Trolde spredte frygt i Norden

Han løb snublende afsted med den hidsige kælling i hælene. De kom længere og længere op på fjeldet, hvor han mistede enhver tidsfornemmelse.

Under den opslidende flugt blev Snorri så udmattet, at han ikke længere kunne holde hende på afstand. Han mærkede troldkællingens kolde kløer bore sig ind i sin trøje, og med et voldsomt ryk trak hun ham bagud, klar til at levere nådestødet.

Netop som han mistede fodfæstet, råbte Snorri i desperation på den stærkeste mand, han kendte – biskop Gudmund af Hólar. I det samme blev alt lyst omkring ham, og troldkællingen var som sunket i jorden.

Digter afværgede døden

Når samtidens skandinaver hørte historien om bonden Snorri, omtalt i sagaen om biskop Gudmund, blev de mest forbløffede over det kraftige himmellys, der på mirakuløs vis havde reddet ham. Troldkællingen gjorde derimod ikke noget større indtryk på tilhørerne, for trolde var helt almindelige på denne tid!

Ligesom nutidsmennesket forestiller sig, at der lever væsener på planeter ude i universet, var de gamle skandinaver ikke i tvivl om, at de mange uudforskede skove og fjelde vrimlede med ondsindede trolde.

Omkring år 1200 sammenfattede en skjald på Orkneyøerne den almindelige holdning til uvæsenet: “Der er ikke meget, der er værre end trolde”.

Siden vikingetiden havde Norden været plaget af dem. Den første viste sig for menneskene i 800-tallet, hvor den norske skjald Brage den Gamle forskrækket måtte stoppe sin kærre i en mørk skov, fordi en troldkvinde spærrede vejen. Hun er nævnt i Den yngre edda, nedskrevet i 1200-tallet, og omtales som en strid omend velformuleret troldkælling, som udfordrede Brage til en tvekamp på vers.

Skjalden tog alle sine digteriske talenter i brug, før han endelig sejrede over trolden og trygt kunne køre videre gennem skoven. Selvom historien intet røber om hendes udseende, tegner den alligevel et klart billede af et væsen, der lever uden for menneskenes samfund.

De første trolde optrådte i mange størrelser og varianter – og havde ikke meget andet tilfælles end deres indædte had til civilisationen. Desuden var de fleste af dem kvindelige.

Landnamsbogen, der beskriver vikingernes kolonisering af Island efter år 870, nævner dog en vaskeægte troldkarl. I en af bogens historier må bonden Einar flygte fra sin nabo, hvis kone han havde beskyldt for hekseri.

Mens den fornærmede nabo jagtede Einar langs halvøen Snæfellsnes’ kyst, passerede de en gigantisk trold, der sad på de to Lóndrangar-klipper og pjaskede med fødderne i brændingen. Trolden fremsagde et vers om alle de skibe, den “havde gjort våde”.

De to klippers højde på henholdsvis 61 og 75 m giver et fingerpeg om troldkarlens usædvanlige størrelse, som den især brugte til at gøre livet surt for Islands søfarende.

Kristus var den store fjende

End ikke kristendommens ankomst til Norden kunne skræmme troldene væk – eller fjerne grundlaget for den overtro, som styrede befolkningens frygt. Fra Danmark fortæller folkesagnene, at store trolde om natten kastede sten efter kirkerne, der langsomt var ved at erstatte vikingernes gamle helligdomme.

Troldene havde nemlig fundet en ny fælles fjende i Hvide Krist og hans døbte tilhængere. En af de tidlige kristne var den norske konge Olav Tryggvason, som grundlagde byen Trondheim i 997.

En dag sejlede han ned langs Norges kyst for at besigtige sit rige. Ud for Numedal kom det kongen og hans mænd for øre, at skarer af trolde havde gjort området ubeboeligt for mennesker.

GALLERI – Se forstenet troldepar fra Færøerne:

Om natten, da langskibet lå for anker, sneg to mand sig i land for at udspionere en flok trolde, der havde tændt et bål ved en huleindgang. Her sad de og talte om, hvordan den kristne Gud holdt hånden over den forbandede kong Olav, så de ikke kunne myrde ham.

Troldenes had mod kristne – der næredes af deres evne til at lugte kristenblod – er endnu kendt i dag, men temaet går helt tilbage til trosskiftet.

I takt med at kirken slog rod i Nordens fjerneste afkroge, blev troldene efterhånden også slået i hartkorn med Fanden og hans djævle. Når katolikkernes latinske tekster nævnte et “monstrum” eller en “demonum”, fandt de skandinaviske skriftlærde det naturligt at oversætte ordene med “trold”. Herved var de med til at fastholde troldene som en virkelig del af folks begrebsverden.

Svømmetur endte med gårdbrand

“Må troldene tage dig!” Når en skandinav fik den sætning slynget efter sig, var det alt andet end venligt ment. I både vikingetiden og middelalderen blev trolde set som væsener, som mennesket for enhver pris skulle undgå at møde.

Et eksempel på den frygt, befolkningen nærede for troldene, findes i fortællingen om islændingen Grettir. Da han bankede på døren til en norsk gård for at få lidt bålvarme – efter at være svømmet over en fjord i stormvejr – troede bønderne, at han var en trold. Det førte til et slagsmål, som endte med, at gården brændte ned.

At de skræmmende væsener var mere end blot underholdende gyserhistorier, fortalt omkring ildstedet på mørke vinteraftener, vidner datidens lovtekster om. Trolde blev betragtet som en helt reel trussel mod samfundsordenen.

I en række norske love nedfældet i 1100-1300-tallet betegnes det at “sidde ude og vække trolde for at udøve hedenskab” nemlig som en alvorlig forbrydelse på linje med fx voldtægt.

Til skræk og advarsel nævner Borgartingloven – fra området ved Oslofjorden – en kvinde, som udøvede hedensk åndemaneri.

Medmindre sådan en “troldsk” kvinde kunne samle vidner nok til at overbevise tinget om sin uskyld, skulle hun øjeblikkeligt forlade egnen. Sine ejendele måtte hun dog gerne tage med sig, da hun ikke selv kunne gøre for, at hun var “en trold”.

At det var en alvorlig sag at blive anklaget for at være en trold, fremgår af den berømte Gulatingslov fra Bergen. Ifølge lovteksten kunne en mand erklæres fredløs, hvis han uretmæssigt krænkede en andens ære ved at benævne ham som trold, træl eller homoseksuel.

Uden for alfarvej tog folk loven i egen hånd. En islandsk saga beskriver, hvorledes den historiske person Finnbogis to sønner – på tre og fem år – drillede en gammel gnavpotte. Ifølge landsbysladderen var manden en “hamskifter”, der kunne tage form som forskellige dyr. Da de to børn kaldte manden for en trold, slog han dem ihjel på stedet.

Kvinder blev bortført til mørke huler

For middelalderens skandinaver var det forbundet med fare at bevæge sig ud i den vilde natur. Om natten og i ødemarken herskede troldene, der havde for vane at bjergtage mennesker – hvilket betød, at de bortførte dem til deres huler i fjeldene.

Den danske folkemindeforsker H.F. Feilberg (1831-1921) beregnede, at to ud af tre bjergtagne i de overleverede troldesagn var af hunkøn.

Især var unge mødre udsatte i de seks første uger efter fødslen. I kirkens øjne gjorde den nemlig kvinden uren. Først efter at de seks uger var gået, kunne hun, ifølge den kristne tradition, igen blive genoptaget som et fuldgyldigt kirkemedlem.

I den mellemliggende periode var hun officielt set ikke en del af den kristne menighed, hvilket mindskede Guds beskyttelse og gjorde det markant nemmere for troldene at bortføre hende – ifølge folketroen.

Hvis en mand kom hjem og fandt en trækvinde i ægtesengen, kunne han regne med, at trolden havde været på besøg og lagt figuren som betaling for den røvede hustru.

Andre gange forelskede kvinder sig i troldenes rigdomme og blev troldbrude helt frivilligt. Et svensk ordsprog lød: “Den, der tager trold for guld, sidder stadig med trolden, når guldet er borte”.

En af de ting, der kunne få trolde til at opgive en kidnapning, var lyden af kirkeklokker. Fra Norge og Sverige kender historikerne til flere eksempler på, at folk har slæbt kirkeklokker ud i naturen for at ringe med dem – mens der i Danmark som regel var en landsbykirke inden for hørevidde.

En bortført kvinde kunne også forsøge at holde trolden hen med snak. Hvis trolden var udenfor ved solopgang, blev den nemlig forvandlet til sten.

Folketroen sagde, at de få, som kom levende tilbage fra troldenes rige, aldrig blev de samme igen. Tiden gik langsommere dér. Selvom den bortførte mente, at hun blot havde været væk i ganske kort tid, kunne det ske, at hendes familie allerede var død af alderdom.

De forbyttede børn

Men af alle troldenes forbrydelser var den mest frygtede, når de byttede et nyfødt spædbarn i vuggen ud med deres egen lille troldunge – en såkaldt skifting.

Det kunne være svært for forældrene at vurdere, om de havde fået en skifting, da den som lille til forveksling lignede et almindeligt barn. I takt med at den blev ældre, afslørede en række ting dog sandheden. Troldungen var mentalt tilbagestående i forhold til et almindeligt menneskebarn, opførte sig altid dårligt og havde en glubende appetit.

For at slippe af med skiftingen igen måtte forældrene behandle ungen så ringe, at troldene fik medlidenhed med den. Så vendte de tilbage med det rigtige barn for at redde deres eget.

Sandheden kom frem i lyset

“Når der tales om trolden, er den aldrig langt væk”, sagde folk i Sverige. I Norden blev trolde opfattet som “det skjulte folk”, der skabte kaos og var usynligt. Kun mennesker med det såkaldte klarsyn kunne se dem.

I dag kan det forekomme underligt, at folk troede på trolde, men faktisk var de en del af en slags folkevidenskab. Før 1500-tallet var flertallet af Nordens befolkning analfabeter, som kun kunne forklare verden ud fra deres erfaringer.

LÆS OGSÅ: Derfor fejrer vi Halloween

Når vandringsfolk fór vild og omkom i bjergene, kvinder fødte vanskabte børn, eller køer pludselig holdt op med at give mælk, så var trolde en nem og helt logisk forklaring.

Efter reformationen mistede troldene deres indflydelse og blev ufarlige væsener i gamle historier. Med 1800-tallets genopdagelse og romantisering af disse fortællinger opnåede troldene en fornyet popularitet, der lever ved i dag.