Fange skriver til Stalin: "Lad mig drikke gift i min celle"

Moskva, USSR, 10/12 1937

Meget hemmelig
Personligt

Jeg anmoder om, at ingen får lov til at læse dette brev uden udtrykkeligt at have fået tilladelse dertil fra J.V. Stalin.

Til: J.V. Stalin.
Josef Vissarionovitj:

Dette er måske det sidste brev, jeg får lejlighed til at skrive til dig før min død. Jeg beder derfor om lov til at skrive uden at anvende formel sprogbrug.

Formen er vigtig, ikke mindst fordi jeg skriver brevet til dig alene. Om brevet eksisterer eller ikke eksisterer, vil også helt og aldeles være op til dig.

Jeg er nået til sidste side i mit drama og måske også i mit liv som sådan. Jeg tænkte længe over, om jeg skulle gribe til pen og papir.

Men da jeg har så lidt tid tilbage, vil jeg tage afsked med dig på forhånd – før det er for sent, før min hånd ikke længere kan skrive, før mine øjne lukkes, og mens min hjerne endnu fungerer nogenlunde.

For at undgå misforståelser vil jeg begynde med at sige til dig, at for så vidt verden som sådan (samfundet) angår, så vil jeg ikke trække noget tilbage, som jeg allerede har skrevet ned (tilstået); min hensigt er heller ikke at bede eller trygle dig om noget, som kan lede min sag bort fra den retning, den er på vej imod.

Men jeg skriver dette til dig, så du personligt får dette at vide. Jeg er ikke i stand til at forlade denne verden uden at skrive disse sidste linjer til dig, da jeg plages af overvejelser, som du bør kende til.

Idet jeg står på kanten af en klippe, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage, fortæller jeg dig på mit æresord, at jeg afventer min død, og at jeg er uskyldig i de forbrydelser, som jeg tidligere tilstod.

Stor og dristig er den politiske idé, som ligger bag en generel udrensning. Måden, det foregår på, er, at folk begynder at tale om hinanden.

På den måde får folk evig mistillid til hinanden, og ledelsen får lov at eksistere og agere i fuld sikkerhed.

Tro for guds skyld ikke, at jeg går i rette med mig selv. Det gør jeg ikke engang i mine inderste tanker.

Jeg er ikke født i går, og jeg ved ud­mær­ket godt, at store planer, store idéer og store interesser går forud for alt andet.

Det ville være småligt af mig at stille spørgsmål om min egen person på en må­de, så min sag bliver stil­let side om side med de store verdenshistoriske opgaver, som først og fremmest hviler på dine skuldre.

Oh, Gud, hvis kun der var en måde, hvor­på det kunne være muligt at vise dig, hvordan min sjæl er flået i stykker. Hvis bare du kunne se, hvor forbundet jeg er med dig, med krop og sjæl.

Nå, nok om det – tilgiv mig. Ingen engel vil komme til syne og vriste Abrahams sværd fra hans hånd. Min skæbne må ske fyldest. Tillad mig nu at fremsætte mine sidste små ønsker.

Tusind gange lettere for mig ville det være at dø uden at skulle gå igennem den kommende retssag. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg vil være i stand til at beherske mig – du ved, hvordan jeg er.

Jeg er ikke nogen fjende, hverken af partiet eller af USSR, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at tjene partiet, men under disse omstændigheder er min magt minimal, og tunge følelser rejser sig i min sjæl.

Jeg ville falde på knæ, glemme skam og stolthed og bede dig om ikke at lade mig gå igennem retssagen. Det er nok ikke muligt, men skulle det alligevel være tilfældet, så vil jeg bede dig om at lade mig dø før retssagen. Jeg ved naturligvis, hvor strengt du ser på sådanne sager.

Hvis jeg bliver dømt til døden, så bønfalder jeg dig ved alt, hvad du har kært, om ikke at lade mig skyde. Lad mig drikke gift i min celle i stedet. Lad mig få morfin, så jeg falder i søvn og aldrig vågner op igen. For mig er dette vigtigt.

Jeg ved ikke, hvilke ord jeg skal finde på for at bede dig om at vise mig denne nåde. Politisk betyder det trods alt ikke noget, og ingen vil få noget at vide om det under alle omstændigheder. Lad mig få morfin, jeg bønfalder dig...

Jeg beder også om lov til at sige farvel til min hustru og min søn. Min datter behøver jeg ikke at tage afsked med. Det vil være for pinefuldt for hende.

Nadya og min far kan heller ikke tåle det. Men Anyut er ung og vil overleve. Hende vil jeg gerne veksle nogle ord med en sidste gang. Jeg vil gerne mødes med hende før retssagen.

Mit argument er som følger: Hvis min familie får at se, hvad jeg har indrømmet, vil de måske blive så overraskede, at de begår selvmord.

Jeg må derfor forberede dem. Det forekommer mig, at dette både er i sagens interesse, og at det vil være til støtte for den officielle fortolkning.

Hvis mit liv – imod al forventning – bliver skånet, vil jeg bede om følgende: At jeg bliver sendt til Amerika i x antal år eller – hvis der er den mindste tvivl om min skyld – så send mig til Petjora eller Kolyma i 25 år.

Josef Vissarionovitj! I mig har du mistet én af dine dygtigste forbundsfæller, et menneske, som i sandhed er dig hengivent. Men alt dette er fortid. Jeg forbereder mig nu på at forlade denne verden.

For dig, partiet og sagen føler jeg intet andet end en stor og grænseløs kærlighed. Jeg vil gøre alt, hvad der er men­nes­ke­ligt muligt og umuligt.

Jeg har gjort dette på forhånd, da jeg ikke ved, hvordan jeg har det i morgen og fremover. På trods af hovedpine og med tårer i øjnene skriver jeg dette.

Min samvittighed er ren nu, Koba. Jeg beder dig en sidste gang om din tilgivelse (i dit hjerte, ikke på anden vis). Jeg omfavner dig derfor i min sjæl. Farvel for evigt, og husk med venlighed din fortvivlede
N. Bukharin

Efterskrift

Bukharin blev henrettet ved skud den 14. marts 1938. Han blev officielt rehabiliteret i 1988. Bukharin var én af de ca. 750.000, som blev myrdet under Stalins udrensninger i 1930’erne.