Vilhelm Erobreren møder modstand: England nægter at overgive sig

Vilhelm trynede englænderne

Kimen til det angelsaksiske oprør blev plantet den 14. oktober 1066. Den dag dræbte hertug Vilhelm af Normandiet og hans invasionshær den engelske konge, Harald 2. Godwinson, i slaget ved Hastings.

To måneder senere lod Vilhelm – nu med tilnavnet “Erobreren” – sig krone som konge af England i Westminster Abbey. Med sit rige på begge sider af Den Engelske Kanal var han sin tids mest magtfulde hersker.

Fra første øjeblik forsøgte Vilhelm at kue den angelsaksiske overklasse. De adelsfolk, som ikke allerede havde mistet livet ved Hastings, fik besked på at underkaste sig. Gjorde de ikke det, blev de dræbt. I stedet placerede han sine egne normanniske baroner i alle len og i de gejstlige embeder.

De normanniske adelsmænd og deres soldater behandlede befolkningen brutalt. Krøniken fra Evesham-klostret i det vestlige England omtalte dem i 1230’erne som “rovgriske ulve”. Og den næsten samtidige krønikeskriver Ordericus Vitalis skrev, at soldaterne “nådesløst slagtede det indfødte folk” med deres herrers velsignelse:

“Når deres soldater gjorde sig skyldige i plyndring og voldtægt, beskyttede de dem og lod deres vrede gå så meget desto voldsommere ud over dem, der klagede over den grusomme uret, der overgik dem”.

For at sikre kontrollen med sit nyvundne rige opførte Vilhelm Erobreren et stort antal borge, som lokalbefolkningen tilmed selv fik lov at bygge – under skarp bevogtning af normanniske vagter. Samtidig indsatte kongen militærguvernører, der havde til opgave at holde de lokale i et jerngreb.

Da Vilhelm året efter følte sig sikker på, at han havde kontrol over angelsakserne, rejste han tilbage til Normandiet for at lade sig hylde som Englands erobrer. Men jubelen forstummede snart, for i de dybe engelske skove samledes grupper af angelsaksere, der var klar til at gå i kødet på normannerne.

Skovens partisaner gjorde oprør

Selvom mange angelsaksiske adelsmænd havde underkastet sig Vilhelm Erobreren, nægtede andre at opgive deres frihed. Disse frihedskæmpere søgte mod de vildsomme skove og moseområder, hvor de normanniske soldater kun sjældent vovede sig ind.

Ifølge krønikeskriveren Ordericus samlede oprørerne sig i grupper og boede i telte, mens de planlagde det næste bagholdsangreb. Ligesom Robin Hoods fredløse slæng klædte de sig i grønt tøj og camouflerede sig med grene, så de gik i ét med skoven. Derfor kaldte normannerne dem også for “silvatici” – skovboerne – og betegnede dem som “vildmænd”.

Frihedskæmperne angreb alle, der havde tilknytning til Vilhelm – såvel hans udstationerede normannere som engelske overløbere, der samarbejdede med den nye konge. Hvis Vilhelms soldater forvildede sig ind i skovene, var det en smal sag for skovboerne at falde dem i ryggen. Men også i det åbne landskab risikerede Vilhelms folk at blive overfaldet, når de fragtede gods til byerne.

“De sammensvor sig på nogle steder og prøvede ad bagveje at gøre skade”, noterede Vilhelm Erobrerens personlige skriverkarl, Vilhelm af Poitiers, der – ligesom som sin herre – ærgrede sig over, at frihedskæmperne ikke ville møde den normanniske hær på åben mark, hvor normannerne langt lettere kunne besejre dem.

For at undgå bagholdsangreb opholdt normannerne sig primært i deres nyopførte borge. Men heller ikke her lod frihedskæmperne dem i fred. Under store angreb red silvatici-grupper ud af skoven og angreb borgene – for derefter at forsvinde igen.

Denne guerillataktik anvendte oprørslederen Eadric den Vilde også i sommeren 1067, da hans folk forsøgte at storme en borg ved Hereford nær den walisiske grænse. Da Eadric indså, at forsvaret var for stærkt, stak han af med normannerne i hælene.

Frihedskæmperne med den lette udrustning nåede hurtigt ind i de walisiske skove. Og Vilhelms mænd, der var iført ringbrynjer og hjelme af jern, lod det ske, for hvis normannerne begav sig ind mellem træerne, ventede den visse død dem.

Frihedskæmpere brændte plageånd

I 1067 hærgede frihedskæmperne især i det vestlige og østlige England, og rapporterne om, at normannerne blev “massakreret af fjendtlige englændere”, fik i december Vilhelm Erobreren til at krydse Kanalen på ny.

Kongens blotte tilstedeværelse lagde en dæmper på frihedskæmpernes angrebslyst, men han kunne kun være ét sted ad gangen. Så når han bekæmpede silvatici i Vestengland, brød nye kampe ud i Østengland.

I 1068 truede et stort oprør i det nordlige England. Her havde kun få angelsaksiske adelsmænd underkastet sig, og derfor styrkede normannerne deres kontrol ved at anlægge flere borge i Yorkshire og Northumbria – til stor sorg for byboerne. De så deres huse blive revet ned for at gøre plads til en borg.

Normannernes tyranni skabte mere og mere uro på egnen. I december 1068 var Vilhelm derfor nødt til at sende en af sine værste bødler til Durham i Northumbria: Robert de Commines var ledsaget af 500 riddere, da han kylede den lokale biskop ud af hans bolig, så normanneren selv kunne flytte ind.

Herefter belønnede tyrannen ifølge krønikeskriveren Symeon af Durham sine folk ved at “give dem tilladelse til at hærge og begå mord” i området.

I raseri slog adskillige silvatici-grupper sig sammen og angreb Durham sidst i januar 1069. De myrdede alle normannere, inden de omringede bispeboligen, hvor Robert havde forskanset sig. Da oprørerne indså, at de ikke kunne storme bygningen, satte de ild til den. De normannere, der ikke brændte inde, blev hugget ned under deres flugt.

Succesen berusede frihedskæmperne, der om efteråret drog videre til York, hvor de myrdede byens normanniske statholder og alle hans soldater – ikke mindst takket være jarl Waltheof af Northumbrias ivrige hovedafhugning ved byporten.

Vilhelm udsultede hele Nordengland

Oprørerne fik kun lov til at besidde York i kort tid, for Vilhelm red straks mod nord “med en overvældende hær og knuste dem”, som Den angelsaksiske krønike fortæller. Og kongen lod ikke sværdet hvile længe, for skovene og moserne vrimlede stadig med silvatici.

Selvom vinterkulden satte ind i slutningen af 1069, sendte Vilhelm sine tropper ind i skovene for at jagte “vildmændene”.

“Han tvang sig vej gennem den ufremkommelige vildmark – over terræn, der var så ujævnt, at han ofte var nødt til at stige af hesten og gå”, berettede Ordericus.

Vilhelm vidste, at han ikke kunne gøre det af med alle modstandsfolk blot ved at finkæmme ødemarken, så han tog grusommere metoder i brug. Kongen delte sin hær op og lod sine løjtnanter ride ud for at knuse indbyggernes livsgrundlag.

“Vilhelm gjorde intet for at tæmme sin vrede og straffede de uskyldige med de skyldige. Han beordrede, at alle afgrøder og kvægbestande samt værdigenstande og mad skulle samles og brændes til aske”, skrev Ordericus bestyrtet.

Hele det nordlige England blev lagt øde, så både skovens frihedskæmpere og deres uskyldige landsmænd ikke havde noget at leve af. I desperation tyede befolkningen til ekstremer. Da heste, hunde og katte var ædt, blev folk ifølge Symeon af Durham “tvunget til at spise menneskekød”. Selvom mange forsøgte at nå i eksil i Skotland, gjorde døden kål på dem, før de kom så langt.

“Det var grufuldt at se lig rådne i huse, på gader og veje, fyldte med orme, der fortærede dem i hele det moralske fordærv og i den afskyelige stank. For ingen var tilbage til at begrave dem”, skrev Symeon af Durham.

Oprøret blev omsider slået ned Ordericus vurderede, at “mere end 100.000 mennesker omkom af sult”, fordi hele England blev ramt af hungersnød. Det svarede til ca. fem procent af befolkningen. Den engelske jordebog “Domesday Book” fra 1087 antyder endda, at op imod 75 procent af befolkningen i nord enten døde eller aldrig vendte hjem til egnen igen.

Vilhelms nådesløse opgør med skovens frihedskæmpere slog omsider modstanden ned, og i 1071 blev oprøret betegnet som slut. Enkelte silvatici-folk gennemførte dog sporadiske angreb frem til 1080’erne.