Snydt for tronen
Hadsk ægteskab endte i mord
Hvor: Napoli, Italien
Hvornår: 1327-1345
Da Napolis konge, Robert 1., døde i 1343, arvede hans 18-årige barnebarn, Joanna, tronen.
Dermed havde den afdøde konge afskåret sin svigersøn, Andreas, fra magten, selvom han som Joannas fætter og ægtemand havde samme ret til tronen.
Faktisk var udsigten til, at Andreas ville blive konge, årsagen til, at Joanna og han var blevet gift i en alder af henholdsvis syv og seks år.
Angiveligt blev Andreas kvalt af sine overfaldsmænd, som kylede liget ud ad vinduet.
Ægteparret havde hadet hinanden lige siden, og nu frygtede Andreas for sit liv.
Hans mor, dronningen af Ungarn, bestak derfor paven til at støtte, at også Andreas blev kronet.
Om aftenen efter en jagttur i 1345 blev Andreas imidlertid overfaldet af en gruppe adelige, som kvalte ham og kastede liget ud ad vinduet. Joanna nægtede involvering.
Angiveligt myrdede kong Johan personligt tronarvingen Arthur og smed hans lig i Seinen.
Prins Johans udfordrer forsvandt sporløst
Hvor: England
Hvornår: 1187-1203
Som barnebarn af Englands kong Henrik 2. var den unge Arthur udset til at nå rigets højeste tinder.
Allerede fra sin fødsel i 1187 lå han nummer to i arvefølgen til tronen. To år senere døde kongen, og Arthurs farbror, Richard, overtog tronen og blev populær under tilnavnet Løvehjerte.
Richard tilbragte en stor del af sin regeringstid på korstog i Det Hellige Land og efterlod Englands styre til sin lillebror, Johan – Arthurs onkel.
Da Richard døde i april 1199, var Arthur kun 12 år gammel, så på sit dødsleje udpegede Løvehjerte sin bror Johan til arving og forbigik dermed Arthur.
Den engelske konge regerede på det tidspunkt over store dele af Frankrig, og de franske adelsmænd flokkedes om Arthur, som de så som den retmæssige konge.
Arthur blev taget til fange
Med Arthur i spidsen gjorde store dele af Englands franske besiddelser derfor oprør. Opstanden blev dog hurtigt nedkæmpet af kong Johan, og i 1202 blev Arthur taget til fange.
Den unge tronarving blev i første omgang sat i fangenskab hos en af kongens adelsmænd, Hubert de Burgh, der af kongen blev beordret til at kastrere og blinde den unge Arthur.
En blind dreng uden sin manddom ville efter Johans overbevisning ikke kunne godtages som konge og ville derfor ikke længere udgøre en trussel. Men de Burgh kunne ikke få sig selv til at udføre ordren.
I stedet blev Arthur i 1203 sendt i fangenskab i Frankrig hos adelsmanden William de Braose, der var kendt for sin brutalitet.
Kort efter forsvandt Arthur sporløst og blev aldrig set igen. I samtiden mente mange, at Johan personligt havde myrdet den blot 16 år gamle Arthur, fordi han ikke kunne få sine folk til det.
“Efter aftensmad torsdag før påske (3. april 1203, red.), da han var fuld og besat af djævelen, dræbte han ham med sine egne hænder og bandt en sten til liget og kastede det i Seinen”, lød det samme år i Margam-krøniken.
Efter Arthurs død stod hans søster Eleanor næst i tronarvefølgen, men Johan og siden hans søn holdt hende indespærret resten af hendes liv – næsten 40 år.
Arvingerne døde på stribe
Hvor: Frankrig
Hvornår: 1368-1422
Middelaldermonarkens vigtigste opgave var at producere en arving.
Det var ikke svært for Frankrigs kong Karl 6., der fik hele 12 børn, halvdelen drenge.
Kongens problem var imidlertid at holde arvingerne i live. Den første søn, med samme navn som faren, døde få måneder efter fødslen i 1386.
Den næste søn, også navngivet Karl, overlevede i ni år, inden han bukkede under for sygdom. Nu var det sønnen Ludvigs tur. Han nåede at deltage i kongens krige, men blev også syg og mistede livet.
Karl 6. blev kaldt den Gale, bl.a. fordi han under et felttog angreb sine egne mænd. Desuden kunne han ikke genkende sine børn – men dem var der også 12 af, og tre af dem hed præcis det samme som han selv.
Karl havde nu mistet tre arvinger. Kongens fjerde søn, 16-årige Jean, nåede at være tronarving i halvandet år, før også han døde – muligvis forgiftet af kongens bror, der anglede efter kongetitlen.
Men Karl havde endnu en søn, som også hed Karl.
Frankrigs vedvarende krig mod England gik dog nu så skidt, at Karl 6. i 1420 måtte anerkende Englands konge som sin arving. Da Karl 6. døde i 1422, måtte sønnen Karl derfor kæmpe i syv år for at erobre tronen.
Druksejlads kostede tronarvingen livet
Hvor: Den Engelske Kanal
Hvornår: 1120
I november 1120 tog Vilhelm Adelin, Englands tronarving og barnebarn af Vilhelm Erobreren, ud på en rejse, der fik fatale konsekvenser for historiens gang.
Vilhelm Adelin, hans far, kong Henrik 1., samt flere af kongens illegitime børn skulle fra Normandiet og hjem til England. En kaptajn tilbød kongen at sejle dem alle på fartøjet Det Hvide Skib.
Kong Henrik havde dog allerede et ventende skib, men prins Vilhelm og omkring 300 fra kongens følge tog imod tilbuddet.
Som tak forsynede kongen skibet og dets besætning med store mængder vin, og inden afsejlingen var både passagerer og besætning derfor stærkt berusede.
Halvsøsterens skrig fik prins Vilhelm til at vende om. Det kom til at koste England dyrt.
Da skibet om aftenen lagde fra land, opfordrede Vilhelm kaptajnen til at forsøge at indhente kongens skib. Pludselig ramte skibet et klippeskær og begyndte at synke.
Prins Vilhelm kom i en jolle og var på vej væk, da han hørte sin halvsøsters skrig fra skibet. Han vendte båden, men da dusinvis af andre hoppede ned i jollen, kæntrede den, og alle druknede.
En knust kong Henrik måtte i stedet udråbe datteren Matilda til tronarving, men selvom adelen lovede at støtte hende, fulgte en brutal magtkamp.
Som en krønikeskriver skrev: “Intet skib, der nogensinde har sejlet, bragte England så stor en katastrofe”.
Problembarn fældet af et svin
Hvor: Frankrig
Hvornår: 1116-1131
Som søn af Frankrigs Ludvig 6. blev den unge prins Filip i 1129 udråbt som sin fars med-regent, da han fyldte 13 år.
Prinsen viste sig dog snart som noget af et problembarn.
Han nægtede at følge sin fars anvisninger, og – som krønikeskriveren Walter Map skrev – “Han drev væk fra den opførsel, som hans far fulgte, og med sin overdrevne stolthed og tyranniske arrogance var han en byrde for alle”.
Filip skulle dog aldrig komme til at regere Frankrig alene. Blot to år efter sin kroning red han forbi et marked, da en undsluppen gris pilede ud foran Filips hest, der styrtede.
Den unge Filip døde få dage efter af sine kvæstelser.
Selvom sønnens død var en katastrofe for forældrene, var der utvivlsomt mange, som i al stilhed takkede grisen varmt.
Prinser endte livet i Tårnet
Hvor: England
Hvornår: 1483
I 1483 døde Englands kong Edward 4. Hans søn med samme navn skulle overtage tronen som Edvard 5.
Men da tronarvingen kun var 12 år gammel og hans bror blot ni, blev brødrenes farbror Richard, hertug af Gloucester, sat til at bestyre riget, indtil Edward var gammel nok til at regere.
Richard havde dog ikke i sinde at lade nogen af de to drenge komme til magten.
Den planlagte kroning af Edward 5. blev igen og igen udsat, og efter nogle måneder udråbte Richard sig selv til konge.
Tronarvingen Edward 5. og hans lillebror, Richard, blev fængslet i Tower of London og kort efter myrdet.
Samtidig erklærede den nykronede konge, at de to prinser ikke var retmæssige arvinger, da giftermålet mellem deres far og mor ifølge ham ikke havde været legitimt.
Prinserne blev derfor sat i fængsel i Tower of London. I juli 1483 forsøgte en gruppe adelsmænd uden held at befri de to prinser. Ingen hørte nogensinde fra prinserne igen.
De formodes at være blevet myrdet. I 1674 dukkede skeletterne af to drenge op under en trappe i Tower of London.
De blev aldrig nærmere undersøgt, men antages at være de to myrdede prinsers jordiske rester.
Historiens uheldigste arving tabte fire kongeriger
Hvor: Syd- og Østeuropa
Hvornår: 1372-1407
Blandt de mange arvinger, der aldrig fik en kongetrone, var ingen så tæt på så mange forskellige troner som franske Ludvig 1., hertug af Orléans.
Som næstældste søn af den franske kong Karl 5. var Ludvig ikke hovedarving til den franske trone.
I stedet blev han som barn i 1374 forlovet med den ungarske prinsesse Katarina, hvis far, Ungarns konge, ingen sønner havde.
Efter giftermålet stod Ludvig ikke alene til at blive konge i Ungarn, men også i Polen, som hans ungarske svigerfar havde arvet fra sin onkel.
Derudover ville Ludvig arve svigerfarens krav på kongedømmet Napoli.
Ludvigs fire kongemuligheder
1. Ungarn
Den ungarske konge havde ingen sønner, så da Ludvig blev forlovet med hans ældste datter, Katarina, stod han til at blive konge.
2. Polen
Ludvig havde udsigt til at blive konge af Polen, for i 1370 havde den ungarske konge arvet det polske kongerige fra sin barnløse onkel.
3. Napoli
Ungarns konge gjorde krav på kongeriget Napoli, som altså potentielt også kunne blive Ludvigs.
4. Frankrig
Ludvigs ældre bror arvede Frankrigs trone i 1380, og da han blev sindssyg, stod Ludvig i en god position til at blive konge af Frankrig.
Men i 1378 døde prinsesse Katarina, og alle drømme om en kongetitel blev knust.
Heldigvis kom der igen ungarsk hjælp til Ludvig – denne gang i form af den ungarskfødte dronning Elisabeth af Bosnien.
Ved at gifte sig med hendes datter Maria ville Ludvig igen stå først i rækken til de ungarske, polske og napolitanske troner.
Uheldigvis var Maria allerede forlovet med hertug Sigismund af Luxemburg – men den forlovelse kunne med pave Clemens 7.s accept ophæves.
Så det blev den. Og i 1385 giftede Ludvig sig med Maria og var nu igen arving til hele tre europæiske troner.
Men til Ludvigs uheld var Clemens 7. ikke tidens eneste pave.
Den katolske kirke var splittet i to, og i Ungarn lyttede adelsmændene mere til pave Urban 6. i Rom end til Clemens 7., der sad i franske Avignon, så da den forsmåede hertug Sigismund kort efter invaderede Ungarn, mødte han ingen modstand.
Sigismund fik Marias ægteskab annulleret og giftede sig med hende. Ludvig var dermed igen ude i kulden.
Hjemme i Frankrig havde Ludvigs bror arvet farens trone og regerede nu som Karl 6., men Karl led af sindssyge og havde ingen mandlige arvinger.
Ludvig var derfor sikker kandidat til at arve tronen. Men snart lagde han sig ud med sin onkel, Johannes den Frygtløse. Det endte fatalt.
I 1407 overfaldt 15 mænd Ludvig midt i Paris’ gader.
Hans hænder blev hugget af og kraniet kløvet. Angrebet kostede Ludvig livet samt hans fjerde chance for at arve en kongetrone.
Ludvigs jagt på en kongetrone endte midt på en gade i Paris, hvor han blev hugget ihjel.
Pave-søn blev stukket ihjel
Hvor: Rom
Hvornår: 1497
Giovanni Borgia var ikke søn af en konge eller en hertug.
Hans far var derimod den mest magtfulde mand i middelalderens Europa: Pave Alexander 6. Giovanni, som oftest blev kaldt Juan, blev sidst set i live, da han forlod en fest om natten den 14. juni 1497 i Rom.
Giovanni Borgia blev knivstukket ni gange og fik halsen skåret over.
Den næste morgen blev Juans lig fundet i Tiber-floden med halsen skåret over og ni knivstik i kroppen.
Der var stadig penge at finde på liget, så rovmord var udelukket. I stedet vendte mistanken sig mod Juans lillebror Gioffre.
En morderisk familie
Juan havde haft en affære med Gioffres hustru, og desuden stræbte Gioffre efter storebrorens plads i familien.
Juan havde været pavens yndlingssøn og stod først i rækken, når paven uddelte titler. Det blev dog aldrig bevist, at Gioffre stod bag mordet.
Richard Løvehjerte blev taget til fange af Leopold af Østrig og anklaget for mord.
Løvehjerte stod bag snigmord
Hvor: 1192
Hvornår: Jerusalem
I april 1192 blev hertug Konrad af Montferrat valgt af de kristne korsfarere som ny konge af Jerusalem.
Men allerede få dage senere, da den nyudnævnte kong Konrad begav sig ud i Jerusalems gader, blev han overfaldet.
“Da han fornøjet gik rundt, kom to unge mænd uden kapper, men bevæbnet med knive, løbende mod ham, og stak ham i kroppen, så han faldt om”, fortæller krønikeskriveren Ambroise.
Morderne tilhørte den frygtede muslimske sekt assassinerne. De var særlig trænede snigmordere og blandt de dygtigste af deres slags i middelalderen. Men hvem havde hyret dem?
Rygterne var mange. Nogle mente, at Richard 1. Løvehjerte stod bag, da han havde været arg modstander af Konrads kandidatur til titlen som konge af Jerusalem.
Inden han døde, skulle en af de tilfangetagne snigmordere have udpeget Løvehjerte som bagmanden.
Da Løvehjerte efterfølgende rejste hjemad, blev han taget til fange af Konrads fætter, Leopold 5. af Østrig.
Leopold bragte Løvehjerte til den tysk-romerske kejser, med anklage for mord. Løvehjerte blev dog frigivet mod en betaling på 35 tons sølv.
Snydt af sin moster
Hvor: Norden
Hvornår: 1375-1412
Da den danske kong Valdemar 4. døde i 1375, var det meningen, at barnebarnet Albrecht 4. af Mecklenburg skulle arve tronen.
Men Albrechts moster, Margrete, havde andre planer.
Hun fik overtalt de danske herremænd til at vælge hendes lille søn, Oluf, til konge – og hende selv som midlertidig regent.
Margrete ydmygede Albrecht af Mecklenburg yderligere ved efter Albrechts død at adoptere hans nevø og udnævne ham til sin arving.
Nogle år senere blev Oluf også valgt til konge af Norge, og i 1387 invaderede Margrete Sverige og satte med den svenske adels velsignelse også Oluf på tronen dér.
Nu var Margrete formynder-regent i alle tre nordiske riger.
Men så døde den nu 17-årige Oluf, og Albrecht var pludselig igen førstearving.
Margrete indkaldte dog straks rigets vigtigste mænd, der gik med til, at hun blev rigsforstander. Albrecht var igen blevet snydt og døde snart efter.
Den Sorte Prins knuste sig selv
Hvor: England
Hvornår: 1330-1376
Edward af Woodstock, kendt som Den Sorte Prins, var Englands måske mest perfekte tronarving.
Som ældste søn af kong Edward 3. førte han de engelske hære fra sejr til sejr og blev udråbt til sin tids største ridder.
Edward af Woodstock kunne være blevet en af Englands stærkeste konger.
I sin iver for at imponere alle blev han imidlertid såret et utal af gange, og i 1376 var tronarvingens krop så svækket, at han døde af dysenteri.
Året efter døde kong Edward 3. På tronen kom Den Sorte Prins’ søn Richard 2., der modsat sin far var tyrannisk og psykisk ustabil.
