THOR var vikingernes mægtigste gud

Thor var søn af Odin

Ingen gud var stærkere end Thor. Han bekæmpede gudernes fjender og sikrede orden i universet.

Guden Thor kendes fra vikingetidens rune-indskrifter samt sagalitteraturen fra 1200-tallet. Hans far var angiveligt den enøjede Odin, gudernes konge, og i værket Den yngre edda fra ca. 1220 skildrer islændingen Snorri Stur­luson guden:

“Thor er (efter Odin, red.) den berømteste af aserne. Han er stærkest af alle guder og mennesker. Thor har to bukke, der hedder Tandgnost og Tandgrisner, og dertil en vogn, som han kører i, mens bukkene trækker vognen”.

Pga. sin enorme styrke var det Thors opgave at for­sva­re guderne i Asgård og menneskene i Midgård mod jæt­ter­ne – væsener i den nor­diske mytologi, som re­præ­sen­­te­re­de kaos. Ifølge den traditionelle forsk­ning så vikingerne også Thor som en tordengud, der stod bag uvejr med torden og lynild.

Thor var tæt knyttet til høsten

Mens Odin først og fremmest var krigernes gud, tyder runesten og sagaer på, at Thor var gud for den del af be­folk­ningen, som skulle dyrke jorden. Et eksempel findes i det norske digt “Vellekla” fra 900-tallet.

Heri fortælles det, at kristendommen har spredt sig i Norge, og at markernes udbytte er dårligt. Først da Håkon Jarl gen­åb­ner Thor-kultens hellige steder, “gror jorden som før”.

Ifølge den tyske krønikeskriver Adam af Bremens be­ret­ning fra omkring år 1070 var Thor også i Sverige forbundet med landbruget. Når hungersnød og sygdom truede, hældte be­folk­ningen ifølge Adam en drik ud på jorden foran en statue af den stær­ke gud i et tem­­pel i Uppsala. Offeret skulle sikre vækst på markerne.

Vikingerne ofrede gårdens geder til Thor

Forskerne mener, at vikingerne blotede (dvs. ofrede) til Thor – en praksis, der nævnes i det norske digt “Vellekla”. Heri prises herskeren Håkon Jarl for at genåbne helligstederne for guden.

Antageligvis kunne ofringer også foregå hjemme på gårdene eller på offerpladser i hellige lunde.

Selve offerdyret var gerne en gedebuk eller et andet husdyr, men i sjældne tilfælde har offeret muligvis også omfattet mennesker: Præsten Dudo fra St. Quentin skrev omkring år 1000, at vikingerne i Normandiet ofrede en mand til Thor for at sikre en vellykket indvandring fra Skandinavien.

Flere byer og egne smykker sig med gudens styrke

• Thorshavn – Færøernes hovedstad.
• Thorsø – sø i Jylland, Danmark.
• Torsjön – sø i Småland, Sverige.
• Torsbjerg – sted i Jylland, Danmark.
• Torsberg – sted i Sverige.
• Þórshöfn, Þórsnes, Þórsmörk, Þorsá (Torshavn, Torsnæs, Torsmark, Torså) – stednavne på Island.

Runer gav beskyttelse fra Thor

Omkring år 900 rejste kvinden Ragnhild på Fyn en runesten til minde om sin mand, Alle. Hun lod sin besked ende med ordene “þur uiki þasi runaR” – “(må) Thor (ind)vie disse runer”.

Lignende formuleringer kendes fra en række an­dre danske og svenske runesten. Hensigten med at påkalde guden var efter alt at dømme at beskytte mindesmærkerne mod hærværk.

En­kel­te runesten afbilder også Thor, som fisker efter Midgårdsormen. Billedstenene beviser, at for­tæl­ling­en var kendt i vikingetiden og ikke er noget, en senere saga-forfatter har fundet på.

Thor var vikingernes yndling

Thor var sandsynligvis den populæreste af de nordiske guder. Da Norges kong Olav Tryggvason i 990’erne forsøgte at kristne regionen Trøndelagen, nægtede befolkningen fx at give slip på Thor, som ifølge kongens egen saga var “den mest ansete af alle guderne”.

I modsætning til alle andre figurer i det lokale tempel var Thor pyntet med guld og sølv, og kongen måtte selv slå den prangende guddom ned af altret med sin økse.

Ifølge Adam af Bremen var Thor også den populæreste i templet i Uppsala, hvor han sad på en trone omgivet af Odin og Frej, der måtte stå op.

Thor knuste jætter

Drenge i vikingetiden så op til Thor og stræbte efter at blive lige så mandige som ham.

Thor var den ideelle kriger ifølge vikingerne. I modsætning til sin ledsager Loke, som folk anså for at være svag og kvindagtig, opførte han sig, som en maskulin viking bør: Thor handlede frem for at tale, han var målrettet, og han kæmpede til sidste bloddråbe.

Selv uden sin berømte hammer, Mjølner, veg Thor aldrig tilbage for en udfordring – og han var svær at få has på.

Under et ubevæbnet besøg hos jætten Geirrød var Thor ifølge en myte ved at blive kvast, da jættens to store døtre pressede gudens stol op mod loftet. I sidste sekund skubbede Thor fra med en træstav, hvorved han knuste jættekvinderne under stolen.

For at få vikingerne lokket væk fra Thor fremstillede de kristne missionærer Jesus som en muskuløs kriger – det ses fx på Harald Blåtands store Jellingesten fra ca. 965.

Thors hammer kom på mode

• Flere billedsten fra vikingetiden afbilder gudens berømteste kendetegn – hammeren. Ifølge eddaerne blev værktøjet kaldt Mjølner, og når Thor kas­­te­­de hammeren, ramte den altid sit mål. Våbnet var uundværligt i kampen mod Udgårds jætter.

• Blandt vikingerne var det populært at bære en lille smykkehammer formet som Mjølner. Amuletten skulle sandsynligvis give bæreren Thors beskyttelse. Arkæologerne har fundet omkring 50 af disse torshamre, og de er frem­stil­let af bl.a. guld, sølv, bronze og jern. Mange af smykkerne er fra 900-tallet, og visse arkæologer mener derfor, at de skal ses som et modsvar til kristendommens smykkekors.

• Enkelte forskere mener, at de fund­ne smykkehamre slet ikke har noget med Mjølner at gøre. Et ar­gu­ment er, at lignende ham­mer­smyk­ker fra jern­al­deren er fundet i bl.a. Frankrig, Tyskland og Rumænien. I vikingebyen Hedeby er der desuden duk­ket jernnagler op, som bortset fra den spidse ende ligner flere af tors­ham­re­ne.

Hyldestdigte til Thor

Enkelte historikere har hævdet, at vikingerne fremsagde hymner som en hyldest til Thor under religiøse ceremonier. Beviset er resterne af to skjaldekvad fra 900-tallet, hvori Thor i direkte tale hyldes for at have besejret flere jætter: “Du brød benene på Leikn, knuste Trivalde, styrtede Starkad, dræbte Gjalp”.

Eftersom direkte tale også forekommer i andre mytologiske digte, har flere forskere kritiseret teorien.

Romantikken genoplivede Thor-mytologien

I takt med at Norden blev kristent, forsvandt Thor ud i periferien. Historierne om ham blev imidlertid overleveret mundtligt og senere nedfældet på skrift.

I 1800-tallet fik de gamle fortællinger en renæssance – bl.a. takket være den danske, nationalromantiske digter Adam Oe­hlenschläger, som bl.a. har skrevet eposset “Thors Reise til Jotunheim”.

Siden har Thor været genstand for en række fortolkninger – fra den hidsige fa­mi­lie­far i Peter Madsens tegneserie Valhalla til figuren i Marvels superhelte-univers.