Thor var søn af Odin
Ingen gud var stærkere end Thor. Han bekæmpede gudernes fjender og sikrede orden i universet.
Guden Thor kendes fra vikingetidens rune-indskrifter samt sagalitteraturen fra 1200-tallet. Hans far var angiveligt den enøjede Odin, gudernes konge, og i værket Den yngre edda fra ca. 1220 skildrer islændingen Snorri Sturluson guden:
“Thor er (efter Odin, red.) den berømteste af aserne. Han er stærkest af alle guder og mennesker. Thor har to bukke, der hedder Tandgnost og Tandgrisner, og dertil en vogn, som han kører i, mens bukkene trækker vognen”.
Pga. sin enorme styrke var det Thors opgave at forsvare guderne i Asgård og menneskene i Midgård mod jætterne – væsener i den nordiske mytologi, som repræsenterede kaos. Ifølge den traditionelle forskning så vikingerne også Thor som en tordengud, der stod bag uvejr med torden og lynild.
Ifølge Snorres edda opstår tordenvejret, når Thor kører over himlen i sin vogn trukket af to geder.
Thor var tæt knyttet til høsten
Mens Odin først og fremmest var krigernes gud, tyder runesten og sagaer på, at Thor var gud for den del af befolkningen, som skulle dyrke jorden. Et eksempel findes i det norske digt “Vellekla” fra 900-tallet.
Heri fortælles det, at kristendommen har spredt sig i Norge, og at markernes udbytte er dårligt. Først da Håkon Jarl genåbner Thor-kultens hellige steder, “gror jorden som før”.
Ifølge den tyske krønikeskriver Adam af Bremens beretning fra omkring år 1070 var Thor også i Sverige forbundet med landbruget. Når hungersnød og sygdom truede, hældte befolkningen ifølge Adam en drik ud på jorden foran en statue af den stærke gud i et tempel i Uppsala. Offeret skulle sikre vækst på markerne.
Thor var en vigtig gud for bønderne i vikingetiden.
Vikingerne ofrede gårdens geder til Thor
Forskerne mener, at vikingerne blotede (dvs. ofrede) til Thor – en praksis, der nævnes i det norske digt “Vellekla”. Heri prises herskeren Håkon Jarl for at genåbne helligstederne for guden.
Antageligvis kunne ofringer også foregå hjemme på gårdene eller på offerpladser i hellige lunde.
Selve offerdyret var gerne en gedebuk eller et andet husdyr, men i sjældne tilfælde har offeret muligvis også omfattet mennesker: Præsten Dudo fra St. Quentin skrev omkring år 1000, at vikingerne i Normandiet ofrede en mand til Thor for at sikre en vellykket indvandring fra Skandinavien.
Flere byer og egne smykker sig med gudens styrke
- Thorshavn – Færøernes hovedstad.
- Thorsø – sø i Jylland, Danmark.
- Torsjön – sø i Småland, Sverige.
- Torsbjerg – sted i Jylland, Danmark.
- Torsberg – sted i Sverige.
- Þórshöfn, Þórsnes, Þórsmörk, Þorsá (Torshavn, Torsnæs, Torsmark, Torså) – stednavne på Island.
Runer gav beskyttelse fra Thor
Omkring år 900 rejste kvinden Ragnhild på Fyn en runesten til minde om sin mand, Alle. Hun lod sin besked ende med ordene “þur uiki þasi runaR” – “(må) Thor (ind)vie disse runer”.
Lignende formuleringer kendes fra en række andre danske og svenske runesten. Hensigten med at påkalde guden var efter alt at dømme at beskytte mindesmærkerne mod hærværk.
Enkelte runesten afbilder også Thor, som fisker efter Midgårdsormen. Billedstenene beviser, at fortællingen var kendt i vikingetiden og ikke er noget, en senere saga-forfatter har fundet på.
Arkæologerne har også fundet en amulet på Öland, der påkalder Thor – sandsynligvis for at beskytte bæreren mod sygdom.
Thor var vikingernes yndling
Thor var sandsynligvis den populæreste af de nordiske guder. Da Norges kong Olav Tryggvason i 990’erne forsøgte at kristne regionen Trøndelagen, nægtede befolkningen fx at give slip på Thor, som ifølge kongens egen saga var “den mest ansete af alle guderne”.
I modsætning til alle andre figurer i det lokale tempel var Thor pyntet med guld og sølv, og kongen måtte selv slå den prangende guddom ned af altret med sin økse.
Ifølge Adam af Bremen var Thor også den populæreste i templet i Uppsala, hvor han sad på en trone omgivet af Odin og Frej, der måtte stå op.
Den engelske abbed Ælfric påstod i 900-tallet, at Thor var den guddom, “danerne elskede mest”.
Thor knuste jætter
Drenge i vikingetiden så op til Thor og stræbte efter at blive lige så mandige som ham.
Thor var den ideelle kriger ifølge vikingerne. I modsætning til sin ledsager Loke, som folk anså for at være svag og kvindagtig, opførte han sig, som en maskulin viking bør: Thor handlede frem for at tale, han var målrettet, og han kæmpede til sidste bloddråbe.
Selv uden sin berømte hammer, Mjølner, veg Thor aldrig tilbage for en udfordring – og han var svær at få has på.
Under et ubevæbnet besøg hos jætten Geirrød var Thor ifølge en myte ved at blive kvast, da jættens to store døtre pressede gudens stol op mod loftet. I sidste sekund skubbede Thor fra med en træstav, hvorved han knuste jættekvinderne under stolen.
For at få vikingerne lokket væk fra Thor fremstillede de kristne missionærer Jesus som en muskuløs kriger – det ses fx på Harald Blåtands store Jellingesten fra ca. 965.
Thors ærkefjende var Midgårdsormen, som han forsøgte at fange med et oksehoved på krogen.
Thors hammer kom på mode
Flere billedsten fra vikingetiden afbilder gudens berømteste kendetegn – hammeren. Ifølge eddaerne blev værktøjet kaldt Mjølner, og når Thor kastede hammeren, ramte den altid sit mål. Våbnet var uundværligt i kampen mod Udgårds jætter.
Blandt vikingerne var det populært at bære en lille smykkehammer formet som Mjølner. Amuletten skulle sandsynligvis give bæreren Thors beskyttelse. Arkæologerne har fundet omkring 50 af disse torshamre, og de er fremstillet af bl.a. guld, sølv, bronze og jern. Mange af smykkerne er fra 900-tallet, og visse arkæologer mener derfor, at de skal ses som et modsvar til kristendommens smykkekors.
Enkelte forskere mener, at de fundne smykkehamre slet ikke har noget med Mjølner at gøre. Et argument er, at lignende hammersmykker fra jernalderen er fundet i bl.a. Frankrig, Tyskland og Rumænien. I vikingebyen Hedeby er der desuden dukket jernnagler op, som bortset fra den spidse ende ligner flere af torshamrene.
Ifølge Den yngre edda blev Mjølner smedet af en dværg ved navn Brok.
Hyldestdigte til Thor
Enkelte historikere har hævdet, at vikingerne fremsagde hymner som en hyldest til Thor under religiøse ceremonier. Beviset er resterne af to skjaldekvad fra 900-tallet, hvori Thor i direkte tale hyldes for at have besejret flere jætter: “Du brød benene på Leikn, knuste Trivalde, styrtede Starkad, dræbte Gjalp”.
Eftersom direkte tale også forekommer i andre mytologiske digte, har flere forskere kritiseret teorien.
Forskerne har kun begrænset viden om, hvordan Thor i praksis blev tilbedt.
Romantikken genoplivede Thor-mytologien
I takt med at Norden blev kristent, forsvandt Thor ud i periferien. Historierne om ham blev imidlertid overleveret mundtligt og senere nedfældet på skrift.
I 1800-tallet fik de gamle fortællinger en renæssance – bl.a. takket være den danske, nationalromantiske digter Adam Oehlenschläger, som bl.a. har skrevet eposset “Thors Reise til Jotunheim”.
Siden har Thor været genstand for en række fortolkninger – fra den hidsige familiefar i Peter Madsens tegneserie Valhalla til figuren i Marvels superhelte-univers.
Marvels udgave af Thor optræder i dag i store blockbuster-film, og fans kan købe merchandise med helten på.
Historikeren Lasse Sonne er ansat på Københavns Universitet og har skrevet bogen “Thor-kult i vikingetiden”.
Thor var tordengud uden torden
HISTORIE har interviewet historiker Lasse Christian Arboe Sonne, der er ekspert i vikingetidens Thor-kult.
Hvem var vikingetidens Thor?
Guden Thor var en beskytter, en værner, som befolkningen kunne påkalde i deres ritualer, når særlig vigtige ting skulle
sikres eller beskyttes – f.eks. en runesten.
Har Thor-figuren fra sagaerne noget at gøre med vikingernes guddom?
Helt kort: Nej, det mener jeg ikke. Sagaberetningerne er skrevet flere hundrede år efter vikingetiden. Perioden skal derimod udforskes på baggrund af samtidige skriftlige kilder og arkæologiske levn.
Hvad er den seneste opdagelse, forskningen har gjort om Thor-kulten?
Thor sættes gerne i forbindelse med tordenvejr, men det er for nylig blevet foreslået, at denne forbindelse måske ikke er så sikker, som vi ellers troede.
