Diktatorskolen: Sådan bliver du en succesfuld diktator

Mussolini skabte skabelonen med sin “March mod Rom” – det dramatiske togt i 1922, hvor 300.000 sværtbevæbnede fascister indtog hovedstaden og smed det korrupte demokrati ud.

Fortællingen om styrke og mod dækkede over, at blot 25.000 af Mussolinis sortskjorter deltog i marchen.

Og da de nåede frem, havde kongen allerede udnævnt Mussolini til premierminister på helt normal vis. Det var også kongens beslutning, at hæren ikke skulle stoppe fascisterne.

Stormløb frelste sagen

Den sovjetiske arbejderstat opstod, da folket stormede Vinterpaladset i Sankt Petersborg i oktober 1917. Sådan udlagde Lenin og hans efterfølger Stalin historien, der blev gengivet med heroisk dramatik på film og i kunsten.

I virkeligheden gik rødgardisterne indenfor stort set uden at møde modstand. De havde udsat deres aktion en hel dag af frygt for høje tab, og i mellemtiden gik de fleste af tropperne i slottet hjem. Kun enkelte skud blev affyret, inden den borgerlige “provisoriske regering” lod sig arrestere under protest.

Efter revolutionen genfortalte kommunisterne det store øjeblik med tilsat heltemod og offervilje.

Nazister døde for det tyske folk

Året efter Mussolinis magtovertagelse i Italien forsøgte Adolf Hitler at gøre det samme i Tyskland. Ølstuekuppet i november 1923 blev dog en komplet fiasko, da politiets skudsalver sendte nazisterne på flugt.

Selv den mest kreative propaganda kunne ikke trylle en uigennemtænkt og dårligt ledet aktion om til en sejr. Hitler udråbte i stedet sit fejlslagne kup til en offerhandling, hvor martyrer gav deres liv for det tyske folk. En blodvædet hagekorsfane blev nazisternes relikvie, og Hitler opførte et grav­monument til de 16 døde.

Baath-partiet blev båret af folkets vilje

Saddam hævdede, at det var en folkelig revolution, der gav hans Baath-parti kontrol over Irak i juli 1968. Historien var en opfindsom genfortælling af et magtskifte, der havde fundet sted på helt normal vis efter irakiske forhold: ved et kup støttet af militæret. Baath sminkede fakta om, så de passede sammen med partiets socialistiske budskaber.

Revolutionslegende var svag på drama og heltemod.

Lektion 2: Få masserne på benene

Mussolini ville have, at alle italienere sluttede op om staten. Folket skulle formes til fascistiske idealmennesker, der arbejdede og gik i krig med begejstring.

Det er ikke nok, at folket bøjer sig i afmagt for regimet. Alle skal op af sofaen og vise deres utøjlede begejstring for livet under den store leder.

Mussolini tryllebandt italienerne, når han trådte frem på sin balkon i Rom og talte om landets storslåede fremtid, mens arme og mimik arbejdede. Folket skulle dog gøre mere end blot lytte.

Børn helt ned til seks år blev indrulleret i fascisternes ungdoms­bevægelse, hvor de lærte soldaterdisciplin og dyrkede sport for at få stærke, atletiske kroppe. Styret blandede sig også i for­ældrenes privatliv. En national “kamp for fødsler” opmuntrede dem fx til at være aktive i sovekammeret, så Italiens befolkningstal kunne vokse.

Ægte kommunister havde nok i arbejdet

Kommunistiske læresætninger sagde, at enkeltpersoner var uden betydning. Verden blev drevet af masserne.

Alligevel lod Stalin sig dyrke som en rød Mussolini, fordi han havde brug for at forklare, hvorfor netop han skulle regere. Ud over at tilbede deres leder skulle sovjetborgerne arbejde.

De fik at vide, at en ekstra indsats på fabrikkerne og markerne ville føre til verdenskommunismen og et samfund uden klasseskel.

Hitlers gave var fritid

Nazisterne oprettede Hitlerjugend som en kopi af Mussolinis fascistiske ungdomskorps. Og ligesom i Italien blev fagforeningerne erstattet af en samlet organisation, der skulle presse arbejderne til at slide hårdere.

Til gengæld lovede Hitler billige fornøjelser til alle. Fritidsforbundet Kraft durch Freude (Kraft gennem Glæde) sendte folket på badeferie, sejlede arbejdere til Madeira med krydstogtskibe og ville gøre alle tyskere til bilejere. Alt måtte dog indstilles, da krigen brød ud.

Arabere skulle stå sammen

Socialisme og forening af alle arabere var de mærkesager, der skulle samle irakerne bag faderskikkelsen Saddam.

Men krige og FN-sanktioner tømte statskassen, så alle styrets projekter gik i stå. Samtidig så Iraks shiamuslimer, der udgør flertallet i Irak, hvordan al velstand og indflydelse gik til sunnierne. De jublede, da Saddams styre blev væltet af USA i 2003.

Under 50 pct. af folket støttede Saddam.

Lektion 3: Giv hæren konkurrence

Mussolini stolede ikke på Italiens hær, der var trofast over for kongen. Han gav sine fascistiske sortskjorter våben, så de kunne stille sig i vejen for et militærkup.

Militæret er den største potentielle trussel mod regimet. Opret en ny hær af trofaste partisoldater, der kan gribe ind, hvis militæret forsøger et kup.

Mussolini viste vejen med sine sortskjorter. Efter magtovertagelsen gjorde han bøllekorpset til et hjemmeværn med over en mio. frivillige, som var adskilt fra hæren og aflagde troskabsed til Il Duce.

Sortskjorterne var fulde af fascistisk begejstring, men den opvejede ikke militsfolkenes sparsomme træning, lette bevæbning og uerfarne ledere.

I kamp klarede de sig endnu dårligere end den svage italienske hær. Tusindvis af sortskjorter kapitulerede til briterne i 1940, og derefter blev mange fascistiske enheder kun brugt som besættelsestropper.

Stalin så officerer over skulderen

I 1930’erne rensede Stalin ud blandt sine generaler for at forebygge enhver trussel mod sin magt. Men det var ikke nok.

Alle officerer fik selskab af politiske kommissærer, der fremover skulle godkende enhver ordre.

Prisen var en handlingslammet hær, da 2. verdenskrig brød ud. Kommissærerne måtte fjernes fra alle andre end de øverste ledelsesniveauer.

Livvagter overgik hæren

Inspireret af Mussolinis sortskjorter oprettede de tyske nazister “Sturmabteilung” – bedre kendt som SA. Iført brune uniformer stod de for gadevold mod jøder og socialister.

Efter sin magtovertagelse i 1833 skubbede Hitler dog SA til side. I stedet støttede han sig til de mere disciplinerede livvagter i “Schutzstaffel”, eller blot SS.

De holdt vagt i kz-lejrene, jagtede politiske fjender, og under 2. verdenskrig drog de i kamp for Hitler. Waffen-SS udviklede sig til en svært bevæbnet elitestyrke, der var morderisk effektiv på slagmarken og skyldig i utallige krigsforbrydelser.

Nazi-fanatikere blev 2. verdenskrigs mest effektive tropper.

Stamme-loyalitet sikrede Saddam

Saddam frygtede hele tiden, at officerer skulle forsøge at vælte ham. Derfor fyldte han sin Republikanske Garde med soldater, der alle var sunni-muslimer som ham selv.

I 1992 skabte han desuden Den Særlige Republikanske Garde fra sin egen irakiske stamme. Begge styrker faldt dog hurtigt fra hinanden, da USA angreb Irak i 2003.

Ingen var stærke nok til at kuppe Saddam.

Lektion 4: Hold vennerne nede

Da Mussolini havde vundet kontrol over Italien, røg de stærkeste af fascisterne på tvangs-pension. Sleske ja-sigere viste sig dog også i stand til at stikke ham i ryggen.

Andre kan få den idé, at de også vil være statens uindskrænkede leder. Sørg for, at ingen kommer så tæt på magten, at de kan række ud efter den.

Benito Mussolini holdt sine løjtnanter i fascistpartiet tæt til sig, og han fyrede dem uden tøven, hvis de viste tegn på at være for selvstændigt tænkende.

Men fascist-lederen efterlod en sårbar flanke ved at lade kongen blive på sin trone. Victor Emanuel 3. var et oplagt samlingspunkt for alle, der fik nok af Mussolini efter de mange nederlag under 2. verdenskrig.

Dolkestødet kom i juli 1943, hvor fascistpartiet bad kongen overtage magten. Mussolini blev anholdt, og selvom tyskerne genindsatte ham, var han fremover blot en marionet.

Stalin var alene i nødens stund

Ingen sørgede mere nidkært for at skaffe sig af med potentielle rivaler end Stalin. Talentfulde politikere og generaler blev rutinemæssigt udrenset, når den paranoide sovjetleder mente, at tiden var inde.

Topkommunisterne var derfor lettede, da Stalin fik et slagtilfælde i 1953. De sørgede for, at en læge først blev tilkaldt, da det var for sent.

Hitler så ikke faren komme

Del og hersk, var Hitlers opskrift på en tryg hverdag som diktator. Han spillede Göring, Himmler og de andre topnazister ud mod hinanden, så de holdt hinanden i skak.

Hitler følte sig så sikker, at han overså en klike af officerers kupplaner. En bombe var tæt på at slå ham ihjel i juli 1944, men bagefter sikrede han sig, at det ikke kunne ske igen. Nazisterne henrettede næsten 5.000 kritikere.

Ingen ville forråde Saddam

Saddam Hussein trak på traditionelle arabiske bånd som Iraks hersker. Inderkredsen omkring hans styre bestod af hans slægtninge, og i lagene udenom indsatte han personer, som han var knyttet sammen med via klan- og stamme-bånd.

Systemet betød, at det sjældent var de største talenter, der hjalp Saddam med at regere. Til gengæld var hans ministre og officerer generelt bundloyale. Til gengæld for deres trofasthed fik de en høj løn, velfærdsgoder til deres familier og kostbare luksusbiler.

Støtten til Saddam var så stor, at tilhængere holdt ham skjult, da amerikanerne jagtede ham i 2003.