Historier om den myteomspundne ungdommens kilde – som kan gøre alle yngre, hvis de drikker af eller bader i vandet – er blevet fortalt rundtom i verden i tusinder af år; fx bliver kilden nævnt i 400-tallet f.Kr. af den græske historieskriver Herodot.
Ifølge grækeren lå kilden i det østlige Afrika og gav de lokale en levetid på ca. 120 år.
“De, der vaskede sig deri, fik skinnende og stram hud, som om de havde badet i olie – og en velduft kom fra kilden som fra violer”, skrev grækeren.
Herodot kaldes også "historiens fader". Han var samtidshistoriker og tog i sine bøger udgangspunkt i øjenvidner og egne oplevelser – dog uden tvivl ikke i sine beskrivelser af ungdommens kilde.
Fortællinger om “livets vand” var også populære i middelalderen.
Fælles for alle beskrivelserne var, at den eftertragtede kilde typisk lå i områder, som var så godt som umulige at rejse til.
Derfor gav det stor genlyd i Europa, da de første historier om ungdommens kilde begyndte at dukke op fra den nye verden, som de spanske conquistadorer koloniserede i begyndelsen af 1500-tallet.
Her fortalte de indfødte i Caribien bl.a. om landet Bimini, som skulle rumme en særlig helende kilde.
Ifølge samtidige spanske kilder forsøgte en stor ekspedition at finde ungdommens kilde i bl.a. nutidens Florida, USA – men forgæves.
