I middelalderen eksisterede der ganske få karrieremuligheder. Blev du født som bonde, døde du nok også som bonde. Var din far skomager, endte du formentlig med at stå og lappe såler. Og tjente dine forældre for de velhavende, var udsigten til et liv som tyende meget sandsynlig.
Men ét sted i middelaldersamfundet kunne du få opfyldt dine vildeste drømme: Hvis du besad skuespillertalent, mestrede en smule matematik, havde hurtige hænder og allervigtigst var udstyret med en god fantasi, kunne du bryde din sociale arv og gå fra ludfattig hjemløs til kongens mest betroede ven. For spåkoner og -mænd kunne “evnen” til at forudsige fremtiden nemlig være guld værd.
Formel fortalte om fremtiden
Selvom spådomskunsten havde sin storhedstid i middelalderen, ved historikere, at fremtiden var en god forretning allerede for 2.500 år siden. Arkæologer har nemlig fundet 13 papyrusfragmenter af en spåmandsguide fra antikkens Grækenland, der blev brugt af oraklet i Astrampsychos.
Verdens ældste spådomme står på en græsk papyrus, som i dag befinder sig på British Library i London.
Papyrussen er i sin fulde form en spådomsmanual med kolonner af tal – ud for hvert nummer står en præfabrikeret sætning. Nysgerrige sjæle kunne så møde op hos oraklet, hvor de blev bedt om at nævne et tilfældigt tal. Ud for tallet 101 stod fx den allerede nedskrevne spådom, “modtager du æg, vil det bringe problemer eller ulykke”.
Selvom spådomme eksisterede allerede i oldtiden, var det i middelalderens Europa, at jobbet som sandsigerske fik sin storhedstid. Her fandt omrejsende romaer ud af, at deres eksotiske udseende og isolerede levevis lagde et slør af mystik over dem. Mystikken tiltrak nysgerrige sjæle, som kunne få læst fremtiden i håndfladerne.
I løbet af en årrække udviklede spåkonerne et helt system for hændernes linjer, som fortalte om begivenheder i en fjern fremtid, som: “Du er generelt uheldig i kærlighed”, og den snarlige fremtid, a la: “Du vil snart møde kærligheden”.
Rygter ville vide, at visse spåkoner forstod at udnytte situationen. Mens hun holdt klienternes hænder under seancen, havde en smidig makker mulighed for at tømme dennes lommer.
“Modtager du æg, vil det bringe problemer eller ulykke”. Græsk papyrus med spådomme.
At få forudsagt sin fremtid blev i løbet af 1500-tallet umådelig populært – og med god grund. Ikke nok med at kunderne følte sig klogere og ofte opløftede, når de havde fået spådomme med, så var hvert besøg, og hvilken metode spåkonen valgte, altid en spændende overraskelse.
Nogle gange greb spåkonen hænderne og læste løs. Andre gange kunne skyernes form og bane afsløre skæbnetungt nyt om kærlighed og økonomi. Også jord og kaffegrums afgav tilsyneladende magiske signaler til de kloge koner, mens en af de populæreste metoder var at lade høns gå rundt og samle korn op. Alt efter hønsenes sult og rute kunne spåkonen komme med lyserøde løfter eller uhyggelige varsler.
Spillekort var et hit
En metode stak dog alle andre og var spåkonens vigtigste forretningskort – bogstavelig talt – for de mystiske tarotkort gav et ekstra lag spænding under spåningen. Her trak kunden nemlig selv kortet og afgjorde dermed sin egen fremtid.
Kort og håndflader var flittigt brugt
Særligt to metoder var populære hos spåkonerne. Enten skulle kunden trække tarotkort, hvor narren var eftertragtet at støde på, eller også skulle håndfladen læses med dens mange linjer.
Narren
Narren går lykkeligt og naivt ud i verden uden at se sig for. Han er ved at falde ud over klippen, og en hund prøver at advare ham uden held. Skridtet ud i det farlige er nødvendigt for at opleve eventyr og udvikling og vende hjem som et klogere og måske rigere menneske.
Håndfladen
Alle håndflader er unikke, og hver krusning, fordybning og markering har en betydning i håndlæsningen. Og alene på tommelfingeren kan spåkonen finde viden om klientens passioner, kløgt og vilje.
Kortene dukkede første gang op i Italien i midten af 1400-tallet. Her blev de brugt som almindelige spillekort i et spil tarocchi, som minder lidt om vore dages bridge. De farverige kort fandt med tiden ind i spåkonernes telte, hvor kunderne trak løs for at kende deres skæbne, og særligt to kort varslede store ændringer i livet:
Kortet “Døden”, med en tegning af et ridende skelet med en le, skulle ikke tages bogstaveligt. Alligevel kunne kortet medføre både chok og fortvivlelse hos de uheldige, som trak det dystre motiv på papstykket. “Døden” forudsagde dog ikke altid død – kortet varslede, at store ændringer var på vej. I en tid, hvor store ændringer ofte var lig med sult, naturkatastrofer, fattigdom eller krig, blev “Døden” alligevel sit ry værdigt.
Dødens mere positive makker var “Narren”. Kortet symboliserede også ændringer, men i form af en rejse, som kunden snart skulle ud på – fysisk eller i ånden. Rejsen rummede usikkerhed og faldgruber, men også eventyr og udvikling.
“Døden symboliserede altid, at store ændringer var på vej”.
For de dygtigste spåkoner ventede en lukrativ fremtid. Deres rige kunder ønskede nemlig ikke kun at kende deres egen fremtid; de ville også vide, om tiden fx var gunstig for en krig eller et plyndringstogt. Derfor havde fyrster og konger ofte, ud over deres personlige læge, præst og generaler, også spåkoner og -mænd til at rådgive dem
Dermed var sandsigerske faktisk en af de få karrieremuligheder for uuddannede fattige i middelalderen. Og en spåmand som den kendte Nostradamus arbejdede sig helt ind i kongeslottets gemakker. Netop Nostradamus spåede sig vej ud af sit liv som apoteker for at ende som personlig rådgiver for den franske kong Karl 9., efter at han i sine syner havde forudset, at kongehuset ville komme i vanskeligheder.
Nostradamus’ forudsigelser er bevaret og bliver stadig gransket. Og folk med trangen til at kende fremtiden har uanede muligheder for at blive spået – personligt eller online – endda med kunstens ældste metode: Den manual, som oraklet i Astrampsychos brugte. Den oversatte papyrus ligger i dag online på British Library, hvor nysgerrige sjæle kan stille et spørgsmål, taste et tal ind og få svar om fremtiden – nøjagtig som de gamle grækere for 2.500 år siden.