Wikimedia Commons, Peter Newark American Pictures/Bridgeman Images & Shutterstock
Know Nothing, American Party

Donald Trumps paroler stammer fra 1800-tallet

“Stop indvandringen!” og “Valget blev stjålet!” – sådan lyder det hos Det Republikanske Parti i USA i dag. Men baggrunden for parolerne om grænselukning og valgfusk er snart 200 år gamle.

Den forventningsfulde menneskemængde står klar til at modtage præsidentkandidat Millard Fillmore, da han den 26. juni 1856 anløber byen Newburgh i staten New York ombord på en hjuldamper. New York er Fillmores hjemstat, og han er kommet for at holde en tale forud for præsidentvalget den 4. november.

Fillmore stiller op for det såkaldte American Party – et parti, der bygger på en nationalpatriotisk, protestantisk ideologi. I sin tale kommer Fillmore hurtigt ind på det emne, der ligger ham mest på sinde: Indvandring.

“Udenlandske bøller ved valgstederne slår gråhårede amerikanere ned som hunde”. Redaktøren for avisen New York Sunday Times, Thomas R. Whitney.

“Jeg har intet imod udlændinge. Jeg mener, at jeg er deres ven”, proklamerer Fillmore og fortsætter:

“Men hvis nogen sekt eller trosretning – angiveligt organiseret og med religiøse formål for øje – bruger deres organisation til politiske formål, så vil jeg imødegå dem med politisk opposition”.

“Amerikanere skal regere amerikanere”, erklærer han til tordnende bifald.

Tilhørerne elsker den klare udmelding, for de er selv protestanter. Ligesom Fillmore frygter forsamlingen i Newburgh, at de katolske indvandrere fra Irland og Tyskland vil overtage samfundet og ødelægge USA.

Her får du baggrunden for det indvandrerkritiske og voldsparate American Party, der i midten af 1800-tallet skabte en ophedet politisk stemning i USA, som i bemærkelsesværdig grad minder om den, vi oplever i dag.

Angsten har 200 år på bagen

I midten af 1800-tallet oplevede USA en hastig demografisk forandring. Titusindvis – og i visse år hundredtusindvis – af immigranter strømmede til landet fra Europa.

Hovedparten af de nytilkomne var tyskere og irere på flugt fra fattigdom og uro, som på den tid hærgede Europa. Indvandrerne adskilte sig på ét væsentligt punkt fra de amerikanere, hvis forfædre var kommet til USA fra især England: De var fortrinsvis katolikker – ikke protestanter.

I årene 1840-1850 steg antallet af katolske amerikanere fra 663.000 til 1.606.000 – gruppen gik fra at udgøre ca. 4 pct. af befolkningen til omkring 7 pct.

Emnet var særdeles ømtåleligt. Amerikanerne havde afskyet katolicismen, lige siden de engelske puritanere i 1600-tallet slog sig ned i New England, Massachusetts.

Hjemme i England havde de strengt anti-katolske puritanere kritiseret, hvad de mente var katolske elementer i den anglikanske kirke (Church of England) – en kritik, der havde ført til omfattende forfølgelser af puritanerne og ansporet dem til at udvandre.

Philadelphia, kampe, Know Nothing

Protestanter anstiftede i 1844 voldelige optøjer i Philadelphia, fordi biskoppen havde besluttet, at byens skoler også skulle have en latinsk udgave af Biblen.

© Peter Newark American Pictures/Bridgeman Images

Puritanernes frygt for at blive undertrykt af katolicismen – og dermed paven – kom i vid udstrækning til at danne grundlaget for amerikanernes forhold til religion. I midten af 1800-tallet havde puritanernes anti-katolske følelser således spredt sig til alle dele af det protestantiske USA.

“Papismen (nedsættende betegnelse for katolicismen, red.) er i kraft af sin organisation under kontrol af en udenlandsk tyran”, skrev Samuel Morse – protestant og opfinder af telegrafen – i 1835 og fortsatte: “Papismen er et politisk og despotisk system, der skal modgås af alle sande patrioter”.

Morse mente heller ikke, at den etablerede presse var til at stole på – den udbredte “fake news”: “Amerikanere, hvis I forlader jer på pressen, så klynger I jer til et knækket strå, som ikke opfylder jeres behov. Den tør ikke angribe papismen”.

Rygter puster til hadet

En gruppe indvandrerkritiske amerikanere samlede sig i 1849 i et hemmeligt selskab med det patriotiske navn “Order of the Star Spangled Banner” (Stjernebannerets Orden).

Ordenen gjorde flittigt brug af kultiske elementer som hemmelige løsener og kodesprog. Medlemskab var forbeholdt protestantiske mænd over 21 år, der kunne holde på en hemmelighed.

Blev et medlem udspurgt om ordenen og dens arbejde, skulle han svare, “I know nothing” – jeg ved ingenting – et svar, som i folkemunde blev synonymt med bevægelsen.

Know Nothing-bevægelsen talte ved sin stiftelse i 1849 blot 36 medlemmer, men tallet voksede i takt med den katolske immigration. I de tætbefolkede amerikanske byer blev fjendtligheden mod katolikkerne synlig i gadebilledet.

Citizen Know Nothing

En ung mand med sin hat på sned blev Know Nothing-bevægelsens billede på den ideelle, protestantiske amerikaner – kendt som “Citizen Know Nothing”.

© Sarony & Co., lithographer/Wikimedia Commons & Shutterstock

“Alle katolikker – og personer, som er venligt stemte over for den katolske kirke – er onde bedragere, løgnere, skurke og kujonagtige mordere”, proklamerede plakater i storbyen Boston, hvor katolikker udgjorde omkring 30 pct. af befolkningen.

Rygter om, at katolikker planlagde giftmord, og at irske tjenestefolk myrdede deres protestantiske herskab, svirrede blandt protestanterne i byerne på østkysten.

Det stigende had til katolikkerne fik Know Nothing-bevægelsens medlemmer til at søge politisk indflydelse. Blandt mærkesagerne var en udvidelse af ventetiden på at opnå statsborgerskab fra 5 til 21 år samt et forbud mod at stemme eller stille op til valg for mennesker, der ikke var født i USA.

Vold sikrer avisomtale

Mange protestantiske arbejdere var bange for, at katolikkerne ville fortrænge dem fra fabrikkerne, og frygten udmøntede sig i vold og hærværk.

Katolske kirker fik ruder knust og døre slået ind af Know Nothing-medlemmer – i nogle stater brændte de kirker ned til grunden. Præster blev truet og spyttet på og fik deres klæder flået i stykker. I byen Ellsworth i Maine blev en katolsk præst dyppet i tjære og rullet i fjer, før han blev jaget ud af byen.

Volden sikrede Know Nothing-bevægelsen omtale i aviserne, og retorikken blev strammet.

Know Nothing, American Party

Propaganda-tegninger skulle vise, hvordan irske og tyske katolikker stjal valgene og såede splid blandt USA’s protestanter.

© Shutterstock

“Udenlandske bøller ved valgstederne slår gråhårede amerikanere ned som hunde. Disse ældre borgeres valgret bliver udfordret af det dumme og fordrukne affald fra Europas byer”, skrev Know Nothing-medlemmet og redaktøren for New York Sunday Times, Thomas R. Whitney, forud for valget til Kongressen i 1854-1855.

Hvis Whitney forsøgte at undskylde et dårligt valgresultat på forhånd, kunne han have sparet sig anstrengelserne. Da stemmerne var talt op, stod det klart, at medlemmer af Know Nothing-bevægelsen havde sikret sig i alt 52 pladser i Kongressens to kamre.

Slagsbror bliver martyr

Sideløbende med succesen skød medlemstallet i vejret. Ifølge historikeren Tyler Anbinder rundede bevægelsen allerede i 1854 en million medlemmer – blandt dem var den senere præsident Ulysses S. Grant og Sam Houston, helten fra den texanske frihedskrig mod Mexico.

“Som en vældig strøm af opdæmmet vand, efter at sluserne er sprængt, buldrer medlemstallet frem i stride strømme”, konstaterede redaktør Thomas R. Whitney.

“Bevægelsen er blevet en gigant, skæbnebestemt til at knuse korruptionen, fjerne demagogerne og ryste Amerikas papistiske struktur”, erklærede han begejstret.

“Udlændinge har afgjort, hvilken regering vi skal have her i landet”. Henry Winter Davis, medlem af Know Nothing-bevægelsen.

Know Nothing-bevægelsen fik endnu mere vind i sejlene i begyndelsen af 1855 takket være William “Bill the Butcher” Poole. Ud over at være et ivrigt medlem af Know Nothing-bevægelsen var slagteren Poole også bokser og noget af en slagsbror.

Efter en konfrontation mellem Poole og hans rival – den irske bokser John Morrissey – i februar 1855 blev Poole under et besøg på en bar hårdt såret af skud fra nogle af Morrisseys mænd.

Knap to uger senere døde Poole af sine skader, og han blev gjort til martyr. Hans sidste ord – “Farvel, drenge, jeg døde som en sand amerikaner” – blev gentaget i bøger og pamfletter, og begravelsen var et sandt tilløbsstykke med 6.000 sørgende.

Hele USA kendte nu Know Nothing-bevægelsen, og tiden var inde til at erobre Det Hvide Hus.

Know Nothing, American Party, Millard Fillmore, Whig

Millard Fillmore blev den sidste præsident for Whig-partiet (1850-1853) – senere stillede han op som præsidentkandidat for Know Nothing-bevægelsen.

© Wikimedia Commons & Mathew Benjamin Brady/Wikimedia Commons

Storpartis kollaps efterlod tomrum

Vælgerne svigter på valgdagen

I 1855 organiserede Know Nothing-bevægelsen sig som et officielt parti, American Party. Herefter præsenterede partiet sit bud på USA’s næste leder – Millard Fillmore.

I årene 1850-1853 havde Fillmore tjent som USA’s præsident, valgt som Whig-partiets kandidat. I mellemtiden var Whig sygnet hen, og den prominente politiker var på udkig efter et nyt politisk hjem.

Fillmore, der i forvejen var yderst kritisk over for den katolske indvandring, gik over til American Party. I sommeren 1856 indledte han sin kampagne og holdt sin brandtale i Newburgh, New York.

Men da vælgerne den 4. november 1856 gik til stemmeurnerne, vragede de Fillmore. Kun 21,5 pct. stemte på American Party-kandidaten. Og Henry Winter Davis, et fremtrædende partimedlem, beskyldte straks immigranterne for at være skyld i nederlaget:

“Udlændinge har afgjort, hvilken regering vi skal have her i landet”.

Tre partier kæmpede om magten i USA

Spørgsmål om immigration og slaveri splittede i midten af 1800-tallet USA. De tre store partier tilbød hver deres bud på tidens sprængfarlige emner.

Demokraterne, logo, politik, USA
© Shutterstock

Demokraterne: Delstaternes ret er vigtigst

Partiet satte delstaternes rettigheder over forbundsstatens magt. Derfor støttede partiet Sydstaternes ret til at holde slaver. Demokraterne var imod begrænsning af indvandring, fordi de betragtede det som unødig statslig indblanding.

Republikanerne, logo, politik, USA
© Shutterstock

Republikanerne: Forbundsstaten skal styrkes

Partiet gik ind for en stærk forbundsstat, der kunne sikre gode forhold for industrien. Partiet betragtede slaveriet som en kilde til splittelse og ønskede det afskaffet. Immigranter var velkomne, for de sikrede arbejdskraft.

Know Nothing, American Party, logo, flag, politik, USA
© Wikimedia Commons

American Party: Indvandringen skal stoppes

Modstanden mod katolsk indvandring bandt American Party sammen, mens slavespørgsmålet splittede partiet. Den ene del ville afskaffe slaveriet, fordi Demokraterne gik ind for det, mens den anden del ville bevare slaveriet.

Sandheden var en anden. Partiet tabte, fordi størstedelen af befolkningen var mere optaget af slavespørgsmålet end af den katolske indvandring.

Valgets vinder blev Det Demokratiske Parti, der fik præsidentposten, samt Det Republikanske Parti, som for første gang stod på stemmesedlen. Republikanerne var imod slaveriet og for indvandringen.

Mens Know Nothing-bevægelsen og American Party i de følgende år faldt fra hinanden pga. uenighed om slaveriet, blev Det Republikanske Parti et af USA’s to store partier.

I dag er Republikanernes mærkesager dog – ironisk nok – svære at skelne fra dem, Know Nothing-bevægelsen kæmpede for i 1850’erne.