Når selv ikke de stærkeste nordiske konger har kaldt sig kejsere, så skyldes det, at titlen allerede var optaget af andre. For i teorien er det den vestromerske kejserværdighed, som gennem historien er gået i arv blandt Europas stærkeste fyrster, og kun én kunne bruge den ad gangen.
Frankerkongen Karl den Store skabte et enormt rige i Europa og kronede i år 800 sin succes ved at lade sig udråbe til romersk kejser af paven.
Siden gik titlen videre til hans efterkommere på den tyske trone, og fra midten af 1400-tallet tilhørte den slægten Habsburg. De russiske herskere begyndte også at kalde sig kejsere – zar – men det var den østromerske titel, de gjorde krav på.
Napoleon gjorde i 1804 op med arven fra Romerriget, da han kronede sig selv til kejser, selv om en habsburger allerede bar titlen. Herefter kunne enhver magtfuld hersker lade sig forfremme.
Preussens konge blev kejser ved Tysklands samling under hans herredømme i 1871, og den britiske dronning Victoria ville ikke stå tilbage, så hun begyndte at kalde sig kejserinde af Indien.
På det tidspunkt var de nordiske kongeriger blot småstater i det europæiske hierarki, og tiden for pompøse titler var for længst forbi.
Flere nordiske regenter kunne have været kejsere
Knud den Store
I første del af 1000-tallet samlede den danske vikingekonge et stort imperium, som strakte sig over Nordsøen og talte England, Danmark
og Norge.
Den danske kongedatter og norske dronning forenede i 1300-tallet de nordiske riger i Kalmarunionen.
Gustav 2. Adolf
Svenskekongens sejre på slagmarken gjorde i 1600-tallet Sverige til en europæisk stormagt.