Sort magi gav sex og succes

Troldmænd og hekse havde kronede dage i oldtiden, for folk var overbevist om, at de med besværgelser og dukker kunne nedlægge drømmekvinden, dræbe fjenden og lamme modparten i retten.

Troldmænd og hekse havde kronede dage i oldtiden, for folk var overbevist om, at de med besværgelser og dukker kunne nedlægge drømmekvinden, dræbe fjenden og lamme modparten i retten.

© Marie-Lan Nguyen/Wikimedia Commons/CC-BY 2.5Akg-Images/Ritzau Scanpix

Lige inden de store entreprenør­maskiner i år 2000 rykkede ind på Piazza Euclid i Rom for at gøre bygge­grunden moden til et nyt p-hus, gravede et italiensk forskerhold sig ned i den mudrede undergrund i håb om at finde spor fra antikken­.

Resultatet af deres anstrengelser var en bemærkelsesværdig samling voo­doo­-dukker­ og indgraverede blytavler fra 300-tallet e.Kr.

Flere af dukkerne var anbragt i små, kistelignende blyæsker, og på en af æskerne fandt forskerne et fingeraftryk, som formentlig stammer fra en kvinde, der var professionel heks.

Forskerne har ikke fundet ud af præcist, hvilket formål voo­doo-dukkerne og tavlerne har tjent, men der er to muligheder: Enten har heksen brugt dem til på vegne af sin klient at kaste for­bandelser over en konkurrent, eller også har hun været ude i et mere romantisk ærinde, nemlig at føre en mand og en kvinde sammen på magisk vis.

En mosaik fra den romerske by Pompeji afbilder kvinder, som muligvis er troldkvinder.

© Martin Bache/Imageselect

Hekseri og trolddomskraft gennem­syrede oldtidens folketro, og det var ikke noget, man spøgte med. Alt lige fra im­potens til mord kunne tilskrives over­naturlige kræfter.

Den romerske digter Ovid mistænkte i det første århundrede f.Kr. heksekunster for at være årsag til sin manglende elskovskraft: “Er jeg det stakkels offer for trylleformularer og urter, eller har en heks stukket nåle ind midt i leveren på et rødt voksbillede af mig?”

Magi tager livet af tronfølger

At magien ligefrem kunne være dødbringende, fremgår af historikeren Tacitus’ optegnelser fra år 19 e.Kr., da felt­herren Germanicus, som var kejser Tiberius’ tronfølger, netop var kommet af dage:

Feltherren Germanicus, blev ifølge rygter myrdet ved hjælp af trolddom.

© Pierre Selim, Creative Commons CC0 1.0

“Undersøgelser af gulvet og væggene i hans hus tilvejebragte resterne af menneskekroppe, trylleformularer, forbandelser, blytavler indgraveret med Germa­nicus’ navn, blodig aske og andre af de ingredienser, hvorved man efter sigende kan skænke en levende sjæl til graven”, lyder det i de antikke kilder.

De romerske domstole henrettede en troldkvinde, Martina, for mordet på tron­ar­vingen, mens senator Gnæus Culpurnius Piso og hans kone, Plancina, som men­tes at være hovedkræfterne bag udå­den, blev tvunget til at begå selvmord.

På låget står navnene på ni mænd, som ifølge inskriptionen ikke må vidne i en retssag. Figuren af offeret med bundne arme og ben gav magien ekstra kraft.

© Akg-Images/Ritzau Scanpix

Alle kastede forbandelser

Oldtiden grækere og romere brugte magi til alt fra retssager til hævn over folk, som havde stjålet fra dem eller truede deres forretning. Fælles for forbandelserne var, at alt fra slaver til rigmænd købte dem og var fuldstændigt overbeviste­ om, at de ville virke.

Retssager

“Jeg lægger denne trylleformular hos dig (den afdøde, red.), så du kan gøre Ariston tavs og give hans navn til under­verdenens guder”.

  • Forbandelse fundet i en grav. Den er skrevet af en mand, som sagsøges af en vis Ariston (fundet på Cypern).

Sport

“Angrib, bind, overhal, skær op, og hug i småstykker både hestene og kuskene­fra det blå hold”.

  • Forbandelsestavle fundet nær romersk­ hestevæddeløbsbane­ (fundet i Libanon).

Hævn

“Til Guden Nodens. Silvanus har mistet en ring og givet dig dens halve værdi. Lad ikke Senicianus have godt helbred, før han bringer ringen til dit tempel”.

  • Forbandelsestavle fundet i tempel i England.

Kærlighed og sex

“Jeg binder dig, Theodotis, så du aldrig­ kan sove med en anden mand, blive taget analt eller have oralsex med andre end mig”.

  • Blytavle med jaloux bejlers forbandelse (fundet i Egypten).

En samling tavler, der var indgraveret med trylleformularer og ofte også et navn, hørte til troldkvindernes magiske rekvisitter. Forskerne kender til over 1.500 af disse tavler, der stammer fra 400-tallet f.Kr. og 1.000 år frem.

De fleste er fundet i Grækenland, og de gamle grækeres betegnelse for tavlerne var “forbandelser, der binder tæt”. Tavlernes formål var da også at påkalde de overnaturlige magter, som kunne tryllebinde et menneskes handlinger eller helbred.

For at skabe en bindende forbandelse skulle man indgravere offerets navn og en trylleformular på en blytavle, som siden blev foldet eller rullet sammen og ofte gennemnaglet af søm.

Tavlen blev herefter anbragt i en grav, i en brønd eller i en kilde, sådan at den var inden for række­vidde af de underjordiske dæmoner eller guder, der skulle føre forbandelsen ud i livet. Tavlerne er formentlig en græsk opfindelse, som romerne tog med sig, da de opslugte riget mod øst.

“Jeg binder hans tunge, hans sjæl og den tale, han udøver.” Forbandelsestavle fra Athen.

Bandt modstanders tunge

De fleste af tavlerne handler om konkurrence på væddeløbsbanen og i retten. En romersk blytavle, fundet i Karthago, beder fx guderne eller dæmonerne “binde hvert eneste af Victoricus’ lemmer og hver eneste af hans sener, væddeløbs­køreren fra det blå hold”.

Arkæologer har overalt i den romerske verden fundet blytavler, der forbander væddeløbskørere. Romerne var vilde med væddeløb og tyede ofte til magi for at sikre deres hold sejren.

© Imageselect

Også i retten var bindende forbandelser et udbredt fænomen, men her var det ofrenes sind og talegaver snarere end deres kroppe, man sigtede på.

Således kan man læse på en blytavle fra Athen, hvordan forfatteren ønsker at gøre modparten mundlam: “Theagenes, slagteren. Jeg binder hans tunge, hans sjæl og den tale, han udøver. Pyrrhias. Jeg binder hans tunge, hans sjæl og den tale, han udøver”, lyder tavlens tekst.

Forbandelsen lukker munden på yderligere en række navngivne personer og slutter med disse ord: “Alle disse binder jeg, gemmer jeg, begraver jeg, sømmer jeg fast. Hvis de stiller modkrav over for voldgiftsdommeren eller retten, lad dem så synes at være uden betydning, både i ord og i gerning.”

De fleste blytavler fra perioden inden romertiden er formentlig indgraveret af amatører, for de er ubehjælpeligt skrevet og spækket med stavefejl og grammatiske fejl. Men et afsnit fra Platons “Republikken” tyder på, at der allerede i år 400 f.Kr. var professionelle magikere og tavle­magere på spil, i hvert fald i Athen.

Det bekræftes af, at forskerne har fundet en række voksdukker, som med sikkerhed er dateret til Platons tid. Disse dukker er langt mere kunstfærdige end de bindende forbandelser, man kender fra blytavlerne.

Således er der indgraveret et eller flere navne på hver eneste dukke, som derefter er blevet pakket ned i hver sin blydåse, hvor også låget er blevet forsynet med mindst ét navn.

For over 40 år siden fandt forskerne den første af disse voksdukker, der lå i en grav på en af Athens oldtidskirkegårde. Dukkens højre ben bærer navnetrækket Mnesimachos, og på dåsens låg er nævnt ni mænd, inklusive Mnesimachos.

Formentlig for at dække sig ind har afsenderen desuden tilføjet: “og alle andre, som enten er advokat eller vidne for ham.”

Heksekunst tændte begæret

Siden da har forskerne fundet tre andre, næsten identiske dukker i en grav lige i nærheden. Af de fire mænd, som nævnes på disse dukker, har tre af dem sjældne navne, nemlig Theozotides, Mikines og – Mnesimachos.

Sandsynligvis er der tale om tre fremtrædende athenske politikere, som alle omkring år 400 f.Kr. blev stillet for retten og sagsøgt af mænd, hvis anklageskrifter var forfattet af den blændende orator Lysias.

I papyrussen beder den forelskede mand guder og dæmoner om hjælp.

Disse to voksfigurer blev fundet indpakket i papyrus, hvor en mand beder om, at en kvinde ved navn Euphernia skal blive hans.

© University of Cologne

Kærligheden fik det værste frem i folk

Brændende begær og ulykkelig kærlighed fik mange til at val­farte til magikerne for at få dem til at tvinge målet til at overgive sig.

Næsten 2.000 forbandelsestavler fra oldtiden er igennem årene blevet fundet. Af dem handler ca. 100 om at få et andet menneske til at forelske sig i eller overgive sig sexuelt til den person, som har bestilt den magiske tavle.

Og både mænd og kvinder købte tavlerne i håbet om at kunne få modparten til at opfylde deres hede drømme og fantasier.

Ofte var det meningen, at offeret skulle miste al vilje og fuldstændigt overgive sig til udstederen af magien. Om køberne af tavlerne nogensinde fik valuta for pengene, er uvist.

Det kan aldrig opklares, men det kan meget vel have været den samme vel­havende person, der hyrede Lysias til at skrive anklageskrifterne, som også be­talte en troldkvinde for at kaste forbandelser over disse politikere.

Målet var, at de på magisk vis var bundet og ude af stand til at forsvare sig i retten. Én af de voksdukkekister, som forskerne har fundet under Piazza Euclid, bærer indskriften Antonius, og måske var det navnet på en modpart i retten eller en rival på væddeløbsbanen.

Men voksdukkerne og blytavlerne blev også brugt i en ganske anden sammenhæng, nemlig til at tvinge en kvinde til at begære en mand. Så måske var Antonius i virkeligheden en desperat og elskovssyg herre, som var ude i kærlighedens ærinde.

Vandt kærlighed med nålestik

I Egypten har forskerne udgravet en voks­dukke fra det tredje eller fjerde århundrede f.Kr. Dukken knæler med fødderne bundet sammen og bagbundne arme, og der er stukket 13 nåle igennem hende: én oven på hovedet, én i munden, én i hvert øje og hvert øre, én i solar plexus, én i skeden, én i anus, én i hver håndflade og én på hver af fodsålerne.

Denne lerfigur fra 300-tallet skulle hjælpe en mand med at vinde en kvinde.

© © Marie-Lan Nguyen/Wikimedia Commons/CC-BY 2.5

Dukken var viklet ind i en blytavle og forseglet i en potte. Indskriften afslører, at en mand, Sarapammon, lavede eller fik lavet dukken for at tvinge en kvinde, Ptole­mais, til at overgive sig til ham:

“Før Ptolemais, født af Aias og datter af Horigenes, til mig. Forhindr hende i at spise og drikke, indtil hun er hos mig, Sarapammon­, født af Area, og tillad hende ikke at være sammen med en anden mand, undtagen mig. Træk hende ved håret, i hendes indvolde, indtil hun ikke længere er fjernt fra mig”.

“Grib Euphemia, og før hende til mig, Theon, at elske mig med vildt begær”. Besværgelse fundet i Egypten.

Til tider nøjedes man ikke med at fremstille en enkelt dukke, for i Egypten har forskerne også fundet et par, der omslutter hinanden i et erotisk favntag. De to dukker er viklet ind i papyrusark, og på indersiden af arkene finder man denne højst lidenskabelige besværgelse:

“Grib Euphemia, og før hende til mig, Theon, at elske mig med vildt begær, og bind hende med uløselige lænker, stærke lænker, i kærligheden til mig, Theon, og tillad hende ikke at spise, drikke, sove, spøge eller le, men få hende til at tage af sted og efterlade sin far, mor, brødre, søstre. Brænd hendes lemmer, lever, kvindekrop, indtil hun kommer til mig, elsker mig og ikke er ulydig mod mig”.

Umiddelbart kan det se ud, som om afsenderen af dukken med nåle var en brutal bejler, men selv om virkemidlerne var skrappe, var han ude i nøjagtig samme ærinde som manden, der fik formet det elskende par: For begge gjaldt det om at få drømmekvinden til at begære manden totalt og betingelsesløst.

Heksen forblev anonym

Indtil videre er det kun lykkedes de italienske arkæologer at tyde ét navn, Antonius, på de blyæsker, der er fundet ved udgravningen under Piazza Euclid.

Æskerne blev fundet nær en kildebrønd dedikeret til den romerske gudinde Anna Perenna, som var knyttet til årets gang. Romerne bad til hende, når de ønskede et godt år forude. Magien skulle altså sandsynligvis virke inden for et år.

Eftersom alle var klar over, at andre kunne kaste forbandelser over dem, beskyttede mange sig imod magien vha. smykker med ondtafværgende besværgelser skrevet på.

© Metropolitan Museum of Art

Hvis der er tale om forbandelser mod en rival eller en forhadt person, hvad enten han er atlet, politiker eller modpart i retten, rummer æskerne kun ét navn: offerets.

Er der derimod tale om erotisk magi, optræder der to navne, både offerets og afsenderens. Dæmonerne eller guderne måtte jo nødvendigvis vide, hvor de skulle sende den sexgale kvinde hen.

Den romerske heks, der fremstillede dukkerne af bl.a. mel og voks og siden hen lagde dem i deres små kister, for­bliver imidlertid anonym. I modsætning til kollegaen Martina, der blev pågrebet og henrettet for mordet på Germanicus, efterlod hun kun sit håndværk og et enkelt tommelfingeraftryk.