Solen står lavt på himlen, da franske riddere i tusindvis gør klar til kamp på et højdedrag nær Crécy.
Lyset skinner på blankpolerede hjelme og på de farverige bannere og skjolde, der viser, at mange af Frankrigs mægtigste mænd er til stede.
Fra en anden bakke i landskabet kan kong Edvards englændere se, at de er i undertal.
De ser også en blodrød fane med gyldne broderier vaje over den fjendtlige ridderhær. Det er Oriflamme, som Frankrigs konger bringer med sig, når de rider ud for at forsvare deres rige. Flaget viser, at franskmændene ikke agter at tage fanger under det kommende slag.
Mens englænderne venter, går den franske hærs lejesoldater fra Genoa frem. De 6.000 mand skal tynde ud i englændernes rækker med deres armbrøster.
I dalen mellem de to hære stopper skytterne pludselig op, knæler og sidder et øjeblik helt stille. Så springer de op igen, udstøder et højt brøl og marcherer videre. Alt sker i takt, og manøvren gør indtryk i både den engelske og franske hær, hvor ingen har træning eller disciplin til at efterligne den.
Genoveserne gentager deres kampråb to gange. Så løfter de armbrøsterne, klar til at affyre en sværm af bolte. Slaget ved Crécy er i gang.
Englands kronprins Edvard red i kamp smykket med både sit hjemlands løver og Frankrigs liljer. Hans slægt gjorde krav på begge rigers troner.
Englændernes strategi
Landgang i Normandiet
Seks uger forinden er Englands kong Edvard 3. gået i land med 10-15.000 mand på den nordfranske kyst. Efter ni års krig uden resultater vil han møde den franske kong Filip 6. i åben kamp. Som det første indtager hæren Barfleur, der overgiver sig uden modstand.
“Men det forhindrede ikke, at byen blev plyndret og bestjålet for guld, sølv og alt andet værdifuldt,” skrev den franske kronikør Jean Froissart nogle år senere.
Han var dreng, da Edvards invasion fandt sted, og samlede som voksen øjenvidnebeskrivelser fra kampene. Ud fra dem skrev Froissart et værk, der blev én af hovedkilderne til de første 50 år af hundredårskrigens historie.
Fra Normandiet marcherer Edvard mod Paris, mens hans tropper hærger landet. Plyndringerne skaffer penge til at betale hans tropper og får samtidig franske Filip til at miste anseelse. En middelalderkonge, der ikke forsvarer sit rige, risikerer at miste adelens opbakning og endda tronen.
“Da kong Filip hørte om den ødelæggelse, kongen af England forvoldte i hans rige, svor han, at englænderne ikke ikke skulle slippe ud af landet uden kamp”, skrev Froissart.
Frankrigs hersker samler en mægtig hær på 27.000 mand for at tage imod fjenden ved Paris. Edvard svinger sin hær mod nord og fortsætter plyndringerne, mens han søger efter et egnet sted at gøre holdt. Tiden er snart inde til at kæmpe.
Kong Edvard gør klar til kamp
Englands hersker finder sin slagmark nord for den lille by Crécy. Her, på toppen af en højderyg, fordeler han sine tropper, så de udnytter landskabet.
Bueskytterne placeres oven for stejle skrænter, hvor de er i sikkerhed for rytterangreb og har frit skudfelt. De engelske riddere stiger af deres heste og stiller op til forsvar for enden af højderyggens blødere skråninger. To kompakte slagformationer er i front, og en tredje under Edvard udgør reserven.
Den engelske slagorden har tidligere vist sig at være effektiv mod skotterne. Nu vil kongen afprøve den på Frankrigs hær, der regnes for Europas stærkeste.
De første franske tropper når frem til Crécy sidst på eftermiddagen og gør straks klar til angreb. Filip og hans feltherrer regner med en let sejr over de undertallige og trætte fjender.
Den store takstræsbue ramte med samme kraft som en smeds forhammer.
Langbuen vandt på skudhastighed
Den engelske langbue var ikke et nyt våben, da Edvard 3. bragte den med sig til Frankrig. Alligevel fik bueskytterne en afgørende betydning i hundredårskrigens store slag. De engelske skytters succes skyldtes, at de blev samlet i store enheder. Tilsammen kunne de affyre tusindvis af pile mod et enkelt mål i løbet af få sekunder.
Langbuerne vandt ikke slag alene, men de kunne sprede kaos i fjendens slagorden, inden den afgørende nærkamp begyndte.
Almindelige jagtpile blev brugt mod mål, der kun var beskyttet f let pansring. Edvards hær bragte over 250.000 pile med sig til Frankrig.
Panserbrydende pile havde en smal spids, så de lettere kunne trænge ind gennem de smalle åbninger i riddernes svære rustninger.
Kun én råder Filip til at udskyde slaget til næste dag. Det er kong Johan af Bøhmen, der mange år før har forladt sit eget rige og nu tjener franske Filip.
Johan er næsten blind, men da han får beskrevet egnen omkring Crécy, ser han sitatuationen klarere end de fleste. Han anbefaler at vente, til hærens tusindvis af fodfolk er nået frem, for de vil være en stor hjælp i det vanskelige terræn. Bøhmens konge får dog kun hån for sin forsigtighed.
“Send genoveserne frem, og begynd slaget i Guds og Skt. Denis' navn”, befaler Filip ifølge Froissart.
Elitetropper drives på flugt
Lejetropperne fra Genua protesterer mod ordren. De plejer at gå i kamp med store skjolde, som armbrøstskytterne kan dække sig bag, når de lader deres våben. Men de såkaldte paviser er stuvet sammen i vogne langt bagude på landevejen. Uden dem er genoveserne sårbare.
Filip lader sig ikke bøje. Han vil have fjenden på bakketoppen svækket, inden tusindvis af franske riddere galopperer op og afgør dagen. Den taktik har virket før, så kongen tåler ingen modsigelse.
Trods genovesernes bange anelser har de tilsyneladende oddsene med sig. De 6.000 mand rykker frem mod den sydlige del af Edvards slaglinje, hvor kun 2.000 bueskytter venter. Og lejesoldaternes armbrøster overgår langbuer i både slagkraft og rækkevidde.
Men så griber vejret ind i form af en voldsom regnbyge. Strengene på armbrøsterne bliver våde, og dermed mister de noget af deres kraft. Genoveserne må gå frem til en afstand af kun 150 m fra deres mål, før de affyrer første salve. De er nu inden for langbuernes skudafstand.
Englænderne har nemlig tørre buestrenge, for skytterne tog dem af og gemte dem i deres hjelme, da regnen begyndte at falde. Samtidig forlænges deres rækkevidde af højdeforskellen mellem de to styrker.
Netop som genoveserne hæver deres armbrøster til skud, lyder et højt kommandoråb fra englændernes rækker, og en byge af pile stiger mod himlen. Mens de stadig er i luften, følger flere efter, for bueskytterne er trænet til at skyde i salver af seks pile. I løbet af få øjeblikke er i alt 12.000 pile sendt afsted.
“De skød deres pile med en kraft og hastighed, så det føltes som snevejr”, berettede Froissart. Genoveserne kan ikke hamle op med englændernes skudhastighed, og de lider frygtelige tab, mens de lader deres langsomme våben.
Rædslen bliver kun forstærket af brølene fra de kanoner, englænderne har bragt med sig til Crécy. Det er første gang, at artilleri bruges på en europæisk slagmark. De genovesiske lejesoldater vakler – og derpå flygter de bagud.
Resten af den franske hær ser lamslået til. Så sporer en stor styrke af kong Filips riddere deres heste og galopperer fremad med tordnende hove.
Ridderne skal afgøre slaget
Det franske rytterangreb anføres af greven af Alençon. Han er den mest kampivrige af kong Filips kommandører og den eneste med en næsten fuldtallig styrke. Store dele af den franske hær er stadig på vej ad landevejen mod Crécy.
På vej op ad skråningen mod Edvards hær passerer Alençon mellem to skrænter, hvorfra engelske bueskytter sender en regn af pile ned over dem. Ridderne er godt beskyttet af deres stærke rustninger, men mange heste rammes og styrter til jorden.
Instinktivt trækker de franske riddere på fløjene ind mod midten for at komme på afstand af de morderiske langbuer.
Derved bliver Alençons styrke klemt sammen på alt for lidt plads: “Trykket var så stort, at mænd i midten af den franske hær blev mast ihjel uden overhovedet at have været i kamp”, skrev en engelsk krønikør ved navn Geoffrey Le Baker nogle år senere.
Endelig når de franske ryttere deres mål. Umiddelbart foran dem står englænderne i deres slaglinje, passive og til fods.
Over skaren vejer prinsen af Wales' fane, for Edvard, ældste søn af kong Edvard, har kommandoen på denne del af slaglinjen. Han skal siden gå over i historien som Den Sorte Prins – berømt som en talentfuld og grusom hærfører, men Crécy er hans første slag, og han er kun 16 år gammel.
Det er den store knægts røde og blå flag, greven af Alençons riddere styrer mod, da de nærmer sig toppen af højdedraget.
Rustningsklædte ryttere, der galopperer frem, mens jorden ryster, vækker angst blandt de fleste krigere. I middelalderen er det ofte nok til at udløse flugt, for hærenes fodfolk består typisk af bønderkarle uden træning, erfaring eller pansring på kroppen.
Men prins Edvards styrke består af riddere, der har øvet sig på krig siden barndommen, og mange har været i kamp før. De holder deres plads i formationen, så de franske ryttere ikke kan trænge ind blandt dem.
Taktikken virker, for de franske heste bremser op, inden de kolliderer med de kompakte engelske rækker. I stedet for at løbe fjenden over ende må Alençons mænd prøve at hugge sig vej – og efter ridtet gennem pilestormen udgør de en kaotisk hob.
Greven selv forsøger at nå prinsen af Wales' fane, men bliver dræbt i forsøget. Omkring ham lider mange andre navnkundige franske riddere samme skæbne.
Efter en kort kamp begynder de overlevende franske riddere at trække sig tilbage. Bag dem rykker engelske krigere frem og tager livet af de mange sårede, der ligger på skråningen. Ligesom den franske konge tager de ingen fanger. Rytterangrebet er endt som en blodig fiasko.
Englænderne vandt til fods
Kong Edvard 3. nægtede at kæmpe på traditionel vis. Han red ikke frem til angreb med sine riddere, men lod hele hæren forsvare sig til fods.
Armbrøster skal forberede angrebet
Frankrigs konge sender 6.000 lejesoldater frem. De skal skyde hul i englændernes linje med deres armbrøster.
Langbuerne fylder himlen med pile
Da fjenden er 150 m væk, affyrer engelske bueskytter seks hurtige salver.
Armbrøstskytterne stikker af
12.000 pile falder over genoveserne, der lider enorme tab og flygter.
Franske riddere angriber
Alençon galopperer frem med sine ryttere bag sig. Men pile skaber kaos i slagordenen, og da de når frem, tager engelske riddere imod – til fods og i tætpakkede
rækker. Angrebet bliver en komplet fiasko.
Kong Filip bliver såret
Frankrigs konge angriber mod nord, hvor han håber, at modstanden er svagere.
Resultatet er endnu et fransk nederlag. Filip bliver såret af en pil og forlader slagmarken.
Blind konge bryder næsten igennem
Selv om han er blind, anfører kong Johan af Bøhmen dagens sidste franske angreb. Hans riddere når helt ind bag de engelske fodfolk, inden Johan bliver dræbt, og hans mænd må trække sig tilbage.
Englænderne rykker frem ved daggry
Først ved midnat stopper de franske angreb. Næste morgen trænger en engelsk styrke ned i dalen og driver de forvildede rester af den franske hær på flugt. Slaget er forbi.
Al orden hører op
Efter Alençons katastrofale ridt er krønikeskriverne uenige om slagets videre forløb. Nogle beskriver op til 15 franske angreb – en enkelt hele 18. Tilsyneladende bliver de franske riddere sendt frem i takt med, at de ankommer til slagmarken. Solen er på vej ned, og ingen har længere det fulde overblik.
De fleste af angrebene bliver rettet mod prinsen af Wales, hvis styrke står tættest på den franske hær. Han styrke vakler under presset, og pludselig bliver den unge Edvard selv slået til jorden.
Den engelske reserve længere bagude ser prinsens fane falde, og øjeblikke efter når en budbringer frem med en indtrængende bøn om forstærkninger.
“Er min søn død?” spørger kong Edvard ifølge Froissart. “Nej, herre”, lyder svaret. “Så rid tilbage, og sig til dem, der sendte dig, at ingen skal bede mig om hjælp, så længe min søn lever. Og sig, at de må lade drengen vinde sine sporer i dag”.
Kongen vil ikke gribe ind – men andre strømmer til undsætning på eget initiativ, og kort efter rejses den rød-blå fane på ny. Prinsen af Wales er igen på benene, og de franske angribere bliver drevet tilbage.
Den blinde konges dødsridt
Solen er gået ned, og mørket begyndt at sænke sig, da kong Filip selv rider frem til kamp. Han vil ikke rette sit stød mod prinsen af Wales, for skråningen foran hans tropper er nu oversået med rustningsgenstande, blødende heste og døde mænd.
I stedet leder kongen sine riddere op gennem dalen for at slå til mod englændernes venstre flanke. Angrebet bliver dog en katastrofe ligesom de tidligere.
Så mange heste og mænd fældes af pilestormen, at dalstrøget foran den engelske slaglinje bliver kendt som Kadavermarkeds-dalen.
Kong Filip selv bliver ramt i ansigtet af en pil, men vil fortsætte kampen, til en fransk ridder griber hans hests bidsel. “Herre, det er tid til at forlade dette sted, lad være med at kaste Deres liv bort. Selvom De har tabt dette slag, vil De vinde andre”.
Den desorienterede konge lader sig føre væk fra slagmarken.
Englands dronning bønfaldt sin mand om ikke at slagte Calais' borgere.
Calais forbliver engelsk i 200 år
Efter sin sejr ved Crécy besluttede kong Edvard 3. sig for at vende hjem til England med sin udmattede hær. Først ville han dog sikre sig et brohoved i Frankrig, hvorfra han kunne indlede nye felttog på fastlandet.
Den 4. september 1346 begyndte Edvard at belejre havnebyen Calais ved Den Engelske Kanal. Forsvarerne holdt ud i næsten et år, før sult tvang dem til at kapitulere. Til gengæld forblev byen på engelske hænder
i de næste 200 år.
For at sikre Calais mod indre fjender smed han alle de franske borgere ud og inviterede englændere til at slå sig ned inden for murene. Via byen bredte engelske varer og indflydelse sig til Europas fastland, indtil franske tropper erobrede den tilbage i et lynfelttog i 1558.
Af de øverste franske kommandører er kun kong Johan af Bøhmen tilbage. Han ved, at slaget er tabt, men hans ære byder ham at handle. Desuden er hans søn Karl forsvundet og måske død.
“Jeg forlanger, at I bringer mig hen til fjenden, så jeg kan rette et sidste sværdslag mod ham”, lyder den blinde konges sidste ordre. To riddere binder deres seletøj fast til kongens hest og leder ham fremad.
Senere finder man Johan blandt de faldne, og englænderne lægger ham i et grav- monument tæt ved slagsmarken.
Sønnen Karl er ikke død. Han har blot været så klog at forlade slagmarken frem for at angribe. Fremtiden vil siden belønne hans forsigtighed med Tysklands kejserkrone, og han nævner aldrig siden, at han var til stede ved Crécy.
Natten falder på
Ved midnat ebber kampen på højderyggen langsomt ud. Edvard befaler sin hær at blive på deres poster og sætter ild til en mølle for at lyse landskabet op. Flammernes skær afslører, at de franske tropper er på tilbagetog – der bliver ikke flere angreb.
Tidligt næste morgen sender Edvard en styrke af bueskytter og riddere til hest ned i dalen, der er dækket af tyk tåge.
Her bliver grupper af franske krigere overrumplet og nedkæmpet, og snart kan fortroppen melde tilbage til kongen, at al modstand er ophørt. Tilbage har han blot at gøre regnskabet op.
Edvard lader sine mænd indsamle skjolde, så skrivere kan opgøre, hvor mange franske riddere der er faldet i slaget.
Det endelige tal lyder på 1.542 adelsmænd, og hertil kommer et ukendt antal armbrøstskytter og andre fodsoldater – den slags menigmænd talte ikke i de officielle opgørelser. Englænderne finder også det hellige franske krigsbanner, Oriflamme. Edvards hær har kun mistet omkring 300 mand.
Hundredårskrigens første store slag er en knusende engelsk sejr – og flere følger.
I 1356 vinder prinsen af Wales lige så stort ved Poitiers – hvor han endda tager Frankrigs konge til fange. Englænderne har vist, at den traditionelle ridder til hest ikke er uovervindelig.