Vampyrer var ikke bare fiktion
Engang i 1600-tallet samlede indbyggerne i den lille polske by Drawsko sig på den lokale kirkegård til begravelse. Den afdøde var en kvinde i 30’erne, og de fleste i landsbyen kendte hende sandsynligvis.
Men det var langtfra en almindelig begravelse, indbyggerne havde planlagt denne dag. Inden liget blev lagt ned i den fugtige grav, pressede en af de fremmødte en lille medaljon med helgenen Skt. Benedikt ind i den afdødes mund, i håbet om at hun kunne bide i metallet – frem for i de levende.
Da liget lå i graven, placerede en anden af de fremmødte den skarpe klinge fra en le hen over den afdødes hals. Hvis kvinden forsøgte at rejse sig fra graven, ville hun blive halshugget. Herefter kastede indbyggerne graven til – og bad inderligt til, at de aldrig nogensinde ville komme til at se den døde igen.
Ca. 400 år senere blev polske arkæologer de første, som genså den afdøde kvinde, da de i 2008-12 påbegyndte udgravningen af Drawskos kirkegård i det nordvestlige Polen. Og det viste sig, at kvinden ikke var den eneste, som den lille bys indbyggere havde frygtet ville hjemsøge dem efter døden.
I 2012 fandt arkæologer skelettet af en kvinde i byen Drawsko. Hun var blevet gravlagt med klingen fra en le over halsen, så hun ikke kunne rejse sig og blive en vampyr.
Yderligere fem af kirkegårdens grave havde tydelige tegn på, at nogen af al magt havde forsøgt at holde de bortgange i jorden.
Ifølge forskerne skyldes de uhyggelige begravelsesritualer, at indbyggerne frygtede, at de døde ville genopstå som “vampyrer” og kaste ulykke over de levende. Og Drawskos indbyggere var langtfra de eneste, som desperat forsøgte at holde de døde fra døren.
Over store dele af Øst- og Sydeuropa har arkæologerne fundet mange hundrede såkaldte vampyrgrave. Gravene beviser, at for datidens mennesker var vampyrer på ingen måde fiktion, og for at redde sig selv fra de døde måtte de levende gå til ekstremer.
Slavernes vampyr var en zombie
Når vi i dag tænker på vampyrer, ledes tankerne gerne i retning af Hollywoods blege, blodtørstige væsener, der leder efter uskyldige ofre at sætte deres hugtænder i.
Men de østeuropæiske folkelegender om vampyren adskiller sig markant fra filmens og romanens. Fortidens østeuropæere var ganske vist overbeviste om, at vampyrer var onde skabninger, som rejste sig fra deres grave for at kaste sygdom og død over deres ofre.
Men deres vampyrer kan bedre sammenlignes med en slags zombie end en transsylvansk greve, som intet spejlbillede har. Ifølge forskerne stammer de tidligste historier om vampyrer i den slaviske del af Østeuropa fra den tidlige middelalder.
Ordet vampyr har sandsynligvis sin oprindelse i de slaviske ord vampir og upir, som betegnede en genopstanden afdød – et levende lig.
I århundreder har især Østeuropas folkeslag gjort alt for at forhindre vampyrer i at rejse sig fra de døde.
Når forskerne i dag omtaler vampyrer, hentyder de til afdøde, som samtiden frygtede var i risiko for at genopstå. Ifølge slavisk folklore med rod i førkristen tid var kroppen og sjælen to forskellige enheder, der adskiltes ved døden.
Efter døden forblev sjælen blandt de levende i 40 dage, hvor den kunne finde på at genere sine tidligere fjender, men derudover var den fredsommelig. Derefter fortsatte sjælen sin rejse til det hinsides.
Men et mindretal af sjæle forblev i deres kroppe og nægtede at forlade dem. De blev i stedet vampyrer. Det gjaldt særligt afdøde, som ikke havde fået en ordentlig begravelse i indviet jord.
“Den mest effektive måde at forhindre de døde i at genopstå på var at “neutralisere” liget vha. rigtige begravelser og begravelsesritualer – eller ved at slå liget ihjel igen”, forklarer den amerikanske antropolog Tracy Betsinger, som har specialiseret sig vampyrbegravelser.
Drawskos vampyrer var lokale
De i alt seks vampyr-grave, som blev udgravet på Drawskos kirkegård, er – modsat de fleste mange andre vampyrgrave – blevet undersøgt og analyseret grundigt af forskerne.
Kirkegården indeholdt i alt 285 grave, som forskerne ud fra møntfund har kunnet datere til 1600- og 1700-tallet. De seks såkaldte vampyrgrave lignede umiddelbart pladsens andre grave. De lå forskellige steder på kirkegården og var ikke afskærmet fra de andre. Men da arkæologerne åbnede dem, stod det klart, at de døde i gravene adskilte sig markant fra resten.
Ingen af de såkaldte vampyrer var blevet spiddet af træ-pløkker, som det ses i filmens verden. Til gengæld var fem af de seks afdøde blevet begravet med klingerne fra leer lagt hen over enten halsen eller maveregionen.
Hvis den døde forsøgte at rejse sig, ville han eller hun i teorien blive enten halshugget eller få maven skåret op. Ved begravelsen havde nogen desuden på to af de døde placeret sten på halsen lige under kæben – ifølge forskerne muligvis for at forhindre dem i at bide de levende.
Undersøgelser af skeletterne viste, at der blandt de mistænkte vampyrer var tre voksne kvinder, en voksen mand, en ung pige samt en teenager, hvis køn var umuligt at bestemme. De gravlagte tilhørte altså hverken et bestemt køn eller en bestemt aldersgruppe.
Yderligere analyser af de jordiske rester afslørede ingen tegn på misdannelser eller sygdomme, som kunne have fået lokalbefolkningen til at frygte dem.
“Disse individer blev udpeget til en vampyrbegravelse af helt andre årsager end fysiske”, forklarer dr. Lesley Gregoricka, som undersøgte skeletterne.
Folk, som skilte sig ud fra mængden, blev ofte mistænkt for at være vampyrer. Hvis den mistænkte allerede var blevet begravet, blev liget gravet op og “dræbt” endnu en gang.
En anden af forskernes teorier var, at de døde blev udvalgt, fordi de ikke tilhørte lokalbefolkningen. I 1600-tallet oplevede Polen indvandringsbølger både fra syd, øst og vest, og forskerne spekulerede på, om det var indvandrere, som de lokale frygtede ville genopstå som vampyrer.
Men strontiumanalyser, der ud fra bl.a. tænderne kan afsløre, hvor de gravlagte befandt sig i barneårene, punkterede teorien: “De kom alle fra området og voksede op i nabolaget”, forklarer Gregoricka.
Forskerne antager derfor, at vampyrerne i Drawsko har skilt sig ud fra resten af samfundet på anden vis.
“Måske var de ikke døbt, eller også var de mistænkt for hekseri. Eventuelt kan de have begået selvmord”, spekulerer Lesley Gregoricka.
Selvom forskerne muligvis aldrig finder ud af, præcis hvorfor netop disse seks personer fik en vampyrbegravelse, står det klart, at de langtfra var de eneste.
Lignende vampyrgrave er i de senere år blevet fundet i bl.a. Bulgarien, Tjekkiet, Slovakiet og endda i Italien, mens ældre beretninger om vampyrbegravelser er talrige i bl.a. Rumænien, Serbien og Ungarn. Spørgsmålet er, hvorfor lokalbefolkningerne i disse områder i den grad frygtede, at de døde ville genopstå som vampyrer.
Vampyren har aner i oldtiden
Ifølge forskerne skal årsagen til vampyrfrygten findes flere tusind år tilbage. Beretninger om vampyrlignende væsener kan spores helt tilbage til sumerernes Mesopotamien for omkring 4.000 år siden. Ifølge sumerisk mytologi hjemsøgte et dæmonagtigt væsen ved navn Lilitu sine ofre om natten. Den kvindelige dæmon, der havde vinger og fuglekløer som fødder, jagtede især mødre og deres nyfødte, hvis blod hun drak.
Myten om Lilitu spredte sig under nye navne til bl.a. egypterne og jøderne for til sidst at ende bl.a. hos oldtidens romere, hvor det blodtørstige væsen blev kaldt strix (striges i flertal). Den romerske version lignede en ugle, og ligesom Lilitu havde væsenet en forkærlighed for småbørn og deres mødre.
Den romerske digter Ovid fortæller bl.a. en legende, hvori en romersk konges lille baby angribes af striges i sit barnekammer: “Disse striges, idet de smuttede ind i hans kammer, fløj hen til vuggen og begyndte at drikke hans hjerteblod”.
Ifølge en anden romersk forfatter, Titinius, var især hvidløg smurt på barnets læber et effektivt middel mod strixen. Ifølge andre kilder kunne det blodtørstige monster bl.a. dræbes ved at hugge hovedet af det og placere det mellem væsenets ben.
Sumerernes Lilitu havde vinger og kløer som en fugl og blev bl.a. associeret med uglen
Historiens første vampyr kom fra Irak
Forgængeren til middelalderens vampyrer kom fra oldtidens Mesopotamien – nutidens Irak – hvor dæmonen Lilitu ifølge sumererne jagtede især børn, mødre og unge mænd.
Lilitu havde vinger og fuglekløer og besøgte sine ofre om natten. Lilitu optrådte sidenhen også i jødisk folklore, hvor hun ifølge tidlige tekster under navnet Lilit hærgede nær byen Edom og på samme vis som Mesopotamiens Lilitu især gik efter småbørn og mødre, hvis blod hun drak.
Ifølge den jødiske Talmud, hvor jødiske lærde gennem århundreder har tolket de jødiske, religiøse tekster, var Lilit oprindeligt Adams første hustru, men hun forlod ham i vrede over hans mandschauvinisme og endte derefter som blodtørstig dæmon.
Lilitu spredte sig sidenhen også til romernes og grækernes mytologiske verden, hvor hun blev kendt som strix.
Da romerne i 100-tallet e.Kr. indlemmede Dakien – nutidens Rumænien – i imperiet, eksporterede de samtidig myten om strixen til områdets folkeslag, dakerne og geterne.
Dakiens befolkning havde fra gammel tid en stærk tro på levende døde. Deres vigtigste guddom var ifølge den oldgræske historiker Herodot guden Zalmoxis. Han var oprindeligt et menneske, som lærte dakerne og geterne om efterlivet.
Zalmoxis residerede angiveligt i en stor, underjordisk sal og var efter sin død genopstået. Hvert fjerde år sendte dakerne og geterne en tilfældigt udvalgt budbringer til Zalmoxis med ønsker, men ønskerne gik kun i opfyldelse, hvis budbringeren blev spiddet under en helt særlig ceremoni: “Mænd stiller sig op med tre spyd. Andre mænd tager ham, der skal sendes til Zalmoxis, i arme og ben og kaster ham op i luften oven over spyddene”, beretter Herodot.
Nogle forskere mener, at dette ritual senere blev grundlaget for myten om, at en vampyr skal gennembores af spid.
I århundrederne efter romernes erobring af Dakien smeltede myterne om Zalmoxis og om strixen sammen, og da kristendommen blev udbredt i den tidlige middelalder, fik de gamle legender nyt liv.
Tidligere havde de slaviske folkeslag i området brændt deres døde for på den måde at udfri de dødes ånder fra kroppen, men de kristne begravede i stedet deres døde, og det kan have fået mange til at frygte, at de døde kunne genopstå. I hvert fald er det på nogenlunde samme tidspunkt, at de første grave, hvor sten lægges oven på liget for at holde det nede, viser sig.
Sandsynligvis er det også på denne tid, at vampyren dukker op i bl.a. Rumænien undet betegnelsen strigoi, tydeligvis beslægtet med de romerske striges. Den rumænske strigoi var en afdød, som genopstod fra sin grav, og skabningen sugede ikke kun blod, men kastede også ulykke over sine ofre. Og snart spredte legenden om den uhyggelige skabning sig også til de andre slaviske folkeslag i Syd- og Østeuropa.
Kampen mod vampyrerne
Ifølge forskerne var en af de almindeligste måder at forhindre en afdød i at rejse sig fra graven og forvandle sig til en strigoi at gennembore liget med noget spidst lavet af jern.
“Verden over har mennesker ment, at værktøj smedet i ild, fx jernspid eller spyd, havde anti-dæmoniske egenskaber”, forklarer antropologen Tracy Betsinger, som har forsket i legenderne.
Ved at gennembore enten brystet eller hjertet blev den onde ånd ifølge overtroen adskilt fra kroppen. Selv hvis det skulle mislykkes, ville handlingen bevirke, at den døde var naglet til jorden og derfor ikke kunne rejse sig fra graven.
I 2004 udgravede arkæologer i den bulgarske by Debelt fx seks skeletter, som var blevet spiddet til undergrunden med jernnagler. Otte år senere dukkede to spiddede skeletter fra 1300-tallet op i den bulgarske sortehavsby Sozopol. I alt har arkæologer fundet omkring 100 såkaldte vampyrgrave i Bulgarien.
Troen på smedet jerns magiske kraft var sandsynligvis også medvirkende til, at indbyggerne i den polske by Drawsko lagde klinger hen over de fem afdøde, som de frygtede ville blive til vampyrer.
Ligesom legenden om vampyrerne over århundrederne har udviklet sig forskelligt, har også forsvaret mod dem varieret fra region til region. I 1930’erne samlede den rumænske lingvist Emil Petrovici beretninger om vampyrer forskellige steder i Rumænien. Fortællingerne viste, at hvert lokalområde havde sin måde at bekæmpe strigoi på, og at mange samfund selv på dette sene tidspunkt troede fuldt og fast på vampyrer.
I en af de landsbyer, som Petrovici besøgte, var det kutyme at lægge en flaske brændevin ned i graven til den den mistænkte strigoi, fordi vampyren så ville drikke indholdet og forblive i graven. I en anden by mente de lokale, at det bedste kampmiddel var hvidløg: “Når liget er lagt ned i kisten, bliver det gnedet med hvidløg og persille. Det er vigtigt, ellers bliver den døde til en strigoi”, lød forklaringen fra de lokale.
Da indbyggerne i en tredje landsby mistænkte, at en afdød mand var blevet en strigoi, tilkaldte de myndighederne:
“Politiet besøgte endda hans grav. De gravede ham op og så, at han var oppustet og blodig. De forsøgte at spidde ham i maven med en høtyv, men kunne ikke gennembore ham. Så prøvede en soldat at slå ham med sin riffel, men han ramte i stedet sig selv. Så til sidst tilkaldte de en kvinde med særlige kundskaber”.
Ifølge beretningen, der viser, at selv ordensmagten troede på vampyrer, udførte kvinden en række ritualer på den afdøde og stak derefter en kniv i ligets mave. Siden havde ingen ifølge de lokale hørt noget til den mistænkte vampyr.
Mulige videnskabelige forklaringer
Forskerne har igennem lang tid forsøgt at forklare vampyrmyterne. En teori, som muligvis kan forklare en del legender, er blodsygdommen porfyri. Folk, der lider af den arvelige sygdom, kan ikke tåle sollys og kommer derfor ofte kun ud, når solen er væk. Hvis de udsættes for sollys, udvikler de blærer og sår.
Manglen på sollys bevirker desuden, at de er unaturlig blege – helt i tråd med manges opfattelse af en vampyr.
I dag kan sygdommen behandles ved at indsprøjte særlige enzymer, som er nødvendige for blodets hæmoglobin, men den mulighed fandtes ikke i tidligere tider, og det kan have ført til mistanker om, at den syge var vampyr – især da en af de eneste muligheder for at lindre symptomerne dengang var at drikke blod.
Selvom blodsygdomme kan være en af forklaringerne på, at folk blev udvalgt til en vampyrbegravelse, mener Tracy Betsinger ikke, at det fungerer som en generel forklaringsmodel. “Årsagen til, at en person blev betragtet som en vampyr, varierer fra kultur til kultur, på samme måde som mytologien bag vampyren er kulturelt specifik”, forklarer hun.
Sygdommen porfyri giver symptomer, som kan få den ramte til at ligne en vampyr: Huden udvikler blærer og sår, og negle og fingre – som det ses på billedet – kan blive stærkt deforme.
En anden mulig forklaring på, at folk i visse perioder begyndte at se vampyrer overalt, bunder muligvis i uvidenhed om, hvordan menneskekroppen formuldes, når liget ligger i jorden. I 1800-tallet blev fire afdøde fx gravet op i Serbien, fordi lokale mente, at de var vampyrer:
“Lægerne undersøgte de fire mistænkelige lig, som havde ligget i jorden i mindre end 20 dage, og kom frem til, at de ikke var formuldet. Pga. frygten for vampyrer huggede byens indbyggere hovedet af ligene og drev en pæl gennem hjertet på dem”.
Sandheden er imidlertid, at både jordens beskaffenhed og temperaturen har betydning for, hvor hurtigt et lig forrådner. Stærkt lerholdig jord holder fx den ilt, som er nødvendig for formuldningen, ude. Det bevirker, at forrådnelsesprocessen tager meget længere tid end andre steder.
Det samme gælder, hvis liget begraves om vinteren, hvor de lave temperaturer ligeledes kan holde et kadaver intakt i uger og måneder. Under den langsomme forrådnelse er det desuden ikke usædvanligt, at blod løber ud af den døde krops åbninger, fx øjne og mund, så det for den uvidende ser ud, som om den døde har drukket blod.
Hvis nogen spidder ligets bryst, vil lungerne desuden udstøde de indespærrede gasser med en høj lyd. Det er derfor ikke underligt, at enfoldige bønder ville antage, at den døde måtte være en vampyr.
Legenden om vampyren lever videre
Trods den moderne videnskab er frygten for vampyrer sejlivet. En af årsagerne er naturligvis forfatteren Bram Stokers berømte roman om grev Dracula, som siden udgivelsen i slutningen af 1800-tallet har inspireret til et utal af bøger og film om vampyrer.
I Syd- og Østeuropa tror mange dog fortsat på slavernes oprindelige vampyrvæsen. I 2012 eksploderede salget af hvidløg fx, da myndighederne i den serbiske by Zarozje udsendte en officiel advarsel om, at Serbiens berømteste vampyr, Sava Savanovic, muligvis var blevet vækket til live.
Savanovic, der angiveligt levede i 1700-tallet, skulle ifølge lokal overtro have holdt til nær byens kornmøller, hvor han fandt sine ofre.
Nu var kornmøllen, hvor han holdt til om natten, imidlertid styrtet sammen, så derfor var der ifølge Zarozjes borgmester opstået en generel frygt blandt mange for, at vampyren nu ledte efter et nyt sted at residere. Historien nåede alverdens nyhedsmedier, men det er endnu uklart, om Savanovic sidenhen har fundet et nyt hjem.
Bram Stokers (t.v.) Dracula er en af historiens mest filmatiserede. Her ses skuespilleren Klaus Kinski som Dracula i filmen “Nosferatu – nattens spøgelse” fra 1978.
Forfattere piftede vampyren op
De myter og forestillinger, vi i dag har om vampyrer, afviger på flere punkter afgørende fra de østeuropæiske folkesagn:
Historien om, at vampyrer hver dag må vende tilbage til deres kiste
findes ikke i folkesagnene. Idéen blev opfundet af romanforfatteren Bram Stoker, da han skrev historien om Dracula. Stoker ville på den måde gøre det lettere for romanens helt at dræbe den sovende vampyr.
Forestillingen om, at vampyrer ikke tåler dagslys
stammer heller ikke fra de oprindelige vampyrmyter, men derimod fra stumfilmen “Nosferatu” fra 1922. I folkesagnene kan vampyrer sagtens bevæge sig rundt i dagslys.
Hugtænder er det pure opspind
Idéen om de skarpe tænder stammer fra forfatteren John Polidoris fortælling “The Vampyre” fra 1819.
Ifølge Tracy Betsinger vil legenden omvampyrer sandsynligvis aldrig dø helt ud: “Jeg tror, at vampyr-myten forbliver populær pga. dens forbindelse til døden”, forklarer hun. “Ingen ved jo, hvad der sker, når vi dør, så blandt alle folkeslag har der eksisteret en fascination og frygt omkring dette emne. Derudover har mange folkeslag også spekuleret over, hvad der ville ske, hvis de døde kom tilbage. Svaret lyder generelt: Intet godt”.
Ifølge Betsinger vil legenden om vampyren bestå, så længe der findes mennesker. Døden og blodet er de to essentielle aspekter af menneskets eksistens. Døden er menneskets skæbne, mens blodet er dets livsvæske. Vampyren kropsliggør disse to elementer på paradoksal vis. Han er et lig, som snyder selveste døden ved at drikke livets blod.