Idéen om, at fjerne planeter er beboet af små, grønne mænd, blev populær i 1950’ernes USA, hvor aviser og TV jævnligt rapporterede om folk, der havde set ufoer.
Her fortalte “øjenvidner” undertiden, at de havde mødt rumvæsener, som lignede små mennesker med grå-grønlig hud.
Datidens medier omtalte ofte rumvæsener som små, grønne mænd – et billede, som satte sig fast i populærkulturen, hvor grønne rummænd gik igen i film og tegnefilm.
Små, grønne skabninger er dog ingenlunde et moderne fænomen.
Allerede i 1100-tallet omtaler et engelsk folkesagn to børn med grøn hud, som blev fundet nær landsbyen Woolpit. De grønne væsener – en dreng og en pige – talte et fremmed sprog, og da de lærte engelsk, fortalte de, at de kom fra “Skt. Martins land”, som var beboet af lignende grønne skabninger.
Ifølge overleveringen falmede væsenernes grønne hud med tiden, hvorefter drengen døde, mens pigen blev giftet bort.
Omkring 700 år senere blev rummænd mere eksplicit grønne i bogen A History of New York fra 1809.
Her besøger en flok månemænd Jorden og fortæller efterfølgende deres artsfæller, at mennesker er “forfærdelig hvide i stedet for ærtegrønne”.
Denne beskrivelse af rummænd blev hyppigere i 1900-tallet, hvor rumvæsener blev faste karakterer i de første science fiction-bøger; fx nævnes “grønne mænd fra Mars” i bogen Flugten til Mars fra 1912.