I 2019 rejste ingeniøren Celso Garcia Vargas til Peru og Bolivia for at undersøge de mere uudforske dele af inkanernes gamle rige. Tæt på inka-byen Ollantaytambo fandt Vargas en ring, som ved første øjekast ikke adskilte sig væsentligt fra andre af inkaernes ringe.
Smykket var prydet med en primitiv figur af en kondor med tre halefjer og var desuden skrammet og grønt af belægninger. Men størrelsen fik Vargas til at spærre øjnene op.
Med en indre diameter på 2,7 cm passede ringen ikke til nogen person af almindelig størrelse. For at have så store fingre ville et mennesker typisk skulle være mellem 2,3-2,5 m høj, afslørede en hurtig udregning.
Vargas havde godt hørt de lokale efterkommere af de indfødte peruvianere tale om et gammelt folk af kæmper, og her havde han måske beviset.
Den store ring fundet i Peru stiller nu spørgsmåltegn ved, om der rent faktisk eksisterede en stamme af særligt store mennesker her.
Ifølge de lokale havde kæmperne været bomstærke og dygtige bygherrer, som efterlod sig adskillige spor. Det kan lyde som det rene overtro, men historierne kom ikke kun fra de lokale.
De kan spores helt tilbage til 1500-tallet, hvor flere af de spanske kolonister mente, de havde set de store mennesker med deres egne øjne.
Erobrere berettede om kæmperne
Beretninger om kæmper findes i mange kulturer, men netop i Peru er historierne særligt sejlivede.
”Nogle af dem var så høje, at mænd af almindelig højde dårligt nåede deres knæ”. Historikeren og conquistadoren Cieza de León.
Den første nedfældede beretning kom fra den venetianske opdagelsesrejsende Antonio Pigafetta, der var en del af Ferdinand Magellans jordomrejse. Omkring 1520 nåede de Sydamerikas kyst, og her beskrev Pigafetta mødet med kæmpen:
“En dag så vi pludselig en gigantisk nøgen mand, som stod inden ved bredden. Han dansede, sang og kastede sand på sit hoved. Han var så høj, at han vi kun nået ham til livet, og hans propotioner var som et menneskes”.
Ifølge Pigafetta mødtes Magellan med kæmpen, som var venligsindet. Kaptajnen gav folket navnet “de patagonske kæmper”, og den dag i dag kaldes det sydlige Sydamerika for Patagonien. Gigianterne begyndte endda at optræde på mange kort over Den nye verden.
Det var dog især med kolonisternes ankomst, at beretningerne om enorme mennesker i Peru fik fodfæste i Europa. Den spanske conquistador og historiker Pedro Cieza de Léon skrev fx i 1609 om en oplevelse med kæmpemenneskerne. Han havde ganske vist hørt historien fra en anden spansk kolonist, men han var overbevist om, at den var sand.
Ifølge Leon havde en tømmerflåde pludselig lagt til på stranden tæt på spaniernes lejr, og ud kom mennesker så store, at ingen af spanienerne havde set noget lignende.
“Nogle af dem var så høje, at mænd af almindelig højde dårligt nåede deres knæ. Deres store hoveder med skulderlangt hår var monstrøse. Deres øjne var store som tallerkener, og deres ansigter skægløse”, lyder fortællingen.
Cieza de León fortalte, at selvom han ikke selv havde oplevet de høje mennesker, så havde han set beviserne efter den lejr, de slog op tæt på spanierne. Her stod stadig en stenovn, som kæmperne havde opført. Den var så stor, at almindelige mennesker dårligt kunne bruge den.
Bygningskunst vakte undren
Spaniernes kunne også konstatere, at der var mange imponerende bygningsværker i landskabet, som ikke synes at kunne være skabt af almindelige mennesker. Det gjaldt ikke mindst Sacsayhuamán, en enorm fæstning opført af store sten og beliggende i Inka-hovedstaden Cuscos nordlige udkant.
1400-tals fæstningen Sacsayhuamán blev opført helt uden brug af mørtel.
“Stenene sad så tæt sammen og var tilpasset så godt, at end ikke en nål kunne presses ind i dem”, skrev den spanske historiker og conquistador Pedro Pizarro.
“Der var sten så store og tykke, at det forekom umuligt, at mennesker kunne have anbragt dem”, bemærkede erobreren.
I dag ved vi, at de tungeste sten i Sacsayhuamán vejer 60 tons. Det er stadig usikkert, præcist hvordan inkaerne har bygget det imponerende fort, men en teori er, at stenene er blevet rullet på træstammer.
Bygningsværkerne var dog langt fra de eneste tegn på kæmpernes eksistens. Nogle spaniere rapporterede om fund af store menneskeknogler og stykker af tænder.
“Et ben er fra knæet og nedefter af samme højde som en mand”. Missionær Fernando de Montesinos
Missionæren Fernando de Montesinos skrev i slutningen af 1500-tallet om nogle underlige menneskeknogler han havde fundet: “Et ben har fra knæet og nedefter højde som en mand”, tilføjer han.
”Der var en meget stor hule, og resterne af kæmper lå i den. Mellem dem var tre kæmpers kroppe med deforme hoveder (langstrakte kranier, red.) indhyllet i ceremonielt stof”, berettede jesuitterpræsten og missionæren Pablo José Arriaga i 1620.
Antropolog holdt liv i myten
Men fundet af en levende kæmpe er aldrig blevet bekræftet, og hvis de havde eksisteret, så tyede alt på, at de var udøde kort efter kolonisternes ankomst.
I 1800-tallet begyndte flere arkæologer og antropologer dog igen at interessere sig for den gamle myte.
Mange peruvianske folk inden inkaerne bandt stykker af træ rundt om deres spædbørns hoveder, for på den måde at tvinge hovedet til at blive aflangt.
“Det amerikanske kontinent lader til at have været et sted, hvor det bugnede med store mennesker, for her er der fundet mange rester af mennesker, som er meget større end deres nuværende indbyggere”, skrev fx avisen New York Tribune efter fund af kranier, som var større end resten af befolkningens.
De store knogler var dog formentlig fossiler fra fortidsdyr, mens de langstrakte kranier antageligvis skyldtes inkaernes skik med at forme overklassens børns hoveder.
På trods af 500 år med fund og historier er de fleste forskere i dag enige om, at fortællingerne om kæmperne skyldes overdrivelser og peruviansk folketro.
Men med fundet af ringen mener i hvert fald den chilenske historiker Rafael Videla Eissmann, at der meget vel kan have været et afskærmet folk af særligt store mennesker i 1500-tallets Peru.
Et bundsolidt bevis for deres eksistens kan ringen nok ikke kaldes, men sikkert er det, at fascinationen af Perus kæmper vil leve videre mange år endnu.