Sætninger som som “Jeg begærer at tjene dig” og “Jeg ønsker at adlyde” blev ofte brugt af engelske mænd ved hoffet, når de havde høviske kærlighedsaffærer og forsøgte at vinde en adelskvindes gunst. Ejermanden har altså været en del af landets fransktalende elite, der havde råd til guldsmykker.
Historikeren Lori Rogerson fra Colchester and Ipswich Museums har fortalt det britiske medie BBC, at selvom ringen er så “lille, at den kun passer på min lillefinger” – blev den sandsynligvis båret af en mand.
“På dette tidspunkt blev ringe båret på alle led på alle fingre”, forklarer Rogerson, “så den kan have været båret på det yderste led.”
Genstande skulle måske omsmeltes
Ud over ringen gjorde den heldige metaldetektor-entusiast også et andet fund. Senere opdagede han en sølvbelagt broche med en lille krog kun 50 meter væk fra, hvor han fandt ringen, men på den anden side af en vej.
Den dekorerede broche har sandsynligvis fungeret som kjolepynt. Kvinder fra Tudor-tiden brugte smykker som disse til at sætte deres nederdel fast, så begge lag kunne ses på én gang i overensstemmelse med tidens mode.
Lori Rogerson mener, at ring og broche kan have tilhørte den samme person. Hun formoder, at ejeren kan have taget genstandene med for at få dem omsmeltet, men at han på en eller anden måde mistede dem. Måske var brochen en gave til en adelskvinde, hvis gunst ejermanden forgæves forsøgte at vinde?
Lancelot var kærlighedsideal
Idéen om den stærke, ophøjede og ofte uopnåelige høviske kærlighed vandt især frem i England i slutningen af 1300-tallet med den berømte digter Geoffrey Chaucer, som er kendt for at skrive Canterbury-fortællingerne.
Ham og hans elever skrev meget om den uopnåelige kærlighed og var især med til at romantisere fortællingerne om Kong Arthur, hvor ridderen Lancelots urokkelige kærlighed til dronning Guinevere, var måske tidens mest populære eksempel.
Adelsmanden måtte dog ofte nøjes med den følelsesmæssige og uforløste kærlighed. For i 1400-tallets England havde kirken meget strenge holdninger til, hvornår mænd og kvinder måtte gå i seng sammen. Det var fx en synd at gå i seng med sin udkårne på en onsdag, fredag, lørdag og søndag, og hvis kvinden var gravid eller ammede eller hvis der stadig var dagslys udenfor.
Kærlighedsringe og små forbudte romancer kunne altså skabe spænding i følelseslivet blandt medlemmerne af den engelske overklasse, når selve samlejet (ifølge kirken), ikke måtte være lystbetonet, men blot skulle udføres for at skabe afkom.
Det nye fund vidner om denne passionerede historie – og selvom ringen er revnet, og brochen beskadiget, har et museum i Essex allerede meddelt sin interesse for at indlemme begge bemærkelsesværdige genstande i sine samlinger.