Nordens slotte vrimler med spøgelser

Celestine er imidlertid kun én af flere hvide damer og andre spøgelser og overnaturlige væsener, som hjemsøger Nordens slotte og borge.

Beretningerne om det overnaturlige – eller det paranormale, som fænomenerne også betegnes – er så mange, at de ikke kun vækker historieinteresseredes interesse – også videnskaben er nu begyndt at kigge på uforklarlige fænomener med nysgerrige briller.

For hvad er spøgelser? Hvorfor ser vi dem? Og hvorfor bliver vi aldrig trætte af at høre de fascinerende og gruopvækkende historier om gengangere?

Elsker blev halshugget

Fortællinger er der nok at tage fat på for de naturvidenskabsfolk og psykologer, som arbejder på at forklare de mest udbredte paranormale fænomener. Norden vrimler nemlig med beretningerne om spøgelser.

De overnaturlige fænomener optræder i forskellige variationer, men følger tilsyneladende alligevel et ret simpelt mønster. En vred hund, en halshugget adelsmand eller en kvinde klædt i hvidt er de typiske spøgelser, og et af de mest kendte optræder på det danske slot Rosenholm.

Her begynder gobelinerne på tårnværelsets nordvæg hver aften ved midnatstid at blafre uforklarligt, hvorefter en ung kvinde træder ud af muren. Spøgelset er genfærdet af en ung adelsfrøken, som kom for skade at forelske sig i godsets forvalter, lyder beretningen, som går tilbage til 1700-tallet.

De to elskende skjulte forholdet så længe, de kunne, men da pigen blev gravid, kunne hendes far ikke undgå at opdage, hvordan det var fat. Rasende erklærede adelsmanden, at forvalteren skulle henrettes snarest muligt, men først skulle han slås til ridder, for en gemen forvalter kunne ikke være far til hans barnebarn.

Herremanden beordrede forvalteren ud i slotsgården, fattede sit store tohåndssværd og gennemførte ceremonien, som gik ud på tre gange at berøre den kommende ridders skulder med sværdet.

Forvalteren fik ikke lov til at nyde sin adelsstand længe, for så snart adelsmanden havde færdiggjort ceremonien, huggede han hovedet af sin datters elsker. Pigen skulle ikke sørge længe.

Den unge kvinde blev nemlig indemuret levende i tårnværelsets gamle vinduesniche, hvor hun led en ensom, langsom og grufuld død.

Når klokken slår 12 på slottets ur, vender adelsfrøkenen og forvalteren tilbage, indhyllet i lyse klæder. Folk, der ved denne tid vover sig ud på gangen ud for tårnværelset, kan se de to – den hvide dame og den hovedløse forvalter – forenet i et uendelig kærligt favntag ud for værelsets dør.

Forelskede kvinder blev muret inde

En ung kvinde, som forelsker sig under sin stand og derved kommer grusomt galt afsted, er også temaet for en spøgelseshistorie fra middelalderborgen Olofsborg i Finland. Den robuste bygning har siden 1475 modstået adskillige russiske belejringer.

Under en af belejringerne forelskede borgherrens datter, Ingel, sig i en officer fra de russiske belejringstropper. Interessen var gengældt, og en nat lukkede pigen russeren ind på slottet. Den lumske officer benyttede lejligheden til at åbne borgens porte, så de fjendtlige soldater kunne strømme ind.

Forsvarerne handlede hurtigt, og efter hård kamp formåede de at jage fjenden på flugt. Borgherren tilgav imidlertid ikke Ingel, der som straf blev muret inde. Når fuldmånen lyser natten op, viser hun og hendes russiske elsker sig sammen på en af borgens balkoner, lyder spøgelseshistorien.

Moralen er tydelig: Den, som gifter sig under sin stand eller sætter sig op mod sine forældre, er dømt til evig ulykke.

Ulykkelig kærlighed er i det hele taget drivkraften bag meget spøgeri. Den danske konge Frederik 2. kom sig ifølge beretningerne aldrig over, at han ikke kunne få adelsfrøkenen Anne Hardenberg, som han var forelsket i som ung.

Anne var højt nok på strå til at bo på Svaneholm Slot, et renæssanceslot i Skåne, som dengang var en del af Danmark, men ikke fin nok til at gifte sig med en kronprins.

Han giftede sig i stedet i 1572 med den brud, som familien havde valgt til ham – Frederiks dengang 15-årige kusine Sophie af Mecklenburg – og levede ulykkeligt til sine dages ende. Efter mere end 400 år har kongen tilsyneladende ikke opgivet Anne og søger hende på Svaneholm Slot.

Helt blind for andre kvinder er Frederik imidlertid ikke. Da tre besøgende skolepiger mødte Frederik 2. som spøgelse i slottets musiksalon, trippede kongen lystigt i takt til musikken, mens han blinkede til dem.

En grevinde på slottet havde præcis samme oplevelse med den royale genganger.

Ond hund varsler død

Ikke alle spøgelser har menneskelig skikkelse. Hvor den norske fæstning Akershus nu ligger, begyndte i middelalderen byggeriet af en kongeborg. Borgens kommandant befalede, at en hund skulle begraves levende ved bygningsværkets port.

Den grusomme dåd skulle sikre, at hunden gik igen, så den kunne bevogte borgens indgang for evigt og derved beskytte mændene indenfor. Om det skyldes det afdøde dyr eller ej, står hen i det uvisse, men sikkert er det, at Akershus aldrig er blevet indtaget med magt.

Til gengæld skulle spøgelseshunden ikke blive noget behageligt bekendtskab, selv for nordmændene, for Malcanisen – Den Onde Hund – skræmte ikke kun fjenderne.

Så snart den sidste sten var lagt i 1299, begyndte dyret at gø og lave spektakel. Spøgeriet foregik især i mørkegangen under slottets østside ved hovedporten.

Historien kulminerede, da en del af mørkegangen på mærkværdig vis styrtede sammen en dag i 1550.

Den danskfødte adelsmand Peder Hanssøn Litle, der som høvedsmand forvaltede borgen, måtte meget mod sin vilje begive sig ned i fæstningens indre for at danne sig et overblik over skadernes omfang. Her ventede Den Onde Hund med snerrende tænder og øjne, der lyste rødt i mørket.

Adelsmanden forsvarede sig, så godt han kunne, mod det uhyggelige væsen, som først fortrak, da Peder Litle kastede den brændende fakkel, han brugte til at oplyse mørket med, imod den.

Peder tumlede ud på alle fire, men var uskadt. Snart kunne han tørre sveden af panden og slutte sig til kammeraterne i de lune stuer ovenpå. Men lettelsen skulle vare kort.

I påsken det følgende år faldt han af sin hest og slog sig slemt. Peder kom sig aldrig, og i september 1551 døde han som følge af kvæstelserne. Alle andre, der har set Malcanisen, har fået en lignende skæbne, lyder historien.

Hunden spøger fortsat, selvom Akershus blev ombygget i 1600-tallet. Fæstningen går i øvrigt for at være Norges mest hjemsøgte sted. Fx skulle dronning Margrete 1.s kammerpige også hjemsøge gangene i Akershus.

Margrete 1. (1353-1412) befandt sig ofte på borgen, hvor en af hendes kammerpiger sultede ihjel under en særlig kold vinter. I dag fortæller flere , at de i Margretesalen har set kammerpigen, som ikke har noget ansigt, skride hvileløst frem og tilbage i mørket.

Selvom langt de fleste genfærd er flere hundrede år gamle, er spøgeri ikke altid af ældre dato. På det kongelige slot Skaugum sydvest for Oslo huserer sjælen af den tyske rigskommissær Josef Terboven.

Rigskommissæren overtog embedet umiddelbart efter nazisternes besættelse af Norge i april 1940, og han markerede sig straks ved at beslaglægge slottet Skaugum og ved at opføre sig usædvanlig brutalt.

Fx beordrede Terboven i 1942 omkring 288 syge krigsfanger i lejren Beisfjord i det nordlige Norge henrettet. Fangevogterne skød de syge med maskingeværer.

De fanger, som gemte sig i barakkerne, blev brændt levende. Rigskommissæren var så hård i sin fremfærd, at selv propagandaminister Joseph Goebbels mente, at han gik for hårdt frem.

Terboven vaklede aldrig – heller ikke da krigen gik tyskerne imod. Hans personlige ambition var at sikre, at Norge som en fæstning ville holde stand, selvom alle andre tyske besiddelser kapitulerede. Den 8. maj 1945 overgav Tyskland sig, og selv Terboven indså, at alt håb var ude.

Hellere end at møde nederlaget – og de allierede befrielsestropper – valgte rigskommissæren ved midnatstid at sprænge sig selv i luften med 50 kg dynamit i bunkeren tæt ved slottet.

Gardere, som nu passer på det norske kronprinspar, hævder, at de har set Terboven vandre hvileløst omkring ved slottet – måske i et evigt forsøg på at opfylde ambitionen om at holde Festung Norwegen eller som straf for onde gerninger.

Både gamle og nye spøgelseshistorier er en del af en tradition, som går tusinder af år tilbage i tiden. Allerede den græske digter Homer, som levede i 700-tallet f.Kr., nævnte ånder af afdøde, som levede og færdedes i dødsriget Hades.

I de følgende århundreder opstod forestillingen om, at den afdødes ånd svævede rundt nær ligets hvilested, og at den døde ville hjemsøge familien, hvis ikke han eller hun blev begravet efter de vedtagne ritualer og forskrifter.

Den romerske politiker og forfatter Plinius den Yngre nedfældede i det første århundrede verdens første spøgelseshistorie om en hvileløs sjæl, der aldrig blev ordentligt begravet og derfor hjemsøgte et hus i Athen.

Nogle af fortællingerne om slotsspøgelser går helt tilbage til middelalderen, men mange af historierne, som vi kender dem, tog form i 1800-tallet.

Hvor religion og overtro før havde styret flertallets hverdag, fik videnskab og rationel tænkning nu overtaget – i hvert fald hos den toneangivende del af befolkningen. Som et modsvar til den nye rationalisme opstod romantikken, som gjorde fortiden, naturen og det mystiske til idealet.

Døden var en del af hverdagen, da lægekunsten endnu ikke formåede at komme infektionssygdomme og andre store dræbere til livs, og historier om kære afdøde, der vendte tilbage fra graven, trøstede de efterladte.

Andre kunne gennem beretningerne og på sikker afstand af farerne få et godt gys af samme slags, som nutidens gyserfilm frembringer.

Spiritistiske seancer, kommunikation med bankeånder og “ånden i glasset” var populært tidsfordriv. Samtidig florerede fortællinger om hjemsøgte huse og slotte. Mange af de fortællinger, som vi kender i dag, blev netop skrevet ned i 1800-tallet.

Forskere kastede sig også over spøgelseshistorierne, som de forsøgte at forklare ud fra naturvidenskabelige principper. I London oprettede videnskabsfolk i 1882 Society for Psychical Research med det formål at forklare, hvad der lå bag de paranormale tildragelser.

Medlemmerne var højt respekterede forskere, herunder flere nobelprisvindere. Selskabet afslørede en lang række svindelnumre, men afdækkede også, at oplevelsen af at have set et spøgelse var særdeles udbredt. De fandt også ud af, at øjenvidners psykologiske tilstand påvirkede oplevelsen.

Andre forsøgte med udgangspunkt i tidens nye teknologi og viden at forklare de overnaturlige fænomener som “elektriske udladninger” eller “affotograferinger af fortiden”.

Træværk knirker, og mørket snyder

Nu – omkring 150 år senere – har videnskaben endnu ikke til fulde forklaret baggrunden for alle tildragelser, som hører under kategorien paranormale hændelser. Men forskerne er kommet meget langt med at forklare de mest udbredte “overnaturlige” fænomener. Og det hele har en helt naturlig forklaring, fortæller forskerne.

Flere spøgerier kan forklares med de gamle slottes og huses tilstand. Stederne er ofte dårligt oplyst, og det er let at bilde sig ind, at “noget” pusler i de mørke kroge. Lyden af knirkende træværk, der giver sig i vinden, kan sagtens lyde som mystiske fodtrin.

Fænomenet kan imidlertid også skyldes skimmelsvampe. Ingeniøren Shane Rogers, der arbejder som professor ved Clarkson University i USA, har i mange måneder undersøgt følgerne af at indånde skimmelsvampe, som trives i fugtige og forsømte omgivelser som fx slotskældre.

Foreløbige undersøgelser tyder på, at svampene ikke alene irriterer luftvejene og øjnene, men at de også påvirker hjernen. Den angrebne kan rammes af en uforklarlig frygt eller forvirring, som han eller hun så tolker som en overnaturlig oplevelse.

Teorien kan, hvis Shane Rogers har ret, forklare, hvorfor spøgeri ofte foregår i gamle, forfaldne huse.

Også et andet stof end svampesporer er i søgelyset, når forskere jagter en forklaring. Lægen W.H. Wilmer offentliggjorde i 1921 i tidsskriftet American Journal of Ophthalmology en beretning om et hjemsøgt hus.

Familien i huset oplevede sære ting, straks de flyttede ind. Møbler bevægede sig på uforklarlig vis om natten, hviskende stemmer lød i gangene, og hele tiden følte familiens medlemmer, at nogen holdt øje med dem.

Familiens medlemmer oplevede endog, at noget holdt dem fast i sengen. De uhyggelige tildragelser fortsatte, indtil en tekniker undersøgte familiens ovn.

Ovnen viste sig at være defekt, og den fyldte hver nat huset med kulilte, en farveløs og lugtfri, men særdeles giftig gasart.

Herefter konkluderede lægerne, at kulilten i begrænsede mængder medførte hallucinationer, der minder om de kendte spøgelseshistorier. Og ganske rigtigt – så snart ovnen blev repareret, hørte “spøgeriet” op.

Usynlige “bølger” flytter møblerne

Andre senere forskere angiver infralyd som en mulig årsag til de overnaturlige fænomener. Infralydsbølger er lydbølger, som bevæger sig på ekstremt lave frekvenser.

Nogle dyr som fx hvaler, flodheste og elefanter bruger de lavfrekvente lyde til at kommunikere med hinanden, men det menneskelige øre opfanger ikke infralyden. Bølgerne er imidlertid meget kraftfulde og kan i særlige tilfælde flytte tunge objekter, smadre ruder og knuse menneskekroppe.

Det meste infralyd er menneskeskabt. Fly, raketter, biltrafik, satellitter og vindturbiner er vigtige kilder til et bombardement af lave lydbølger, som mennesker og dyr konstant udsættes for.

Videnskabsfolk, som har studeret effekten af vindturbiner eller trafikstøj nær boliger, har fundet ud af, at lavfrekvent støj skaber en følelse af forvirring og panik og ændrer hjerterytme og blodtryk. Kroppen opfatter ubevidst påvirkningerne som “en udtalt uhyggestemning”.

Vic Tandy, en ekspert i informationsteknologi ved Coventry University i England, opdagede i 1980’erne, at infralyd endda kan skabe illusionen af tilstedeværelsen af et usynligt væsen. Tandy arbejdede i et laboratorium, som lavede medicinsk udstyr, og særligt i ét af rummene følte Tandy et stort ubehag.

“Jeg blev ramt af koldsved og grebet af nedtrykthed, men følte også, at der var nogen i rummet sammen med mig”, fortalte Tandy senere.

I et glimt så han ud af øjenkrogen en skikkelse. Men da han vendte sig for at undersøge sagen nærmere, var skikkelsen væk. Forklaringen fik Tandy næste dag. Forskeren fægtede i sin fritid, og da han ville pudse sin kårde i det samme rum, hvor han dagen forinden havde set skikkelsen, bemærkede han, at klingen vibrerede.

Vibrationerne skyldtes, fandt Tandy ud af, lydbølger på 19 hertz, som stammede fra ventilationssystemet. Lyden kunne ikke høres, men fremkaldte de skræmmende, spøgelsesagtige effekter. I et amerikansk forsøg opdelte forskere et hold af testpersoner i to grupper.

Den ene gruppe blev – uden at vide det – udsat for svage infralydsbølger. Bagefter interviewede forskerne de to grupper om oplevelsen i rummet.

Resultatet var tydeligt. En overvægt af de testpersoner, som havde været udsat for infralydsbølger, fortalte, at de havde oplevet rislen ned ad ryggen og følt, at usynlige skikkelser befandt sig i rummet sammen med dem. Yderligere studier bekræfter forbindelsen.

Ifølge forskerne kan teorien forklare, hvorfor spøgeri ofte foregår i stormfuldt vejr, hvor vinde danner de dybe infralydsfrekvenser.

Forskere fra det engelske National Physical Laboratory har desuden undersøgt, hvorfor nogle steder tilsyneladende tiltrækker mere “spøgeri” end andre, og fundet frem til, at infralyd samler sig i bestemte lommer som fx snævre indgange til større klippehuler.

Spøgelser kommer, når vi sover

Mens det er påvist, at dybe lyde kan skabe uro i kroppen, har forskere længe undret sig over, hvorfor spøgeri næsten altid foregår i mørke og tit, lige før vi falder i søvn. Fx knytter mødet med Celestine, Dragsholms hvide dame, sig til netop dette tidspunkt på dagen.

Tidspunktet er ikke tilfældigt, påpeger videnskabsmænd, som arbejder med at kortlægge menneskers naturlige søvnrytme og har opdaget, at fænomenet ofte hænger sammen med såkaldt søvnparalyse eller søvnlammelse. Under søvnen gennemgår hjernen forskellige faser.

Den første er den lette søvn, som forskerne kalder non-rapid eye movement-fasen (NREM). Herefter bliver hvilen dybere, indtil den sovende glider ind i den del, som kaldes rapid eye movement-fasen (REM). Senere bliver søvnen igen lettere, indtil den glider over i vågen tilstand.

Under REM-søvnen forekommer de mest livagtige drømme, men det er i den tidlige og den sene søvnfase – mens hjernen falder i søvn, og når den er ved at vågne – at hjernebølger får det til at spøge.

I de faser ser den sovende fænomener som pletter, lyse striber, geometriske figurer og menneskelige former. Lyde i form af høje brag, hvisken eller råb er heller ikke ualmindelige.

Forsøg viser, at mange i denne fase tror, at de er vågne. Samtidig er kroppen også lammet, sandsynligvis som en sikkerhedsforanstaltning, da vi måske ellers kunne finde på fysisk at udleve vores drømme til skade for os selv, fx ved at forsøge at flyve ved at hoppe ud ad vinduet.

Hos mennesker, som lider af søvnlammelse, fortsætter dele af REM-søvnen ind i den vågne fase. De oplever, at de er vågne, samtidig med at de har drømmelignende hallucinationer, ligesom når de er ved at falde i søvn.

Samtidig er kroppen lammet, så den ramte er fanget i den ofte ubehagelige tilstand. Nogle oplever en trykken for brystet, som om de bliver holdt nede af et usynligt væsen.

Fænomenet er oprindelsen til ordet mareridt – fornemmelsen af, at nogen eller noget sidder på brystet af én, mens hjernen forgæves forsøger at vågne. Tilstanden er forholdsvis normal; hele otte procent hævder at have oplevet den, viser en undersøgelse.

Forskere kan endog fremkalde tilstanden ved at manipulere med menneskers søvn.

Utydelige skikkelser skimtet ud af øjenkrogen i grænselandet mellem søvn og vågen tilstand og en pludselig følelse af tristhed er alle subjektive fænomener, men har med stor sandsynlighed en naturlig forklaring.

Men hvad med de pludselige temperaturfald, som indfinder sig i hjemsøgte huse, og som kan måles med et termometer?

Også det har videnskaben en forklaring på. Den engelske adfærdsforsker Richard Wiseman har med kameraer, varmefølsomme scannere, bevægelsessensorer og andre måleinstrumenter undersøgt Hampton Court Palace, som ligger 20 km uden for London.

Slottet går for at være et af Englands mest hjemsøgte, og besøgende har i årevis berettet, at de pludselig mærker en gennemtrængende kulde, og at det under vandringer på slottet løber koldt ned ad ryggen på dem.

Richard Wises fugtmålinger viser, at de steder, som besøgende angiver som de mest hjemsøgte på slottet, også er de mest fugtige.

Wiseman forklarer, at fugten forårsager små temperaturændringer, som besøgende oplever som kolde pletter i slottets gange og værelser, og at det – også – er en del af forklaringen på, at det overnaturlige ofte finder sted på bestemte steder.

Hjernen spiller os et puds

De videnskabelige teorier kan forklare mange af de spøgerier, som foregår rundtomkring på Nordens slotte og herregårde. Ofte er oplevelsen af de konkrete spøgelser blot en skygge eller en hvid skikkelse set ud af øjenkrogen.

Hjernen vil uvilkårligt forsøge at forstå det uforklarlige sanseindtryk og den, som oplever “spøgeriet”, vil sætte oplevelsen ind i en ramme bygget på viden om begivenheder på stedet – endnu en forklaring på, hvorfor spøgelser foretrækker gamle huse.

Gardere, som i slotsgården på Skaugum ser en uforklarlig skygge, vil tænke på Terboven og konkludere, at de har set nazistens spøgelse. Beretningerne om Terbovens gerninger, mens han boede på Skaugum, er historisk korrekte, men sådan forholder det sig langtfra med de fleste andre spøgelseshistorier.

Det gælder fx beretningen om Celestine. Kilderne fortæller intet om en kvinde ved navn Celestine Mariann de Bayonne Gyldenstierne. Til gengæld er den mand, som – hvis kronologien skal passe – må have været hendes far, rigsråd Mogens Gyldenstierne, beskrevet i historiske kilder og beretninger.

Rigsråden var en dygtig admiral og tilhørte kredsen af betroede adelsmænd omkring kong Frederik 1. Hverken Gyldenstiernes dagbøger, den brevveksling, han førte med hustruen Anne Krabbe, eller beretninger, andre har skrevet, nævner det mindste om en datter ved navn Celestine eller for den sags skyld om en indemuring.

Datterens navn er desuden atypisk for perioden, påpeger historikere, der ikke har megen fidus til historien.

Historien om Celestine er ligesom andre spøgelseshistorier stadig populær – måske fordi vi rent faktisk elsker et godt gys. Også det har videnskaben en forklaring på; forskrækkelsen får nemlig hjernen til at udløse dopamin – et signalstof, som skaber en følelse af lykke og velvære.

Og sikkert er det, at der findes mere mellem himmel og jord, ting, vi ikke kan se og umiddelbart forstå. De ting hedder infralydsbølger, særlige søvnfaser og kuldebroer – og det er videnskabens sande spøgelser.