Nordens sorte samvittighed

De nordiske lande er kendt for at være de lykkeligste i verden, men nordboerne gemmer på en mørk fortid med systematisk børnemisbrug, forfærdelige eksperimenter på “åndssvage” og tvangssterilisering af minoriteter.

De nordiske lande er kendt for at være de lykkeligste i verden, men nordboerne gemmer på en mørk fortid med systematisk børnemisbrug, forfærdelige eksperimenter på “åndssvage” og tvangssterilisering af minoriteter.

Julius Jääskeläinen/Shutterstock

Vi lever i Norden og hylder værdier som humanisme, menneskerettigheder og inklusion, men hvis du kigger nærmere på de sidste 100 års historie, har alle de nordiske lande skeletter i skabet.

Overgreb, tvang og indespærring er blevet brugt mod mindretal og afvigende grupper. Og grusomme eksperimenter er blevet udført på forsvarsløse borgere. Motivet var altid at gøre samfundet til et bedre sted – ondskaben skete altså i den bedste mening.

1. Patienter fik LSD uden at vide det

Einar Geert-Jørgensen var overlæge på Frederiksberg Hospital fra 1950 og hovedmanden bag LSD-eksperimenterne.

© Tage Christensen/Ritzau Scanpix/Shutterstock

I 1960’erne håbede læger i hele verden, at det psykedeliske stof LSD kunne bruges til at kurere sindslidelser. Intet sted blev eksperimenterne dog udført mere ukontrolleret end på Frederiksberg Hospital.

Under andre medicinske forsøg med LSD skrev forsøgspersonerne under på at deltage – og modtog efterfølgende terapi for at bearbejde oplevelsen. Sådan var det ikke på Frederiksberg. Her fik forsøgspersonerne blot et glas vand, som var tilsat LSD, og blev efterladt i et kælderrum, i nogle tilfælde spændt fast. Dosis var også op til 10 gange højere end i lignende eksperimenter.

Langt de fleste forsøgspersoner led ikke af svære psykiske lidelser, men af alt fra angst, stammen, træthed og dårlige nerver. Enkelte var homoseksuelle, hvilket blev anset som en psykisk sygdom.

Eksperimenterne var psykisk nedbrydende, og mange forsøgspersoner endte i misbrug eller begik selvmord. Mellem 400 og 500 patienter fik LSD på Frederiksberg Hospital, hvor den yngste var blot 15 år gammel. I 1986 modtog 154 af de overlevende erstatning.

2. Romaer blev tvangssteriliseret

Den svenske regering steriliserede typisk romaer, der var blevet arresteret.

© The Picture Art Collection/Imageselect

I første halvdel af 1900-tallet var læger, politikere og meningsdannere i Norden særdeles optaget af eugenik. Troen på, at samfundet kan forbedre indbyggernes arvemasse ved at sterilisere mennesker med uønskede karaktertræk, blev ført ud i livet.

Særligt politikere i Sverige så tvangssterilisering som et vidundermiddel, der kunne anvendes mod “biologisk mindreværdige”, som en statslig udredning fra 1929 formulerede det. Hvor det i andre lande oftest gik ud over såkaldt åndssvage, rettede Sverige søgelyset mod en hel etnisk minoritetsgruppe – “sigøjnere”.

De blev set som et samfundsskadeligt element, som staten gerne ville være foruden. Politikerne besluttede at indføre tvangssteriliseringer for at sikre, at de ville “uddø” med tiden.

Ud af en befolkningsgruppe på ca. 8.000 romaer blev officielt omkring 700 steriliseret af den svenske stat i årene 1934-1976, men historikerne mener, at der findes et betydeligt mørketal.

3. Børnehjem var pilrådne

Kontrollen med de finske børnehjem var meget begrænset i årene 1937-1983.

© SA-kuva

Den finske regering gennemførte fra 2014 en storstilet undersøgelse af forholdene i landets børnepleje i perioden 1937-1983. Efter to år forelå det skræmmende resultat.

Samtlige af de 299 interviewede personer havde oplevet omsorgssvigt, vold, psykisk terror eller seksuel mishandling. Børnenes tøj var ikke blevet skiftet ud, men nærmest slidt af deres kroppe. Fejlernæring var udbredt, og derfor havde mange af børnene legemlige og psykiske skader.

Oveni kom den direkte mishandling. Mange havde været udsat for daglige tæsk, trusler, ydmygelser og latterliggørelser.

For børn anbragt hos plejefamilier var billedet det samme, og undersøgelsen blotlagde, at den offentlige kontrol havde været stort set ikke-eksisterende.

Efter at konklusionen blev offentliggjort, gav den finske regering en officiel undskyldning til alle ofrene for den næsten systemiske børnemishandling, der havde fundet sted. Det anslås, at ca. 150.000 børn var anbragt på børnehjem eller i plejefamilier i perioden.

4. Samisk kultur skulle udryddes

Fra slutningen af 1800-tallet var det populært blandt turister at besøge samerne i den norske vildmark.

© Nasjonalbiblioteket, Norge

I 1905 fik Norge endelig sin selvstændighed efter 500 år i en uønsket union med Danmark og siden Sverige. Den unge nation slog fast, at Norge skulle være for nordmænd. Men i realiteten havde landet en større samisk befolkningsgruppe. I de nordlige egne udgjorde de faktisk flertallet.

Det norske storting vedtog en række love rettet direkte mod samerne. Målet var at assimilere dem og undertrykke deres kulturelle særpræg. Tusinder blev tvangsflyttet fra deres forfædres land, så etniske nordmænd kunne bruge jorden. Staten indførte ligefrem et loft for, hvor store huse samerne måtte bygge, og nogle steder blev det et krav at kunne tale perfekt norsk for at eje jord. Derudover blev titusindvis af samernes rensdyr drevet til slagtning; ifølge politikerne var der ikke var plads til dem, og så ødelagde de gårdene.

Nordmændene var ikke ene om overgreb mod samerne. Også Sverige og Finland indførte diskriminerende love i begyndelsen af 1900-tallet, men forfølgelsen fik aldrig samme omfang som i Norge.

5. Umoralske kvinder isoleret på ø

Kvinderne i anstalten for “moralsk defekte” var ikke i fængsel – de kunne bare ikke slippe væk fra Sprogø.

© Palle Jarner/Ritzau Scanpix

I årene 1923-1961 husede øen Sprogø midt i Storebælt en særlig anstalt for kvinder. Den skulle kurere “moralsk defekte” kvinder for deres samfundsskadelige lidelser. Reelt var kvinderne blot blevet ofre for den herskende samfundsmoral.

Kvinder risikerede at blive sendt til Sprogø, hvis de fx tiggede, stjal, ikke havde fast bopæl eller var “seksuelt løsslupne” – dvs. havde sex før ægteskabet eller flere partnere. På den isolerede ø kunne de ikke længere skade samfundet med deres umoralske opførsel.

Pigehjemmet fungerede ikke som et fængsel – det blev betragtet som en behandlingsanstalt – men i praksis havde pigerne ingen mulighed for at slippe væk, og opholdet var uden en tidsbegrænsning. For at sikre, at kvinderne ikke gav deres dårlige gener videre, blev en stor del af de anbragte tvangssteriliseret.

Anstalten på Sprogø havde i årene 1911-1961 en mandlig pendant på limfjordsøen Livø. I alt blev ca. 500 kvinder og 740 mænd anbragt på de to anstalter.

6. Psykisk syge tvangsfodret med slik

Da eksperimentet i Lund var afsluttet, lavede forskerne en oversigt over, hvad der var sket med de indsattes tænder.

© Sverigesradio.se/Riksarkivet

I 1930’erne var svenskerne plaget af dårlig tandhygiejne. Udsigterne til de svimlende beløb til tandplejen fik myndighederne til at lede efter en forebyggende løsning.

Første skridt var at belyse, hvad der førte til huller i tænderne. Mistanken rettede sig mod sukker og slik. For at lave et kontrolleret forsøg blev anstalten Vipeholm i Lund for “sindssløje” (udviklingshæmmede) udvalgt til eksperimentet.

Fra 1945 til 1955 blev patienternes kost, uden deres samtykke, lagt om til en sukkerfyldt diæt. Nogle fik klistret brød tilsat sukker, andre masser af chokolade. I samarbejde med slikfabrikanterne blev der sågar udviklet en særlig “Vipeholms-toffee” – en ekstra sukkerholdig og klistret karamel skabt til at sætte sig mellem tænderne.

Resultatet var entydigt: Sukker gav huller i tænderne – patienternes tænder var blevet fuldstændig ødelagt. Forsøget gav vigtig viden til tandplejen, men ingen ved, hvordan patienterne oplevede det. De blev aldrig spurgt.

7. Tusinder døde i fangelejre

Historikerne anslår, at 38.000 mennesker døde under Den Finske Borgerkrig – hvoraf tusindvis blev henrettet.

© Ivar Ekström

Frem til 1917 var Finland et storhertugdømme regeret af den russiske zar. Efter den bolsjevikiske revolution i Rusland fik finnerne i 1918 endelig deres selvstændighed – men i magttomrummet brød en borgerkrig ud mellem “de røde” (socialisterne) og “de hvide” (konservative).

I alt samlede de konservative ca. 80.000 finske socialister i fangelejre, der var et rent helvede på jord. Omkring 5.000 blev henrettet i løbet af nogle få måneder. Kvinder og børn helt ned til ni år blev også dræbt.

Da “de hvide” havde vundet borgerkrigen, forblev “de røde” spærret inde. I lejrene var der stort set ingen mad, og hygiejnen var så elendig, at de indsatte døde af dysenteri og kopper. Da den spanske syge nåede Finland, hærgede også den i lejrene.

Værst ramt var Tammisaari-lejren, hvor der i gennemsnit døde 30 mennesker om dagen i løbet af sommeren 1918. I alt omkom 12-14.000 fanger i lejrene.

I årevis forsøgte den finske stat at dække over uhyrlighederne. Først i 1973 blev der udbetalt erstatning til de overlevende.

8. Eksperiment med grønlandske børn

Eksperimentet med de 22 grønlandske børn blev glemt, men børnene var mærket for livet.

© Allan Moe/Ritzau Scanpix

Efter 2. verdenskrig intensiverede Danmark sine bestræbelser på at gøre Grønland til et “civiliseret samfund”. For at uddanne den nye generation af beslutningstagere hentede den danske stat som et forsøg 22 grønlandske børn i alderen seks-syv år til Danmark.

Børnene skulle i løbet af halvandet år lære det danske sprog og stifte bekendtskab med dansk kultur. Herefter skulle de tilbage til Grønland for at “bygge bro” til det danske samfund.

Den oprindelige tanke var at benytte forældreløse, men de ansvarlige fandt kun seks anvendelige børn, så rekruteringsgrundlaget blev udvidet til børn af enlige forældre. I mange tilfælde vidste forældrene ikke, hvad de sagde ja til, og flere så aldrig deres børn igen.

De 22 børn blev placeret hos plejefamilier i Danmark. Seks af dem blev adopteret og kom ikke tilbage til Grønland. De, der vendte tilbage, måtte sendes på en dansk skole, da de havde glemt det grønlandske sprog.

I Danmark gik eksperimentet hurtigt i glemmebogen, men det kom til at præge børnene, der hverken følte sig hjemme i Danmark eller i Grønland. Halvdelen af dem endte i misbrug og fik psykiske lidelser. I 2021 sagsøgte de seks overlevende grønlandske børn den danske stat. Sagen endte i et forlig, hvor de hver modtog 250.000 kr. i kompensation.

9. Lig gravet op og smidt i massegrav

Efter mange års arbejde var det muligt at finde navnene på 4.800 af de ­sovjetiske krigsfanger som endte i massegraven.

© Bjørn Christian Tørrissen

Under 2. verdenskrig døde omkring 13.000 sovjetiske krigsfanger i Norge, mens de udførte slavearbejde for den tyske besættelsesmagt. Soldaterne blev begravet flere steder i landet, men under Den Kolde Krig frygtede den norske regering, at de døde kunne give sovjetiske spioner et påskud for at rejse rundt i landet og “besøge gravpladser”.

Det førte i 1951 til “Operation Asfalt”. De jordiske rester af tusindvis af soldater blev gravet op og transporteret til en massegrav på øen Tjøtta i Nordnorge. Den officielle begrundelse var, at de gamle grave trængte til renovering, men de oprindelige mindesmærker blev hensynsløst væltet eller sågar sprængt. Knoglerester og ligdele blev skovlet ned i papirsække, uden at man gjorde forsøg på at identificere den enkelte soldat.

“Vi proppede ligdele i sække, så der stak ben og knogler op overalt. Ligene var fulde af orme, og stanken var forfærdelig”, fortalte en af sømændene, der stod for transporten.

Masseopgravningen udløste desuden en diplomatisk krise med Sovjetunionen.