog Karl ham til ridder – og regnede ham fremover blandt sine betroede mænd.

Med ridderslaget fulgte store jordområder og landsbyer, der skulle gøre ridderen velhavende. Og penge ville han få brug for, for en ridders fine position var betinget af, at han kunne stille med en krigshest og fuld kampudrustning, når kejseren kaldte.

Efter Karls død smuldrede det mægtige Frankerrige, og et væld af fyrster og hertuger tog magten i hver deres lille land.

Alle fik brug for riddere til at føre krige. I de fredelige perioder mødtes ridderne til store turneringer, der kunne samle tusindvis af jublende tilskuere.

Ridderen var middelalderens elitesoldat – og dertil en gudfrygtig gentleman, der havde lært gode manérer og aldrig svigtede en jomfru i nød.

Men i løbet af 1300-tallet faldt hans overlevelseschancer dramatisk. Et nyt våben – armbrøsten – kunne sende skud durk gennem ringbrynjen, som hidtil havde gjort ridderen usårlig.

Eneste modsvar var at få lavet en rustning af stålplader. Den nye beskyttelse var imidlertid langt dyrere end ringbrynjen, og udgiften kom på det værst tænkelige tidspunkt, for pesten havde få år forinden raseret Europa.

Den sorte død kostede en tredjedel af befolkningen livet – blandt dem var de fæstebønder, der hidtil havde arbejdet på ridderens marker og sørget for hans indtægter.

Nu lå markerne uopdyrkede hen, og ridderen var havnet i alvorlige økonomiske vanskeligheder.

Røverriddere på rov: En lille gruppe riddere har stoppet en konvoj med købmænd for at røve pengeskrin og varer. Hvis byttet er for magert, tager ridderne gidsler for at kræve løsepenge.

© AKG Images

Ridderne tjener penge som røvere

En ridders hjem kostede mange penge at drive. Først og fremmest skulle han have sin egen borg, gerne på en klippeknold.

Dertil kom en stab af tjenestefolk til at klare de daglige pligter. Fine klæder var også nødvendige, for ridderen og hans familie tilhørte lavadelen og færdedes gerne i landets fine kredse.

Og oveni kom udgifterne til krigsudrustningen.

Ridderen var tvunget til at finde nye måder at tjene penge på. I begyndelsen af 1400-tallet opgav en del af dem soldaterlivet og fik administrative opgaver hos kejseren eller fyrsterne.

Andre forsøgte at klare sig som selvstændige riddere, der kunne hyres til en særlig opgave – som fx at deltage i slag eller opretholde lov og orden i et område.

Tilbage stod en gruppe riddere, som nægtede at opgive det karske liv med hest og lanse. Med den største foragt så de på, hvordan handelsfolk og håndværkere skabte velstand i byerne. Især købmændene – af riddere hånligt omtalt som “pebersækkene” – blev rige.

Den voksende handel krævede et veludviklet finansvæsen med pengeudlånere. Den største af dem var klædehandleren Jakob Fugger fra Augsburg.

I slutningen af 1400-tallet fik han ligefrem tilnavnet “den Rige”. Kejseren og de europæiske fyrster, der konstant manglede penge, strømmede til Fugger for at få finansieret deres krige og luksusliv.

Til gengæld fik Fugger indflydelse. Pengene sikrede ham også en adelstitel – helt uden om de gamle traditioner.

Synet af nyrige købmænd som Fugger provokerede de forarmede riddere, der besluttede at bruge deres kamperfaring til at røve pengene tilbage. Blandt dem var Götz von Berlichingen.

En ung mand i røverlære

Götz’ ridderslægt havde de foregående år forsøgt at tilpasse sig de nye tider ved at gå i kejserlig tjeneste som embedsmænd, men livet på kontor tiltalte ikke Götz.

Omend han kunne læse og skrive, følte han sig – som han skriver i sine erindringer – “ikke draget af skolen, men mod heste og riddergerningen”.

Som det hørte sig til, var han som ung knægt blevet sendt til en adelsfamilie for at lære om livet ved hoffet.

Götz var ganske kvik, og som 17-årig blev han antaget af markgreven Friedrich von Brandenburg, ved hvis hof han skulle være tjener, opføre ridderspil og fungere som væbner.

Götz kedede sig forfærdeligt hos markgreven, så han meldte sig i stedet hos en af tidens store røverriddere, Hans Thalacker.

Her lærte den unge Götz alt, hvad der var værd at vide om røveri, kidnapning og pengeafpresning, så han i 1502 stod klar til sit første overfald på Nürnbergs købmænd.

I 1523 besluttede en række byer med Nürnberg i spidsen at stoppe røverridderne. En hær drog ud for at ødelægge deres borge. Her brænder Thomas von Absbergs hjem.

© Hans Wandereisen, 1523/staatsbibliothek bamberg

Røveri og gidseltagning er lovligt

Rent juridisk var røverriddernes overfald lovlige, for i Det Tysk-Romerske Rige nød ridderstanden et bemærkelsesværdigt privilegium: I deres borge gjaldt samfundets love ikke – så her kunne de frit gemme gidsler.

Desuden havde ridderne ret til at føre fejder: Blot ved at erklære fjendskab mod en person eller en by kunne de kræve deres ret. Ifølge røverriddernes fortolkning af fejderetten måtte de begå røverier og tage gidsler for fx at få betalt en gæld, som de ikke behøvede at føre bevis for.

Götz nåede i sin lange karriere at deltage i 500 fejder og blev kendt for sin særlige angrebsstil: Med sin tunge armbrøst gav han modstanderen et syngende slag lige på øret. Slaget var ikke alene særdeles smertefuldt; det garanterede også, at offeret var komplet ukampdygtigt.

“Jeg betragtede mig selv som en glad ungersvend og mente, at jeg havde lov til at opføre mig som en god og brav karl”, sammenfatter den driftige Götz von Berlichingen i sine erindringer.

Men inden han nåede så langt, blev den unge røverridder ramt af en katastrofe, der kunne have kostet ham livet.

Götz får skudt hånden af

Søndag den 27. april 1504 var Götz hyret til en af de utallige småkrige, fyrsterne udkæmpede med hinanden, da et skud fra en feltslange (en lang, tynd kanon) ramte Götz’ højre hånd.

Smerten fik ridderen til at svaje i sadlen, men det lykkedes ham at holde sig oprejst. Selv årtier senere stod synet levende for ham:

Hånden var skudt af – den hang dinglende fra underarmen i en hudlas. Hårdt såret og forsvarsløs befandt han sig midt på kamppladsen.

“Som om intet var hændt, vendte jeg min hest og kom uskadt frem mellem fjenderne til mine folk”, beretter Götz.

Hånden stod ikke til at redde, og i flere dage svævede han mellem liv og død, før han endelig kom sig. Men i en branche, der krævede virtuos omgang med hest og sværd, gik Götz en mørk fremtid i møde. Han var bare 24 år gammel og komplet ubrugelig i kamp.

Den unge ridder sank hen i mismod, indtil han kom i tanke om en soldat, hans far engang havde fortalt om:

“Han havde også kun én hånd, og alligevel havde han over for fjenderne i felten klaret sig så godt som nogen anden”.

Soldatens redning var at få konstrueret en kunstig hånd af jern – sådan én ønskede Götz sig nu.

Historikerne kender ikke navnet på den smed, der lavede Götz’ kunstige hånd, men han må have været et geni, for hånden var så avanceret, at ridderen kunne gribe om sit sværd og drage i kamp igen.

“Efter at jeg gennem snart 60 år med denne næve har ført krig, fejder og handel, kan jeg ikke sige andet, end at den almægtige Gud har vist mig underfuld nåde”, skriver Götz.

Kidnapning er en god forretning

Ikke alene fungerede hånden perfekt; den understregede også Götz’ brutale image – kun få købmænd kunne tale om “Ridderen med Jernhånden” uden at skælve.

Og Götz forstod at udnytte sit nye varemærke i de følgende år.

Intet påskud var for tyndt, når det gjaldt om at erklære fjendskab – især gik det ud over byerne Köln, Mainz og Nürnberg.

Fx påtog Götz sig at hjælpe skrædderen Hans Sindelfinger, der havde talent for at skyde med langbue. Engang havde Sindelfinger vundet en skydekonkurrence i Köln, men den lovede pengepræmie fik han aldrig.

Götz gik straks i aktion for at rette op på uretfærdigheden: Den enkleste måde at få fat i penge på var gennem en kidnapning, vidste han.

I modsætning til et krævende plyndringstogt behøvede røverridderen kun en lille gruppe håndgangne mænd til at pågribe en tilfældig købmand, føre ham hjem til borgen og holde ham fanget, indtil løsesummen kom fra gidslets familie.

Som regel blev pengene betalt hurtigt, for fangenskabet på en ridderborg var alt andet end behageligt.

Desuden vidste gidslernes familie, at en røverridder godt kunne miste tålmodigheden og slå gidslet ihjel, hvis forhandlingerne trak ud.

Götz lå i baghold, da købmanden Contz Heymen sammen med sin søn var på vej fra Köln til byen Steinau med varer. I lynende rustning sprang Götz frem fra vejsiden og svingede armbrøsten mod købmandens øre.

Mens Contz Heymen så stjerner, greb Götz’ mænd ham og hans søn. Nu skulle de betale for den uret, der var overgået Sindelfinger.

Rutineret bandt Götz gidslernes hænder til sadelknoppen og førte dem til borgen Jagsthausen, hvor de blev lagt i lænker nede i stalden.

Krigen mod Köln og Bamberg

Købmand Heymen erklærede sig hurtigt villig til at betale løsesummen, men forklarede, at han først måtte tage til Leipzig, hvor han havde et stort parti varer.

Når de var solgt, kunne Götz få pengene, lovede Heymen. Sønnen kunne blive på Jagsthausen som gidsel.

“Jeg gav ham (Heymen, red.) skriftlige anvisninger og lod min gårdsdreng rejse med ham. Desuden fik jeg ham til at love, at han ville overnatte i de herberger, jeg havde anvist ham”, fortæller Götz.

For én gangs skyld blev den rutinerede røverridder snydt. Ugerne gik, uden at Heymen vendte tilbage – og for at føje spot til skade tog Bambergs biskop gårdsdrengen i forvaring og nægtede at slippe ham fri.

Nu begyndte Götz at terrorisere Bamberg. I flere omgange lagde han sig i baghold ved de veje, som førte til byen.

Under hvert overfald spurgte røverridderen de rejsende, hvor de kom fra. Var svaret “Bamberg”, tog han dem som gidsler og tvang dem til at skrive breve til biskoppen, hvori de bønfaldt ham om at lade Götz’ gårdsdreng gå.

Biskoppen indså, at røverridderen aldrig ville give op, og efterkom omsider kravet. Men endnu havde Götz ikke fået pengene fra Heymen, og derfor tog han fat på at tyrannisere Kölns købmænd.

Endelig fik også de nok. Ved fredsslutningen i november 1510 gik byens lede­nde mænd ind på at betale 1.000 rhinske guldgylden til Götz – en sand formue og næsten 10 gange så meget, som Sindelfingers oprindelige krav havde lydt på.

Omsider kunne Contz Heymens søn forlade borgen. Han havde været ufrivillig gæst hos røverridderen i næsten et år.

Götz tager 55 købmænd til fange

Efter udvekslingen af penge og gidsel kunne Götz have trukket sig tilbage som en velhavende mand. Men fejden mod Bamberg og Köln havde lært ham at tænke stort – hvorfor nøjes med én købmand, hvis de kunne fanges i bundter?

“Nu ville jeg ingen skåne. Også dem fra Nürnberg skulle være mine fjender, og snart gik jeg i gang med sagen”, fortæller han åbenhjertigt i sine erindringer.

Til formålet lykkedes det Götz at grave en gammel mordsag frem. Mordet var for længst opklaret, men det kunne Götz virkelig ikke tage sig af. I pinsen 1512 samlede han 130 garvede røvere og riddere omkring sig.

Bandens næstkommanderende hed Hans von Selbitz – en et-benet bandit, hvis speciale var vha. benstumpen lynhurtigt at vende sig i sadlen, så han red baglæns og kunne plaffe sine forfølgere ned.

Den 18. maj 1512 lagde Götz og hans mænd sig på lur ved landevejen mod Nürnberg. Her var, vidste Götz fra tidligere, “god fangst at få”.

Desuden havde han fået nys om, at et rigt vogntog tilhørende nogle rige Nürnberg-købmænd var på vej fra påskemarkedet i Leipzig. Deres vogne ville være lastet med fulde pengeskrin, lovede hans kilde.

Götz behøvede ikke at vente længe. Snart hørte han lyden af hestehove og skramlende vognhjul.

Røverne, der havde viklet klude om hestenes hove, så de lydløst kunne bevæge sig gennem skoven, sprang frem foran rækken af hestekærrer.

Lamslåede lod købmændene røverne gennemrode kister og pengepunge, så ikke en eneste gylden daler blev overset.

Men købmændenes trængsler var langtfra forbi. Götz tog også 55 af dem som gidsler – en kilde til yderligere rigdom.

Byttet var så stort, at Götz for én gangs skyld havde problemer med indkvarteringen. På sin egen borg havde han ikke plads til 55 gidsler, og hos venner og kolleger kneb det med lysten til at hjælpe – de frygtede, at massekidnapningen muligvis var et brud på reglerne for en acceptabel fejde.

“Jeg har høns, men kan ingen kurv finde!” klagede Götz, da han endnu en gang mødte en lukket port.

Kejseren vil ikke hjælpe

Tiden i Götz’ vold var yderst ubehagelig for købmændene. De fortalte siden, at røverridderen opførte sig mere og mere brutalt over for dem.

Under selve overfaldet havde Götz fx dolket en af dem i skulderen. Og da offeret skreg, bad Götz ham om at holde op med at skabe sig.

Götz nævner ikke selv hændelsen i sine erindringer – i stedet er den noteret i samtidens retsprotokoller.

Her findes også et vidnesbyrd fra guldsmeden Derer, der fortalte, at Götz bandt ham til et træ sammen med tre handelsfolk.

De blev surret fast “krydsvis”, så hver anden hang med hovedet nedad. Metoden, som gik under navnet Die Schwäbische Katze, gjorde det svært for de tilfangetagne at trække vejret, fordi rebene strammedes ved hvert åndedrag.

Købmændene forklarede, at Götz lod dem sulte og tørste, og at han truede med at hugge hænderne af dem, da udbetalingen af løsesummen trak ud.

Da pengene endelig var afleveret, bad købmændene kejser Maximilian 1. om at sætte en stopper for røverridderne, men kejseren affejede dem:

“Den ene (Götz, red.) har kun én hånd, den anden (Selbitz, red.) kun ét ben. Hvad ville I have stillet op, hvis de havde haft to hænder og to ben?”

Det hånlige svar dækkede over, at Maximilian ikke kunne hjælpe dem. Nok var han tysk-romersk kejser og dermed overhoved i et rige, der strakte sig fra Lübeck i nord til Italien i syd, men hans muligheder for at sætte sin vilje igennem var små, for han havde fx ingen hær.

Magten lå hos de ca. 100 grever, hertuger, kurfyrster og konger, der regerede hver deres lille bid af Det Tysk-Romerske Rige. Oveni kom 50 selvstyrende rigsbyer og den katolske kirkes jordbesiddelser.

Maximilian måtte regere vha. skiftende alliancer med fyrsterne og havde konstante lommesmerter.

Især hans appetit på krige tvang ham ud på tiggergang. I 1493 var kejseren således tvunget til at gifte sig med en italiensk fyrstedatter for at få fingre i hendes rundhåndede medgift på 400.000 gulddukater. Brylluppet deltog han ikke selv i. Senere kom han i kløerne på købmanden Jakob Fugger.

Med kejserens accept opførte Götz sig nu, som var han usårlig. Han førte fejder – dvs. røvede og plyndrede – og købte borge for byttet.

Og han var langtfra den eneste; alene i det sydvesttyske område, der kaldes Schwaben, huserede mindst en snes røverriddere.

Riddernes tid sluttede i 1500-tallet, men titlen blev ført videre, indtil Det Tysk-Romerske Rige gik i opløsning i 1806.

© Istock

Götz havner i husarrest

Ridderprivilegier eller ej – hos byerne i Schwaben var tålmodigheden endegyldigt brugt op. For at få bugt med de lokale røverriddere sluttede 22 byer sig sammen i et militærforbund, som rådede over 10.000 soldater, og i sommeren 1523 drog hæren ud for at rive i alt 22 røverborge ned.

Den sidste i rækken tilhørte ridderen Thomas von Absberg, der især terroriserede Nürnberg.

Absberg var berygtet for sit psykopatiske had til byens købmænd; han huggede højre hånd af hver eneste, han fangede.

De schwabiske soldater brændte Absbergs borg ned, men røverridderen fandt de ikke. Han fortsatte sine overfald i flere år, før det lykkedes Nürnbergs købmænd at bestikke en krovært til at myrde Thomas von Absberg med det malende tilnavn “Håndafhuggeren”.

Götz var heldigere, da han blev fanget i Augsburg i 1528. Hans banemænd nøjedes med at afkræve ham en hellig ed på, at han aldrig mere ville indlede en fejde.

Desuden fik han livslang husarrest. Fra nu af måtte han ikke sætte sig på en hest og ikke forlade sine jorder. Han skulle sove i sin seng hver nat.

I 16 år holdt Götz sit løfte – indtil kejser Karl 5. benådede ham i 1540. Siden lykkedes det den aldrende røverridder at blive en del af det gode selskab igen, for i 1542 gjorde han tjeneste hos de kejserlige tropper i krigen mod osmannerne, og to år senere deltog han i en invasion af Frankrig.

I den sidste kampagne blev den 62-årige ridder ramt af dysenteri og måtte tage hjem. Götz’ tid ved sværdet var forbi.

Det samme var riddernes stolte æra. Krigene havde skiftet karakter siden deres velmagtsdage – nu blev en krig hovedsageligt udkæmpet med skydevåben og lejesoldater, som var billige i drift.

Götz von Berlichingen tilbragte de sidste leveår på borgen Hornberg, hvor han nedfældede sine erindringer.

Sjælekvaler over sine blodige handlinger havde han ikke – kun en nagende bekymring for sit eftermæle.

Som motiv for at skrive bogen angav han, at “nogle af dem, som ikke vil mig det godt – af enten misundelse eller had – gerne vil udlægge det, jeg i mine dage har udført, på den ondeste måde”.

Røveren døde fredeligt som 82-årig i 1562.

Læs også:

Middelalderen

15 guldkorn om korstogene

10 minutter
Middelalderen

Torturmetoder: Historiens 10 mest brutale

9 minutter
Middelalderen

Korstogene: 9 gange hellig krig

6 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!