Mange kulturer i historien har forbundet forskellige dyr med held, lykke og frugtbarhed.
Hvornår kaniner først blev forbundet med held, kan historikerne ikke fastslå, men de ved, at kelterne i 600-tallet f.Kr. betragtede kaniner som lykkebringende.
Årsagen var formentlig, at dyret levede under jorden og derfor formodedes at have kontakt til underverdenen.
Herfra kan synet på kaniner som et særligt dyr have spredt sig til andre kulturer; fx skrev 1500-talsforfatteren Reginald Scot, at englændere troede, at en kaninfod kunne dulme smerter.
Fænomenet med at bære en kaninfod som en lykkeamulet blev født i 1800-tallets USA – muligvis som en sammensmeltning af europæisk og afroamerikansk overtro.
For at være en ægte lykkeamulet skulle kaninfoden opfylde en række kriterier – jo flere, desto bedre – bl.a. skulle foden have siddet på dyrets venstre bagben, og kaninen skulle være slået ihjel ved midnat på en kirkegård på en fredag den 13. af en venstrehåndet mand.