I det lune middelhavsklima opholdt grækerne sig ofte under åben himmel – også om natten. Her havde de mulighed for at studere himlens lysende prikker og filosofere over, hvorfor guderne havde placeret dem der.
Omkring år 700 f.Kr. nævner digteren Homer for første gang grækernes stjernebilleder. Han opremser dekorationerne på et skjold, som sagnhelten Akilles har fået af Hefaistos – guden for ild og smedekunst: “Der var Plejader at se, Hyader og Orion den stærke”.
Citatet viser, at oldtidens grækere var vant til at kigge på stjerner og give navne til særlig iøjnefaldende konstellationer. Hvordan navnene er opstået, ved forskerne ikke præcis, idet kun få stjernebilleder for alvor ligner deres motiv – og andre kulturer har givet dem helt andre navne.
I virkeligheden stammer flere græske stjernebilleder fra Mesopotamien (nutidens Irak og Syrien), hvor 6.000 år gamle kileskrifter bl.a. nævner Tyren og Løven. Ligesom mesopotamierne troede grækerne, at guderne havde sat stjernerne på himlen som fortællinger for menneskene.
Eftersom Jorden drejer rundt om Solen, så de desuden forskellige udsnit af stjernehimlen på forskellige tider af året.
Derfor fungerede stjernerne som en slags guddommelig kalender, der kunne fortælle grækerne, hvornår tiden var inde til at så eller høste. Når Orion viste sig, betød det eksempelvis, at vinteren var på vej.
På Homers tid henviste konstellationerne til ting fra folks hverdag – fx en tyr eller et skib. I århundrederne efter kom flere af dem dog efterhånden til at repræsentere guder eller helte fra mytologien.
I år 150 e.Kr. udgav videnskabsmanden Ptolemaios værket Almagest, der beskriver de 48 græske stjernebilleder, vi kender i dag.