En caladrius-fugl (t.v.) og en alrunerod (t.h.).

© Photo researchers/Scanpix
Samfund - Mytologi

Disse bæster spredte rædsel i middelalderen

Basiliskens ånde slog alt ihjel, dragen lå i evig strid med elefanten, og griffen spiste mennesker. Middelalderen vrimlede med uhyggelige skabninger, som blev regnet for lige så virkelige som elefanter og løver – selvom de færreste europæere havde set nogen af dem.

Alrunerod: Et skrig fra roden kunne dræbe

Art: En plante, hvis rødder var et lille menneskelignende væsen, som udstødte frygtelige skrig, når planten blev trukket op af jorden.

Udbredelse: Middelhavsområdet. I følge middelalderens skrifter voksede den, hvor dryp af urin eller sæd fra en hængt tyveknægt var faldet på jorden. Planten spredte sig ved, at en hunelefant spiste af rødderne.

Udseende: Roden kunne både være af hankøn og af hunkøn. Toppen havde kraftige blade og lilla blomster.

Egenskaber: Det menneske, som hørte alrunerodens skrig, ville enten dø eller blive vanvittig.

Sådan høstedes den:Den, som ville fange alruneroden, som kunne bruges i naturmedicin, skulle være forsigtig, da den ville løbe sin vej, hvis den fattede mistanke.

Den bedste fremgangsmåde var at grave alruneroden fri af de øverste lag jord, binde et reb om dens top og fastgøre den anden ende af rebet til en hund. På sikker afstand skulle hunden lokkes til at sætte i løb, så den trak den skrigende alrunerod op. Alruneroden døde, når den kom i fri luft, og var ikke længere farlig.

Basilisk: Verdens giftigste dyr

Art: En krydsning mellem en slange og en hane.

Udbredelse: Det nordlige Afrika, siden udbredt til Europa. Basilisken kom til verden, når en 7-9-årig hane lagde et æg på en mødding. Ægget blev udruget af en tudse. Den nyklækkede basilisk gemte sig straks i en brønd, en kælder eller et andet lavtliggende, mørkt sted.

Udseende**:** Omtrent 20 cm lang med vinger og en snoet slangehale. Den bevægede sig ikke som andre slanger ved at vride kroppen, men gik halvt oprejst ret frem.

Egenskaber:Verdens giftigste dyr. Basilisken kunne dræbe med sit blik og forgifte alt levende omkring sig med sin ånde. Klipper smuldrede, når den bevægede sig forbi, planter visnede, og fugle faldt døde ned af træerne. Basiliskens giftige ånde fik derfor skyld for Sahara-ørkenen i Afrika.

Fjender: Væsler og haner. Historikeren Ælian beskriver, hvordan basilisken “skælver af rædsel, når den ser en hane. Galer hanen, dør den i krampetrækninger”. Folk i Nordafrika burde derfor af sikkerhedsårsager medbringe en hane på rejser.

Sådan slog man den ihjel: Basiliskens gift var så stærk, at hvis en ridder forsøgte at dræbe den med sin lanse, ville giften trænge op gennem våbenet og dræbe både rytter og hest. Til gengæld kunne den ikke udholde synet af sit eget spejlbillede.

En af fortællingerne om Alexander den Stores krigstogter beretter om hans møde med en basilisk. Alexander var på vej gennem et bjergpas, da en soldat pludselig styrtede til jorden.
I passet boede en gammel og rynket basilisk. Alexander lod sine folk lave et stort skjold som de pudsede blankt som et spejl. Med klude om fødderne listede han hen og anbragte skjoldet uden for basiliskens hule, og sådan fik den sit eget spejlbillede at se. Så frygteligt var det, at den straks døde.

Caladrius: Fugl helbredte syge med blikket

Art:Havfugl

Udbredelse: Boede på kongeslotte.

Udseende: Kridhvid med en lang hals. På størrelse med en albatros.

Egenskaber: Kunne afgøre udfaldet af sygdom. Hvis en caladrius så på den syge, betød det, at den syge ville overleve. Vendte den blikket bort, betød det døden. Særligt mentes den at kunne kurere gulsot.

Hvis fuglen og den syge stirrede længe ind i hinandens øjne, ville caladriussen langsomt trække sygdommen ud af den syge og ind i sig selv. Derpå ville den svinge sig op mod solen og brænde op sammen med sygdommen.

Caladrius-fuglen blev set som et billede på på Kristus, som også ofrede sig for menneskene. Fuglens rene hvide farve symboliserede frelserens renhed.

Drage: Den skællede kæmpe

Art: Den største af alle slanger på Jorden.

Udbredelse: Boede i huler i bjergene, hvor de ofte vogtede en skat. Drager var altid sultne og spiste køer og heste og til tider også mennesker.

Udseende: Drager kunne have fra ét til hundrede hoveder, være to- eller firbenede, have vinger og være skællede med slange- eller fiskehale.

Egenskaber: Så mægtig en skabning var dragen, at den satte himmel og hav i bevægelse, når den steg op i luften. Dens styrke sad i halen, ikke i dens tænder. Men dens ånde var giftig, og den kunne være edder­spyende eller ildsprudende. Drager havde giftigt blod og var vanskelige at dræbe. Visse drager kunne tale og var notorisk svigefulde og løgnagtige.

Fjende: Dragen var i evig kamp med elefanten og begærede dens kølige blod. Den kunne til gengæld ikke udholde panterens søde ånde.

Drage-stenen: En særlig smuk perle gemt i dragens hjerne. Stenen skulle tages ud, mens dyret var i live, ellers mistede den sin skønhed.

Enhjørning: Kun en jomfru kunne fange enhjørningen

Art: Hestedyr.

Udbredelse: Indien og Nordafrika.

Udseende: Hvid hestekrop, klare blå øjne og et snoet horn i panden, som kunne blive en meter langt.

Egenskaber: Enhjørningen var ridderlig, stolt og vild. Den var hurtigere end noget andet dyr og kunne ikke indfanges levende. En jæger kunne kun fange den med hjælp fra en ung, smuk jomfru. Hun skulle sætte sig i skovbunden, så ville enhjørningen komme og lægge sit hoved i hendes skød og falde i søvn. Derefter var det let at fange eller dræbe den.

Fjende: Elefanten. Årsagen til fjendskabet er uklar.

Det magiske horn: Grunden til at dræbe det uskyldsrene dyr lå i hornet, som mentes at beskytte mod gift og kunne højne potensen. I mangel af rigtige enhjørningehorn brugte man narhvalens lange, snoede stødtand.

Hvaltanden blev solgt for svimlende summer, især i Italien, hvor giftmord var hyppige. Fyrster anbragte stumper af “enhjørningehorn” i deres drikkebægre, og indtil 1789 dyppede en tjener “enhjørningehorn” i den franske konges bæger.

Føniks: Udødelig fugl genopstod af asken

Art: Fugl.

Udbredelse: Ifølge nogle beretninger levede føniksen i Indien, i andre i Arabien. Men i hele verden fandtes kun én føniks-fugl ad gangen. Den behøvede hverken at indtage føde eller væske.

Udseende: Føniks-fuglen havde skikkelse som en ørn med gylden hals, blå hale med rosenrøde halefjer og rødviolet krop.

Egenskaber: En føniks varslede godt nyt. Den ejede en smuk sangstemme, og alle himlens øvrige fugle fulgte den, når den viste sig. Den levede i omkring 500 år, og når tiden var inde til at dø, byggede den en rede af velduftende grene. Her brød den i brand og gik til grunde i flammerne.

Af dens aske opstod næste morgen en orm, som dagen efter blev til en ny føniks. Fuglens genopstandelse blev et symbol på det evige liv, og i middelalderen var den et billede på Jesus, som rejste sig fra de døde.

Føniksen brændte men opstod igen.

© British Library

Grif: Løveørn vogtede guld

Art: Blandingsvæsen, halvt ørn, halvt løve. Griffen forenede det stærkeste rovdyr og den stærkeste rovfugl i sig.

Udbredelse: Det fjerne Østen, hvor den vogtede guld og ædelstene nær solens opgang. Griffen byggede sin rede af guld og lagde smaragder i som værn mod giftige dyr. Den angreb alt levende og spiste okser og mennesker, som den flåede itu og fodrede sine unger med.

Udseende: Griffen havde flammende øjne, dens fjerdragt var sort, vingerne hvide, og halsen mørkeblå. En beskrivelse fra 1400-tallet beretter om dens størrelse: “Den er otte gange større end løven og bortfører med lethed en harniskklædt rytter og hans hest”.

Egenskaber: Griffens klo kunne – lige­som enhjørningens horn – beskytte mod gift. Middelalderens europæere importerede grif-kløer fra Østen (i virkeligheden horn fra asiatiske bjergfår). Kløerne blev beslået med metal og brugt som drikkehorn. Strudseæg gik for at være grifæg og blev udstillet som kostbare skatte på guldforsirede fødder.

Fortællinger fra Alexander den Stores togter i Østen beretter om griffens evne til at flyve. Alexander foretog ligefrem en himmelfart i en vogn trukket af griffer. Til at drive dem fremad brugte han en lang stang med et saftigt stykke kød, som han holdt foran grifferne.

Fjende: Hesten. Årsagen er uklar.

Læs også:

Arkæologi

Nyt fund: Deformt kranie afslører brutal tradition

2 minutter
Religionshistorie

Mystisk munk skrev Djævlens bibel

11 minutter
Præsidentvalg i USA

Kan man blive præsident uden at vinde hjemstaten?

2 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!