shutterstock

Walisisk Atlantis fundet på gammelt kort

Myten om et sunkent walisisk kongerige taler sandt, mener to britiske professorer. Beviset har de fundet på et detaljeret kort fra middelalderen.

I mere end 800 år har indbyggerne langs Cardigan Bay på Wales’ vestkyst fortalt historier om to mystiske øer, der forsvandt i havet. Nu tyder meget på, at det ikke bare er fri fantasi.

Øerne, der også kendes som Wales’ Atlantis, blev første gang nævnt i en bog med titlen “The Black Book of Carmarthen” – en samling fortællinger om walisiske helte nedskrevet omkring år 1250.

Ifølge den sorte bog skulle øerne huse kongeriget Cantre'r Gwaelod. Nu har professor Simon Haslett, fra Swansea University og David Willis fra Oxford University sammen studeret beviser for, at øerne fandtes. De er nemlig tegnet ind på det første detaljerede kort over de britiske øer ca. 1280.

“De to øer er klart markeret, og det kan understøtte de samtidige fortællinger om tabt land nævnt i The Black Book of Carmarthen” forklarer Haslett.

Doven jomfru blev øernes undergang

Ifølge en lokal myte forsvandt de to øer, da en jomfru forsømte at lukke sin brønd forsvarligt. Brønden flød over og oversvømmede øerne.

En mere troværdig forklaring fra 1600-tallet nævner diger, som beskyttede de lavtliggende øer mod oversvømmelse. En af kongerigets prinser sørgede ikke for at holde digerne ordentligt ved lige, så havet brød igennem og opslugte hele Cantre'r Gwaelod.