Hvordan udvikler en lille, uskyldig dreng sig til en grusom diktator? Hvad forvandler dem fra legende poder til afstumpede psykopater, som brutalt undertrykker deres egne landsmænd?
HISTORIE har kigget nærmere på, hvilken fællesnævner der er mellem Stalin, Hitler og andre af historiens værste diktatorer.
Hitler lod seks millioner jøder myrde og kastede verden ud i krig, Saddam Hussein gassede sin egen befolkning, Mao sendte kineserne i arbejdslejr og millioner i døden – alt sammen fordi de og talrige andre diktatorer insisterede på at føre deres gale idéer ud i livet... koste hvad det ville.
Menneskelige lidelser gjorde intet indtryk på diktatorerne, der var fuldkommen blottet for empati – heller ikke selvom det var deres eget folk, der led. Men hvorfor betød de mange ofre intet for de magtsyge typer? Hvordan kunne de udvikle så ekstrem en følelseskulde? Ifølge mange forskere er netop diktatorernes barndom nøglen til mysteriet.
SADDAM HUSSEIN
Uønsket barn endte som Iraks diktator

Saddam Hussein som 9- eller 10-årig.
Før han kom til verden, forsøgte Saddam Husseins mor både at abortere ham og tage sit eget liv – i fortvivlelse over sin ægtemands død.
Indtil Saddam (1937-2006) fyldte tre år, måtte han derfor bo hos sin morbror, og da han omsider fik lov at vende hjem, havde moren giftet sig igen. Stedfaren tævede drengen og tvang ham til at stjæle. 10 år gammel flygtede Saddam hjemmefra.
VLADIMIR PUTIN
Spinkel slagsbror brugte beskidte kneb

14-årige Vladimir Putin, som han så ud på et skolefoto.
Vladimir Putin blev født i 1952 i det sønderbombede Leningrad (nu Skt. Petersborg). Hans forældre var ligesom de fleste andre ludfattige efter 2. verdenskrigs lidelser.
Mens forældrene var væk for at skaffe brød på bordet, måtte den spinkle dreng klare sig selv. I boligkarréens rottebefængte baggård sloges Vladimir med de andre drenge og blev snart kendt som en bølle, der ikke veg tilbage for at bide og rive modstanderne i håret.
NERO
Blodtørstig kejser blev afskyet af sine forældre

Louvre-museet i Paris rummer denne sjældne statue af Nero som barn.
Diktatorer er ikke et nyt fænomen. En af Romerrigets grusomste ledere var Nero. Kejseren drev bl.a. klapjagt på kristne og slog sin egen mor og to søstre ihjel. Selvom Neros barndom ikke er kendt i detaljer, har forskerne prøvet at finde rødderne til hans ondskab.
Den romerske historiker Sueton antydede, at forældrene Gnaeus og Agrippina var iskolde kynikere, der helt fra Neros fødsel i år 37 e.Kr. hadede deres søn. Ifølge Sueton kaldte faren sin søn “afskyelig”.
JOSEF STALIN
Fordrukken far tævede sin søn

En barndomsven beskrev unge Josef som “ude af stand til at have medfølelse med mennesker og dyr”.
Også historien om Josef Stalins barndom (1878-1953) rummer et mørkt kapitel. Hans far var en alkoholiseret skomager, som i årevis tævede både Josef og hans mor, før han forlod dem og aldrig vendte hjem igen.
Josefs ansigt blev arret af sygdommen kopper, og 12 år gammel blev han ramt af en hestevogn. Ulykken efterlod ham med en stiv og kortere venstre arm. Handicappet afholdt dog ikke Stalin fra at blive en berygtet slagsbror.
ADOLF HITLER
Søster fik lussinger af teenageren Hitler

Skolefotoet af 10-årige Hitler blev taget i den østrigske by Leonding, hvor han tilbragte en stor del af sin barndom.
Hitlers far, Alois, havde et voldsomt temperament, som han lod gå ud over sin søn. End ikke en ellers omsorgsfuld mor kunne forhindre slagene i at hagle ned over drengen. Tit skyldtes farens raseri, at lille Adolf var så trodsig og viljestærk.
Tævene – og sorgen over sin lillebrors død af mæslinger – forvandlede med tiden Adolf Hitler (1889-1945) fra en dygtig og vellidt skoleelev til en indadvendt outsider. Da faren døde, påtog 13-årige Adolf sig rollen som familiens overhoved og delte lussinger ud til sin yngre søster.
MAO ZEDONG
Mobning og tæv tændte had i Kinas senere leder

Som ung ville Mao Zedong være lærer, men snart optog revolutionstanker al hans tid.
Faren var storbonde i Hunan-provinsen, og han forventede, at sønnen Mao Zedong (1893-1976) ville drive gården videre efter hans død. Men lille Mao nægtede, han ville hellere studere. Farens forsøg på at tæve drengen til fornuft tændte et livslangt had i Mao, som senere forfulgte alle Kinas godsejere.
Da Mao omsider fik lov at studere, blev han grusomt mobbet af sine rigere medstuderende, som kaldte ham en dum bondeknold.
FRANCISCO FRANCO
Far hånede Franco for hans spage stemme og ringe højde

Som 14-årig begyndte Francisco Franco (tv.) på militærakademiet, hvor hans storebror, Nicolás, også gik.
Kortspil, damer og fuldskab berøvede Francisco Franco (1892-1975) den far, som han havde brug for. I stedet for omsorg fik drengen syngende lussinger af sin far, der var officer i den spanske flåde.
Faren hånede også drengen for hans spage stemme og ringe højde (som voksen målte Franco blot 163 cm). På grund af farens mange ægteskabelige sidespring måtte unge Francisco konstant trøste sin mor, og da han kom på militærakademiet, mobbede de andre kadetter ham.
BASHAR AL-ASSAD
Syriens diktator lærte sine grusomme metoder af far

Familien al-Assad er samlet, men kun til ære for fotografen. Bashar ses yderst til højre. Til venstre for moren står storebror Bassel.
Voldelig undertrykkelse er nødvendig for at bevare magten. Den lektion lærte Bashar al-Assad allerede som barn af sin far, Hafiz al-Assad, som regerede Syrien med jernnæve fra 1971 til 2000. Faren var altid på farten og talte sjældent med sine børn.
Den generte Bashar blev drillet af storebror Bassel og virkede kuet og usikker i sin ungdom. Først da storebroren omkom i en trafikulykke i 1994, besluttede faren, at Bashar i stedet skulle arve den enevældige magt.
BENITO MUSSOLINI
Il Duce savnede anerkendelse

Lille Benito på mors skød – omgivet af sine søskende.
Italiens senere diktator Benito Mussolini (1883-1945) fik overraskende nok ikke tæv i hjemmet. Jo, måske en lussing, da han som 10-årig stak en elev i hånden med en kniv og blev smidt ud af skolen, eller da han på sin nye skole stak endnu en elev.
Hvor Mussolinis brutalitet og mangel på empati stammede fra, er derfor en gåde. Historikere ved kun, at hans fordrukne far ikke ofrede ham megen opmærksomhed. Da han som teenager fik sex på hjernen, var Mussolini også sadistisk over for sine talrige kærester.
KIM JONG-IL
Nordkoreansk diktator stod i skyggen af farmand

Som barn manglede Kim Jong-Il intet, men under hans styre sultede over to millioner nordkoreanere ihjel.
Da 2. verdenskrig sluttede, placerede Sovjetunionen den karismatiske kommunist Kim Il-Sung på posten som Nordkoreas leder. Hans ældste søn, Kim Jong-Il (1941-2011) mistede som syv-årig sin bror, der druknede i familiens svømmepøl, og året efter døde hans mor under en fødsel.
Faren så han ikke meget til under sin opvækst. I 1994 overtog Kim Jong-Il magten, men måtte nøjes med titlen “Den Kære Leder”, mens hans berømte far var kendt som “Den Store Leder”.