Douglas “Wrong Way” Corrigan fløj over Atlanten i et ombygget Curtiss Robin-fly.

© Polfoto/Granger

Pilot fløj 8.300 km forkert og blev amerikanernes darling

Piloten Douglas Corrigan sagde, han ville flyve til Californien. 28 timer senere stod han i Irland. Bommerten gjorde ham med det samme til USA's flyvende sensation.

"Hey, du kører den forkerte vej”. Et par forbipasserende brølede af grin, mens de med tomlen viste den 31-årige Douglas Corrigan i den modsatte retning.

Han sad denne aften i august 1938 i en åben bil med San Antonios borgmester ved sin side. Langs ruten jublede byens indbyggere.

De var alle kommet for at se ham: Piloten, som ville flyve fra New York til Californien, men i stedet endte i Dublin i Irland – over 8.300 km fra den planlagte destination.

Da bilen stoppede, blev Corrigan modtaget af tusindvis af mennesker, og borgmesteren overrakte ham byens nøgler. Corrigan takkede og fortalte derefter, hvordan han – den erfarne pilot – havde læst kompasretningen forkert.

“Alle folk grinede. Jeg grinede ad dem, fordi de troede på den historie, jeg netop havde fortalt dem”, skrev Douglas Corrigan senere i sin selvbiografi “That’s My Story”.

Selvom citatet tyder på det modsatte, holdt Corrigan fast i, at han var endt i Irland ved en fejl.

Historien leverede han dog altid med et smørret grin. For som flere påpegede, havde han masser af grunde til at spille komedie.

Corrigan fik nej til solotur

I 1927 havde Corrigan hjulpet Charles Lindbergh med at bygge det fly, som pioneren fløj solo over Atlanterhavet i – som den første nogensinde. Bedriften fik Corrigan til at beslutte, at en dag ville også han gennemføre den tur. Myndighederne satte imidlertid forhindringer op for ham gang på gang.

Første skridt mod at udleve sin drøm tog Corrigan, da han i 1933 købte et udtjent Curtiss Robin-fly.

Motoren var ikke kraftfuld nok til en tur over Atlanten, så Corrigan udskiftede den med en Wright J6-5 med 165 hestekræfter og fem cylindere.

Samtidig byggede og installerede han selv de ekstra brændstoftanke, som var nødvendige til en så lang flyvetur. Myndighederne var dog ikke imponerede og forbød ham at flyve over Atlanten.

Senere fik han besked på at installere flere brændstoftanke, men heller ikke det viste sig at være nok for statens inspektører, som nu ville have, at han skulle tage en radiooperatør-licens – selvom hans fly ikke havde nogen radio.

I 1937 troede Corrigan, at han omsider havde stillet myndighederne tilfreds, men så forsvandt den kvindelige pilot Amelia Earhart et sted over Stillehavet, og ingen ville sige god for endnu en farefuld solotur.

Året efter fik han dog lov til at foretage en flyvning nonstop tværs over det amerikanske kontinent – fra New York til Long Beach i Californien.

Men som det senere skulle vise sig, endte Corrigan et helt andet sted.

Han læste kompasset forkert

Tidligt om morgenen den 17. juli 1938 troppede Corrigan op på Floyd Bennett Field i New York. Han havde papirerne i orden, chokoladebarer i provianten og et kort med ruten til Californien indtegnet.

Med en lommelygte kontrollerede han omhyggeligt motoren, hvorefter han spurgte lufthavnsdirektøren, i hvilken retning han skulle starte.

“Det er ligegyldigt. Bare du ikke flyver mod bygningerne på den vestlige side af startbanen”, lød svaret.

“Jeg flyver mod øst”, tilkendegav Corrigan og lukkede døren til cockpittet.

Tågen lå tungt over New York, da flyet langsomt slap startbanen. De fyldte benzintanke tyngede flyet, så Corrigan besluttede at holde kursen et par kilometer, inden han ville manøvrere flyet i retning mod Californien.

Oppe i 150 meters højde opdagede han imidlertid, at kompasset var i stykker, så i stedet satte han sin lid til reservekompasset, som lå på gulvet og var indstillet på en vestlig kurs. Hvad han ikke vidste, var, at han læste kompasretningen forkert.

Eller det var i hvert fald, hvad han sidenhen fortalte. For meget belejligt fortsatte han i østlig retning – mod Europa.

I løbet af de første to timer kunne Corrigan af og til skimte træer gennem huller i tågebankerne, senere en stor by, hvorefter skyerne fortættedes både under og over flyet. Han styrede nu udelukkende efter kompasset.

Benzintanken lækkede

Efter 10 timer begyndte hans fødder pludselig at føles kolde. Corrigan så ned og opdagede, at brændstoftanken lækkede og havde gjort dem våde. Lækken bekymrede ham dog ikke, for det havde han oplevet før.

Først da mørket igen begyndte at sænke sig, og han med lommelygten lyste under instrumentbrættet og så, at benzinpytten nu var blevet til en over 2 cm dyb sø, blev han nervøs.

Væsken risikerede at fosse ud af kabinen og ned i den brandvarme udstødning og antænde. I 1.800 meters højde ville det ikke give Corrigan store muligheder for at overleve.

Straks greb han en medbragt skruetrækker og bankede et hul i højre side af kabinens gulv, så benzinen kunne strømme ud i sikker afstand fra udstødningen.

Alligevel var faren endnu ikke overstået. For Corrigan havde planlagt at flyve motoren nænsomt, eftersom det er mest brændstofbesparende.

Men med en lækkende benzintank ville brændstoffet blot have mere tid til at fosse ud, hvis han fortsatte på den måde. Derfor satte han straks farten op.

Douglas Corrigan blev efter sin mærkværdige flyvetur over Atlanten amerikanernes nye darling. Hollywood tog ham straks til sig.

© RKO

Corrigan landede det forkerte sted

Da morgenlyset næste dag kunne anes gennem skydækket, havde Corrigan ikke set land i 24 timer, og samtidig frygtede han, at is kunne blive dannet på vingerne i skydækket, så han begyndte at dykke.

I 1.000 meters højde slap han fri af skyerne og så vand over det hele – til Corrigans store overraskelse ifølge hans selvbiografi.

Corrigan vidste ikke præcist, hvor han var, men da han få minutter senere så en lille fiskebåd, konkluderede han, at han ikke kunne være langt fra land.

Og ganske rigtigt – snart så han grønne bakketoppe i horisonten.

Kort efter landede Corrigan sydvest for Dublin.

Han var allerede ventet, for en avis havde skrevet om en vildfaren pilot, så hurtigt blev han ført til den amerikanske ambassadør John Cudahy for at fortælle, hvad han lavede i Irland.

Corrigan satte sig ned og forklarede, at det havde været tåget, og at han måtte have læst kompasretningen forkert.

“Det var tåget, da du lettede, siger du? Hm, din historie virker også en smule tåget. Kom nu, fortæl mig den rigtige”, lokkede Cudahy.

“Jeg kender ikke andre”.

“Så du holder fast i din historie?”

“Dét er min historie – men jeg er sandelig ikke stolt af min navigering”.

Og den historie holdt han med et grin fast i til sin dødsdag i 1995.