Torturmetoder: Historiens 10 mest brutale

I middelalderen brugte man tortur til at tvinge kættere til tilståelse. Men tortur havde været kendt længe før.

30. maj 2018 af Hans Henrik Fafner

"Jeg vurderer viljestyrke efter hvor meget modstand, smerte, tortur den kan udholde og kender til at vende til sin fordel."
Friedrich Nietzsche

Den 15. maj 1252 gav pave Innocens 4. i sin Bull Ad Extirpanda Inkvisitionen næsten uindskrænket ret til brug af tortur i kampen mod kættere. Dette blev indledningen til et sort afsnit i menneskehedens historie, der først var formelt slut, da den katolske kirke i 1816 forbød tortur.

Men de brutale metoder havde eksisteret længe før Innocens 4., og trods forbud vedblev torturen at være et almindeligt forhørs-instrument - nu blot mere diskret og under andre betegnelser - men stadig særdeles smertefuldt …

1. Hudløs smerte

I oldtidens Assyrien torterede man folk ved at flå dem levende. Offeret blev klædt nøgen og lænket til en pæl, hvorpå torturbødlen langsomt begyndte at skrælle huden af med en skarp kniv.

Princippet bestod i at begynde med hovedet og arbejde sig ned ad kroppen til man nåede fødderne, men den intense smerte betød, at døden som oftest havde indfundet sig, når kniven nåede et sted på brystkassen.

Tortur skulle afskrække fjenden

Senere mellemøstlige kilder beskriver fremgangsmåden indgående. Der findes flere beretninger om, at tilfangetagne soldater har fået denne behandling, dels for at få dem til at tale og dels for at afskrække en fjendtlig hær.

Mexicos aztekere brugte metoden i forbindelse med religiøse ritualer, og der kendes desuden til enkelte tilfælde fra europæisk middelalder.

2. Bronzetyren

En katolsk legende fortæller om Sankt Eustachius, der omkring år 100 led martyrdøden ved at blive stegt levende i en bronzetyr. Fortællingen hviler ganske vist på usikkert grundlag, men kilderne fortæller, at bronzetyren har eksisteret i forskellige udformninger.

Stegt i en metalkiste

Varmetortur bestod i at offeret blev indespærret i en metalkiste, og et bål blev antændt under den. Den græske historiker Herodot beskrev metoden allerede i det 5. århundrede f.Kr., og metoden var udbredt i det antikke Grækenland.

De høje varmegrader kunne medføre døden for den indespærrede og metoden er et eksempel på, at grænsen mellem tortur og henrettelse kunne være hårfin.

Senere i historien konstruerede romerne en bronzetyr efter samme princip. Der var adgang til tyrens indre gennem en dør i siden, og når der blev tændt op under tyren kunne man høre offerets skrig gennem tyrens mund, mens der stod damp ud af næseborene.

Bronzetyren var blevet et stykke morbid underholdning.

3. Søvnløshed

Middelalderens inkvisition gjorde sine torturofre møre og fremmede hurtige tilståelser ved at nægte dem søvn.

Kættergaflen

Man anvendte en såkaldt kættergaffel. Det var en lille jernstang med to meget spidse gaffeltænder i hver ende. Den ene gaffeltand blev placeret på brystet eller kravebenet og den anden under hagen. En rem bag nakken sikrede dels, at instrumentet ikke faldt af, dels at offeret blev tvunget til at holde hovedet i en ubekvem stilling. Spidserne borede sig ind i offeret, hvis hovedet faldt forover, mens søvnen var ved at indfinde sig.

De fleste var villige til at tilstå efter et par døgn med denne anordning.

4. Lidelsens pære og tungetangen

Løgn og blasfemi blev straffet hårdt i middelalderen. Blandt de metoder, som blev taget i brug mod den type forsyndelser, var Lidelsens Pære.

Knuste kæbepartiet

Lidelsens Pære var en pæreformet jernkugle, som blev stukket i offerets mund. Den var placeret på et jernskaft med et lille håndsving i den ene ende, og når det blev drejet, åbnede pæren sig i tre eller fire dele, ligesom kronbladene på en blomst.

Virkningen var dramatisk. Når pæren åbnede sig, blev mundhulen spændt til det yderste og kæbepartiet knust, hvorved evnen til tydelig tale var ødelagt for bestandig.

Der findes flere eksemplarer af instrumentet bevaret på torturmuseer, men det er uvist, om det nogensinde har været i brug. En kilde fra 1639 nævner, at røvere brugte det mod deres ofre for at forhindre at de skreg efter hjælp under røveriet, men der findes ingen tidligere kilder, som sætter det i forbindelse med tortur.

Tungen blev revet ud

Derimod var et andet og mindst lige så effektivt instrument med sikkerhed i brug: Tungetangen var særligt konstrueret til at få et fast greb om offerets tunge, som med et rask greb blev rykket ud, så det var endegyldigt slut med at lyve og gudsbespotte.

5. Strækkebænken

Der lyder høje smæld, når knogleled bliver trukket fra hinanden. En tur på strækkebænken var ikke dødelig, men den gik for at være en af de mest smertefulde torturformer. Offeret blev lagt på bænken, der blev slået reb om håndled og ankler, og ved hjælp af tromler blev arme og ben herefter trukket langsomt i hver sin retning.

Et efter et gik knoglerne af led, og hvis torturbødlen trak længe nok, opstod der også permanente skader på muskelvæv. I visse tilfælde kunne et af lemmerne skille sig helt fra kroppen - det var gerne en arm.

Tempelridderne på strækkebænken

Strækkebænken kom hyppigt i brug, da den katolske kirke i 1307 pudsede inkvisitorerne på medlemmer af Tempelridderordenen. Ofte var det at overvære en anden mistænkt bliver torteret på strækkebænken nok til at fremtvinge en tilståelse.

6. Scavenger’s daughter

Scavenger’s daughter

Torturkældrene under Tower of London kunne i Henrik 8.’s regeringstid (1509-47) nemt måle sig med middelalderens inkvisitioner med hensyn til brutalitet.

Englænderne udviklede egne, raffinerede redskaber, og netop på den tid var den berygtede Scavenger’s Daughter i brug. Den virkede modsat strækkebænken ved at klemme menneskekroppen sammen.

Næseblod og brud på rygsøjlen

Apparatet var konstrueret i jern og lignede et stort A. Øverst var placeret en ring, som blev lagt om offerets hals, på midten blev håndleddene fastgjort, og i bunden blev benene spændt fast. Knæene blev presset så voldsomt op mod ansigtet, at den sammenkrummede stilling i de fleste tilfælde førte til næseblod, og rygsøjlen blev udsat for så stort pres, at den risikerede at knække.

Waterboarding-redskab på Tuol Sleng Genocide Museum i Cambodia

7. Vandtortur: En følelse af druknedød

Blandt de meget omtalte torturmetoder i moderne tid er waterboarding. Den består i at offeret bliver fastspændt på et bræt med hovedet let nedad. Et vådt klæde anbringes over ansigtet, og når der hældes vand på klædet oplever offeret en følelse af drukning.

Vandtortur gammel metode

Metoden er imidlertid langt fra ny. Den spanske inkvisition benyttede tortura del agua, altså vandtortur, som var baseret på samme princip. Her blev en gennemvædet klud stoppet ind i offerets mund, og når mere vand blev hældt på, opstod samme fornemmelse.

Metoden var populær, fordi den uden at efterlade sig fysiske spor førte til hurtige tilståelser. Det fik i 1631 den tyske jesuiterpræst Friedrich von Spee til at skrive, at ”det er utroligt, hvad mennesker siger under torturens tvang, og hvor mange løgne, de vil fortælle om sig selv og andre; til sidst er alt, hvad torturisten ønsker, sandt.”

I 1800-tallet forbød mange europæiske regeringer metoden, hvilket dog ikke forhindrede USA's senere præsident Theodore Roosevelt i 1904 at forsvare dens brug under den spansk-amerikanske krig seks år tidligere. Han skrev, at ”ingen kom alvorligt til skade.”

8. Sølv i øjnene

Instrumentet lignede lidt de små redskaber, som man brugte til at stænke vievand på menigheden i middelalderens katolske kirker.

Men i stedet for helligt vand, kom der små dråber flydende bly ud af hullerne, og det brugte tidens torturbødler til at fremme tilståelsen hos en anklaget synder. En noget skrappere metode var at udskifte blyet med sølv, og så stænke de glødende dråber direkte i offerets øjne. Det medførte stor smerte og fremprovokerede i de fleste tilfælde døden.

9. Jernjomfruen: Til glæde for gæsterne

Et af de nok mest berygtede torturinstrumenter har formentlig aldrig været i brug.

Edgar Allan Poe har Jernjomfruen med i sin fortælling Brønden og pendulet, der handler om den spanske inkvisition. Jernjomfruen var en sarkofag af jern, hvor indvendige pigge spiddede offeret når den blev lukket. Piggene var placeret så ingen vitale organer blev ramt og pinen blev trukket.

Men det er sandsynligvis den tyske filosof, Johann Philipp Siebenkees, der fandt på instrumentet som tankeeksperiment i 1790erne, og de eksemplarer, som blev fremstillet i det 19. århundrede var udelukkende til glæde for museer, hvis gæster på den måde fik et ekstra gys.

Den mest berømte Jernjomfru befandt sig i Nürnberg, men gik til under de allieredes bombeangreb på byen i 1944.

10. Strappado: Ingen synlige tegn på vold

Brud på reglerne i den nazistiske kz-lejr Sachsenhausen blev hyppigt straffet med strappado. Metoden består i at bagbinde offerets hænder, og derefter ophænge vedkommende i håndleddene.

Strappado forvolder stor smerte og vil ofte medføre, at skulderen går af led - navnlig hvis man hænger vægte i offerets fødder. Det var en af grundene til, at inkvisitionen flittigt brugte metoden. Fra 1311 befalede pave Clemens 5., at tortur kun kunne finde sted efter udtrykkelig tilladelse fra den lokale biskop, samt at arbejdet med at få en tilståelse skulle ske ”uden brud på knogler”.

Strappado overlevede også pavens totale forbud mod tortur i 1816, og er stadig i brug visse steder.

Måske er du interesseret i...

Læs også