Langt op i middelalderen var det et uløseligt mysterium for de lærde, hvordan nogle fuglearter kunne dukke op og forsvinde sporløst igen, når årstiderne skiftede.
Ingen havde fantasi nok til at forestille sig, at fuglene kunne flyve den halve verden rundt efter mad og ynglepladser.
Mange fandt derfor på fantasifulde forklaringer. Blandt dem var historieskriveren Gerald af Wales, som i 1100-tallet forsøgte at forklare, hvorfra fx bramgåsen dukkede op.
Gerald antog, at det lille krebsdyr langhalsen var bramgåsens fostre.
Geralds forklaring var, at gåsen groede frem på træerne som en frugt. Beviset havde han set på stranden, hvor fyrregrene flød i land fyldt med gevækster, som Gerald mente var fostrene fra bramgæssene. “De hænger med deres næb fæstnet til træet ligesom tang”, skrev Gerald.
I virkeligheden var det såkaldte langhalse, Gerald så. Langhalsen er et krebsdyr, som klæber sig fast til fx drivtømmer.
Den har en skal, som minder om et næb. Først i 1700-tallet blev det slået fast, at bramgåsen yngler helt normalt i bl.a. Grønland.