Olympens 12 græske guder styrede Grækenland

Gudekonge uden hæmninger

Den mægtigste gud i antikkens Grækenland var Zeus. Mange af de græske bystater blev ledet demokratisk, men der var ingen demokrati på Olympen, hvor Zeus herskede som konge. Grækerne var dog udpræget patriarkalske, og befolkningen så op til Zeus som en streng og retfærdig faderfigur, der sørgede for stabile sociale relationer.

Fra sin bopæl på Olympen kunne himmelguden kontrollere skyerne og straffe sine modstandere med lynnedslag. Zeus kunne være overalt og forvandle sig, som han lystede – en evne, han især brugte til at forføre kvinder.

Ifølge en af myterne lokkede han den nysgerrige fønikiske kongedatter Europa til sig ved at tage form som en hvid tyr. Da prinsessen var klatret op på hans ryg, bar Zeus hende over havet til Kreta, hvor han antog menneskeskikkelse og lå med hende.

Flere græske konger udnyttede myterne til at hævde, at de selv nedstammede fra Zeus. Deres håb var, at undersåtterne ville tro på den guddommelige arv og undlade at kræve demokratiske reformer.

Hos romerne svarer Jupiter til Zeus.

Zeus var gud for

• Himlen og skyerne
• Torden og alle mulige andre former for vejrlig

De ni muser

Zeus fik et væld af børn – bl.a. ni døtre med Mnemosyne, inspirationens og erindringens gudinde. De ni døtre blev kaldt muser, og de hjalp hvert deres område inden for kunstens verden.

• Kalliope: Musernes leder og ansvarlig for den episke digtning.
• Kleio: Historieskrivning og kitharaspil (strengeinstrument).
• Melpomene: Tragedie og klagesang.
• Erato: Erotisk digtning.
• Euterpe: Fløjtespil.
• Terpsichore: Dans, korsang og lyrespil.
• Urania: Astronomi og læredigte.
• Thaleia: Komedie.
• Polyhymnia: Sang, dans, pantomime og geometri.

Zeus’ kone skabte mælkevejen

Hera var gudernes dronning og boede på Olympen med sin ægtemand, Zeus. Når hun drog gennem verden, sad Hera i en vogn trukket af påfugle.

Selvom gudinden ikke havde meget held i sit eget parforhold, var hendes ansvarsområde ægteskabet og børnefødsler. Hera blev især dyrket af de græske kvinder, der i de fleste tilfælde var hjemmegående husmødre. Kvinderne stod for børnepasningen og de daglige gøremål i huset.

Selv havde Hera sønnerne Ares og Hefaistos med Zeus, som konstant var hende utro. Hera havde ikke lyst til at passe de børn, der kom ud af ægtemandens eskapader, og ifølge en myte sendte hun to slanger for at dræbe Zeus’ søn med en menneskekvinde, spædbarnet Herakles. Drengen kvalte dog slangerne i vuggen med de bare næver.

En anden myte fortæller, hvordan Herakles blev lagt ind til Heras bryst, mens hun sov. Babyen bed så hårdt, at gudinden vågnede og kastede ham fra sig. Grækerne mente, at mælken – der sprøjtede ud over nattehimlen fra Heras bryst – blev til Mælkevejens stjerner.

I romersk mytologi svarer Juno til Hera.

Hera var gudinde for

• Ægteskab
• Børnefødsler
• Alt der havde at gøre med kvinder

Havets hersker kastede rundt med skibene

For de mange grækere, der besejlede Middelhavet ombord i trierer – elegante sejlskibe med rækker af årer – var det altafgørende at stå på god fod med Poseidon.

Den græske gud for havet var lunefuld og hævngerrig, og fra oceanernes dyb kunne han udløse voldsomme storme og jordskælv, hvis han blev udfordret.

I 464 f.Kr. blev Sparta ødelagt af et jordskælv, og de fleste grækere tolkede det som havgudens hævn. Spartanerne havde nemlig vanæret et Poseidon-tempel ved at tilfangetage en gruppe mennesker, der havde søgt tilflugt i helligdommen.

Poseidon havde dog også en kærlig side. Han forelskede sig i havgudinden Amfitrite, som flygtede fra den mægtige gud i angst. Poseidon sendte en delfin efter hende, og den overtalte hende til at vende tilbage.

Sammen fik Poseidon og Amfitrite sønnen Triton, der kunne styre havvindene ved at blæse i en konkylie. Poseidon selv kunne sætte en storm i gang ved at slå med sit våben, treforken.

Neptun svarer i romersk mytologi til Poseidon.

Poseidon var grækernes gud for

• Havet
• Jordskælv
• Heste

Blomstrende gudinde underviste i landbrug

I sin rolle som gudinde for frugtbarhed og høst var Demeter en af de vigtigste guder for de 80 pct. af Grækenlands befolkning, der levede af landbrug – et erhverv, som gudinden ofte fik æren for at have lært grækerne.

I Athen blev hun om efteråret hyldet under thesmoforiefesten, hvor kun kvinder måtte deltage. Kvinderne sov i løvhytter på en bakke og udførte ritualer, som skulle sikre næste års kornhøst og deres egen frugtbarhed.

De græske kunstnere hyldede Demeter ved at afbilde hende sammen med blomster, frugter og korn. Gudinden havde en datter, Persefone, som ifølge “Demeterhymnen” fra 600-tallet f.Kr. blev bortført af dødsguden Hades. I sorg over ranet af datteren forsømte Demeter sine afgrøder.

For at forhindre hungersnød overtalte de andre guder Hades til at løslade Persefone fra dødsriget – men først fik dødsguden hende til at spise fire granatæblekerner. Kernerne tvang på magisk vis Persefone til at vende tilbage til Hades i fire måneder hvert år, hvor jorden lå gold.

Ceres svarer hos romerne til Demeter fra den græske mytologi.

Demeter var græsk gudinde for

• Frugtbarhed
• Høst
• Landbrug

Athens beskytter sprang ud af fars pande

Grækerne regnede Athena for at være en aktiv gudinde, der ofte blandede sig i menneskenes liv. Ud over at være gudinde for krig, kunsthåndværk og visdom var hun også bystaten Athens beskytter.

Hvervet fik hun ved at overgå Poseidon i en gavekonkurrence. Mens havguden forærede athenerne en ubrugelig saltvandskilde, som ingen kunne drikke fra, begejstrede Athena folket med et frugtbart oliventræ. De taknemmelige borgere viede Akropolis-højen til gudinden, der i sin visdom havde set, præcis hvad athenerne helst ville have.

Athena blev anset som klog pga. en legende, der fortalte, at hun blev født ud af en hjerne. Athenas mor, Metis, var angiveligt blevet slugt af sin elsker, Zeus, som frygtede, at Metis skulle føde en søn, der ville myrde ham. Efterfølgende fik Zeus så ondt i hovedet, at smedeguden Hefaistos måtte hugge hul i gudekongens pandebrask. Ud sprang Athena – fuldt udrustet og med våben i hånden.

Minerva hos romerne svarer til Athena hos grækerne.

Athena var græsk gudinde for

• Visdom
• Krig
• Kunsthåndværk

Lyrespiller brugte kemisk krigsførelse

For almindelige grækere var Apollon – gud for spådomskunst, musik og helbredelse – især knyttet til oraklet i Delfi, hvor han ifølge en fortælling havde besejret den store slange Python.

I Delfi kunne folk stille spørgsmål til Pythia, en præstinde, som i trance kanaliserede Apollons svar direkte til spørgeren. Hvert fjerde år blev De Pythiske Lege holdt til den populære spådomsguds ære. Sportsstævnet var især kendt for sine væddeløbskørsler.

Apollon blev fremstillet med en jagtbue, med hvilken han kunne affyre sygdomsbefængte pile. Han bar desuden en lyre, som guden Hermes havde lavet af et skildpaddeskjold.

Under Den Trojanske Krig blev Apollon ifølge “Iliaden” rasende, da kong Agamemnon tog en Apollon-præsts datter til fange. Guden affyrede derfor en regn af pile mod de græske tropper, som straks blev ramt af pest. Først da Agamemnon lod pigen vende tilbage til sin far, holdt Apollon inde med beskydningen.

Apollon går under det samme navn i romersk og i græsk mytologi.

Apollon var græsk gud for

• Solen og lyset
• Spådomskunst
• Musik og poesi
• Helbredelse og sygdom

Naturens beskytter krævede menneskeoffer

Forskerne skønner, at jagtgudinden Artemis stammer fra en tid, før grækerne for alvor blev bønder. Selvom stadig mere af landet efter år 600 f.Kr. var opdyrket – og jagt blev en hobby for overklassen – glemte befolkningen ikke Artemis.

I byen Efesos i det nuværende Tyrkiet stod således Artemis-templet, et af Verdens Syv Vidundere. Templet var kendt for sin statue af Artemis – fremstillet i guld og ibenholt.

Artemis var berømmet for sin jomfruelighed. En myte fortæller, at jægeren Aktaion en dag så Artemis bade nøgen i en kilde. Gudinden straffede straks den uforskammede mand ved at forvandle ham til en hjort, der blev revet ihjel af sine egne jagthunde.

I lighed med sin tvillingebror, Apollon, havde Artemis en jagtbue og besad anseelige kræfter, hun kunne slippe løs mod sine plageånder. Da kong Agamemnon dræbte en af hendes hjorte, standsede Artemis ifølge “Iliaden” vinden, så kongens flåde ikke kunne nå Troja. Først da han havde ofret sin datter Ifigenia, slap Artemis blæsten løs igen.

Diana i den romerske mytologi svarer til Artemis hos grækerne.

Artemis var græsk gudinde for

• Jagt
• Vilde dyr
• Kyskhed

Olm krigsgud skabte ballade

Når væbnede konflikter truede med at bryde ud mellem bystaterne, var grækerne sikre på, at krigsguden Ares trak i trådene. Ares elskede at yppe kiv og så mistillid, mente folk. Af samme årsag var guden upopulær blandt de andre guder, og han foretrak at opholde sig i provinsen Thrakien frem for på Olympen, hvor han stod i skyggen af sine forældre – Hera og Zeus.

Mens græske kunstnere fremstillede Ares som en bevæbnet fodsoldat, blev han ifølge nogle myter trukket i en stridsvogn af ildsprudende hingste. Han var ugift, men havde to sønner med kærlighedsgudinden Afrodite – Phobos (frygt) og Deimos (rædsel).

Grækenland blev i lange perioder hjemsøgt af krig – både mod perserne og internt mellem bystaterne. Alligevel vægrede mange grækere sig ved at påkalde Ares, når der var brug for beskyttelse mod fjenden. Det skyldtes, at han primært blev betragtet som gud for krigens vilde sider som raseri og blodrus.

Mange henvendte sig i stedet til Athena, der varetog krigens strategi.

Ares svarer til Mars hos romerne.

Ares var græsk gud for:

• Krig
• Mod

Halt smed udrustede guderne

Den græske smedegud Hefaistos havde en muskuløs overkrop, men forkrøblede ben. Ifølge en myte blev hans far, Zeus, så skuffet over sin grimme søn, at han smed ham ned fra Olympen til øen Lemnos i Ægæerhavet. Og en anden fortælling vil vide, at moren Hera forsøgte at drukne ham.

Sit frastødende ydre til trods var Hefaistos gift med den smukke Afrodite, som han konstant var skinsyg på.

Hvad Hefaistos manglede i udseende, havde han i håndværksmæssig kunnen. Han havde således smedet mange af gudernes remedier, herunder Afrodites elskovsbælte, Hermes’ bevingede sandaler samt Zeus’ tordenkiler. Hefaistos var gud for de talrige smede, som med ild, hammer og ambolt forvandlede bronze til sværd, økser og plove.

Selvom Hefaistos langtfra var den græske populæreste gud, viser det velbevarede Hefaisteion-tempel fra 449 f.Kr., at grækerne ærede deres smedegud. Det doriske tempel ligger på en høj nordvest for Athens torv og indeholdt i antikken en bronzestatue af Hefaistos.

Hefaistos i den græske mytologi svarer til Vulkan hos romerne.

Hefaistos var græsk gud for

• Ild
• Smede
• Vulkaner

Sexglad gudinde udløste krig

Afrodite var gudinde for kærlighed og skønhed, men hendes tilblivelse var rent ud sagt bizar: Hun blev angiveligt undfanget ud for Cyperns kyst, da lemmet fra den kastrerede titan Uranos parrede sig med havets skum.

Gudinden var så smuk, at Zeus frygtede, at de andre guder ville slås om hende. Han viede hende derfor til én, som ingen misundte – den halte Hefaistos. Den naive ægtemand fremstillede et magisk elskovsbælte til sin hustru, med hvilket hun indledte forhold til både dødelige mænd og græske guder som Ares og Hermes.

Kærlighedsgudindens skønhed truede med at overskygge Hera og Athena, og ifølge “Iliaden” bad de tre gudinder prins Paris af Troja give én af dem et æble med påskriften “Til den smukkeste”. Æblet tilfaldt Afrodite, som dermed blev centrum i striden, der udartede sig til Den Trojanske Krig.

At Afrodite kunne sætte lidenskaberne i kog, bekræftes af den romerske historiker Strabon, der i 100-tallet f.Kr. påstod, at gudindens tempel i Korinth beskæftigede over 1.000 prostituerede.

Venus hos romerne svarer til Afrodite i den græske mytologi.

Afrodite var græsk gudinde for

• Kærlighed
• Begær og sex

Grænseoverskridende tyv opfandt lyren

Gudernes budbringer, Hermes, var grækernes gud for veje, grænser og overgange. Han holdt hånden over rejsende, atleter – og tyve. Allerede som spæd fik Hermes et blakket ry, da han ifølge en myte stjal guden Apollons køer.

Da Apollon forlangte sit kvæg tilbage, gav den snu babygud sig til at spille på sin nye opfindelse – en lyre lavet af et skildpaddeskjold. Tonerne fra musikken var så skønne, at Apollon accepterede lyren som betaling for det stjålne kvæg – og tilmed gav Hermes den hyrdestav, der blev hans kendetegn.

Med sin stav med to slanger snoet omkring, rejsehat og bevingede sandaler fór Hermes gennem grækernes verden, hvor han som den eneste kunne krydse grænsen mellem de levendes og de dødes verden. Derfor betragtede folk ham som Psychopompos – sjæleføreren – som førte de døde til Hades.

Trods denne vigtige rolle ofrede grækerne kun sjældent til Hermes. Til gengæld var alle sportspladser flankeret af hermer – Hermes-figurer, der skulle inspirere atleterne til at yde deres bedste.

Merkur svarer til Hermes hos romerne.

Hermes var græsk gud for

• Handelsfolk
• Tyve
• Rejsende

Alle forsøgte at undgå dødsguden

Grækernes dødsgud var Hades. Han havde delt verden med sine brødre, Zeus og Poseidon, der fik råderetten over hhv. himlen og havet. Selv endte han i riget under jorden, der blev opkaldt efter ham.

Modsat sine søskende fik Hades ikke en trone på Olympen, hvilket gjorde dødsguden bitter. Og stemningen blev kun værre, da han bortførte gudinden Persefone.

Hades var en grum gud, og grækerne frygtede ham så meget, at de ikke turde ytre hans navn. Selv under ofringer til underverdenens hersker – gerne dyr med sort pels – vendte de deres ansigter bort fra Hades’ gudebilleder.

Grækernes respekt og frygt for Hades skyldtes en tro på, at de afdøde sjæle blev dømt i dødsriget. Onde folk blev straffet med evig tortur i Tartaros, de gode havnede i det paradisiske Elysion, mens resten endte på de kedelige Affodil-enge.

For at nå Hades skulle de døde sjæle fragtes over floden Styx af færgemanden Kharon. Mange grækere blev derfor begravet med en obol (mønt) i munden, så de kunne betale for overfarten.