Smuglet ud af Indien
Den franske juvelhandler Jean-Baptiste Tavernier rejste i perioden 1631-1668 seks gange til Indien for at skaffe diamanter til Europas voksende adel.
De fleste rejser gik til sultandømmet Golconda i midten af landet, hvor 30.000 mænd hver dag sled med at hente ædelsten op fra minerne ved Kollur.
Tavernier førte nøje regnskab med samtlige af sine handler. Alligevel mangler alle oplysninger om købet af den blå juvel i hans regnskabsbøger.
De manglende optegnelser får historikere tiI at mene, at Tavernier købte diamanten ulovligt.
Alle diamanthandler skulle i 1600-tallet godkendes af sultanen selv, men sandsynligvis har Tavernier fået lov at købe diamanten i en hemmelig handel med sultanens premierminister, Mir Jumla, og smuglet ædelstenen ud af Indien.
Besværet var unødvendigt. Blå er hindudødsguden Yamas farve og repræsenterer død og fordærv.
Inderne anså derfor blå diamanter som forbandede, så Tavernier kunne sandsynligvis have købt diamanten billigt af sultanen selv.
Den blå farve i diamanterne skyldes grundstoffet bor, der selv i små mængder misfarver ædelstenene.
Købmanden Tavernier tilbragte halvdelen af sit liv med at rejse til Indien efter diamanter.
Solgt som historiens dyreste diamant
Den 6. december 1668 satte Ludvig 14.s finansminister, Jean-Baptiste Colbert, sin underskrift på et stykke papir. Signaturen sikrede Frankrigs konge Europas eneste blå diamant.
Ludvig betalte i verdens hidtil dyreste handel 893.731 livres eller omkring 42 millioner kroner for stenen til sin landsmand Tavernier, der samtidig fik titel af baron.
Diamanten var ifølge Colberts optegnelser “blå, tyk og formet som et hjerte”. Handelen vakte opsigt over hele kontinentet. Bl.a. nævntes den i et samtidigt engelsk tidsskrift.
Frankrigs kong Ludvig 14. købte den blå diamant af Tavernier.
Stjålet fra kongen
I 1792 konfiskerede Georges Danton – en af den franske revolutions foregangsmænd – den blå diamant fra Ludvig 16.
Danton, der havde ansvaret for ro og orden i den unge republik, frygtede, at Ludvig ville bestikke Europas kongelige til at hjælpe sig tilbage til magten, og beordrede soldater til at hente kongens kronjuveler.
Værdierne blev sendt til Garde-Meuble – det kongelige opbevaringshus – hvor to delinger soldater bevogtede dem nat og dag.
Men sent om natten den 16. september brød ukendte gerningsmænd ind i Garde-Meuble og stjal den blå diamant, der aldrig siden vendte tilbage til Frankrig.
Tyveriet er aldrig blevet opklaret.
Da revolutionære væltede kong Ludvig 16. i 1789, konfiskerede de den blå diamant.
Forsvundet i 20 år
Præcis 20 år efter at den forsvandt, dukkede Hope-diamanten op igen – delt i tre.
I september 1812 præsenterede den ukendte juveler Daniel Eliason Europa for to små og en stor blå diamant. Diamanterne var til salg fra en ukendt ejer.
De fleste historikere er sikre på, at de tre sten var skåret fra Ludvigs blå diamant, både fordi der ikke fandtes andre blå diamanter i Europa, og fordi stenen ganske belejligt dukkede op efter 20 år – den forældelsesfrist, som revolutionsregeringen i Frankrig havde indført for forbrydelser.
Hvor diamanten befandt sig i de tyve år, er usikkert, men historikere mener, at hertugen af Braunschweig, Karl Vilhelm Ferdinand, modtog diamanten i bestikkelse fra de revolutionære i Frankrig.
Karl Vilhelm ledte de preussiske og østrigske hære, der angreb det revolutionære Frankrig i 1792. To dage før diamanten forsvandt, stod Braunschweig med alle muligheder for at knuse de franske tropper.
Hans hær var den 14. september opmarcheret og i markant overtal ved den nordfranske by Valmy. Alligevel nægtede generalen – til stor undren for sine officerer – at blæse til angreb.
Fire dage senere valgte Braunschweig at trække sig uden kamp. Beslutningen reddede den franske republik.
Hertug Karl Vilhelm Ferdinand af Braunschweig modtog den blå diamant som bestikkelse.
Betaler konges gæld
Den engelske konge George 4. købte diamanten som sin personlige ejendom af Daniel Eliason.
Ifølge historikerne er det ingen tilfældighed, at netop George fik lov at købe diamanten – hans svigerfar var hertugen af Braunschweig.
George beholdt diamanten til sin død i 1830. Efterfølgende lurede skandalen, da boet blev gjort op.
Kongen havde oparbejdet en massiv gæld, og boets kurator, hertug Wellington, var nødt til at sælge den blå diamant for at dække noget af gælden.
Køberen var Wellingtons personlige ven, den irske juveler og rigmand Henry Philip Hope.
De næste 72 år tilhørte diamanten Hope-slægten, som den blev opkaldt efter.
Juveler-søn opdigter forbandelse
I 1902 gik Hope-familien fallit, og avisen Washington Post skrev om “den forbandede diamant, som ingen vil eje”.
Alligevel købte den franske juveler-familie Cartier diamanten i 1910 for kun 3 mio. kr.
Familiens yngste søn, Pierre, fik til opgave at sælge diamanten videre.
For at øge værdien opdigtede han historien om, at Tavernier havde stjålet diamanten fra en statue af hinduguden Sita, der som hævn kastede en forbandelse over stenen.
Om halsen på stædig velhaver
Pierre Cartiers opdigtede historie om diamantens forbandelse fascinerede den nyrige Evalyn Walsh McLean.
Sammen med sin mand, Ned – ejeren af avisen The Washington Post – købte hun diamanten for fem millioner kroner i 1910.
Evalyn anså Cartiers fortællinger for overtro – også efter at tragedierne begyndte at ramme den hidtil lykkelige Walsh-familie.
Parrets 9-årige søn, Vinson, omkom i en bilulykke i 1919, og Ned McLean blev kort efter erklæret sindssyg. Han tilbragte resten af livet på et psykiatrisk hospital.
Samtidig ramte massive økonomiske problemer The Washington Post, der blev solgt på tvangsauktion i 1933.
På trods af Walsh-familiens åbenlyse økonomiske problemer forsøgte Evalyn Walsh i 1932 at hjælpe sin ven flyverhelten Charles Lindbergh, hvis søn var centrum i århundredets kidnapningsskandale.
Evalyn pantsatte diamanten for 37.500 dollars – pengene skulle betale løsesummen. To uger senere fik hun Hope igen ved at sælge ud af sin smykkesamling.
Den tidligere velhavende kvinde efterlod sig ved sin død i 1947 så stor en gæld, at diamanten blev solgt for at dække kreditorernes krav.
Køberen – juvelhandleren Harry Winston – beholdt diamanten indtil 1958, hvor han solgte den videre til det nationale Smithsonian Institution i Washington.
Prisen var ukendt, men alt tyder på, at Winston fik 10 års skatterabatter af regeringen frem for en kontant betaling.
Den dekadente Evalyn Walsh bar Hope-diamanten ved alle lejligheder. På trods af økonomiske problemer beholdt hun stenen til sin dødsdag.
Diamantens forbandelse
Jean-Baptiste Tavernier: Dræbt af vildhunde i Rusland.
Kong Ludvig 16.: Omstyrtet, halshugget sammen med sin familie.
Hope-familien: Mærkværdige dødsfald gennem fem generationer.
Simon Montharides: Juvelhandler, der ejede diamanten i 1908. Dræbt med sine to børn og kone.
Sultan Abdul Hamid: Købte Hope diamanten i 1909 og blev væltet ved en revolution samme år.
Harry Winstons kone fremviser Hope-diamanten på Smithsonian i Washington.
Bag lås og slå
Den 10. november 1958 om morgenen ankom Hope-diamanten i en diskret pakke til Smithsonian Institution i Washington.
Siden da har diamanten befundet sig på The National Museum of Natural History i den amerikanske hovedstad.
Her hviler den i dag bag tommetykt glas til skue for offentligheden. Eksperter vurderer diamantens værdi til en milliard kroner.
Den 9. februar 2005 afsluttede museet en årelang undersøgelse og fastslog, at Hope med sikkerhed er en del af Ludvig 16.s forsvundne blå diamant.