Hvad er fascisme? Fra Mussolini og Hitler til i dag

Mussolinis magtovertagelse

I silende regn marcherer 25.000 sortklædte demonstranter gennem Roms gader. Sortskjorterne er Benito Mussolinis hær af bøller.

De har terroriseret hans politiske modstandere siden 1919. Bevægelsen har fået stadig mere fast grund under fødderne, og i 1921 kan den tidligere socialist og journalist i stifte Det Nationale Fascistiske Parti - og dermed står fadder til fascismen som ideologi.

I oktober 1922 kulminerer Mussolinis ambitioner for fascistpartiet, da den italienske konge, Vittorio Emanuele 3., udnævner ham til ny regeringschef.

Ifølge Mussolini er det sortskjorternes march mod Rom, der vinder fascisterne magten, men i virkeligheden er magtoverdragelsen allerede sket, da de sortklædte går gennem hovedstadens gader.

I løbet af bare tre år er det lykkedes Benito Mussolini at bruge italienernes vrede efter 1. verdenskrig til at starte en hurtigtvoksende folkebevægelse.

Selvom Italien kæmper i krigen på vindernes side, får landet ikke nogle af de landområder i Lilleasien, italienerne havde håbet på. Til gengæld har krigsdeltagelsen kostet menneskeliv og masser af penge.

Italienerne er forbitrede over fiaskoen, og Mussolini er hurtig til at give regeringen skylden i den avis, han selv har grundlagt før krigen, Il Popolo d’Italia.

“Italien har brug for en leder. En mand, som – når det er påkrævet – har kunstnerens følsomme ånd og krigerens stærke hånd. En mand, som kender og elsker sit folk, og som kan styre og kue det med vold om nødvendigt”, skriver han.

Mussolini begyndte som glødende socialist

Benito Mussolini er ud af en jævn familie fra landsbyen Predappio i Norditalien. Hans mor var lærer, faderen grovsmed. Selv følger han i moderens fodspor og arbejder en overgang som skolelærer, inden han bliver journalist og siden frivillig i 1. verdenskrig.

Inden sin krigsdeltagelse har Mussolini været glødende socialist, men socialisterne støtter ikke Italiens deltagelse i krigen. Den unge Mussolini bliver smidt ud af partiet, efter han har talt for at gå ind i krigen som chefredaktør for den socialistiske avis Avanti.

Efter krigen opstår der rundt om i Italien en række interessegrupper for krigsveteraner, som er vendt hjem til arbejdsløshed og magre tider. En af disse grupper hører hjemme i Milano og har Mussolini i centrum.

I marts 1919 bliver denne gruppe starten på Mussolinis fascistparti efter et møde med omkring 300 deltagere. Her proklamerer Mussolini, at Italien mangler “et anti-parti, der vil gøre front mod to farer: højrefløjens bagstræberi og venstrefløjens destruktivitet”.

Politisk vold

Første verdenskrig er vigtig for fascismen, fordi den udstiller problemerne med liberalisme og socialisme - samtidig er det den første totalkrig, hvor hele samfundet i mere eller mindre grad deltager i krigen.

Mussolini ser fascismen som en tredje vej, et alternativ til de store fejlslagne ideologier, og krigen viser, at samfundet kan fungere som én stor enhed. Der er endda meget lav arbejdsløshed, fordi fabrikkerne og krigen konstant kræver flere hænder.

Efter et dårligt valg i 1919, går det væsentligt bedre for det spæde fascistparti to år senere, hvor de vinder 35 pladser i parlamentet. Men Mussolinis fremgang kommer ikke fra valgmøder og brandtaler alene.

Fra 1920 gør fascisterne systematisk brug af politisk voldelige overfald og drab på politiske modstandere. Mussolinis paramilitære gruppe, sortskjorterne, kæmper næsten dagligt med dolke og knipler mod socialisterne i de italienske byers gader.

“Hvad angår de politiske magtmidler, har vi ingen fordomme. Vi accepterer dem, som er nødvendige, både de lovlige og de såkaldt ulovlige”, fastslår deres leder.

I begyndelsen er det lettere at se, hvad Mussolinis fascister er imod, end hvad de er for. Fjenden er alle, der ifølge Mussolini har svigtet Italien: samfundets elite, finansverdenen, kirken, regeringen, udlændinge over en bred kam – og så de gamle socialister.

Tre bud på definition af fascismen

Mussolini ville genrejse Romerriget

Efter Mussolinis march mod Rom i 1922 sætter han alle sejl ind på at vinde folkets gunst.

Han lover at genrejse det stolte Romerrige, han indfører lavere selskabsskat og kortere arbejdstid, og overalt bliver folket bombarderet med propaganda af deres store fører - Il Duce.

Ved valget i april 1924 belønner italienerne ham ved at give fascisterne et komfortabelt flertal med cirka 65 procent af stemmerne.

I de følgende år afskaffer Mussolini pressefriheden og forbyder alle andre partier end sit eget.

Med ro på hjemmefronten vender han blikket udad. Han vil gøre Middelhavet til et italiensk hav og lade sit rige vokse.

I et forsøg på at øge militærets rekrutteringsgrundlag forbyder Mussolini alt oplysning om prævention. Samtidig indfører han en særlig ungkarleskat og tilsvarende lavere skat for familier med mere end fem børn.

Mødre til syv børn får en medalje, og tit er det Il Duce selv, der overrækker den, badet i kameraernes blitz.

Den 3. oktober 1935 går Italien i krig mod Abessinien - nutidens Etiopien. Og det er “ikke alene en hær, men et helt folk på 44 millioner sjæle”, der går over grænsen til det afrikanske land, erklærer diktatoren.

Kampen er ulige og brutal. Med deres gamle rifler, sværd og spyd har abessinierne ikke en chance. Italienerne bruger bombefly, giftgas, kampvogne og maskingeværer.

Efter otte måneders kampe proklamerer Mussolini sin sejr og imperiets genfødsel.

Alliance med Hitler koster dyrt

En af de få statsledere, der anerkender Italiens voldelige erobring af Abessinien, er Adolf Hitler. I 1933 er han kommet til magten i Tyskland, som lederen af Nazistpartiet.

Men Il Duce er ikke imponeret af sin tyske tilbeder. Blandt venner kalder Mussolini den tyske fører for “en blikkenslager i regnfrakke”, “en grammofon, der kører i samme rille”, og “en dum, lille klovn”.

Han kritiserer også “den skvadrende abes” ideologi, som han anser for at være “100 procent racistisk”.

Men efter et officielt besøg i Nazityskland bliver Mussolini imponeret over det strengt regulerede tyske samfund. Hitler viser sig frem med store parader, og Il Duce ændrer sit syn på Føreren.

I 1939 indgår de to fascistiske lande den såkaldte Stålpagt, hvor de lover at støtte hinanden i krige. Året efter sender Mussolini Italien ind i Anden Verdenskrig.

Diktatoren regner med, at hans nye allierede hurtigt vinder krigen, og at Italien omkostningsfrit kan stille sig på vindernes side og få del i byttet. Sådan går det ikke.

Italienerne klarer sig katastrofalt, og opbakningen til den fascistiske diktator svinder dag for dag. I 1943 går allierede styrker i land på Sicilien, og Mussolinis hær har definitivt tabt krigen.

To år senere bliver Il Duce pågrebet, da han forsøger at flygte med en tysk konvoj. Den 28. april, 1945, bliver han henrettet sammen med sin elskerinde.

Efterfølgende bliver deres døde kroppe dumpet på en plads i Milano, hvor hans tidligere undersåtter valfarter til for at spytte og urinere på de jordiske rester af deres døde diktator.

Ét år efter Mussolinis march mod Rom forsøger Adolf Hitler at gentage bedriften i Tyskland. Den 8. november 1923 stormer Hitler ind i ølhallen Bürgerbräukeller i München og affyrer sin pistol op i luften.

Den nationale revolution er brudt ud erklærer han, sikker på at Tyskland nu bliver et nazistisk diktatur med ham selv som fører.

Hitler er ligesom Mussolini veteran fra 1. verdenskrig og svært utilfreds med sit lands sørgelige forfatning efter den altødelæggende krig. To magter er skyld i det engang så mægtige kejserdømmes fald, vurderer den spirende folkeforfører.

Første syndebuk er alliancen mellem Frankrig, England og USA, den anden er jødernes alt for store og ødelæggende indflydelse i Tyskland.

Efter at have fået ansvaret for at overvåge det nationalistiske højrefløjsparti Deutsche Arbeiterpartei som efterretningsagent, melder Hitler sig hurtigt ind i partiet i stedet. Hans brandtaler trækker store publikummer, og i 1920 skifter partiet navn til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP).

Året efter er Hitler blevet leder for det voksende parti, og han begynder at rekruttere til sine uniformerede partisoldater.

Ølstuekuppet

I 1923 har Hitler mobiliseret nok mænd til at skyde revolutionen i gang, tænker han. Inspireret af Mussolinis forbillede fra Italien skal 'Ølstuekuppet' sikre ham magten. Men han har forregnet sig.

Kuppet har ikke nok opbakning fra politisk side, og i løbet af natten når det bayriske politi at gøre sig klar til morgendagens march.

Dagen efter åbner politiet ild mod nazisternes march, og 14 af Hitlers fascistiske følgere bliver mejet ned. Nazisternes revolution er afblæst for nu.

Men den efterfølgende retssag, hvor Hitler står anklaget for højforræderi, giver ham en uvurderlig talerstol at fremføre sin fascisme fra.

Han ender med at blive dømt til fem års fængsel, hvoraf han kun afsoner et enkelt, inden han bliver løsladt for god opførsel.

Først ti år efter det mislykkede 'Ølstuekup' lykkes det Hitler at tilrane sig magten.

Hitlers vej til magten

Godt hjulpet på vej af Den Store Depression, tårnhøj inflation og en arbejdsløshed på seks millioner tyskere, vinder Hitlers fascistiske nationalisme indpas hos de tyske vælgere.

Efter at være blevet valgt som rigskansler i 1933 udskriver Hitler straks genvalg. Her får Nazistpartiet kun 43,9 af stemmerne, men med assistance fra koalitionspartiet Deutschnationale Volkspartei (DNVP) lykkedes det alligevel for Hitler at opnå absolut flertal med 51,9 procent af stemmerne.

Med magten mellem hænderne går Hitler straks i gang med at sikre den permanent. Han vedtager love, der reelt afskaffer demokratiet og tillader ham at regere uden om parlamentet og præsidenten.

Hitler er blevet Tysklands diktator, og historiens mest voldelige fascistiske stat er en realitet.

Hitler gør Tyskland til historiens mest fascistiske stat

Som Mussolini forbyder Hitler hurtigt alle andre partier end sit eget. Han fjerner også ytrings- og forsamlingsfriheden for sine politiske modstandere.

Overalt bombarderes den tyske befolkning med storstilet propaganda.

På den ene side lovpriser den Hitlers styre, krigens nødvendighed og den hvide, ariske mands overlegenhed, mens den samtidig fordømmer Tysklands demokratiske modstandere - Frankrig, England og USA - og portrætterer etniske mindretal som undermennesker.

Alt sammen for at hjernevaske de tyske masser til at acceptere Hitlers hårde styre, der bruger alle landets resurser på krig i stedet for den lovede velfærd.

Den tyske økonomi bliver en krigsfabrik, der skal forsyne nazisternes svulmende hær i dens angrebskrige. Hele samfundet bliver bygget op om den voldelige krigermoral, fascismen baserer sig på, og som nazisterne tager til yderste potens.

Hitler ønsker store familier, så han kan rekruttere til sine krige. Kvindens fornemmeste opgave bliver derfor at føde og passe børnene, mens mændene skal gå i krig eller arbejde på fabrikkerne.

Homoseksualitet forbydes, og dømte homoseksuelle bliver sendt til koncentrationslejrene sammen med de mange andre minoriteter, Hitler ikke har plads til i sit Tredje Rige: romaer, sorte, politiske modstandere og, naturligvis, jøderne.

Nazisternes voldelige racisme ender med at koste omkring seks millioner jøder livet under Holocaust.

Samtidig starter nazisterne Anden Verdenskrig, hvor op mod 80 millioner mennesker bliver slået ihjel i den blodigste krig i verdenshistorien.

Fra totalitær stat til organisk demokrati

Efter tre års blodige kampe med en halv million ofre er den Spanske Borgerkrig endelig ovre i 1939. Den republikanske venstrefløjsregering har ikke flere kræfter til at kæmpe mod generalen Francisco Franco og hans højreorienterede falangister.

I februar anerkender selv de liberale demokratier i Frankrig og England, at Spanien nu er under Francos kontrol. Det bliver starten på fire årtiers diktatur, som flere kritikere har beskrevet som et fascistisk styre.

Franco selv foretrak at kalde sin regering for en “totalitær stat”, indtil fascisterne endegyldigt tabte Anden Verdenskrig, og navnet faldt i unåde. Herefter kaldte francoisterne deres stat for et "organisk demokrati".

Både Hitler og Mussolini støttede aktivt Franco under den Spanske Borgerkrig, og der var også flere ligheder mellem de tre landes diktatoriske ledere.

Efter Borgerkrigen henrettede Franco tusindvis af sine politiske modstandere og gjorde sig selv til en enevældig diktator. Andre partier blev gjort ulovlige, og flere hundredetusinder flygtede fra det nyslåede diktatur.

Spaniens fortolkning af fascismen

Ligesom Hitler og Mussolini var Francos Spanien ekstremt konservativt med hensyn til kønsroller, familieliv og seksualitet. Hans styre nød opbakning fra store dele af den katolske kirke i Spanien.

Franco indførte også en streng censur mod liberale, kommunistiske og andre ideer, der ikke harmonerede med hans ekstreme konservatisme. Politiske modstandere og fagforeninger blev forbudt og forfulgt, ofte af det gråklædte politiske politi.

Som andre fascistiske stater dyrkede Spanien en ultranationalisme, der blev brugt i propaganda for diktaturet, ligesom Franco iscenesatte sig selv som en guddommelig leder.

Men Franco udvidede ikke Spaniens territorie, som både Hitler og Mussolini lagde stor vægt på i deres regeringer. Til gengæld forsøgte den spanske diktator stædigt - men uden held - at holde fast i sine afrikanske kolonier.

Et andet ikke-fascistisk træk ved Francos Spanien var, at hans parti FET y de las JONS ikke var ligeså ensrettet som de italienske fascister eller tyske nazister. Der var interne uenigheder om flere politiske spørgsmål, primært økonomiske.

I 1975 døde Francisco Franco, og Spanien blev igen et monarki under Kong Juan Carlos I. Men kongen indførte snart demokratiske reformer og afgav magten til folket.

I den verserende krig mellem Rusland og Ukraine beskylder begge landes ledere modparten for at være fascistisk.

Vladimir Putin forsvarede endda Ruslands invasion af Ukraine med, at nabolandet var “åbenlyst nynazistisk”. Putin har også kaldt Ukraines revolution i 2014 for et “fascistisk kup”.

I april 2022 opsnappede den ukrainske efterretningstjeneste et telefonopkald fra en russisk mor til sin søn ved fronten i Ukraine. Her sagde moderen, at sønnen ikke skulle have dårlig samvittighed over at slå civile ihjel, heller ikke kvinder og børn, fordi de ifølge hende er fascister.

Samtidig kalder den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky Putin for en fascistisk diktator.

Måske er ordet “fascisme” udvandet, og måske bliver det brugt i flæng. Men de færreste er alligevel ikke i tvivl om, hvad der er fascisme, når de møder den.

Vi spørger her bare ud i det blå: hvem er mest inspireret af fascistiske forgængere: Ukraine eller Rusland?

Læs også: Ukrainsk og russisk – hvad er forskellen?