Efter Brexit: Tidligere bristede unioner førte til krig og kaos

I juni 2016 stemte briterne imod fortsat medlemskab af EU. Og historien er fyldt med fællesskaber, føderationer og unioner, der gik i opløsning med blodige konflikter og krige til følge.

Det Tysk-Romerske Rige: Napoleon knuste det tyske tusindårsrige

Unionen: I år 800 blev Karl den Store kronet i Rom som kejser af det Tysk-Romerske Rige, som blev set som arvtageren til det Vestromerske Rige. Under skiftende kejsere kom riget til at omfatte store dele af Vest- og Centraleuropa. 

Prisen var, at kejserens magt blev stækket – det store riges enkelte dele blev styret af fyrster, der formelt stod under kejserens overherredømme, men reelt havde stor selvbestemmelse. Kejseren blev valgt af fyrster fra de enkelte regioner. Ofte var det en søn af den siddende kejser, der blev valgt, og den magtfulde Habsburg-slægt sad på kejsertronen i århundreder frem til 1740.

Bristepunktet: Det i forvejen løst sammensatte kejserrige blev svækket af interne stridigheder efter 1740. På den ene side stod Østrig med en lang række allierede, på den anden side Preussen, der også havde rigeligt med venligsindedet nationer bag sig. Samtidig lå riget i strid med Frankrig. 

I 1801 annekterede Frankrig under ledelse af Napoleon en del besiddelser ved Rhinen. Det lykkedes Napoleon at vinde en del mellemstore tyske stater ved at tildele dem råderet over mindre stater. Men andre kæmpede fortsat imod. 

Slaget ved Austerlitz

© Wikimedia

I 1805 gik en koalition af stater med Østrig i spidsen til angreb på Frankrig, men fik tæsk ved slaget ved Austerlitz. Efter sejren skabte Napoleon Rhin-forbundet af tyske stater, der strakte sig fra Elben til Alperne. Det Tysk-Romerske Rige var reelt holdt op med at eksistere, og 6. august 1806 nedlagde kejser Frants d. 2 kejserkronen. Napoleon havde taget livet af det tyske tusindårsrige.

Eftervirkningen: Efter Napoleons fald i 1814 blev nyordningen af Europa besluttet på Wienerkongressen. Det Tyske Forbund blev oprettet, det ny stærke Tyskland blev med tiden domineret af det velorganiserede Preussen og udviklede sig med tiden til en egentlig nationalstat med en stærk selvfølelse og nationalisme. Konsekvenserne fik verden at mærke gennem 1. verdenskrig, 2. verdenskrig og en efterfølgende kold krig.

Kalmarunionen: Blodbad knuste skandinavisk fællesskab

Unionen: Da adelige fra Danmark, Sverige og Norge i 1397 mødtes i den svenske by Kalmar, kunne den danske Dronning Margrethe den 1. se sit livs ambition blive til virkelighed.

Kalmarunionen gjorde den 15-årige Erik af Pommern til konge af de tre lande – og dermed også det nuværende Finland, Island og Grønland. Danmark herskede over Norden, selvom de enkelte lande beholdt egen lovgivning og administration og havde rigsråd, der i vid udstrækning tog egne afgørelser. 

Selv om Erik formelt var konge, beholdt Margrethe den egentlige magt frem til sin død i 412, hvor Erik endelig kunne sætte gavn bag sit navn. Ved hans død havde udskrivning af krigsskatter og soldater ført til bondeoprør i alle tre lande, og da hans efterfølger, Christoffer af Bayern, døde barnløs i 1448, var unionen reelt ved at være fortid.

Bristepunktet: Ved Christoffers død valgte Sverige sin egen konge, og danske konger sad der efter kun sporadisk på den svenske kongemagt. I 1520 gjorde den dansk-norske Christian den 2. et forsøg på at erobre Sverige. Det lykkedes kortvarigt, men ved sin indsættelse i Stockholm samme år fik han myrdet 82 fremtrædende svenske adelsmænd. 

Han troede, det ville sikre varig magt, men tog fejl. I 1521 blev han sparket ud af stormanden Gustav Vasa, der to år senere blev svensk konge. Dermed var unionen endeligt ophævet.

Efterspillet: Umiddelbart havde Kalmarunionens opløsning ikke den store effekt. Både Gustav Vasa og den ny dansk-norske konge Frederik d. 1. frygtede, at Christian d. 2. skulle forsøge at få magten tilbage, og derfor holdt broderlandene fred. 

På længere sigt førte opløsningen dog til, at de to selvstændige nationer Danmark og Sverige igen og igen røg i totterne på hinanden. Det ramte især Danmark hårdt, da landet flere gange måtte se sig som taber i kostbare krige mod broderlandet, der var blevet en arvefjende.

Det stokholmske blodbad

© Wikimedia

Inkariget: Spansk erobring tog livet af Sydamerikas kæmperige

Unionen: Inkaerne i Sydamerika kaldte deres land Tahuantinsuyu. Navnet betyder kvartet og refererer til rigets fire provinser, hvis hjørner mødtes ved hovedstaden Cusco. Cusco var oprindeligt selvstændigt, og i 1438 startede det lille kongedømme et stort erobringstogt. 

Langt de fleste erobringer skete ved hjælp af fredelig indlemmelse – lederne af andre kongedømmer og bystater blev tilbudt luksusvarer, og når de gik med på en indlemmelse i riget, blev deres børn bragt til Cusco, hvor de blev oplært i inkaernes administration og traditioner. 

De fire provinser blev ledet af hver deres guvernør, der lå under den centrale ledelse i Cusco. Provinserne beholdt i vid udstrækning deres eget sprog og traditioner, men blev underlagt den centrale administration i Cusco.

Bristepunktet: I 1526 nåede den spanske opdagelsesrejsende og erobrer Fransisco Pizarro Inkariget. Landet var tydeligvis rigt, og han rejste til Spanien for at få kongelig godkendelse til at erobre. 

Inden han nåede tilbage, var en borgerkrig brudt ud i Inkariget. Samtidig havde en koppe-epidemi spredt af de spanske erobrere kostet mange liv i riget. Den svækkede stat var let at erobre for Pizarro. Størstedelen af det mægtige rige måtte underkaste sig i løbet af få år, men først i 1572 blev den allersidste del af inkariget slået ned, og den sidste leder henrettet.

Efterspillet: Erobringen af det mægtige Inkarige gav spanierne en endnu større bid af den sydamerikanske kage. Det kom til at påvirke snart sagt alle dele af sydamerikansk kultur, samtidig med, at Spanien med de ny-erobrede rigdomme kunne styrke sin magtposition i Europa. 

De spanske erobreres hårdhændede tilgang til erobringen var samtidig årsag til, at store mængder viden om blandt andet økonomi, landbrug og administration gik tabt med inkarigets undergang.

Mellemamerikas Forenede Provinser: Et kort og blodigt liv

Unionen: 15. september 1821 erklærede fem provinser i Mellemamerika sig uafhængigt af Spanien. Spanierne trak sig uden modstand, men snart begyndte blodet at flyde. Regionale og politiske stridigheder gjorde, at mange områder ikke ville samle sig under en centralregering. I stedet valgte centralregeringen at stemme for en sammenlægning med Mexico.

Mexicanernes ankomst udløste flere sværdslag, og landet trak sig tilbage i 1823. 1. juli 1823 erklærede provinserne sig uafhængige af alle andre lande og dannede Mellemamerikas Forenede Provinser. De enkelte provinser var ledet af en premierminister, der var underlagt føderationens præsident. Kun rige mænd af europæisk herkomst havde stemmeret.

Bristepunktet: Sammenbruddet begyndte allerede inden føderationen var dannet. Konservative og liberale kræfter sloges konstant om blandt andet kirkens indflydelse, og der opstod adskillige opstande, inden de liberale i en årrække fik magten. 

I 1837 rejste den guatemalanske svineavler Rafael Carrera en katolsk bondehær, og landet havnede i regulær borgerkrig. I 1838 trak Nicaragua sig fra føderationen, der her reelt holdt op med at eksistere. Præsident Morazán blev drevet ud af landet, og da han i 1842 fra Costa Rica forsøgte at genskabe Mellemamerikas Forenede Provinser, blev han henrettet. Med ham forsvandt føderationen endeligt.

Eftervirkningen: Den opløste føderation blev til Guatemala, Honduras, Costa Rica, El Salvador og Nicaragua. Fem svage nationer, præget af undertrykkelse, borgerkrige, grænsekrige, dårlig økonomi og uheldig indflydelse fra stormagter og multinationale virksomheder. Betegnelsen bananrepublik stammer fra disse lande.

Sovjetunionen: Åbenheden kom for sent

Unionen: Den russiske revolution havde kostet zar-familien livet, og en blodig borgerkrig havde taget i hundredtusinder af andre liv, da Sovjetunionen – eller USSR – i 1922 blev stiftet på ruinerne af Det Russiske Imperium. 

USSRs historie blev præget af undertrykkelser og tvang. Takket være en heftig industrialisering og store sejre under 2. verdenskrig blev Sovjetunionen en supermagt. Sovjetunionen blev samtidig Vestens modstander i den kolde krig, som prægede verden i årtierne efter anden verdenskrig.

Udover den direkte magt i 15 republikker havde USSR afgørende indflydelse i adskillige lande i blandt andet Østeuropa og Asien.

Bristepunktet: Det lykkedes aldrig at få den socialistiske planøkonomi op at stå. Borgerne manglede goder og fødevarer, mens korruptionen og sortbørsen voksede. Samtidig kostede våbenkapløbet med Vesten milliarder. 

Da Mikhail Gorbatjov overtog magten i 1985 forsøgte han sig med åbenhed og fri debat. Det kom for sent. Der var flere kritiske spørgsmål end svar, og samtidig vågnede frihedsdrømmene i republikker, hvor befolkningens sprog og kultur var blevet undertrykt. 

Ledere fra Rusland, Ukraine og Hviderusland underskrev i december 1991 et dokument, der opløste Sovjetunionen.

© Wikimedia

Gorbatjovs løsnede tøjler førte til et kupforsøg i august 1991. Da havde Litauens befolkning allerede stemt for løsrivelse. Gammelkommunisternes kup blev nedkæmpet, men i kaosset løsrev Estland og Letland sig også. Sovjetunionens opløsning var i fuld gang, og 31. december 1991 blev unionen officielt ophævet.

Eftervirkningen: Sovjetunionens fald blev fejret i den vestlige verden, der stod som sejrherre i den kolde krig. Nye demokratiske lande opstod på ruinerne af USSR, mens andre havnede i nye diktaturer.

Mange af de tidligere sovjetrepublikker blev ramt af usikkerhed, fattigdom og korruption, og i Rusland opstod en ny klasse af oligarker, der blev stjernerige ved at overtage tidligere statsejendom. Flere tidligere republikker blev ramt af borgerkrige og grænsestridigheder, der stadig ikke er løste. Adskillige af de tidligere sovjetrepublikker og østlande under sovjetisk indflydelse er siden blevet medlemmer af EU.

Måske er du interesseret i...

Læs også