Nådesløse bødler var frygtet af alle

Han skulle være nådesløs, kunne brænde en mand på bålet, svinge et sværd perfekt – og være klar til at blive fordømt af selv sine nærmeste. Jobbet som bøddel var blandt de bedst betalte, men prisen var et liv i isolation i byernes beskidte udkanter.

Han skulle være nådesløs, kunne brænde en mand på bålet, svinge et sværd perfekt – og være klar til at blive fordømt af selv sine nærmeste. Jobbet som bøddel var blandt de bedst betalte, men prisen var et liv i isolation i byernes beskidte udkanter.

Bridgeman Images

Frantz Schmidt stirrede koncentreret på trinene foran sig. Udover at holde balancen måtte han også støtte manden, der med hænderne bundet sammen ved håndleddene snublede ved siden af ham på den smalle dobbeltstige.

De to mænd nåede de øverste trin, som befandt sig ud for galgens tværbjælke – nu gjaldt det. Frantz rakte ud og fik fat på rebet, som han i forvejen havde hængt op.

Omhyggeligt lod han løkken glide over mandens hoved og ned om halsen. Her skiltes deres veje. Med et raskt tag skubbede Frantz manden ned fra stigen og blev selv stående, mens han så det tykke reb skære sig ind i halsen på den sprællende mand.

Først da kroppen hang slapt i galgen, kunne Frantz betragte sin gerning som fuldført. Med raske trin klatrede han ned fra stigen for at indkassere tre syngende lussinger fra mester, der ventede ved det nederste trin.

Ritualet markerede, at Frantz Scmidt, som mesteren højlydt proklamerede, havde “henrettet behændigt, uden fejl” og nu, 19 år gammel, kunne kalde sig udlært.

Henrettelsen af tyven Lienhardt Russ, som fandt sted den 5. juni 1573 i den sydtyske landsby Steinach, blev blot den første af mange udført af Frantz Schmidt.

Da han 45 år senere trak sig tilbage, havde 394 mennesker ladet livet, og mange flere var blevet pisket, tortureret og vansiret, bl.a. ved at brændemærke dem, klippe ører og tungespidser af eller knuse deres knogler en for en.

Ingen havde spurgt Frantz, om han ville have bøddelhvervet, for det gik i arv fra far til søn. Det samme gjorde foragten fra omgivelserne.

Bødlens forbindelse til synd, straf og død gjorde ham frygtet og udstødt, forvist til udkanten af middelaldersamfundet.

Tilfældige blev udnævnt til bøddel

Bag mange af Frantz' kolleger stod generationer af bødler, men familien Schmidts indtræden i den ildesete stand var af nyere dato og skyldtes rent og skært uheld.

Frantz' far Heinrich Schmidt var en agtværdig fuglefænger i byen Hof i det sydlige Tyskland.

I efteråret 1553 var han mødt op for at overvære en henrettelse. Den lokale hersker, en lokal markgreve, havde arresteret tre mænd for at planlægge et komplot imod ham.

Markgreven havde beordret, at de tre straks skulle hænges, men byen var for lille til at have sin egen bøddel.

Den utålmodige hersker havde blankt afvist at vente på, at en bøddel blev tilkaldt fra én af de større byer.

I stedet tyede han til en gammel skik og udpegede én af tilskuerne til at udføre henrettelsen.

Uheldigvis for Heinrich faldt valget på ham. Febrilsk forsøgte fuglefængeren at undslå sig, men greven afviste alle indvendinger.

“Hvis (min far) ikke adlød, ville (mark-greven) have klynget ham op sammen med de tre mænd”, fortæller Frantz. Og således blev familien Schmidts skæbne som bødler beseglet.

En bøddel blev først og fremmest bedømt på sin evne til at hugge et hoved af. Var han dygtig til sit håndværk, behøvede han blot at følge tre trin for at levere en effektiv, imponerende og spektakulær henrettelse.

© Bridgeman & Landschaftsmuseum.de

Bødlen øvede sig på grise og hunde

Fortællingen om den uheldige Heinrich Schmidt har overlevet frem til i dag, fordi Frantz, i modsætning til mange andre i 1500-tallet, kunne både læse og skrive.

Det var et krav hos alle bødler, som skulle være i stand til at skrive udførlige lister over deres henrettelser. I Frantz' tilfælde blev skrivefærdigheden også brugt til at føre dagbog.

Fra den første henrettelse i 1573 og frem til pensioneringen i 1618 skrev Frantz regelmæssigt notater og optegnelser om sit liv.

Barndommen er kun beskrevet i få vendinger. Men historikere ved, at sønner af bødler – som de fleste unge drenge på den tid – blev oplært i deres fars erhverv.

I de tidlige teenageår bestod Frantz' arbejde mest af at rense sværd og torturudstyr samt gøre reb og lænker klar til henrettelser.

Da han blev ældre og stærkere, hjalp den unge lærling med at udføre selve gerningen. Faren har sandsynligvis formanet ham om at følge godt med, så sønnen var klar den dag, han selv skulle binde løkken og føre sværdet eller øksen.

Især halshugning krævede stor øvelse. Enhver bøddel fik fabrikeret sit eget sværd, som passede til ejerens højde og foretrukne stil.

De fleste bøddelsværd var omkring en meter lange og tre kilo tunge. Nogle havde fint tegnede religiøse billeder af fx Kristus eller Jomfru Maria.

Andre havde indgraveret opbyggelige råd som: “Vogt dig fra onde gerninger, ellers fører din vej til galgen”, eller det mere kontante: “Herren anklager, jeg henretter”.

Sværdet var bødlens fornemste og mest personlige redskab, og hjemme hos mester Heinrich hang våbnet på hæderspladsen over ildstedet, når det ikke var i brug ved henrettelser eller under Frantz' oplæring.

Lov og orden var tidens løsen

Lærlingens første offer var som oftest et græskar. Senere blev de gule frugter erstattet med rabarberstilke, som var lidt sværere at ramme, og hvis seje stængler i konsistensen mindede om en menneskehals.

Derefter fulgte geder, svin og andre husdyr, som var relativt lette at holde fast, og til sidst en omstrejfende hund.

Henrettelsen af hunden fungerede som en generalprøve til den første rigtige henrettelse.

For Frantz' vedkommende fandt prøven sted i maj 1573. En måned senere aflagde han svendestykke ved galgen i Steinach.

Frantz kunne ikke være blevet udlært på et bedre tidspunkt. Hvor bizart det end kan lyde, eksploderede efterspørgslen på bødler i slutningen af 1500-tallet.

Gennem middelalderen var både handel og håndværk støt og roligt vokset i det tysk-romerske rige.

Udviklingen skabte store rigdomme i byerne, hvoraf nogle fik status som selvstændige stater.

De begyndte snart at konkurrere om at tiltrække handel og produktion, og opretholdelsen af lov og orden var et vigtigt lokkemiddel.

Byerne kappedes derfor om at føre den hårdeste kurs over for kriminelle, og de fik hver især monopol på henrettelser, der tidligere ofte var en privatsag mellem forbryderen og offeret eller dennes familie.

Som Frantz snart skulle finde ud af, blev efterspørgslen ikke fulgt af agtelse. Som mange andre håndværkersvende tilbragte han de første år som udlært med at rejse fra job til job.

Livet på landevejene lærte ham, at hans erhverv adskilte ham fra andre mennesker. Frantz og hans ligesindede måtte finde sig i øgenavne som “slagter”, “bloddommer” og “mester Pokker” (et andet navn for djævelen).

“Horesøn af en bøddel” var også et almindeligt skældsord.

Det var derfor utænkeligt, at andre håndværkersvende skulle invitere Frantz med ind i deres kreds.

De eneste, som ville slå følge med en bøddel eller sidde til bords med ham på landevejskroerne, var andre udstødte rejsende som sigøjnere, tiggere og lejesoldater.

Frantz vidste, at mange bødler faldt i dårligt selskab, og at endnu flere blev drikfældige, fordi de med en tur på kroen kunne dulme smerten og rædslen ved at have pint og dræbt medmennesker.

Selv ville den stilfærdige omrejsende for enhver pris undgå at blive sådan. Desuden var han klar over, at kommende arbejdsgivere bedømte bødler på ry og omgangskreds.

I disse dage, hvor lov og orden var på alles læber, måtte der ikke være noget dårligt at udsætte på hans karakter.

Frantz valgte derfor det eneste alternativ, der fandtes: Høfligt afslog han enhver invitation til drikkelag og holdt sig altid for sig selv.

Frantz levede ganske givet et ensomt liv på landevejene, men til gengæld gav hans afholdenhed og afdæmpede livsførelse resultat.

Han havde aldrig problemer med at finde arbejde og fik tidligt prestigefyldte ansættelser, først i storbyen Bamberg og senere, som blot 24-årig, en kontrakt med bystyret i Nürnberg.

En stilling, enhver bøddel drømte om. Byen husede omkring 100.000 indbyggere og var ét af de største handels- og kulturcentre i det tysk-romerske rige, kun overgået af Augsburg, Köln og Wien.

Nürnbergs banker og købmænd hørte til blandt Europas førende, og med en status som en af landets vigtigste handelsbyer krævede den en benhård bøddel til at skræmme potentielle forbrydere væk.

Tortur var et håndværk

Bødlen nøjedes ikke med at føre hånden under henrettelserne – men var en del af retssagerne fra start til slut.

Frantz beskriver selv, hvordan han gik i gang med afhøringen, så snart myndighederne havde udpeget en mistænkt.

Offeret blev hevet ned i fængslet og placeret i torturkammeret, et lille og vinduesløst rum med hvælvet loft.

Her afhørte Frantz den mistænkte, mens han fremviste sine torturinstrumenter og fortalte, hvad de kunne bruges til – og hvis truslerne ikke fik den mistænkte til at tilstå, kom de grusomme redskaber i brug.

Til Frantz' overtalelsesmetoder hørte tommelskruer, såkaldt “spanske støvler” (benskruer) og ild, som i form af fakler blev holdt under den anklagedes armhuler.

Hvis forbryderen strittede imod, kunne bødlen også hive strækkebænken frem. Offeret blev lagt på bænken, der blev slået reb om håndled og ankler, og ved hjælp af tromler blev arme og ben herefter trukket langsomt i hver sin retning, indtil leddene blev skilt ad.

En anden metode var at binde den anklagedes hænder på ryggen og langsomt trække dem op i luften ved håndleddene, mens sten bundet til fødderne, tyngede kroppen nedad.

Metoden blev kaldt “strappado”og var særdeles smertefuld. Ofte fik den formastelige hevet skuldrene af led.

Selve afhøringen blev foretaget af to storborgere, gerne borgmestre eller rige købmænd, som gennem en særlig luftkanal stillede spørgsmål fra et værelse ovenover.

Frantz vurderede gennem hele forløbet, hvor meget tortur den anklagede kunne tåle, og hvad der var passende for at frembringe en tilståelse.

Efter domfældelsen stod han for straffen, hvad enten det drejede sig om henrettelse, vansiring, pisk eller forvisning.

Bødler gik klædt i lyserødt

Frantz blev godt lønnet for sin indsats. Som grundløn fik han 2½ gylden om måneden, en fyrstelig betaling i en tid, hvor en almindelig fangevogter årligt fik 10-15 gylden.

Dertil kom tillæg for forhør samt fri bolig, som oven i købet var skattefri.

Lønnen placerede Frantz blandt byens fem procent højest betalte og gav ham råd til en eftertragtet livs-førelse, som materielt set var på niveau med læger og jurister.

Velstanden afspejlede sig i tøjstilen. I de fleste byer måtte bødler klæde sig, som de ville. Illustrationer viser, at de var velklædte grænsende til det lapsede.

Det gjaldt også Frantz. En tegning, muligvis lavet af et øjenvidne, skildrer hans henrettelse af en ung kvinde.

Herpå svinger han sværdet iført strømper i l yserød, lyseblå bukser med lyserød skamkapsel og en lædervest over blå jakke og hvid skjorte.

Men hverken tøj eller penge gav Frantz adgang til det gode selskab. Alene husets placering fortalte ham, at han befandt sig i udkanten af samfundet.

Bygningen, et rummeligt hus med moderne bekvemmeligheder som fx opvarmet bad, lå på en ø.

En gangbro af træ førte over til øen, men for at komme så langt måtte besøgende først passere et svinemarked, et slagteri og det kommunale fængsel.

Bødlen blev læge på sine gamle dage: Frantz tilbragte et helt liv med at pine og plage sine medmennesker, men egentlig ville han bare gerne have lappet folk sammen. Da han endelig gik på pension, tog han revanche.

© Corbis/Polfoto

Ingen ville giftes med bødlen

Alligevel gav både hus og klædedragt anledning til misundelse, ikke mindst hos andre håndværkere, som tilmed følte sig trængte af den stigende handel med udlandet.

Mange håndværkere rettede frustrationen mod bødlerne, hvis sønner de demonstrativt udelukkede fra at blive optaget i deres lav.

En katastrofal udelukkelse, da medlemskab var nødvendigt for at få arbejde.

Bødlens placering på samfundets bund gjorde det også svært at finde en hustru.

De færreste kvinder, selv fra de laveste klasser, ville have noget at gøre med en professionel dræber. De eneste, der ville dele seng med mænd som Frantz, var prostituerede.

Alligevel lykkedes det, halvandet år efter ansættelsen i Nürnberg, Frantz at blive forlovet med den ni år ældre Maria Beckin.

Vielsen fandt sted 7. december 1579 i parrets hjem, fordi bødlen var uønsket i kirken. Kun få oplysninger, som fx datoen for forlovelse og bryllup, fortæller om ægteskabet. Om der var tale om forelskelse, står hen i det uvisse.

Arkiverne viser imidlertid, at Maria var datter af en fattig enke, og at hun havde tre ugifte, hjemmeboende søskende.

Disse oplysninger sammen med Marias alder – 34 år, dengang en høj alder for en ugift kvinde – taler for, at de begge valgte hinanden, fordi alternativerne var ganske begrænsede.

Familien må jævnligt være blevet mindet om dens placering i samfundets udkant. Mere eller mindre fine hentydninger og utilslørede fornærmelser hørte til dagens orden.

Desuden var bødler udelukkede fra fejringer af højtider og offentlige fester.

Selv ikke de læger og jurister, som Frantz dagligt arbejdede sammen med, ville kendes ved ham eller hans kone og børn, når de stødte på hinanden på gaden.

Alligevel tyder alt på, at familien Schmidt levede et nogenlunde harmonisk familieliv. Frantz' indtægt var stabil, boligen rummelig, og børneflokken voksede hastigt.

Maria og Frantz nåede at blive forældre til fire drenge og tre piger.

Til sorgerne hørte, at to børn, Vitus på fire år og Margaretha på tre år, døde af pest i sommeren 1585, men det var livsvilkår, som bødlen delte med alle andre i middelalderen, hvor pestepidemier var hyppige og børnedødeligheden høj.

På trods af Frantz' hverv lod netop hans familie til at være personligt vellidt i den nære omgangskreds, og det gjaldt især hustruen.

Da både Maria og den 16-årige søn Jörg døde i 1600, blev familien mødt med synlig medfølelse.

Helt usædvanligt blev den unge Jörgs kiste båret af klassekammerater, mens “flere naboer frivilligt og i sympati” bar den afdøde Marias kiste den tunge vej til kirkegården.

Som enkemand fortsatte Frantz stilfærdigt sit arbejde. Da han var sidst i 50'erne, kunne enhver se, at han ikke længere var i stand til at udføre sit ofte fysisk anstrengende erhverv.

I 1611 måtte han under en henrettelse af Elisabeth Mechtlin, som var dømt for utroskab og incest, hugge hele tre gange, før hovedet skiltes fra kroppen.

Frantz' præstation fik prædikatet “skændig” og “afskyelig”. Selv noterede han i dagbogen ordet “forkludret” – bøddelsprog for en henrettelse, der går galt.

Fik genoprettet æren

Forkludringer var ikke ualmindelige, men Frantz var kendt for at være driftssikker. Senere gik også en brænding galt.

Sædvanligvis sørgede bødlen for, at den dømte døde, før ilden rigtigt tog fat. Det kunne foregå enten ved kvælning eller ved, at en pose med krudt blev anbragt omkring den dømtes hals.

Denne gang havde Frantz taget begge forholdsregler, men alligevel gik noget galt. Den dømte, falskmøntneren Georg Karl Lambrecht, blev brændt ihjel under store pinsler.

Henrettelsen, som fandt sted den 13. november 1617, blev Frantz' sidste: “Den 4. juli (1618) blev jeg syg, og på sanktlorenz-dag (10. august) opgav jeg min tjeneste efter at have haft og udøvet embedet i 40 år”, skrev han.

Seks år senere, i efteråret 1624, opnåede han sit livs og sin karrieres højdepunkt.

I et 15 sider langt bønskrift til kejser Ferdinand 2. gennemgik han sin historie og sit livsværk for til sidst at bede om formel æresoprejsning for familien. Han henviste til sin lange og tro tjeneste som bøddel.

“I løbet af hele denne tid var der ingen klager over mig eller mine mange henrettelser, og jeg forlod frivilligt embedet for omkring seks år siden i god ro og orden på grund af min høje alder og fysiske svagelighed”.

Han fortalte desuden hele historien om faren, der var blevet påtvunget bøddelrollen.

“Uanset hvor meget jeg end ønskede at gøre mig fri af det”, skrev Frantz, havde Heinrichs ulykke og vanære tvunget ham til at blive bøddel i stedet for at læse medicin, som han ellers ville.

Vedhæftet brevet var en udtalelse af Nürnbergs rigsstadsråd, som bekræftede, at Frantz var: “kendt for sit tilbageholdende liv, sin rolige adfærd, og sin håndhævelse af den kejserlige lov”.

Svaret kom blot tre måneder senere og var alt, hvad en tidligere bøddel kunne ønske sig.

Frantz' “nedarvede skam, som forhindrer ham og hans arvinger i at blive betragtet som retskafne”, blev “ved den kejserlige magt og barmhjertighed ophævet og opløst, og hans ærefulde status blandt andre velrenommerede mennesker kundgjort og oprettet”, meddelte brevet.

Med det var bøddelhvervets forbandelse ved et trylleslag løst for Frantz og hans efterkommere, og han kunne nyde sin alderdom i fred.

Den pensionerede bøddel var nu 72 år gammel og tilbragte sine sidste år med at studere medicin, den profession, som hans families hverv hidtil havde stået i vejen for.

To af døtrene blev gift ind i gode familier, og én af sønnerne, Frantzenhans, blev læge.

Den endelige oprejsning fik Frantz efter sin død. Officielle dokumenter omtaler ham ikke længere som bøddelen fra Nürnberg, men som den “ærede Frantz Schmidt, læge, fra Obere Wörhdstrasse”.

For en bøddel i middelalderen var det en ære, der overgik de færreste.