Vægtprøven - hollændere tjente penge på at veje kvinder
Tynde kvinder vejede ikke meget og havde derfor nemmere ved at lette fra jorden og flyve til sabbat, mente folk. Kvinder uden sul på kroppen var altså i risiko for at blive anklaget.
Den hollandske by Oudewater havde derfor indrettet et hus, hvor kvinder blev vejet på en særlig vægt for at teste, om de var hekse. Kvinder, som frygtede en hekseanklage, drog til byen for at få et certifikat på, at de var normalvægtige.
Stikprøven - djævlen mærkede sine tjenere
Når en heks indgik sin djævlepagt, blev den beseglet med det såkaldte Stigma diabolicum – et mærke, som Djævlen med sin klo satte på heksens krop.
En mistænkt heks blev derfor ofte spændt nøgen fast på en briks. Herefter prikkede bødlen hende med en syl. Mærket var følelsesløst, så stoppede prikkene med at gøre ondt, havde han fundet det.
Vandprøven - hvis den mistænkte flød ovenpå, var hun skyldig
Det hed sig, at hekse ikke kunne synke i vand, fordi de havde afsværget sig dåben. En anklaget kvinde skulle derfor bindes og kastes i vandet. Flød hun ovenpå, var hun en heks; sank kvinden til bunds, beviste det hendes uskyld.
Metoden blev fx brugt i 1751 i England. Her smed en rasende pøbel Ruth Osborne i en dam. Hun overlevede testen, hvorefter de hængte hende.