Tempelridderne bag facaden

Den tunge lyd fra kapellets kirkeklokke river nattestilheden i stykker. Theuderic er midt i en drøm, men vælter fortumlet ud af sengen – eller rettere ned fra sin hårde halmmadras. Den unge mand ved, at han i løbet af få minutter skal stille i preceptoriets lille kirke, ellers falder Guds – og især kommandantens – straf.

Da Theuderic har fået stablet sig på benene, småløber han over gårdspladsen til kapellet, hvor han modtager nik fra husets fire andre riddere. I en halv time er alle mand fordybet i bøn, overvåget af husets præst.

Bagefter må Theuderic en tur omkring stalden og se til hestene, inden han igen tumler omkuld på madrassen i sit lille kammer. Øjnene glider i, mens tanker om Gud og minder om familien filtrer sig sammen i en ny, forvirret drøm.

Theuderic er 25 år gammel og har i 1180 kun været tempelridder i to år. Men selvom han altid er iført ordenens lange, hvide krigerkappe med det røde kors på brystet, har han aldrig trukket et sværd i kamp og er langt fra Det Hellige Land.

Theuderic arbejder på en landbrugsejendom – huset Bisham 50 kilometer vest for London. Den unge mand har for længst vænnet sig til ordenens enkle og asketiske liv. Men én last har han, som han for enhver pris må holde skjult for husets kommandant.

Ridderne holdt hænderne over dynen

Selvom tempelridderne er kendt for heltemodig beskyttelse af kristne pilgrimme i Det Hellige Land og drabelige slag mod muslimerne, var ordenens engagement i Palæstina kun toppen af det militære isbjerg. Tempelridderne drev hundredvis af huse, gårde og sågar små industriområder over hele Vest- og Sydeuropa.

Opgaven var først og fremmest at tjene penge til kampen mod de vantro, for korstog og befæstede borge i Det Hellige Land lagde et evigt dræn i skatkisten. Mange ejendomme var doneret til ordenen af fromme stormænd og fyrster, og hårdtarbejdende tempelriddere forsøgte at presse så meget ud af jorden som muligt.

Hidtil har vi ikke vidst meget om livet blandt disse menige riddere langt fra kamppladserne omkring Jerusalem. Men opdagelsen af nye dokumenter afslører en hverdag, hvor arbejdet fyldte næsten samtlige vågne timer, og religiøsitet var vævet ind overalt.

Riddernes liv var rammet ind af den såkaldte Latinske Lov, som var en slags grundlov for ordenen. Regelsættet bestod af 72 paragraffer, som beskrev, hvordan brødrene skulle arbejde, bede og ære Gud – men også indeholdt praktiske anvisninger på alt fra designet på skoene (spidse sko var forbudt) til, hvordan nattesøvnen skulle foregå.

“Ridderne skal til alle tider sove i trøje, ridebukser, sko og bælte. Og hvor de sover, skal der være lys, indtil morgenen kommer”, forkynder bud nummer 21 i Den Latinske Lov.

Theuderic kendte reglerne, så da han returnerede til sit kammer efter den natlige bøn, beholdt han naturligvis alt tøjet på. Ligesom mange af sine kammerater havde den unge ridder tilføjet en uldsnor til det obligatoriske bælte. Uldsnoren blev båret under trøjen og holdt undertøjet på plads, så kroppen var tækkeligt dækket både dag og nat.

Samtidig skulle garnet minde ridderne om deres afholdenhedsløfte som en form for symbolsk kyskhedsbælte. Theuderic havde endda sørget for, at uldsnoren havde været i kontakt med et af husets dyrebare relikvier – en træsplint, som ifølge præsten havde været en del af Jesu kors.

Baggrunden for de skrappe natteregler var, at Den Latinske Lov oprindeligt var skrevet for riddere i Det Hellige Land. Hvis krigermunkene sov fuldt påklædte med lyset tændt, havde en fjende sværere ved at liste sig ind på soldaterne i ly af mørket.

I Vesten var reglen mindre nødvendig, men blev alligevel nidkært overholdt – uden tvivl fordi reglementet samtidig var en ekstra garanti for dyden: Når lyset var tændt, var mændene mindre tilbøjelige til at røre ved sig selv.

Kirker var luksusfælder

Princippet om absolut afholdenhed blev trampet ind i ridderne fra begyndelsen. Allerede inden optagelsen havde Theuderic ligesom alle andre ansøgere aflagt tre løfter: Over for Gud og den hellige jomfru lovede han at være lydig over for stormesteren, at leve uden personlig ejendom og at bevare sin fysiske renhed.

Ikke mindst det sidste bud var vigtigt. Og for ikke at friste nogen var kontakt med kvinder begrænset til et minimum.

“Vi mener, det er en farlig ting for enhver gudfrygtig mand at se for længe på en kvindes ansigt. Af denne grund må ingen kysse en kvinde, det være sig enke, ungmø, moder, søster eller tante”, formaner Den Latinske Lov.

Selv noget så dagligdags som at modtage vand fra en kvinde til at vaske hænder i var på den sorte liste. Eneste undtagelse var syge riddere, som måtte ansætte en kvinde til at våge over sig. Pleje af ældre og svagelige blev ikke anset som passende for mænd.

Mens kvinder var næsten fraværende, blev Gud placeret i centrum. Theuderic og de øvrige riddere var underlagt et strengt religiøst regime.

Den natlige messe var den første af døgnets syv tidebønner, hvor deltagelse var obligatorisk. Kun hvis ridderen var på rejse i ordenens tjeneste, kunne han fritages, men skulle i stedet fremsige fadervor på tilsvarende tidspunkter: 13 gange i stedet for nattebønnen, ni gange som erstatning for aftenbønnen og syv gange for døgnets øvrige bønner.

Messerne foregik i kapeller, hvor brødrene skiftevis skulle stå, knæle og sidde på det kolde stengulv. I det mindste kunne mændene imens glæde sig over kirkernes overdådige udsmykning. Tempelriddernes kirker var blandt middelalderens flotteste.

Den engelske professor i middelalderhistorie Helen Nicholson har gravet inventarlister frem, som er udfærdiget i forbindelse med konfiskationen af ordenens ejendomme efter arrestationerne i 1307 og 1308.

Dokumenterne viser, at Theuderics kirke i Bisham blandt andet kunne byde på et guldbelagt kors, et orgel, en tavle med et billede af Jomfru Maria under en kostbar ædelsten, to forsølvede kalke, to store klokker, to tunikaer broderet med silke, tre bøger med vekselsange, flere dyrebare religiøse værker, adskillige håndkolorerede gobeliner og en bådformet skål med røgelse.

Den kirkelige overdådighed har tæret på midlerne, men brødrene var stolte over deres kirker. Selveste Jacques de Molay, ordenens sidste stormester, udtalte i et forhør:

“Jeg kender ikke til nogen anden orden, som har bedre og smukkere udsmykning, relikvier og alt, hvad der er nødvendigt for guddommelig tilbedelse, end tempelridderne”.

Blodig bog blev favoritlæsning

Selvom tempelridderhusenes kapeller formelt kun var for husets beboere, blev bygningerne mange steder brugt af folk fra egnen. Adskillige lægvidner ved retssagen mod ordenen i England og Irland berettede, at alle kunne gå ind i riddernes kapeller når som helst. Især var ordenens samlinger af relikvier populære.

Tempelridderne var besatte af relikvier, og næsten alle kapeller havde hellige genstande eller dele af martyrer; fx opbevarede Theuderics hus i Bisham knoglestumper fra brødrene Kosmas og Damianos, der led martyrdøden omkring år 300 i den romerske provins Syrien.

Tro og tilbedelse var ikke begrænset til kirken. I løbet af dagen skulle alle fremsige regelmæssige takkebønner, og også aftensmaden blev serveret med kristendom som tilbehør. Under måltidet spiste ridderne i stilhed, mens en præst eller en broder læste højt af Biblen.

En særlig favorit for ordenen var Dommerbogen fra Det gamle testamente. Bogen er fuld af beretninger om blodige slag og blev betragtet som særlig velegnet for krigermunkene. Heldigvis for Theuderic, der ligesom langt de fleste riddere i England ikke forstod latin, var fortællingerne kort forinden blevet oversat til anglonormannisk, som dengang blev talt på De Britiske Øer.

Mens Theuderic svælgede i gammeltestamentlige massakrer, måtte han sammen med en anden broder deles om én tallerken. Ridderne skulle spise i par og gensidigt sørge for, at begge havde nok – en henvisning til ordenens første år i dyb fattigdom.

Menuen var for det meste skrabet, og kun tre gange om ugen – tirsdag, torsdag og søndag – var der kød på kortet. Fredag var fastedag, og de øvrige dage måtte ridderne tage til takke med grøntsager som kål, roer, gulerødder og pastinakker samt ikke mindst brød. En tiendedel af brødet var dog reserveret som almisse til de fattige. Vand var der altid på bordet, men ridderne fik også ofte vin.

Slaver havde status som husdyr

Før og efter måltiderne stod der arbejde på menuen. Huset i Bisham havde værksteder, som producerede tøj og husgeråd, ligesom ridderne bestyrede en vindmølle.

Theuderic var født på et gods og skulle især lægge kræfterne i på marken. Foruden selv at stå for pløjningen styrede han tre ansatte og to slaver, som fra tidligt forår til sent efterår sled med hakker og spader. Næsten alle tempelridderhuse havde betalt arbejdskraft, og ordenen blev for det meste anset for at være gode arbejdsgivere. Foruden en rimelig løn modtog markarbejderne betaling i korn og fik udleveret varme vanter om efteråret.

Anderledes var det med slaverne, som stod opført på inventarlisten sammen med husdyrene. Slaver var som regel muslimske krigsfanger fra kampagnerne i øst, men tempelridderne indkøbte også af og til slaver på lokale markeder. Slaverne blev sat til ubehagelige opgaver som at grave afføring ned, men var værdifulde for husene og måtte helst ikke lide overlast.

Reglerne specificerer, at riddere ikke måtte give slaver tunge jernkæder om halsen eller stikke i dem med sværd uden tilladelse fra kommandanten. Dog kunne brødrene slå eller piske slaver, som havde fortjent det.

Sammen med sine arbejdere og slaver producerede Theuderic først og fremmest hvede ligesom de fleste tempelridderhuse i England. Årsagen til afgrødens popularitet var ganske enkelt, at hvededyrkning betalte sig bedst.

Omkring 40 procent af tempelriddernes besiddelser i England var hvedemarker, og dokumenter fra 1100- og 1200-tallet viser, at hvede gav de bedste priser. Ofte blev afgrøderne solgt i forvejen til italienske købmænd, så ordenen havde penge til investeringer.

Til gengæld krævede hvede meget arbejde og ikke mindst gødning. En af Theuderics vigtigste opgaver var at få folkene til at indsamle ekskrementer fra heste og grise og sprede gødningen over markerne.

Riddere opfandt snedig fidus

Men hvedeproduktionen var langtfra temperiddernes eneste pengemaskine. Huset i Bisham lånte som mange andre ud til lokale stormænd, men også håndværkere, landmænd og alle andre, der manglede likvider, kunne trække på kontoen hos de pengestærke riddere.

Sikkerheden var ofte tøj, men ridderne godtog også landområder. Og hvis kunden ikke kunne betale tilbage – nå ja, så voksede ordenens besiddelser med endnu mere land.

Naturligvis var det ikke gratis at låne hos tempelridderne. Ganske vist forbød den katolske kirke at tage renter, da rentetilskrivning blev betragtet som en synd, men de driftige brødre fandt en udvej: I stedet for rente opkrævede ordenen lejeafgift af de udlånte beløb. Forskellen i ordlyd var nok til at tilfredsstille pavestolen, men resultatet var naturligvis det samme.

Købmænd og andet godtfolk kunne også mod betaling få værdier opbevaret hos tempelridderne – og ikke kun guld og mønter. Datidens mest effektive private bankvæsen tog gerne vigtige dokumenter, husdyr og sågar fanger i sikker forvaring.

Endnu en snedig fidus fyldte op i skatkamrene. I 1139 havde paven i bullen “Omne datum optimum” givet tempelridderne en særstilling, hvor ordenen kun var ansvarlig over for pavestolen. Ordningen betød samtidig, at ridderne var fritaget for at betale både kirkelige skatter og almindelige afgifter.

Fritagelsen gjaldt også lejere på ordenens ejendomme. Da lejerne ikke behøvede at betale skat, kunne ridderne opkræve en højere husleje. Tempelridderne indgik endda aftaler med folk, som lånte ordenens velkendte røde kors, så deres ejendomme formelt hørte under tempelridderne – og skattefritagelsen.

Den kreative bogføring kunne naturligvis ikke undgå at blive bemærket i samtiden. Omkring 1250 skrev en digter værket “Sur les états du monde” (Om verdens stater), hvor han gjorde sig lystig over alle samfundets klasser fra pave til bønder. Om tempelridderne berettede han:

“Tempelridderne er dejagtige mænd, som ved, hvordan de skal berige sig selv. De er for glade for penge. Når priserne er høje, sælger de deres hvede hellere end at give den til de trængende”.

Fornøjelser var forbudt

Tempelriddernes buldrende økonomi kom ikke Theuderic til gode. Alle indtægter gik i ordenens kasse, og ridderen levede personligt i yderste fattigdom.

Da Theuderic blev indviet til et liv som ordensbroder, måtte den unge mand fraskrive sig alle de materielle goder, middelalderen kunne byde på – og de fleste fornøjelser med.

Theuderic ejede kun sine våben, et sengetæppe og en hård pude foruden tøjet, han gik i. Og når han fik et nyt sæt, måtte han pænt aflevere det gamle. Mændene tog kun sjældent bad, så ét sæt var for det meste tilstrækkeligt.

Den hvide kappe måtte ikke pyntes på nogen måde, og især pelsværk var strengt forbudt. Hvis Theuderic skulle driste sig til at bede om en pænere kappe, foreskrev reglerne, at han skulle have udleveret den mest pjaltede, huset rådede over.

Privatliv var også en ukendt luksus. Intet i ordenen måtte være hemmeligt, og Theuderic havde ikke lov til at skrive breve til familien uden tilladelse fra kommandanten i Bisham. Og hvis han selv modtog et brev, skulle det læses op ved aftensmaden i alles påhør.

Tiden efter måltidet var reserveret til stilfærdige sysler og religiøs fordybelse. Spil var bandlyst, ligesom ridderne i modsætning til mange andre i middelalderen aldrig lyttede til historiefortællere eller overværede optrædener af rejsende skuespillertruppe.

Jagt var der heller ikke noget af – og særlig forbudt var falkejagt, som ellers var tidens hotteste mode. I det hele taget havde ridderne bedst af at holde sig fra glæder, for som reglementet docerede:

“Det er ikke passende for en kirkens mand at give efter for fornøjelser. I stedet skal han villigt lytte til Guds befalinger, bede ofte og hver dag tårefuldt bekende sine synder over for Herren”.

Én form for jagt var dog tilladt, nemlig løvejagt. Historikerne mener dog, at reglernes bud om legal jagt på det store rovdyr skal forstås i overført betydning som en generel forsagelse af Djævlen, da der dengang som nu ikke var mange løver i Vesteuropa. Reglens bud lyder:

“Det nævnte forbud mod jagt omfatter på ingen måde løven, for han omringer dig og søger efter alt, hvad han kan fortære – hans hånd mod hver mand og hver mands hånd mod ham”.

Syndere måtte spise på gulvet

Theuderic overholdt samvittighedsfuldt sin ordens mange regler. Men én last havde han: At spille skak. Sammen med en anden broder skjulte han et spil i stalden, og i ubevogtede øjeblikke sneg de to sig over for at tage et parti.

Theuderic var ikke alene. Historikerne mener, at adskillige tempelriddere trods forbuddene indimellem spillede skak og andre spil. I flere tempelridderhuse har arkæologerne fundet både skakbrikker og terninger. Og malerier fra 1200-tallet viser tempelriddere med det karakteristiske røde kors på kappen fordybet over skakbrættet.

Hvis Theuderic blev opdaget, skulle husets kommandant tage stilling til straffen. Måske ville lederen i Bisham have vist nåde, da Theuderic var ung og ikke helt havde fundet sig til rette som ridder. Og det er faktisk også muligt, at ridderbossen godt har kendt til skakspillet.

Noget tyder på, at kommandanter har set igennem fingre med visse overtrædelser af reglerne. Malerierne kunne også indikere, at spilleriet var almindelig kendt.

Hvis husets leder skulle følge reglerne, var Theuderic som minimum blevet sat på vand og brød fire dage om ugen og tvunget til at spise på gulvet sammen med hundene. I værste fald var han blevet pisket og lagt i lænker.

Tempelridderne havde et veludbygget straffesystem, som omfattede mange varianter af korporlig afstraffelse, blandt andet pisk og gemene prygl, fængsling og ydmygelse. Hvis en ridder fx blev taget i at spise forbudte fødevarer som kød på en fastedag, kunne han idømmes vand og brød i ét år og én dag.

Alvorligste straf var at blive udstødt fra ordenen – som regel efter at være blevet pisket først. Straffen blev først og fremmest anvendt mod riddere, som havde begået den værst tænkelige synd af alle – at slå en kristen ihjel. Straffen blev fx taget i brug i 1257, da tre tempelriddere i Palæstina blev dømt for at have dræbt en gruppe kristne købmænd. Ridderne blev ekskluderet og derefter offentligt pisket.

Trubadur klagede over pengenød

For Theuderic var Det Hellige Land en fjern drøm. Selvom han ligesom mange andre unge mænd var gået ind i ordenen med drømme om storhed og ære på slagmarken, måtte han som langt de fleste nøjes med historier fra Jerusalem. Huset i Bisham modtog af og til nyhedsbreve fra brødrene i Det Hellige Land.

Brevene er nogle af de få skriftlige kilder, som tempelridderne selv producerede. Det skrevne ord var ikke i høj kurs i ordenen, og mange af ridderne kunne hverken læse eller skrive.

Nyhedsbrevene fra Det Hellige Land havde for det meste karakter af bønskrifter, hvor ordenens ledere tiggede om midler til at fortsætte kampen mod muslimerne. I 1200-tallet begyndte tempelridderen og trubaduren Ricaut Bonomel sågar at skrive sange om den økonomiske nød og især pavens ødslen med penge til alt muligt andet end striden for Jerusalem:

“Paven deler gerne syndsforladelse ud, men udviser stor nærighed over for os her. Han tillader, at korset bliver erobret, og sælger Gud og tilgivelser for penge”.

Syge slap let fra bøn

Mens Theuderic måtte nøjes med at arbejde penge hjem til sin orden langt fra Det Hellige Land, var han til gengæld godt dækket ind på andre områder. Tempelridderne sørgede for alle livsnødvendigheder og tog sig altid af syge og svage brødre.

Ordenen slækkede endda på religiøse ritualer, og fx kunne utilpasse riddere slippe for nattebønnen. Sygdomsramte havde også lov til at spise oftere, omend visse fødevarer blev anset for uegnede for de sløje, blandt andet oksekød, ål og ost.

Bisham var som de fleste huse i England ikke stort nok til at have eget infirmeri. Langtidssyge riddere blev sendt til et af to huse, der begge lå tæt ved Nordsøen, hvor de kolde østenvinde mentes at være helsebringende.

Og skulle Theuderic være så uheldig at få spedalskhed, kunne han regne med den bedste pleje hos Sankt Lazarus Ordenen, der tog sig af sygdomsofre. Theuderic ville blive sendt afsted udstyret med en tjener og et æsel at ride på.

Selv i døden tog tempelridderne godt hånd om deres egne. Døden var for ridderne blot en overgang til en himmelsk eksistens, og begravelsen skulle være så from og højtidelig som muligt.

Inden selve bisættelsen blev liget af en afdød broder vasket grundigt og svøbt i en stykke rent linned. Begravelsen skete fra husets eget kapel i indviet jord og var ofte et lokalt tilløbsstykke, hvor 100 deltagere ikke var ualmindeligt.

Borgere ville i indviet jord

Mange af dem, som kom for at overvære jordpåkastelsen, har selv håbet en dag at få del i samme ære. Ordenens standsmæssige begravelser bidrog nemlig yderligere til tempelriddernes popularitet som arbejdsgivere. Ansatte og medhjælpere havde også ret til at blive stedt til hvile i indviet jord ved kapellet, hvilket langtfra var en selvfølge for almindelige mennesker i middelalderen.

Efter begravelsen blev 100 bønner for den afdøde fremsagt hver dag i en uge. Ligeledes skulle en fattig person i 40 dage modtage den afdødes fulde ration af mad og drikke. Begge dele banede vej for en sikker entré i himmerige.

Samtidig blev den afdøde ridder ifølge datidens tro hjulpet på vej af de 60 fadervor, som hans kammerater altid skulle fremsige hver dag – 30 for de levende og 30 for de døde. Ligeledes deltog samtlige brødre hver eftermiddag i en messe for de afdøde.

Med de mange bønner og ritualer har Theuderic uden tvivl følt sig sikker på en billet til paradis. Og indtil det blev tid til at møde Gud, har han kunnet glæde sig over en tilværelse, som var tryggere end de flestes i middelalderen. Prisen var så et liv på dydens smalle midtergang – ingen jagt, intet privatliv og ingen sex.