Fascismens fædre: Mussolini og Hitler i 1940

Hvad er fascisme? Fra Mussolini og Hitler til i dag

Fascisme er i dag et politisk skældsord. Men historiens værste diktatorer kaldte sig stolt for fascister. Følg fascismens forvandlinger fra Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland til regimer med fascistiske træk tættere på vores tid. Hvad har de totalitære bevægelser til fælles, og hvad adskiller dem?

Fascisme er i dag et politisk skældsord. Men historiens værste diktatorer kaldte sig stolt for fascister. Følg fascismens forvandlinger fra Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland til regimer med fascistiske træk tættere på vores tid. Hvad har de totalitære bevægelser til fælles, og hvad adskiller dem?

Wikimedia Commons

Fascismen har en voldelig historie og et blodigt eftermæle. I dag vil kun de allermest yderligtgående politiske grupper finde sig i at blive kaldt fascister eller neo-fascister.

Alligevel er det vigtigt at sætte sig ind i fascismens historie for at forstå, hvordan autoritære ideologier stadig spiller med i nutidens politik.

Her svarer vi på alle dine spørgsmål om fascismens historie, ideologi og eftermæle.

Hvad er fascismen imod?

Fascismen er en politisk ideologi, der opstod i Europa omkring år 1919 og i løbet af de næste årtier blev dominerende i Italiens, Tysklands og Spaniens diktatur-stater.

Fascismen har historisk været i skarp modsætning til andre ideer og politiske systemer. På den måde er det sikkert at sige, at fascismen er fjendtligt indstillet overfor:

  • Demokrati
  • Liberalisme
  • Socialisme
  • Marxisme
  • Kapitalisme
  • Individualisme

Seks kendetegn ved fascismen

Fascismens to fædre: Mussolini og Hitler i 1940.

Fascismens to fædre: Mussolini og Hitler i 1940.

© Wikimedia Commons

Men hvad er det så, fascismen i sin klassiske form ønsker at sætte i stedet for de politiske systemer, som den kun har hån til overs for?

Vi har identificeret seks karakteristiske træk, som kan være udfoldet i større eller mindre grad. Jo flere af de seks kerneværdier i fascismen, der materialiserer sig i et givent eksempel, jo tydeligere vil fascismen fremstå i rendyrket form.

vignet fascisme hånd
© Wikimedia Commons

Nationalisme

Fascismen indeholder altid en ekstrem nationalisme, hvor fædrelandet eller et etnisk tilhørsforhold bliver den højeste værdi - i Italien var det staten, i Nazityskland den hvide, ariske race.

hitler vignet
© Wikimedia Commons

Guddommeliggjort diktator

Fascismen har historisk afskaffet demokratiet som noget af det første. Den spanske diktator Francisco Franco udtalte endda, at hans parti “ikke troede på regeringer baseret på stemmeretten”.

I stedet bliver fascistiske stater regeret af en diktator, der ofte iscenesætter sig selv som en overmenneskelig, tæt på guddommelig, skikkelse.

swastika fascisme
© Wikimedia Commons

Vold er legitimt

Et af fascismens vigtigste træk er, at vold er et legitimt politisk middel - både mod ulydige undersåtter, politiske modstandere og andre lande. Fascisterne tror på den stærkes ret og anser vold for at være et nødvendigt middel til at opnå magt.

mussolini pande fascisme
© Wikimedia Commons

Staten vigtigere end individet

Fascismens ideelle samfund er strengt reguleret, fordi staten er vigtigere end individet. Derfor må staten gerne diktere, hvilke job mennesker skal påtage sig, hvor mange børn de helst skal få, og hvordan familielivet skal se ud.

hitler støvle
© Wikimedia Commons

Låste kønsroller

Samfundet bliver ofte ultrakonservativt med meget låste kønsroller - manden som kriger og forsørger, kvinden som omsorgsgiver - og enhver afvigelse fra den heteroseksuelle kernefamilie tolereres ikke. Helst skal familierne producere mange børn, som kan deltage i nationens krige.

bælte Mussolini fascisme
© Wikimedia Commons

Nødvendig krig

Krig udgør en vigtig del af den historiske fascisme. De to klareste eksempler på den fascistiske stat - Italien og Nazityskland - var begge krigsførende lande. Store dele af deres produktion gik til at støtte deres krige, som de mente var retfærdige og nødvendige for at gøre deres lande til imperier.

Italien - den første fascistiske stat

Mussolini under marchen mod Rom i 1922

Mussolini under marchen mod Rom i 1919, der endte med, at Mussolini og hans ligesindende overtog magten i Italien.

© Wikimedia Commons

Mussolinis magtovertagelse

I silende regn marcherer 25.000 sortklædte demonstranter gennem Roms gader. Sortskjorterne er Benito Mussolinis hær af bøller.

De har terroriseret hans politiske modstandere siden 1919. Bevægelsen har fået stadig mere fast grund under fødderne, og i 1921 kan den tidligere socialist og journalist i stifte Det Nationale Fascistiske Parti - og dermed står fadder til fascismen som ideologi.

I oktober 1922 kulminerer Mussolinis ambitioner for fascistpartiet, da den italienske konge, Vittorio Emanuele 3., udnævner ham til ny regeringschef.

Ifølge Mussolini er det sortskjorternes march mod Rom, der vinder fascisterne magten, men i virkeligheden er magtoverdragelsen allerede sket, da de sortklædte går gennem hovedstadens gader.

I løbet af bare tre år er det lykkedes Benito Mussolini at bruge italienernes vrede efter 1. verdenskrig til at starte en hurtigtvoksende folkebevægelse.

Selvom Italien kæmper i krigen på vindernes side, får landet ikke nogle af de landområder i Lilleasien, italienerne havde håbet på. Til gengæld har krigsdeltagelsen kostet menneskeliv og masser af penge.

Italienerne er forbitrede over fiaskoen, og Mussolini er hurtig til at give regeringen skylden i den avis, han selv har grundlagt før krigen, Il Popolo d’Italia.

“Italien har brug for en leder. En mand, som – når det er påkrævet – har kunstnerens følsomme ånd og krigerens stærke hånd. En mand, som kender og elsker sit folk, og som kan styre og kue det med vold om nødvendigt”, skriver han.

Hvor kommer ordet fascisme fra?

Fasces - fascisternes magsymbol i Italien.

I Romerriget symboliserede fasces magt.

© Shutterstock

Romersk magtsymbol lægger navn til fascismen

Ordet fascist kommer fra det antikke romerske magtsymbol fasces, som er en økse med et bundt sammenbundne stokke rundt om.

I Romerriget symboliserede de sammenbundne kæppe styrken ved enhed - én kæp er nem at brække, mens et bundt er umuligt at knække.

Fasces var både et symbol og et håndgribeligt våben i det antikke Rom, som republikkens særlige livvagter bar.

På den måde symboliserede fasces også statens ret til at straffe sine borgere.

Mussolini begyndte som glødende socialist

Benito Mussolini er ud af en jævn familie fra landsbyen Predappio i Norditalien. Hans mor var lærer, faderen grovsmed. Selv følger han i moderens fodspor og arbejder en overgang som skolelærer, inden han bliver journalist og siden frivillig i 1. verdenskrig.

Inden sin krigsdeltagelse har Mussolini været glødende socialist, men socialisterne støtter ikke Italiens deltagelse i krigen. Den unge Mussolini bliver smidt ud af partiet, efter han har talt for at gå ind i krigen som chefredaktør for den socialistiske avis Avanti.

Efter krigen opstår der rundt om i Italien en række interessegrupper for krigsveteraner, som er vendt hjem til arbejdsløshed og magre tider. En af disse grupper hører hjemme i Milano og har Mussolini i centrum.

I marts 1919 bliver denne gruppe starten på Mussolinis fascistparti efter et møde med omkring 300 deltagere. Her proklamerer Mussolini, at Italien mangler “et anti-parti, der vil gøre front mod to farer: højrefløjens bagstræberi og venstrefløjens destruktivitet”.

Hvad angår de politiske magtmidler, har vi ingen fordomme. Vi accepterer dem, som er nødvendige, både de lovlige og de såkaldt ulovlige. Benito Mussolini
Mussolini under marchen mod Rom i 1922.

Benito Mussolini under marchen mod Rom. Det var, inden han klippede sig helt skaldet og begyndte at optræde i militæruniform.

© Wikimedia Commons

Politisk vold

Første verdenskrig er vigtig for fascismen, fordi den udstiller problemerne med liberalisme og socialisme - samtidig er det den første totalkrig, hvor hele samfundet i mere eller mindre grad deltager i krigen.

Mussolini ser fascismen som en tredje vej, et alternativ til de store fejlslagne ideologier, og krigen viser, at samfundet kan fungere som én stor enhed. Der er endda meget lav arbejdsløshed, fordi fabrikkerne og krigen konstant kræver flere hænder.

Efter et dårligt valg i 1919, går det væsentligt bedre for det spæde fascistparti to år senere, hvor de vinder 35 pladser i parlamentet. Men Mussolinis fremgang kommer ikke fra valgmøder og brandtaler alene.

Fra 1920 gør fascisterne systematisk brug af politisk voldelige overfald og drab på politiske modstandere. Mussolinis paramilitære gruppe, sortskjorterne, kæmper næsten dagligt med dolke og knipler mod socialisterne i de italienske byers gader.

“Hvad angår de politiske magtmidler, har vi ingen fordomme. Vi accepterer dem, som er nødvendige, både de lovlige og de såkaldt ulovlige”, fastslår deres leder.

I begyndelsen er det lettere at se, hvad Mussolinis fascister er imod, end hvad de er for. Fjenden er alle, der ifølge Mussolini har svigtet Italien: samfundets elite, finansverdenen, kirken, regeringen, udlændinge over en bred kam – og så de gamle socialister.

Tre bud på definition af fascismen

Vidkun Quisling skridter hirdkvinderne af.

Fascismen spredte sig fra Italien og Tyskland til mange lande. Her ses Vidkun Quisling, der var leder af det norske fascistparti, Nasjonal Samling, før og under 2. verdenskrig. Her skridter Quisling fronten af hos partiets kvindeafdeling: Kvinnehirden.

© Wikimedia Commons

Fascismen er - som alle andre politiske ideologier - vanskelig at definere præcist. Eksperter, politikere og meningsdannere diskuterer stadig, hvad fascismens vigtigste træk er.

Her er tre af de mere skarpe bud på en definition:

Mussolini ville genrejse Romerriget

Efter Mussolinis march mod Rom i 1922 sætter han alle sejl ind på at vinde folkets gunst.

Han lover at genrejse det stolte Romerrige, han indfører lavere selskabsskat og kortere arbejdstid, og overalt bliver folket bombarderet med propaganda af deres store fører - Il Duce.

Ved valget i april 1924 belønner italienerne ham ved at give fascisterne et komfortabelt flertal med cirka 65 procent af stemmerne.

I de følgende år afskaffer Mussolini pressefriheden og forbyder alle andre partier end sit eget.

Med ro på hjemmefronten vender han blikket udad. Han vil gøre Middelhavet til et italiensk hav og lade sit rige vokse.

I et forsøg på at øge militærets rekrutteringsgrundlag forbyder Mussolini alt oplysning om prævention. Samtidig indfører han en særlig ungkarleskat og tilsvarende lavere skat for familier med mere end fem børn.

Mødre til syv børn får en medalje, og tit er det Il Duce selv, der overrækker den, badet i kameraernes blitz.

Den 3. oktober 1935 går Italien i krig mod Abessinien - nutidens Etiopien. Og det er “ikke alene en hær, men et helt folk på 44 millioner sjæle”, der går over grænsen til det afrikanske land, erklærer diktatoren.

Kampen er ulige og brutal. Med deres gamle rifler, sværd og spyd har abessinierne ikke en chance. Italienerne bruger bombefly, giftgas, kampvogne og maskingeværer.

Efter otte måneders kampe proklamerer Mussolini sin sejr og imperiets genfødsel.

Hitler og Mussolini

Fascisterne Mussolini og Hitler i München 1940.

Mussolini og Hitler i München 1940.

© Shutterstock

Alliance med Hitler koster dyrt

En af de få statsledere, der anerkender Italiens voldelige erobring af Abessinien, er Adolf Hitler. I 1933 er han kommet til magten i Tyskland, som lederen af Nazistpartiet.

Men Il Duce er ikke imponeret af sin tyske tilbeder. Blandt venner kalder Mussolini den tyske fører for “en blikkenslager i regnfrakke”, “en grammofon, der kører i samme rille”, og “en dum, lille klovn”.

Han kritiserer også “den skvadrende abes” ideologi, som han anser for at være “100 procent racistisk”.

Men efter et officielt besøg i Nazityskland bliver Mussolini imponeret over det strengt regulerede tyske samfund. Hitler viser sig frem med store parader, og Il Duce ændrer sit syn på Føreren.

I 1939 indgår de to fascistiske lande den såkaldte Stålpagt, hvor de lover at støtte hinanden i krige. Året efter sender Mussolini Italien ind i Anden Verdenskrig.

Diktatoren regner med, at hans nye allierede hurtigt vinder krigen, og at Italien omkostningsfrit kan stille sig på vindernes side og få del i byttet. Sådan går det ikke.

Italienerne klarer sig katastrofalt, og opbakningen til den fascistiske diktator svinder dag for dag. I 1943 går allierede styrker i land på Sicilien, og Mussolinis hær har definitivt tabt krigen.

To år senere bliver Il Duce pågrebet, da han forsøger at flygte med en tysk konvoj. Den 28. april, 1945, bliver han henrettet sammen med sin elskerinde.

Efterfølgende bliver deres døde kroppe dumpet på en plads i Milano, hvor hans tidligere undersåtter valfarter til for at spytte og urinere på de jordiske rester af deres døde diktator.

Hitler inspireret af Italien

Ét år efter Mussolinis march mod Rom forsøger Adolf Hitler at gentage bedriften i Tyskland. Den 8. november 1923 stormer Hitler ind i ølhallen Bürgerbräukeller i München og affyrer sin pistol op i luften.

Den nationale revolution er brudt ud erklærer han, sikker på at Tyskland nu bliver et nazistisk diktatur med ham selv som fører.

Hitler er ligesom Mussolini veteran fra 1. verdenskrig og svært utilfreds med sit lands sørgelige forfatning efter den altødelæggende krig. To magter er skyld i det engang så mægtige kejserdømmes fald, vurderer den spirende folkeforfører.

Første syndebuk er alliancen mellem Frankrig, England og USA, den anden er jødernes alt for store og ødelæggende indflydelse i Tyskland.

Efter at have fået ansvaret for at overvåge det nationalistiske højrefløjsparti Deutsche Arbeiterpartei som efterretningsagent, melder Hitler sig hurtigt ind i partiet i stedet. Hans brandtaler trækker store publikummer, og i 1920 skifter partiet navn til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP).

Året efter er Hitler blevet leder for det voksende parti, og han begynder at rekruttere til sine uniformerede partisoldater.

Ølstuekuppet

I 1923 har Hitler mobiliseret nok mænd til at skyde revolutionen i gang, tænker han. Inspireret af Mussolinis forbillede fra Italien skal 'Ølstuekuppet' sikre ham magten. Men han har forregnet sig.

Kuppet har ikke nok opbakning fra politisk side, og i løbet af natten når det bayriske politi at gøre sig klar til morgendagens march.

Dagen efter åbner politiet ild mod nazisternes march, og 14 af Hitlers fascistiske følgere bliver mejet ned. Nazisternes revolution er afblæst for nu.

Men den efterfølgende retssag, hvor Hitler står anklaget for højforræderi, giver ham en uvurderlig talerstol at fremføre sin fascisme fra.

Han ender med at blive dømt til fem års fængsel, hvoraf han kun afsoner et enkelt, inden han bliver løsladt for god opførsel.

Først ti år efter det mislykkede 'Ølstuekup' lykkes det Hitler at tilrane sig magten.

Hvad er forskellen på fascisme og nazisme?

Foto fra 1939 af Adolf Hitler, der heiler.

Foto fra 1939 af Adolf Hitler, der heiler.

© Shutterstock

Hitlers vej til magten

Godt hjulpet på vej af Den Store Depression, tårnhøj inflation og en arbejdsløshed på seks millioner tyskere, vinder Hitlers fascistiske nationalisme indpas hos de tyske vælgere.

Efter at være blevet valgt som rigskansler i 1933 udskriver Hitler straks genvalg. Her får Nazistpartiet kun 43,9 af stemmerne, men med assistance fra koalitionspartiet Deutschnationale Volkspartei (DNVP) lykkedes det alligevel for Hitler at opnå absolut flertal med 51,9 procent af stemmerne.

Med magten mellem hænderne går Hitler straks i gang med at sikre den permanent. Han vedtager love, der reelt afskaffer demokratiet og tillader ham at regere uden om parlamentet og præsidenten.

Hitler er blevet Tysklands diktator, og historiens mest voldelige fascistiske stat er en realitet.

Valgplakat for Adolf Hitler

Hitler lover job. Løftet om fuld damp på fabrikkerne sikrer Hitler positionen som diktator i en fire-årig periode.

© Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz

Hitler gør Tyskland til historiens mest fascistiske stat

Som Mussolini forbyder Hitler hurtigt alle andre partier end sit eget. Han fjerner også ytrings- og forsamlingsfriheden for sine politiske modstandere.

Overalt bombarderes den tyske befolkning med storstilet propaganda.

På den ene side lovpriser den Hitlers styre, krigens nødvendighed og den hvide, ariske mands overlegenhed, mens den samtidig fordømmer Tysklands demokratiske modstandere - Frankrig, England og USA - og portrætterer etniske mindretal som undermennesker.

Alt sammen for at hjernevaske de tyske masser til at acceptere Hitlers hårde styre, der bruger alle landets resurser på krig i stedet for den lovede velfærd.

Den tyske økonomi bliver en krigsfabrik, der skal forsyne nazisternes svulmende hær i dens angrebskrige. Hele samfundet bliver bygget op om den voldelige krigermoral, fascismen baserer sig på, og som nazisterne tager til yderste potens.

Hitler ønsker store familier, så han kan rekruttere til sine krige. Kvindens fornemmeste opgave bliver derfor at føde og passe børnene, mens mændene skal gå i krig eller arbejde på fabrikkerne.

Homoseksualitet forbydes, og dømte homoseksuelle bliver sendt til koncentrationslejrene sammen med de mange andre minoriteter, Hitler ikke har plads til i sit Tredje Rige: romaer, sorte, politiske modstandere og, naturligvis, jøderne.

Nazisternes voldelige racisme ender med at koste omkring seks millioner jøder livet under Holocaust.

Samtidig starter nazisterne Anden Verdenskrig, hvor op mod 80 millioner mennesker bliver slået ihjel i den blodigste krig i verdenshistorien.

Francos fascistiske Spanien

Francisco Franco og Adolf Hitler ved et møde i Hendaye i 1940.

Francisco Franco var den mest succesfulde af mellemkrigstidens fascistiske diktatorer. Han var enevældig diktator med stærke fascistiske træk fra 1939 og frem til sin død af naturlige årsager i 1975.

© Wikimedia Commons

Fra totalitær stat til organisk demokrati

Efter tre års blodige kampe med en halv million ofre er den Spanske Borgerkrig endelig ovre i 1939. Den republikanske venstrefløjsregering har ikke flere kræfter til at kæmpe mod generalen Francisco Franco og hans højreorienterede falangister.

I februar anerkender selv de liberale demokratier i Frankrig og England, at Spanien nu er under Francos kontrol. Det bliver starten på fire årtiers diktatur, som flere kritikere har beskrevet som et fascistisk styre.

Franco selv foretrak at kalde sin regering for en “totalitær stat”, indtil fascisterne endegyldigt tabte Anden Verdenskrig, og navnet faldt i unåde. Herefter kaldte francoisterne deres stat for et "organisk demokrati".

Både Hitler og Mussolini støttede aktivt Franco under den Spanske Borgerkrig, og der var også flere ligheder mellem de tre landes diktatoriske ledere.

Efter Borgerkrigen henrettede Franco tusindvis af sine politiske modstandere og gjorde sig selv til en enevældig diktator. Andre partier blev gjort ulovlige, og flere hundredetusinder flygtede fra det nyslåede diktatur.

Spaniens fortolkning af fascismen

Ligesom Hitler og Mussolini var Francos Spanien ekstremt konservativt med hensyn til kønsroller, familieliv og seksualitet. Hans styre nød opbakning fra store dele af den katolske kirke i Spanien.

Franco indførte også en streng censur mod liberale, kommunistiske og andre ideer, der ikke harmonerede med hans ekstreme konservatisme. Politiske modstandere og fagforeninger blev forbudt og forfulgt, ofte af det gråklædte politiske politi.

Som andre fascistiske stater dyrkede Spanien en ultranationalisme, der blev brugt i propaganda for diktaturet, ligesom Franco iscenesatte sig selv som en guddommelig leder.

Men Franco udvidede ikke Spaniens territorie, som både Hitler og Mussolini lagde stor vægt på i deres regeringer. Til gengæld forsøgte den spanske diktator stædigt - men uden held - at holde fast i sine afrikanske kolonier.

Et andet ikke-fascistisk træk ved Francos Spanien var, at hans parti FET y de las JONS ikke var ligeså ensrettet som de italienske fascister eller tyske nazister. Der var interne uenigheder om flere politiske spørgsmål, primært økonomiske.

I 1975 døde Francisco Franco, og Spanien blev igen et monarki under Kong Juan Carlos I. Men kongen indførte snart demokratiske reformer og afgav magten til folket.

Syv andre eksempler på fascisme

Fra fascisme til neo-fascisme og semi-fascisme

Mens fascisme var et sobert navn for en politisk ideologi på linje med liberalisme eller socialisme op til Anden Verdenskrig, faldt navnet hurtigt i unåde efter verdenskrigens uhyrligheder blev afsløret.

De fleste fascistiske stater var ikke længere under fascistisk styre - eller beskrev sig ikke længere sådan - efter Anden Verdenskrig.

Siden slutningen på Anden Verdenskrig har verden heller ikke set noget land, der kan beskrives som fuldstændigt fascistisk, som Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland var.

I dag bruger journalister og eksperter derfor ordet 'neo-fascistisk' om lande, hvis styre har vigtige ligheder med historiens fascistiske stater.

Ordet 'fascisme' er i dag et politisk skældsord - et synonym for racisme, diktatur og folkemord - og noget af det værste, eksperter eller kritikere kan kalde et land eller en leder.

Op igennem 1930'erne og videre i efterkrigstiden vandt fascistiske eller semi-fascistiske bevægelser frem i en række andre lande, særligt i Europa og Sydamerika. Her er et repræsentativt udvalg på 7.

Den rumænske Jerngardes logo
© Wikimedia Commons

Jerngarden i Rumænien

Fascistisk inspireret bevægelse, der kæmpede om magten i Rumænien fra 1927 til 1941. Jerngarden var antidemokratisk, antikapitalistisk, antikommunistisk og antisemitisk.

Gyula Gömbös
© Wikimedia Commons

Gyula Gömbös i Ungarn

Gyula Gömbös var premiermenister i Ungarn fra 1932 og til sin død af kræft i 1936. Han smedede alliancer med både Hitler og Mussolini og var meget inspireret af sidstnævnte. Det parti han ledede blev også kaldt for “racebeskytterpartiet”.

Logo for Parti Populaire Français
© Wikimedia Commons

Fascistbevægelsen under Jacques Doriot i Frankrig

Jacques Doriot var leder af Parti Populaire Français (PPF) - Det Franske Folkeparti. Han gik ind for samarbejde med Italien og Tyskland før og under 2. verdenskrig. Kæmpede selv i tysk tjeneste på Østfronten.

Den græske Juntas logo
© Wikimedia Commons

Den græske junta

Flere militærdiktatur har efter anden verdenskrig fået prædikatet fascistisk. Det gælder blandt anden juntaen i Grækenland, der sad på magten mellem 1967 og 1974. Disse regimer har ikke på samme måde været præget af antisemitisme og ekspansionslyst, men hensynsløsheden over for poltiske modstandere har været lige så morderisk.

Logo for den brasilianske bevægelse, Integralisterne
© Wikimedia Commons

Integralisterne i Brasilien

Fascistisk inspireret bevægelse i Brasilien. Under ledelse af Plinio Salgado forsøgte Integralisterne at gennemføre et statskup i 1938. Dette mislykkedes dog, og Salgado måtte gå i eksil i Portugal.

Augusto Pinochet
© Wikimedia Commons

Pinochet i Chile

I 1973 blev den demokratisk valgte præsident Salvator Allende væltet ved et statskup. Herefter blev Augusto Pinochet leder af en militærjunta. Ligesom i Grækenland var magtovertagelsen ledsaget af hensynsløs jagt på politiske modstandere. Mindst 3000 modstandere mistede livet, og tortur var en udbredt praksis. Den chilenske junta førte en ultraliberal poltik, der medførte stor fattigdom. Antisemitisme og territorial ekspansionslyst havde juntaen i Chile dog heller ikke tilfælles med fascismens grundlæggere i mellemkrigstiden.

Ratko Mladić
© Wikimedia Commons

Serbien under krigen i ex-jugoslavien.

Under borgerkrigen i Jugoslavien føg f-ordet ofte i luften i medierne. Det var navnlig det ekspansionistiske Serbien, der blev kaldt fascistisk. Folkedrab og de etniske udrensninger bragte i hvert fald de klassiske fascistiske stater i erindring.

Ukraine eller Rusland – hvem er fascisten?

I den verserende krig mellem Rusland og Ukraine beskylder begge landes ledere modparten for at være fascistisk.

Vladimir Putin forsvarede endda Ruslands invasion af Ukraine med, at nabolandet var “åbenlyst nynazistisk”. Putin har også kaldt Ukraines revolution i 2014 for et “fascistisk kup”.

I april 2022 opsnappede den ukrainske efterretningstjeneste et telefonopkald fra en russisk mor til sin søn ved fronten i Ukraine. Her sagde moderen, at sønnen ikke skulle have dårlig samvittighed over at slå civile ihjel, heller ikke kvinder og børn, fordi de ifølge hende er fascister.

Samtidig kalder den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky Putin for en fascistisk diktator.

Måske er ordet “fascisme” udvandet, og måske bliver det brugt i flæng. Men de færreste er alligevel ikke i tvivl om, hvad der er fascisme, når de møder den.

Vi spørger her bare ud i det blå: hvem er mest inspireret af fascistiske forgængere: Ukraine eller Rusland?

Læs også: Ukrainsk og russisk – hvad er forskellen?