Uskyldsrene riddere flirtede med hoffet
Trubadurer sang om utroskab. Manualer instruerede i kunsten at vinde gifte fruers gunst. Selv kirken opfordrede til jordisk kærlighed. Men riddere skulle følge dydens smalle sti.
Ridderne blev opfordret til at kaste deres kærlighed på en af hoffets damer.
Rygtet om den hvide ridders ankomst til den norditalienske by Treviso har spredt sig i op-landet. Fulde af forventning er indbyggerne strømmet ud i byens gader.
Den lokale fyrste har befalet, at folket trækker sig tilbage, så de to riddere kan få en åben plet at duellere på. Men ingen har lyttet. Folkemængden er så tætpakket, at de tungt pansrede heste knap kan mase sig gennem vrimlen.
Ingen vil gå glip af dysten mellem grev Meinhart og en ukendt ridder klædt som kærlighedsgudinden Venus i snehvidt dametøj fra top til tå. Rygtet fortæller, at han udfordrer alle riddere på sin vej fra Venedig til Böhmen.
Duellens regler er enkle: Hvis Meinhart sejrer, vil den hvide ridder give ham med en guldring, som han kan skænke til den kvinde, han elsker. Taber Meinhart derimod duellen, skal han bukke mod alle fire verdenshjørner til ære for den hvide ridders udkårne, hertug Leopold 6. af Østrigs datter.
De to riddere når frem til broen over floden Sile. Her er plads til at duellere. Tavsheden breder sig over menneskemængden. Ridderne sporer deres heste. Hove dundrer over broen. Lanser brager mod metalrustninger. Træsplinter fylder luften. Kampen til ære for riddernes udkårne er i gang.
Kærligheden var uopnåelig
Den hvide ridder var den østrigske adelmand Ulrich von Liechtenstein. Han vandt duellen med Meinhart, men fik aldrig hertugens datter.
Fortællingen stammer fra Ulrichs selvbiografiske kvad fra midten af 1200-tallet, hvor han fortæller om den kærlighedsfærd, som bragte ham på en lang rejse gennem Europa. I løbet af blot en måned brød han 307 lanser i et forsøg på at vinde den skønne kvindes kærlighed.
Ridder Ulrichs fortælling er til dels opdigtet, men hans kvad udspringer af datidens kærlighedsidealer: Unge riddere blev opdraget til at flirte lidenskabeligt med gifte adelsfruer.
Ideen om den såkaldte høviske kærlighed mellem ridderen og en af hoffets damer opstod i 1100-tallet, da den franske hertuginde Marie af Champagne begyndte at interessere sig for digte om elskovsaffærer.
Hertuginden lod adelen underholde af trubadurers sang om forbudt kærlighed og fik digteren Chrétien de Troyes til at skrive historier om emnet. Resultatet blev det berømte eventyr om ridderen Lancelot, som indleder et kærlighedsforhold til dronning Guinevere.
Kærlighedsdigtene blev populære, og omrejsende trubadurer spredte de hede fortællinger overalt i Europa. Ofte var digterne selv rigmandssønner, som forelskede sig i ideen om den magtfulde og uopnåelige herskerinde.
Munke skrev historier om anstændige ridderes kærlighedsliv.
Uforløste kærlighedsforhold
Historierne smittede af på riddernes adfærd i 1100- tallet. Adelen adopterede tanken om, at en ung adelsmand ikke var en sand ridder, medmindre han var dybt forelsket i en kvinde, han ikke kunne få.
Ridderspirernes karriere begyndte i otteårsalderen, hvor adelens sønner blev sendt til deres fremtidige herres borg. Her blev drengene trænet til kamp, og det var ikke unormalt, at de unge mænd blev lemlæstet eller dræbt i de voldsomme lege.
Uddannelsen til kriger krævede en modvægt, og for at opdrage de unge lømler introducerede deres læremestre dem for den høviske kærlighed. Aspiranterne blev i en ung alder opfordret til at udvælge sig en dame ved hoffet, som de for altid skulle tilbede, kurtisere og dyrke. På afstand. Målet for deres tilnærmelser skulle være uopnåeligt.
Kvindens opgave i det uforløste kærlighedsforhold var at lære drengene at undertrykke deres kødelige lyster. Ofte var hun et trofæ i ridderspirernes indbyrdes konkurrencer og i de ridderturneringer, som blev populære i 1100-tallet.
Blot et tørklæde eller et armbånd på lansespidsen kunne løfte krigerens moral, evner og anseelse. Hvis han mistede gaven i kampens hede, sendte den skønne kvinde ham en erstatning. Den slags flirt kunne få enhver ung ridder til at rødme og hans hjerte til at banke.
Håndbog for ridderspirer
Trubadurerne havde også fortællinger om liderlige riddere og erotiske eventyr med gifte adelskvinder på repertoiret. Men utroskab var strengt forbudt. For at forhindre at nogen lod sig lokke af de romantiske fortællinger, udviklede adelen regelsæt for moralsk kærlighed.
I 1180'erne skrev adelsmanden Andreas Capellanus trebindsværket “De Amore” om den høviske kærlighed. Værket belærte om, at ægte kærlighed kun måtte eksistere mellem adelskvinden og den voksne ridder. Han måtte hverken være gift eller for ung. Og jo mere smertefuld den lidenskabelige besættelse var, des større anseelse.
Til gengæld var der absolut ingen prestige i at gå for vidt. Riddere, som krøb under dynen med adelsdamen, brød både lov, orden og acceptabel adfærd over for sin herre. Hvis en liderlig ridder forsøgte at opnå for tæt kontakt med målet for den høviske kærlighed, var han ifølge Andreas Capellanus ikke bedre end et dyr:
“Sådanne mænd lyster efter enhver kvinde, de ser, deres kærlighed er som en skamløs hunds”, skrev han.
Europas adelsstand tog Capellanus' ord meget alvorligt. Hans skriverier blev en slags håndbog for ungdommens lyst og skabte grundlaget for myten om den uskyldsrene, hvide ridder.