De tyske arkæologer, der fik øje på et stykke metal i jorden ved Ingelheims Kejserlige Palads, turde dårligt håbe på et nyt fund.
Det runde metalstykke stak op af jorden på paladsets kirkegård, hvor omkring 1.000 års gravrøverier ellers ikke efterladt meget til arkæologerne.
Men denne gang var forskerne heldige.
Metalstykket viste sig nemlig at være del af et skjold, som ledte arkæologerne på sporet af en fuldstændig urørt grav, fortæller udgravningsleder Christoph Bassler i en pressemeddelelse.
Her fandt forskerne en frankisk kriger, der gik svært bevæbnet ind i efterlivet.
Fuld plade på franker-våben
Graven er omkring 1.300 år gammel, vurderer forskerne, og tilhørte sandsynligvis en frankisk adelsmand.
Den afdøde blev nemlig begravet med fuldt udstyr, der beløber sig til noget nær et komplet katalog over frankernes forskellige våben.
Et såkaldt spatha-sværd på næsten én meter lå under skelettets højre arm, mens et kort og bredt hugsværd af seax-typen lå under hans venstre.
Derudover indeholdt graven rester af en kniv, en lanse, en bronze-skede og et bælte, lyder det i pressemeddelelsen.
Men selvom den døde gik bevæbnet til tænderne ind i efterlivet, har han højst sandsynligt ikke været professionel kriger. Der fandtes nemlig ingen stående, professionelle hære i det 8. århundrede, forklarer arkæologerne.
Frankeren var mellem 30 og 40 år, da han døde, og skelettets positur indikerer, at han blev begravet i en trækiste, der siden er rådnet væk.

Den frankiske kriger blev begravet med et sværd af spatha-typen, der ligger over hans højre lårbensknogle. Sværd-typen blev udviklet i Romerriget, men senere folkefærd som frankerne og vikingerne smedede også deres egne udgaver af det omkring én meter lange våben.
Frankerne regerede over Sydtyskland
Folkefærdet frankerne anses ofte som stamfadderne til nutidens Frankrig.
I det 6. århundrede lykkedes det for merovinger-dynastiet at underlægge sig store dele af området, der i dag udgør det sydlige Tyskland – omkring Frankfurt, Stuttgart og Mainz.
Da merovingerne i midten af 700-tallet måtte afgive magten til det næste frankiske herskerdynasti, karolingerne, strakte Frankerriget sig over størstedelen af nutidens Frankrig og de tyske delstater Baden-Württemberg og Thüringen.
Under Karl den Store fik riget yderligere vokseværk, og paven udråbte endda Karl til romersk kejser i år 800.
Det var også Karl den Store, der opførte paladset ved Ingelheim, hvor den svært bevæbnede adelsmand blev fundet.
Om den afdøde tilhørte Karls karolingiske dynasti eller merovingerne, kan forskerne ikke sige endnu.
Men det vil yderligere undersøgelse af våbnene måske kaste lys over, lyder det i pressemeddelelsen om fundet.