På sporet af fabeldyrene

Siden tidernes begyndelse har mennesker fortalt historier om sælsomme dyr i alle former og størrelser. Fabeldyrene gav forklaring på ubegribelige fænomener og gjorde verden mere gennemskuelig. For de folk, der troede på fabeldyr, var de lige så virkelige som alle andre dyr.

Siden tidernes begyndelse har mennesker fortalt historier om sælsomme dyr i alle former og størrelser. Fabeldyrene gav forklaring på ubegribelige fænomener og gjorde verden mere gennemskuelig. For de folk, der troede på fabeldyr, var de lige så virkelige som alle andre dyr.

Landdrage

Landdrager er kendt over hele Jorden, men tillægges forskellige egenskaber: I Østen er de gode, i Vesten onde.

© Mary Evans

Myter om store øgle- eller slangelignende væsner kendes over hele Jorden. Landdragerne er milde og kloge, men kan også være onde og besværlige.

Nogle af de bedst kendte og mest magtfulde fabeldyr er landdrager – de kendes over hele Jorden og i alle kulturer i forskellige afskygninger.

Deres oprindelse er ikke kendt, men der er ofte en flydende overgang mellem dragemyter og historier om velkendte krybdyr som krokodiller og kvælerslanger. Mange drager har stor interesse for guld og ædelsten, som de kan bruge lang tid på at samle. Med tiden bliver rigdommene meget store, da drager kan blive meget gamle.

Troen på landdrager er i dag mest udbredt i Kina, hvor de anses for at være guddommelige væsner, der bringer held og rigdom.

Symbolikken bag drager er næsten lige så varieret som dragerne selv, men groft taget er dragerne i den vestlige verden gerne onde og besværlige, mens dragerne i Østen typisk er vise og gode.

Kentaur

Grækenlands kentaurer er kendt som vilde og voldsomme krigere.

© scanpix/corbis

I den græske mytologi har kentaurerne – en blanding af menneske og hest – været kendt i flere tusinde år. Kentaurerne, som siges at leve i Grækenlands bjergegne, opstod, da kong Ixion i forvirring voldtog en sky, der lignede Zeus' kone, Hera.

Kentaurer og mennesker har altid stået på dårlig fod med hinanden og udkæmpet utallige slag, fordi kentaurer let bliver aggressive, når de drikker vin.

Det største slag fandt sted, da kentaurerne forsøgte at bortføre alle kvinder ved kong Pirithous' bryllup. Herefter blev alle kentaurer dræbt eller fordrevet.

Både i den græske mytologi og senere litteratur har kentaurerne symboliseret det utæmmede og og uciviliserede, selv om enkelte kentaurer også har optrådt som vise læremestre for græske helte.

Varulv

Mennesker, der forvandler sig til ulve – varulve – er mest almindelige i Europa, men er også blevet spredt til andre egne af verden.

Der er stor uenighed om, hvordan myten er opstået, men tanken om, at mennesker kan forvandle sig til dyr, ligger dybt i mange religioner og mytologier. Det kan derfor tænkes, at myterne er opstået uafhængigt af hinanden.

I de fleste historier er varulvene almindelige mennesker, der er ramt af en forbandelse, som forvandler dem til et dyr.

Varulven har sjældent en symbolsk betydning, men er i visse sammenhænge blevet brugt til at vise, at Djævlen går iblandt os og kan ramme selv de mest uskyldige med sine forbandelser.

Enhjørning

Enhjørninger symboliserer både mod og renhed.

© scanpix/corbis

Hestelignende væsner med horn i panden kendes især fra Europa, men er også kendt i Asien og Afrika. Græske forfattere beskrev som de første enhjørninger, der i antikken blev opfattet som virkelige dyr.

De mere magiske egenskaber – at deres horn kunne neutralisere gift og gennembore alt – kom først til i middelalderen. På denne tid opstod også enhjørningens klassiske udseende som en hvid hest med et horn i panden.

I tidligere beskrivelser er det eneste fællestræk hornet – eksempelvis beskriver Marco Polo et dyr, der i dag mest minder som et næsehorn.

I perioder har enhjørninger været symbol på mod og styrke, men som oftest stod de for dyder som renhed og jomfruelighed.

Vanddrage

Vanddrager optræder i nordisk mytologi i form af Midgårdsormen, som Thor forsøger at slå ihjel.

© bridgeman

Historier om dragelignende væsner, der lever i søer eller havområder, kendes fra næsten alle kulturer.

I den nordiske mytologi kan man eksempelvis støde på vanddragen over dem alle: Midgårdsormen, hvis krop når om hele Jorden.

Vanddrager er ofte slangeformede, men kan undertiden også have luffer. Mens havdrager ofte er til stor fare for skibe og søfolk, viser sødrager sig kun sjældent på overfladen.

De vogter i stedet ofte over indgangen til sunkne slotte, bundløse brønde eller store skatte.

Kraken

Kraken er et gigantisk havdyr med lange arme, som kan sænke skibe. Den lever bl.a. ud for Norges kyster.

© Pierre Denys de Montfort

Der findes en række meget gamle beretninger om kraken og lignende gigantiske havvæsner, men den første detaljerede beskrivelse af søuhyrerne stammer fra midten af 1700-tallet.

Heri fortæller den norske biskop Erik Pontoppidan, at man i havet ud for den norske kyst kan støde på et dyr, der er så enormt, at søfolk nogle gange tror, det er en ø, når det ligger stille i havets overflade.

Kraken har et stort antal lange arme, og selv om dyret er stærkt nok til at trække selv de største skibe ned under overfladen, er det alligevel farligst, når det dykker ned under vandet, fordi det skaber en hvirvelstrøm, der suger skibe med sig.

Det er dog ikke alt ved kraken, der er af det onde og farlige, for hvis den ligger på bunden, tiltrækker den fisk i store mængder. For en modig fisker kan der derfor være store fangster af hente, hvis han sætter livet på spil og følger kraken.

I eventyr og romaner er kraken kommet til at stå som symbol på havets farlighed – eksempelvis i bogen “En Verdensomsejling under Havet”, hvor Jules Verne flere gange refererer til kraken.

Formentlig er kraken dog i virkeligheden et mindre mytisk dyr. Allerede i første halvdel af 1800-tallet slog den danske zoolog Japetus Steenstrup fast, at historierne om kraken måtte være overdrevne beskrivelser af møder med tiarmede kæmpeblæksprutter. Disse dyr kan blive op til 13 meter lange.

Bunyip

Bunyippen – et sællignende dyr, der lever i sumpe og floder i Australien – æder alle, den kommer i nærheden af.

© State Library of Victoria

Da de første europæiske kolonister kom til Australien i 1700-tallet, hørte de for første gang om bunyippen.

De indfødte beskrev den som et vanddyr med hestehale, luffer og hvalroslignende tænder – og en trang til at æde alle, der kom i nærheden af søer eller vandløb om natten.

Kolonisterne antog, at bunyippen var et virkeligt dyr, som blot ikke var opdaget endnu, og i 1848 blev et bunyip-kranium sågar udstillet på Australian Museum i Sydney. Det viste sig dog, at der var tale om et deformt hestekranium.

Bunyippen er dybt forankret i de australske indfødtes mytologi, og der findes talrige klippemalerier, som forestiller bunyipper. Man regner derfor med, at bunyip-historierne går mindst 10.000 år tilbage i tiden.

Det får forskere til at mene, at historierne muligvis handler om en dyrart, som nu er uddød. Andre mener, at bunyipper blot er sæler, der er faret vild i Australiens flodsystemer.

Havfrue

Havfolk i forskellige udgaver er kendt over hele verden. De kan være venlige og gode, men lokker også uforsigtige mænd på afveje.

Væsner med menneskeoverkrop og fiskehale kendes over hele verden, men er især blevet beskrevet i områderne omkring Europas kyster.

Formentlig har historierne om havfolk oprindelse i det gamle Babylon for mere end 3000 år siden. Et gammelt sagn fra området beretter således om havguden Oannes, der havde menneskehoved og -ben, men ellers lignede en stor fisk.

Med tiden blev historierne mere domineret af kvindelige havfolk – havfruer – som ofte havde uheldige vaner. I det gamle Grækenland kunne de for eksempel synge så smukt, at søfolk sprang i vandet uden tanke for, om de kunne svømme eller ej.

I senere historier lokker de skibe på grund, fordi sømænd bliver betaget af deres smukke udseende.

I de fleste egne af verden er havfolk blevet behandlet med stor respekt.

De kunne være hjælpsomme og venlige, forudsige uvejr og hjælpe skibbbrudne søfolk ind til land, men lige så ofte var de den direkte årsag til katastroferne.

Luftdrage

Luftdrager er de mest klassiske drageformer; de optræder i de mest kendte folkeeventyr og legender. Flyvende drager findes i forskellige udgaver og har forskellige funktioner – alt efter hvilken kultur de kommer fra.

Den central- og sydamerikanske quetzalcoatl er en stor, flyvende slange, der skænker visdom til menneskeheden, mens den australske regnbueslanges fornemste opgave er at bære regnbuen på sin ryg og sætte den op på himlen, når det har regnet.

I Kina og Japan er luftdrager oftest vise og gode – omend strenge – beskyttere, som det ikke er uproblematisk at komme i kontakt med, idet deres haler skaber tornadoer og skypumper, når de hænger ned fra skyerne.

Luftdragers symbolske betydning er lige så forskelig som de selv. De kan være den inkarnerede ondskab og grådighed, men også betyde visdom, godhed og et langt liv.

Harpy

I den græske mytologi bliver harpyer beskrevet som bevingede væsner, der straffer mennesker for gudsbespottelse.

Nogle af de værste fabelvæsner, man kan komme i kløerne på, er harpyerne. De er onde, grusomme og voldelige og optræder som vingede hævnere, der straffer og torturerer mennesker, der påkalder sig gudernes vrede. Det sker typisk på deres vej til Tartaros – dødsriget i den græske mytologi.

Antallet af harpyer veksler meget fra historie til historie. I de ældste beretninger er der kun to – senere vokser antallet til tre. De er søstre og går under navnene Aello, Celaeno og Ocypete.

Harpyernes navne er associeret med de forskellige vinde, og derfor har mange opfattet dem som personificeringer af vindene – eller måske snarere den ødelæggende kraft, som vinde kan have.

Den oprindelige betydning af ordet “harpy” er da også “hvirvelvind”, og det siges, at harpyer kun jager, når det er dårligt vejr.

Oprindelig havde harpyer ikke fuglekrop og menneskehoved, men optrådte som flyvende ånder, der lokkede vejfarende i ulykke. I andre sammenhænge optræder de som flokke af ondskabsfulde fugle.

Tordenfugl

© Stan Wamiss

Ifølge de nordamerikanske indianere bliver torden og storm skabt, når tordenfuglene forlader deres reder for at flyve på jagt. Ifølge forskere kan myterne om de gigantiske fugle have rod i virkeligheden.

Blandt de nordamerikanske indianere er storme og torden ikke meteorologiske fænomener. Uvejret skyldes derimod de enorme tordenfugle, som af og til forlader deres hjem på bjergtoppene for at jage over skovene og prærierne.

Deres vingeslag trækker skyerne sammen, og når de slår vingerne mod hinanden, opstår et tordenbrag, der kan høres vidt omkring. Lynene er enten gnister, der dannes, når tordenfuglene blinker, eller kommer fra lysende slanger, som de bærer i deres kløer.

Tordenfuglenes oprindelse er uvis, men troen på dem har været vidt udbredt blandt nordamerikanske indianere.

Så sent som i slutningen af 1800-tallet eksisterede talrige klippemalerier af tordenfugle – specielt i det vestlige Nordamerika – men i dag er alle malerierne forsvundet.

Tordenfuglenes vigtigste funktion har været at give en forklaring på et uforståeligt fænomen – uvejrenes opståen – og gøre det mere håndterligt.

Forskere mener i dag, at indianernes myter kan være mundtlige overleveringer om virkelige gigant-fugle, som nu er uddøde. Det er sandsynligt, at fuglene stadig levede i Nordamerika, da indianerne indvandrede til området for 12.000 år siden.

Fugl Føniks

© danmarks natur- og lægevidenskabelige bibliotek

Myten om fugl Føniks stammer fra det gamle fønikiske rige – det nuværende Libanon og Syrien. Herfra har den formentlig spredt sig til andre dele af verden, hvor man også fortæller historier om udødelige fugle.

Det særlige ved Føniks er nemlig, at der altid kun er én fugl i live ad gangen. Den lever så til gengæld meget længe – et sted mellem 500 og 1500 år, alt efter hvilken myte man læser.

Når dens tid er ved at være omme, bygger den et bål af kaneltræets grene, som den sætter sig i og antænder.

Når den gamle fugl Føniks er brændt op, opstår en ny Føniks af asken.

Den legendariske fugl Føniks med vinger af guld og purpur er i tidens løb blevet tilskrevet forskellige magiske evner.

I middelalderen fik fugl Føniks plads i kristen dyresymbolik, fordi dens frivillige død, opstandelse og evige liv samt den kyske forplantning gjorde den til et oplagt symbol for Kristus.